Psychedelia.dk

Inden I nu går helt i selvsving så...jeg har på ingen måde tænkt mig at gennemføre noget der ligner, men jeg har tankerne, de er tilbagevendende og det skræmmer mig. Derfor har jeg brug for at dele dem med nogen.
Sagen er den, at jeg føler mig uendelig ensom. Dvs. jeg har folk omkring mig, men det er ikke folk jeg "kan bruge til noget" forstået på den måde, at der er en distance som gør, at den dybere personlige relation ikke er tilstede. De af mine venner, som har stået mig nær, har svigtet mig igen og igen. Som det godtroende fjols jeg er, har jeg tilgivet dem, eller set igennem fingre med det hændte, men der kommer et punkt, hvor man bare ikke længere kan ignorere det....der er en grænse for hvor mange gange man gider blive "taget for givet".
Udadtil fungerer jeg godt. Jeg ved jeg er afholdt og jeg virker uden tvivl som en glad og positiv person....Det er dog bare overflade. Lige under er jeg ved at knække totalt, og jeg føler faktisk det bare er et sp. om tid førend jeg gør det...knækker. De to eneste mennesker, som jeg føler elsker mig ubetinget og som jeg føler kun vil mig det ubetinget bedste, er mine gamle forældre. Og gamle er de. Så gamle, at jeg ved jeg kun har dem få år endnu. En tanke der skræmmer mig usigeligt, da jeg ikke ved hvad jeg skulle stille op uden dem. Ikke at jeg taler med dem om hvordan jeg har det, for det gør jeg ikke, da jeg gerne vil beskytte dem, og da jeg ved det vil plage dem usigeligt. Endvidere ved jeg, at de ikke har værktøjerne til at hjælpe mig videre.
Mit kærlighedsliv fungerer heller ikke. Det er længe siden at jeg har haft en kæreste,- noget der er selvvalgt. Jeg trives ganske enkelt pt. ikke med en kæreste. Når hun er der, er hun det eneste jeg har...eller sådan føler jeg det. Alle hendes ord og gerninger bliver vendt og drejet i mit hoved...jeg er jo bange for, at hun skal svigte, forlade mig...eller måske endda bedrage mig. Jeg er derfor konstant nervøs når jeg er i et forhold, og følgeligt heller aldrig 100% glad...langt fra. Faktisk foretrækker jeg at være single...så gør det hele mindre ondt, og jeg er mindre nervøs....og så alligevel ikke. Tanken om at skulle leve alene, kan jeg ikke holde ud....umiddelbart føles det som et, for øjeblikket, uløseligt paradoks det med mit kærlighedsliv.
Udover mine forældre, så er det der holder mig oppe, mit arbejde (jeg arbejder med børn). Deres oprigtighed og deres ubetingede glæde ved at omgås mig som person, er ganske enkelt dét, der der holder hovedet oven vande. Samme øjeblik jeg får fri, begynder ensomhedsfølelsen....en følelse som er komplet uudholdelig.
Kort sagt har jeg mistet lysten til at leve. Jeg kan stå i Netto en onsdag eftermiddag og tænke at "hold kæft hvor er det hele dog meningsløst" og "christ....jeg gider bare ikke (leve))", uden egenligt at føle fortvivlse, men med en tanke om at "bare det her satans liv snart var slut". I mit hoved er livet mandag-fredag, men døden står som "weekend"...der hvor man får fred. Ved det lyder (og er) sygt, men jeg går sgu næsten og håber på jeg bliver svært syg/skudt i hovedet af et vildfarent projektiv/ramt af lynet...anything....jeg gider bare ikke mere...kort og godt.
For 5 år siden havde jeg en slem depression hvor jeg blev behandlet med Cipramil (var det vist),- en oplevelse jeg meget gerne havde været foruden...altså...det at få Cipramil. Jeg havde store fysiske bivirkninger og er endnu ikke kommet mig over dem. "Lykkepille"-kur kan jeg med andre ord slet slet ikke overskue. Så er der psykologen...Dunno...Har egenlig ikke lyst til det. Var i forbindelse med min depression til psykolog, og det var da også godt, men....dunno...jeg orker det ikke.

Jeg vil gerne høre jeres tanker om det her...erfaringer...løsninger...anything. Har haft det sådan her længe og havde brug for at få det fortalt...

Please...

Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal skrive. Men jeg er trods alt glad for at du henvender dig til nogen. Hvilket egentligt bringer mig videre til hvorfor du gør det, her på Psychedelia?

Anyways lyder det som om, at du mildest talt har det dårligt. Og det er aldrig fedt. Sådan har jeg også haft det, omend meget få gange, og slet ikke i sådan et omfang. Og jeg ved egentligt ikke om jeg overhovedet kan hjælpe, men svarer nu alligevel.

Problemet er vel egentligt lidt at din ensomhed er selvforstærkende, og måske endda kan sammenlignes med et "bad trip", hvor de negative følelser eskalerer. Dvs. at de negative følelser/tanker skal stoppes før de bliver færdiggjort! Evt. kunne du prøve at give dig nogle opgaver. Det har virket på mig, når jeg har siddet og været ensom. Gå ud og køb ind, ryd op osv.
Dét der dog virker bedst er social kontakt, men det er netop hér det virker som om at det halter i dit liv.
Hvordan har dine venner svigtet dig?

Hold modet oppe!

PS. Hvor gammel er du?

Puha, jeg ved ikke lige om jeg og folk på et narkosite er de bedste til at vejlede dig, men du har da ret i, at det nok kan få folk op af stolene. Din tilstand er helt afgjort ikke nyttig for dig. Du virker ulykkelig og har jo selvmordstanker, og jeg tror ikke at dit dobbeltspil med at spille "glad" overfor alle mulig andre, mens du er ulykkelig indeni, vil gøre noget godt for dig.

Dette board har for kort tid siden mistet en person til selvmord, og sådan lige umiddelbart virker det skræmmende at se en "klon" med samme dobbeltspil åbne op her.

Mine råd:

- Tal med en selvmordslinie. De har erfaringen til at fortælle, hvad dine muligheder er. Du er ikke alene. De ved 100 gange mere end mig

- Tag fat i din læge og få gang i processen med at få en psykiater. Vær ærlig omkring dine negative erfaringer med de foregående stoffer de gav dig. De skylder dig en omgang i min bog - så indkræv gælden nu!

- Tal med nogen. Du driver et dobbeltspil og er faldet i den klassiske, indadvendte fælde, hvor du går og vender alle dine paniktanker inde i hovedet. Du ved: finder er problem, analyserer det og blæser det så ud af enhver proportion. Det skal ikke nødvendigvis være dine venner, da det slider på forholdet hvis man bare "læsser af" hele tiden. Jeg tror også at "dobbeltspillet" tærer på din selvrespekt og skaber den fremmedgørelse, som du føler overfor dine venner. Dine venner taler jo ikke med dig, men med det billede du viser dem ... hvis du kan følge det? Pas på med det "selvvalgte eksil", for ud ser ikke ud til at trives alt for godt med det.

- Overvej sådan noget som kognitiv adfærdsterapi. Det er såvidt jeg kan regne ud så meget "skide navlepillende psykoterapi", og det er den bedst dokumentet virkningsfulde metode. Jeg ved bare, at nogen reagerer helt allergisk, når det første spørgsmål altid går: "er det noget fra din barndom". Det interessante ved kognitiv adfærdspsykologi er, at at man starter med at give dig noget praktisk kontrol over dine negative tanker. Altså starter med noget mere "fysisk" og lader "sjælen" følge efter. Der er ingen garantier, men det virker bare mindre irriterende på mig end den der kliché med "Freudianske fortrængninger" som nogen går vældig meget op i.

Igen ... he he ... det her er et narkoboard, så hvad ved jeg

Jeg er enig med Malkavian..men også uden at være specielt lærd på området.
Få fat i en person du kan tale med om de her ting,og muligvis starte en medicinsk behandling.Jeg synes ikke det burde være nødvendigt at vente længere.Jeg mener du har brug for det.
Husk SSIR´s er ikke det eneste alternativ re psykofarmaka.Selektive MAOI er også en mulighed,hvis i finder ud af du har brug for medicin.
Hvorom alting er,så ønsker jeg dig al held og lykke med det her.

Sørgeligt, at du har det sådan, Nullo. Ud over alle de fornuftige råd du allerede har fået, tænkte jeg på, om du ikke har nogle interesser, du kan dyrke? Sport, musik, frivilligt arbejde, hvad som helst? Eller var der ikke nogen ting, der evt. kunne blive din interesse? Ud over at sådanne aktiviteter kan være anvendelige til at bedre sin mentale form, kunne det jo også være en oplagt mulighed for at møde nogen andre mennesker. Efter dit arbejde at dømme, går jeg ud fra, at du har en forholdvis god evne til at agere socialt (selvom du skriver, at det kun er en facede, betyder det jo alligevel, at du har evnen til at være i kontakt med andre mennesker.) Om det så ville være badminton, fluebinding, lektiehjælp eller noget fjerde er ikke vigtigt for min pointe. Prøv at komme ud og dyrk nogle nye sider af dig selv. Er der ikke noget du altid har haft lyst til at prøve, men aldrig har fået dig taget sammen til? Sådan har jeg det i hvert fald selv med nogle ting og må af og til sparke mig selv lidt bagi for at tage skridtet. Du lyder meget nedtrykt, men vend den om og sig, "hvad er det værste, der kan ske!?".

Held og lykke!

Jeg må indrømme jeg synes der tegner sig et rimeligt klart billede af, hvad der er galt.

Du skriver, at du holder en facade, og at inden i føler du, at du er ved at knække. Samtidig føler du dig uelsket, dit kærlighedsliv fungerer ikke, du er bange for at tage chancer. Dine venner har svigtet dig, og dem du kender nu føler du at du ikke "kan bruge til noget".

Du har sikkert en masse følelser om dine gamle venner, som aldrig er blevet luftet. Når en ven svigter bliver man vred, men lader man aldrig den vrede lufte ud, sætter den sig bare og bliver til en slags bitterhed. Man føler sig tom, uduelig og værdiløs. Du er nok i bund og grund en person der er "for flink" og derfor tager du mere hensyn til dine venner og din familie, frem for dig selv. Du skåner andre for følelsesmæssige udbrud, med konsekvens at du selv får det skidt. Du føler sikkert, at du er en person inden i, men den person viser du aldrig udadtil. Du gemmer dig bag en facade om at alt er i skønneste orden, selv om intet er. Og du snakker netop om at tage hensyn til dine forældre, ved ikke at fortælle dem noget om, hvordan du har det.

Når man bliver svigtet og såret er det en naturlig reaktion at "trække sig ind i sig selv". Man isolerer sig og føler ikke lyst til at deltage i sociale aktiviteter, netop fordi så skal facaden op. Og at opretholde facaden er utrolig energikrævende. At du så igen er bange for at indgå et forhold viser igen din frygt for at blive svigtet og såret igen. Det handler i bund og grund om hvordan man reagerer på negative inputs. Det er helt naturligt at blive ked af det, og vred, hvis andre behandler en dårligt. Og det er der, det er vigtigt, at man har nogen at støtte sig op til. F.eks. en god ven eller familien. Familien er nok det allervigtigste.

For mig at se bærer du rundt på en masse uløste konflikter, men du skåner andre for dem, for det første af frygt for deres reaktion (f.eks. at de synes du er underlig) som igen vil give dig følelsen af at blive svigtet og såret og for det andet fordi det, ironisk nok, føles lettere at "overleve" bag facaden, frem for at gribe fat om problemet og "gribe dagen".

Ved at gemme sig bag en facade får du aldrig løst dine konflikter fordi folk ikke kan se, at der er noget galt, eller at du har det dårligt. Men alligevel går du rundt i en pine og det begynder derfor at føles nemmere at "blive skudt" eller "ramt af lynet", fordi man ikke kan se hvordan man kan løse sine indre konflikter.

Men det er netop følelserne der gør os til mennesker, og gør os til noget særligt, sådan hver især. Hvordan ville du selv reagere, hvis, en person du kendte som altid virkede glad og positiv, pludselig en dag efterlod sig et afskedsbrev og tog sit eget liv? Ville du ikke tænke: "Gid jeg havde kunne hjælpe ham" ? Eller måske "Jeg havde i mine vildeste fantasier ingen anelse om, at han havde det så skidt - hvis bare der var nogen der havde hjulpet ham, og han lod andre komme sig til hjælp".

At du skriver herinde er jo netop et "råb om hjælp" og derfor er det også vigtigt at man åbner sig selv op og lader andre komme til hjælp. Og det kan man kun ved at være ærlig. Hvad er måske bedst: At tusinder elsker dig, men kun elsker den facade du har opretholdt, eller at 10 elsker dig for den person du virkelig er. Husk på, at én rigtig god ven er bedre end 1000 bekendte. Og hvis dem du kender skubber dig væk når du forsøger at være ærlig, så er de heller ikke rigtige venner, og det er ikke et rigtigt venskab. Jo mere ærlig og jo mere man oprigtigt viser sine følelser, hvad enten det er vrede, glæde, sorg, ensomhed, lykke osv., så er det ved at vise den person man virkelig er, der virkelig skaber kontakter, og virkelig giver en rigtige venskaber, fordi folk i forvejen har accepteret dig som den person du har vist du er.

Men sådan som du har det tror jeg ikke det er en god idé at du braser ud af døren og erklærer dine inderste følelser til den første og bedste. Lad det tværtimod komme langsomt, og vend dig til at være ærlig og fortæl andre om hvordan du føler. Det kan også være meget hjælpsomt at man forsøger at udtrykke og sætte ord på hvad det er man føler, for hvis man i lang tid har ladet vær med at lytte til sig selv kan det være svært pludselig at sætte ord på alt hvad man føler. Derfor lad det langsomt komme til dig. At male, lave musik, skrive eller andre udtryksformer er rigtige goder måder at komme i kontakt med sig selv på, fordi man mens man er i gang med aktiviteten lytter til sig selv og sine følelser, for at kunne udtrykke det kreativt enten gennem et maleri, et musikstykke, et digt el. lign.

Du må forstå, at rende rundt med en facade når man har det skidt er ikke særlig hensigtsmæssigt, og det er en adfærd man skal ændre, så man får en konstruktiv adfærd, frem for en destruktiv. Det lyder måske lidt hårdt, men som det ser ud nu er din adfærd meget destruktiv for dig selv. At gemme sig bag en facade og lade som om man har det godt, når man ikke har, er nedbrydende, fordi du pakker dit væsen ind og isolerer det fra omverden. På den måde forhindrer man det i at få "næring" og "stimulering" fra omgivelserne. Det skal der laves om på og det kan man gøre ved langsomt at lade sit væsen komme til magt, så en konstruktiv adfærd bliver en del af den daglige rutine. Så dit problem tror jeg ikke går over med medicin eller en slags "turn-about" situation, for så længe du har for vane ikke at udtrykke dig selv følelesmæssigt over for dine omgivelser, vil det være nedbrydende. Så snart du føler dig tryg ved at "være dig selv" vil det med kærlighedslivet og selvværdet og selvtilliden langsomt komme igen. Det kan godt være, at folk der kender dig som en type person pludselig ser, at du ikke har det som de troede, og de bliver meget vel overraskede og reagerer måske ved selv at føle sig ubekvemme, men der må du huske på, at det ikke har noget med dig at gøre, men deres egen reaktion og bearbejdelse af hvordan de skal forholde sig til noget de pludselig bliver konfronteret med. I bund og grund er reaktionen med usikkerhed og ubekvemhed et udtryk for respekt. Så husk, at det aldrig er for sent, at starte på en frisk

Treasure>> En kompliment til din klarsynethed! Det var meget kloge ord du der kom med, og jeg har vist ikke noget at tilføje

Nullo> Håber du får mod på at lukke op for dig selv og være dit ærlige jeg over for omverdenen.
De gange jeg har følt mig svigtet af en ven eller veninde, har jeg haft det frygteligt svært med mig selv, ind til jeg fik fortalt den pågældende hvad jeg følte. Det er meget vigtigt at respektere sine sårede følelser, og turde fortælle den anden om det. Selvfølgelig skal man ikke bare overfuse folk og lade agressionen få frit løb, men når man er faldet lidt ned, kan man tage en fornuftig snak, hvor man beder den anden lytte og her fortælle om hvad man følte. Det er enormt forløsende og vigtigt at blive hørt af den anden, istedet for at trampe på sig selv yderligere ved at sige: Årh, det er ligemeget!

Mht. psykologer så kan det godt være at du bare har været uheldig med den første. Psykologer er lige så forskellige som alle andre, og derfor vil jeg opfordre dig til at prøve at finde en anden som du har bedre kemi med.

Nu da dette er et narko-board vil jeg da ikke undlade at anbefale dig lidt "stoffer" -et kosttilskud: 5-HTP, som er en precursor til seretonin, og som derfor skulle have en meget positiv virkning på depression, idet det genopbygger dine seretonindepoter. Du kan finde en masse om det ved at søge på google, og man kan købe det over nettet.

Held og lykke!

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

God beslutning. Husk dog også at dele dem med folk der arbejder professionelt med at bringe mennesker i din situation videre.



Mange mennesker, udover dig, har samme oplevelse. For dig må det logisk nok være noget værre, ellers ville du ikke melde ud som du gør. Rigtig mange mennesker føler det er svært at skabe en dybere og personlig interaktion/relation med andre og specielt nye mennesker i ens liv. Der er så mange forsvarsmekanismer vi bygger op i os selv, at det bliver mere og mere vanskeligt at trænge igennem. Det skal du gøre dig bevidst, fordi du vil har brug for færdigheder til at forcere de blokeringer så du ikke føler dig ensom og isoleret i dig selv, som tilfældet er nu.



Har du delagtiggjort dem i din situation ? Hvordan har de svigtet dig ? Min personlige og ikke professionelle erfaring med folk der er depressive er at de er enormt nærtagende og ligger mere i andres handlinger end hvad der er praktisk. Selvfølgelig er det ikke fedt at blive svigtet, og hvis det er et alvorligt svigt er det på sigt nok bedre at afbryde venskabet til fordel for et nyt, er det dog småting såsom aftaler der bliver brændt af, skænderier, uenigheder o.s.v. kan man som regel snakke sig igennem det med tiden, og derigennem styrke ens venskab ved kollektivt at have overvundet situationen. Du nævner ikke hvad der er sket, udover du er i denne her grimme tilstand, men måske ser du verden mere som værende mere dyster end den i virkeligheden behøver at være ? Det er spørgsmål der er værd at overveje for dig mener jeg.



Så lang tid du ikke begår selvmord eller laver noget fuldstændig lignende tåbeligt såsom at lave et “råb om hjælp” igennem en selvmordssituation er det måske ikke så forkert ? Altså, hvis du knækker er det nok fordi du ikke kan klare det mere, hvad sker der hvis du knækker ? Er det at knække ensbetydende med at græde og betro sig til familie (eller den ene ven du måske har tilbage?) så er det måske ikke det værste du kan gøre. Hvad har du at tabe ?



Jeg ser det som et udtryk for din frygt for at miste dine forældre og fremstå helt alene, uden virkelige venner eller støtter i livet. Det er, i mine øjne, den situation du frygter og der selvmord for dig først virker som en “løsning” på dit problem.
Det der kan bryde den frygt, eller mindske den, er at fokusere på dit sociale netværk omkring dig, venner, kærester, bekendte osv. Det, at du har problemer der, styrker din frygt, tror jeg.



Ligemeget om de har værktøjerne eller ej, så ønsker de nok at blive delagtiggjort i din situation hvis den kan udvikle sig så frygteligt som du et eller andet sted synes at forudse.
Det burde lige nu være den mindste af dine bekymringer om du giver dem flere grå hår på hovedet. Hvis de altså ikke lige ligger for døden nu og her, så vil de stadig anse dig som deres barn, og derfor ønsker de også at være en AKTIV del af dit liv - specielt hvis du har brug for deres hjælp & støtte, og det har du.



Du har altså haft en kæreste, ergo du kan godt indlede et forhold. Det er da altid noget, nogle mennesker når aldrig så langt. Du ved endda også hvad der går galt, det er da også altid noget.
Hvis du har en kæreste, så er det ret vigtigt du ikke fokuserer dig selv 100% ind på hende på langt sigt, specielt når nyforelskelsen ligger sig vil man få brug for at skabe en distance der bliver brudt på de rette tidspunkter, ellers bliver man sindssyg. Det gøres ved at beskæftige sig med andre ting, venner, familie, hobbyer osv.
Du må virkelig bide mærke i, at du ikke må lade din frygt for at miste hende diktere dit liv i forhold til at få en partner. I det hele taget, du skal lære at kontrollere din frygt. Istedetfor at frygte at kæresten vil forlade dig er du nødt til at forholde dig til alternativet, som er slet ikke at have nogen – Frygt kan du lære at tæmme og leve med, ensomheden er tilgengæld det der i sandhed æder en op med tiden. Det er heller ikke helt utænkeligt, at der rent faktisk findes en partner derude der vil få dig til at føle dig, om ikke helt tryg, så tilstrækkeligt tryg. Ja, sådan er det egentlig, det er ikke alle mennesker der skrider fra hinanden, lyver og sårer – mange kan endda godt leve med at en kæreste er som dig.
100% glad ----- Det er vidst mest noget man ser i TV serier og film, langt de fleste af os render ikke rundt og er 100% glade, medmindre vi da fylder os med stoffer, også er det i så fald midlertidigt. Det at have et forhold og i det hele taget et socialt støtte netværk omkring sig handler ikke om at være 100% glad, men om ikke at føle sig alene & være reelt udsat, hvilket jo essentielt er dit egentlige problem.



Hvilket jo er en bekvem måde for dig at forholde sig til det på, opgivende. Du må altså kæmpe med det, og ikke bare afskrive det som et uløseligt paradox. Sådan er det for os allesammen. Sådan som jeg ser det er du allerede kommet langt, du ved du vil have et forhold, du ved hvor det går galt, du mangler af finde en løsning eller i det mindste en måde hvorpå du kan forholde dig til det på. Eneste måde du gør det på er at holde dig åben overfor mulighederne, måske ikke direkte jagte dem, men lad være med at sige til dig selv at du aldrig finder en partner, gode venner eller lignende. Hold dig åben, samt vær bevidst om at muligheder de kommer i livet, før eller senere.



Børn har modsat voksne ikke i samme grad opbygget de forsvarsmekanisker og blokeringer der skilder dem fra andre mennesker og gør social interaktion mere vanskelig/omstændig. Desværre er du ikke et barn mere, og du er nødt til at lære at forholde dig til voksne mennesker på en sådan måde at du kan få nogle givende forhold ud af det.
Måske er det noget værd for dig at vide, at inden i de fleste af os er der stadig et barn gemt, det er bare lukket inde af en masse ting der hober sig op over årene. Du må lære at acceptere det, og forholde dig til det. Rigtige venskaber, dem du søger, de tager flere år at stable på benene.
Måske har du nogle venner fra førhen i dit liv ? Altså, inden alle de barrikader blev bygget op. Altså, fra før du var en 14-15 år, de er ofte en “nem” genvej.
Hvis du er hankønsvæsen lyder du som en drøm for enhver enlig mor, en person der ikke kan få nok af børn og som egentlig ønsker at forblive i deres liv i mange år fremover…. Tænk lidt over det, dine forældre overlever dig nok næppe, men igennem forhold kan der komme børn som du nok næppe selv overlever… Der vil du aldrig være alene, du vil altid have en relation til dem. Medmindre du da er komplet psykopat, hvilket du jo tydeligvis ikke er.



Den er ikke uudholdelig, for var den det, så sad du ikke her og skrev. Derimod er den uacceptabel, og derfor skal du finde en løsning på den. Hvordan løser man ensomhed ? Det er faktisk ikke nemt, fordi som du allerede har fundet ud af er det ikke nok at have selskab af mennesker man ingen dybere forbindelse har til.
Nogle gange virker det at hjælpe andre, fordi de så samtidig gerne viser deres taknemmelighed igennem at skabe en dybere forbindelse til dig. Om ikke andet, så at være der for dem. Du skal ihvertfald have dit fokus flyttet væk fra dig selv, udover dine egen næsetip også ud til dine omgivelser, det er jeg sikker på, fordi det er ret svært at skabe dybe relationer til nye mennesker såfremt man er indadvendt og agerer ud fra ens egen følelse af ensomhed der æder en op, skaber et åndeligt vakum… så bliver man nemlig omklamrende, hvilket er et paradoks du allerede synes at være bekendt med.
Du kan være HELT sikker på, at der sidder MASSER mennesker derude i verden der har det ligesom dig. Ensomhed er et kæmpe problem for mange mennesker, og derfor søger de også folk der, om ikke fjerne den, kan minimere den igennem relationer med ligesindede mennesker.



Det burde samtidig være en motivation for dig til at gå ud og søge aktiviteter med andre mennesker, måske igennem foreningslivet. Du skal have brudt de grænser ned der holder dig fra andre mennesker, jeg ved ikke hvor mange mennesker du skal møde for at finde 1 person du “klikker” med, men du finder dem ikke nede i Netto imens du filosoferer over livets elendighed.



Jamen, det er jo heller ikke til at vide. Det kan være du er “heldig”, det kan også være du er så heldig som at finde en eller flere personer der rent faktisk siger dig noget. Om det går dig godt eller dårligt, må du blive ved med at spille spillet, som er livet.
Det er klart at du ser det hele hamrende dystert lige nu, men der må vel også have været gode tider i dit liv ? Der er garanteret også en stor kærlighed til dig i fremtiden ikke sandt ? Gode venner ? Gode oplevelser… De ting vil du vel godt opleve, selvom du må kæmpe med smerten der ligger imellem dem.
Det er i mine øjne mere trist at tænke på al den tabte lykke som et selvmord skaber, end at fokusere på den manglende lykke der er i nuet samtidig med at man frygter fremtiden. Fremtiden er ikke noget man skal frygte, men noget man skal se frem til og forberede sig på efter bedste evne. Selvmordstanker er ikke forberedelse, men de er i mine øjne et faresignal om manglende forberedelse.



Nu er jeg ikke kompetent til at udtale mig om hvordan du skal behandles, ej heller om du overhovedet skal behandles. Dog føler jeg mig ret sikker på, at der findes andre løsninger på dit problem, og givetvis også mere effektive løsninger end lykkepiller. Det er også derfor, at du skal snakke med professionelle, og ikke kun 1, men gerne flere (men 1 ad gangen). Hvis det virkelig er så slemt som du giver udtryk for, og det tror jeg det er, så skylder du dig selv det samt dem der holder af dig + os andre der bruger 1 time af vores dag på at give dig gode råd her. Så tag dig sammen og kom afsted.



Den ville garanteret heller ikke løse dit problem, men bare behandle symptomet. Dit problem er jo at du føler dig socialt isoleret, ude af stand til at gøre noget ved det. Noget du tydeligvis ikke er i virkeligheden, det er jo ikke sådan at du er spærret inde i en KZ lejr og sat i isolation, så løsningen er at overvinde det her, og bryde igennem til andre mennesker på en positiv måde.



Du orker det ikke ? Jamen det er jo fordi du er deprimeret du ikke orker det. Hvis du ikke gør noget, bliver det måske bare værre. Altså, tænk lidt over det ikke ? Hellere tage til psykologen nu, end at føle den dobbelte smerte senere hen i dit liv.
Det her handler ikke om man gider at aflevere nogle videofilm, nej, det er sgu dit liv. Alle der holder af dig vil hjælpe dig, du holder dem bevidst på afstand og orker ikke at tage til psykolog…. Det er en ond cirkel, og det ved du nu, det er kun dig der kan bryde den… og nej, du bryder den ikke ved at begå selvmord, du giver den bare videre til de andre omkring dig.



Der er ingen her der kan komme og løse de her problemer for dig sådan lige vupti. Der er højst sandsynligt store ting i dit liv, og i dig selv der skal ændre sig.
Det vigtige er at du ikke lader det faktum, at det virker uoverskueligt, tage modet fra dig, fordi efterhånden som du tager nogle skridt i det her vil du blive stærkere.
I kraft med du bliver stærkere, stiger din vilje og motivation for at tage næste skridt, og næste skridt… til sidst gider du godt, til sidst så ser du løsninger istedetfor problemer.

Det kræver dog at der er nogen der vejleder dig, nogen der ganske enkelt har forstand på det og kan vurdere dig bedre end folk i et internet forum kan. Du skal have professionel hjælp, og det ved du også godt, du ved også godt lykkepiller ikke er ønskelige for dig, så du må være åben omkring det og bede om vejledning til at finde en anden vej.

Folk er tydeligvis ikke ligeglade med dig, selv folk der ikke kender dig fatter en hvis mængde af sympati for dig og din situation. Nu virker det ikke som om du kæmper med at lavt selvværd, men snarere med dig selv og de ting i dig som river dine sociale relationer i stykker. Der er andre mennesker i verden der kan og vil elske dig ubetinget udover dine forældre, du skal ikke lade din frygt for at miste dem, når du har fundet dem, gøre dig inhabil i forhold til at indlede nye forhold – om så det er med venner eller mere end det.
Dette er nemmere sagt end gjort for dig, problemet er ikke at kærester skrider, venner laver lort eller at de tager dig for givet – problemet er din frygt for at de gør det, og det derfor afholder dig fra at knytte bånd til folk. Samt, at når du så endelig knytter nogle bånd, så bliver du omklamrende i forhold til dem (som jeg ser det).

Knyt flere og nye bånd, benyt dem mere varieret, lad være med at overbelaste dem og lad være med at lade frygten diktere dit liv – vær tålmodig. Søg professionel hjælp, selvfølgelig kan det blive bedre end det er nu.

- Bart

Snak med psykologen. SSRI + beroligende piller, er nok en god idé IMHO.
Se medicinen som en krykke, du har har "brækket benet" og har behov for noget at støtte dig til. Pillerne giver dig overskud til at "benet" kan hele, og en dag går du fint uden.
Pas på dig selv.

Mvh
stonez

Stonez, har du selv prøvet SSRI under en depression?

...

Har prøvet noget lignende det du beskriver. Har både prøvet seroxat i en periode og også fluoxetin cipramil og cipralex. Har også prøvet adskillige kombinatoner ex. remeron, cipralex og et benzodiazepin samtidig. Efter mange års eksperimenter må jeg konstatere, at det ikke hjælper mig, men vi er jo forskellige.

Nu vil jeg ikke tage medicin, men ryger i stedet pot efter behov. Jeg ryger små terapeutiske mængder, for at slappe af og få ro i systemet. Det er dog hele tiden en balance, hvor man skal passe på at dosis og interval ikke øges. Desuden tager jeg svampe en gang om ugen, med bind for øjnene for at dykke ned i de følelser og konflikter jeg slås med. Det er en helt anden strategi end den den traditionelle medicinske. I stedet for at dæmpe og dulme provokerer jeg ubehaget frem for at få det bearbejdet og integreret. Jeg benytter den metode som Stanislav Grof anviser. Håber den vil virke med tiden. Eneste mangel er en pisse dygtig terapeut, der vil engagere sig 100% i processen, men den mulighed er desværre lukket.

Efter min mening er behandlingen af psykiske lidelser i Danmark og vesten præget af magtesløshed. Jeg ved det, for jeg har selv arbejdet med psykisk syge flere steder også på en psykiatrisk afdeling. Desuden har jeg selv været patient hos adskillige psykiatere og psykologer - jeg er ikke imponeret!!!

...

Wow! Jeg tager hatten af for dit mod! Jeg tror også på at "helbredelsen" ligger i konfrontationen med sig selv og sit problem, frem for medicin som dulmer og sløver vores bevidsthed. Synd at der ikke findes nogen terapeut som lovligt må gå ind i den slags bevidsthedsudvidende eksperimenter. Jeg er dog sikker på, at der hist og her findes psykologer eller psykoterapeuter som på en positiv og åben måde godt vil følge dine psykedeliske eksperimenter.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Stonez skrev:


Nu er "stoffer" jo så mange ting. Jeg giver dig ret i, at det måske er dårligt at få venner, som kun synes det er fedt at dulme sig hele dagen på opiater eller maxblæse sig hver weekend på speed, men hvad med psykedeliske svampe som Ars Moriendi tager? Mener du også at han er dårligt selskab?

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Jeg synes det er lidt en selvmodsigelse, at du anbefaler SSRI og beroligende medicin, og samtidig tager det selv uden at det har den ønskede effekt. Medicinen får hjernen til at fungere rent kemisk, men den ændrer ikke noget psykisk. SSRI er symptom-behandling, intet andet. Den biokemiske ændring med lavt serotonin og mindre blodtilførsel til hippocampus er symptomet - årsagen, er en psykisk og omend mere omfattende, som psykologer og psykiatere end ikke forstår. Hvad jeg har læst fra psykiatere og andet der har årelange erfaringer med utallige behandlingsformer, så er der ikke nogen definitiv behandlingsform og de nuværende behandlingsmåder er en slags falliterklæring, hvor man har nogle remedier der kan holde folk i skak, men aldrig "kurere" dem. Selvmord og folk der går beserk er ikke velanset i det offentlige billede, så det er nemmere at medicinere folk så de ikke er til fare for andre eller sig selv. Men det hjælper dem ikke - ihvertfald ikke for de fleste.

Treasure og Fanny, jeg sletter lige mine posts. Det lader til at i hellere vil kritisere end at høre på en der har erfaring med emnet. Og nej Fanny, svampe er ikke en god ting, når man er stækt depressiv og tænker på selvmord, "jordkontakt" er nøgleordet, men du linker selvf. til nogle engelske tekster der påstår det modsatte. Nogle mennesker har en idé om at psykedeliske stoffer/trips indeholder sandheden og er de vigtigste værktøjer. Jeg vil anbefale jeg en uddannelse til psykiatere, i ved tilsyneladende mere om det, end folk der har arbejdet med det professionelt i over 30 år. Længe leve trips!
Måske er det værd at overveje, at hallucinogener måske kan være med til at trække "patienten" i en forkert retning? Jeg ønsker i hvert fald ikke at være medvirkende til, at en deprimeret person bliver trukket længere ud i sin lidelse pga. trips. Som jeg sagde før: "jordforbindelse".


Selvmodsigelse, hvor?
Hvorfor mener du, at medicinen ikke har den ønskede effekt? Er du min psykolog? Jeg garanterer dig, at SSRI netop har den ønskede effekt. At føle sig sløv pga. den beroligende medicin, er en bivirkning der er til at leve med, det er vel trods alt bedre end at tage livet af sig selv, eller hvad?

[sarkasme]
Men ja, for at sige noget i ikke er uenige i. Svampe/lsd/ketamin/scopolamin/5meo-dmt er svaret på det hele og ssri har ingen godt af.[/sarkasme]

Nullo: Jeg er ked at, at du har det dårligt. Du skal IKKE lytte til folk herinde. Snak med en professionel, der ved hvad han/hun taler om. Pas på dig selv.

Fanny: jeg venter spændt på en spydig kommentar.
Treasure: det var lige godt pokkers, skal jeg stoppe med medicinen? Hvorfor virker den ikke efter hensigten. Skriv gerne en lang post om det, så tager jeg da lige den med til lægen næste gang, hun skriver sikkert villigt sin mening om emnet. Og ja, det er da skide skægt og fed karma at køre løs på dem der ligger ned, ikke?

Stonez > Med al respekt intakt, så tror jeg næppe at Treasure er typen, der går ind for at man bruger trips til at kurere sig selv. Tværtimod har han faktisk ofte talt imod den populære holdning her på sitet, at mange problemer kan løses med hjælp fra psykedelika.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer i denne sag, men jeg foreslår at alle parter slår koldt vand i blodet, og ikke lader deres emotionelle engagementer komme i vejen for deres gode og velmenende råd.

Mvh. Psyko

Psyko, jeg ved du er en flinker fyr, og din kommentar er fair nok. Jeg mener bare at især Fanny's holdninger ofte er til at knække sig over (Fanny, jeg er sikker på du også er en flink person IRL).
Når en person med selvmordstanker skriver en post på psychedelia om det, er det sgu ærgeligt, at det skal gå op i flueknepperi jf. "Nu er "stoffer" jo så mange ting. Jeg giver dig ret i, at det måske er dårligt at få venner, som kun synes det er fedt at dulme sig hele dagen på opiater eller maxblæse sig hver weekend på speed, men hvad med psykedeliske svampe som Ars Moriendi tager? Mener du også at han er dårligt selskab? . Jeg kan virkeligt ikke se relevansen i det?
Det er da fint at spørge om hjælp her på boardet, når man som Nullo går rundt med sådanne tanker, men folk skal satme tænke sig om, før de kommer med "gode/velmenende" råd. Det er en alvorlig sag, og efter min mening bør han KUN lytte til en professionel. Lommepsykologi fra syrehoveder gør efter min mening, sikkert mere skade end gavn.
Nullo : add mig på MSN hvis du vil snakke med en i samme situation som dig selv.
Mit indlæg virker nok ret negativ rettet (mod Fanny og Treasure), men hvorfor Treasure mener han kan tillade sig at kommentere mit medicinforbrug forstår jeg ikke. Og det at Fanny tilsyneladende er mere interesseret i at fluekneppe min kommentar end at komme med mere konstruktiv rådgivning rettet mod Nullo, skuffer mig meget. Der følger vel en eller anden slags ansvar med det at være Mod i Medaljens bagside?

Vel talt! Og jeg er lidt ked af, at jeg selv bidrager med lidt personfight i denne tråd, men "personlige angreb" er velkomne i PMs, jeg svarer gerne. Jeg er ked af, hvordan det går til i dette forum. Det er fair nok at Fanny og Treasure sikkert ikke bryder sig om mig, men for pokker.. Hold det til PMs.

Nullo: pas på dig selv. Mange andre har været i samme situation som dig. Heldigvist kommer langt de fleste ud af det i god behold, lyt til din psykolog.

[quote"Treasuree"]Selvmord og folk der går beserk er ikke velanset i det offentlige billede, så det er nemmere at medicinere folk så de ikke er til fare for andre eller sig selv. Men det hjælper dem ikke [/quote]
Treasure: er det ikke ret indlysende, at det at medicinen holder folk i live (så de i mellemtiden kan modtage terapi) er en hjælp?

Ps. Husk på at jeg egentligt også er et menneske, som så mange andre.

Kære Stonez

Manden har jo selv været på SSRI og det har givet ham fysiske bivirkninger som han ikke bryder sig om. Lad mig lige groft understrege, at der er en væsentlig forskel på at have bedøvet sin hjerne med hash hver dag i 9 år og så at have følelsesmæssige problemer pga. uløste konflikter - hvad der synes at være en behandling for dig, behøver nødvendigvis ikke være en behandling for andre. Hvis du havde måske en smule forstand på psykologi havde du straks set, at der er tale om et adfærdsproblem. Hvordan er det lige du vil behandle sådan noget med SSRI og beroligende piller?



For det første, styr lige dine fordomme. Og for det andet, hvem siger psykologer har patent på at give gode råd til andre ?



Hvor meget brugbar terapeutisk hjælp har du fået mens du har taget medicin? En besøg hos den lokale hjernevrider en gang om måneden vil jeg nødig kalde for terapi.