Jeg vil fortælle om 2 meget ens og mystisk oplevelse jeg har haft sammen med to forskellige venner.
Det var blevet sommerferie, og min ven og mig selv havde aftalt, at vi skulle tage en tur på Roskilde festival som en slags afsked inden han rejste fra Bornholm og helt over til Jylland. Men et par uger før, finder han så ud af at han skal ud og rejse den uge, så vi vælger at tage en uge til København for at fyre den af der ovre.
Som det første vi gør når vi stiger ud af BornholmerBussen er, at gå op til Nørreport for at tage metroen ud på staden. Vi hooker så op med en pusher og køber en masse 90'er og 100 af ham. Derefter går vi op i boderne for at købe os en ny bong.
Vi begynder så at mixe og får det meste af dagen til at gå med at gå rundt i kbh, og ryge på hvert hjørne der er læ for vinden. Om aftenen tager vi så hjem til min far og falder til ro. Dagene går med at ryge og drikke. Og vi fastlåser os egentlig bare i vores rygning. Vi gider ikke til fest, vi skal bare ryge og drikke, ryge og drikke - hele tiden. Vi kommer hjem hver nat sådan ved 3 tiden ca. sover til klokken 12, spiser morgenmad. Tager ud igen og ryger rundt omkring. En dag tager vi så i Tivoli og selvfølgelig har vi tjald med indenfor, vi har en bong i tasken, og nogle færdigrullede joints. Så ryger vi rundt omkring der inde, og tager så op i forløstelserne. Vi prøver alt det vilde, selvom vi begge har vildt noia nu når vi er skæve. Det gider jeg ikke prøve igen ved jeg. Det begynder at blive aften og jeg kan mærke at jeg er helt blank i knolden, men vi fortsætter bare med at ryge. Vi tager så ud af tivoli og render rundt i regnvejr rundt ude på strøget og ryger også der. Det her det for alvor begynder at blive mærkeligt. Mine tanker begynder at tænke ulogisk. Jeg begynder at føle at vi går i ring, og har gjort det lige siden vi kom her over. Jeg opfatter ligepludsleig hele indre by som en lille bitte verden. En lile miniverden som bare er komprimeret akkurat som Tivoli. Jeg begyndte at blive nedtrygt og følte at jeg spildte min tid. Jeg gik jo bare i ring oppe i mit hovede. Selvom jeg ikke kunne hsuke en skid fordi vi hele tiden var blæste oppe i knolden, følte jeg bare at vi aldrig kom nogen vegne, og jeg følte mig egentlig bare fanget inde i den lille verden. SÅ jeg begyndte at have en slags klaustrofobi for københavn. Det var ikke stort nok.
Den samme oplevelse har jeg endnu engang haft en gang jeg var en weekend ovre hos nogen venner i kbh. Vi havde røget hæftigt konsant og drukket samt røget vildt meget om aftenen. Og så rendte vi bare fra den ene fest rundt til den anden. Det endte så igen med at vi bare rendte rund og rundte, og slog os ned og røg hvor der nu var læ for regn og vind. Vi endte så til en fest ude på Nørrebro hvor jeg kom i snak med en pige, det viste sig så at hun havde sin tvillingesøster med. De var så helt vilde med mig og jeg tog dem så under armen og vi gik så videre til et nyt sted sammen med nogle af mine venner. Så havnede i inde i en lille baggård hvor vi stillede vores cykler, røg og drak. Snakkede med tvilinger, og kunne aldrig finde ud af hvem der var hvem. Da vi skulle gå igen for at følge tvillingerne ned til bussen kunne vi pludselig ikke huske hvor cyklerne var, så vi gik rundt i gården og ledte. Her byndte jeg igen at føle samme mærkelige følelse af at jeg bare tågede rundt inde i en lille verden. Vi fandt aldrig cyklerne den dag. Vi fulgte så pigerne hen til bussen, og vi gik videre. Jeg går stadig og tripper over kbh, og at det føles som en lille verden jeg render rundt i.
Pludselig siger min ene ven, Hey Aron jeg har det ligesom om at jeg går rundt i sådan en lille verden. Jeg gkor så vildt underligt på ham, og så begynder jeg at grine helt vildt. Så fækker han af grin, og vi løber så rundt og griner af alt. Vi peger på en dør og fækker af grin. Vi løber hen til fremmedmennesker og siger hej, og flækker af grin. Vi løber ind i 7-eleven og flækker af grin. Og pludselig møder vi sådan en gammel mand som vi mener er pædofil fordi han var med til en af festerne vi var til. Og så flækker vi endnu mere af grin. Vi løber altså rundt i over en time og bare har de sygeste grineflip. Vi kunne overhovedet ikke stoppe, og vi tror begge at vi render rundt i en komprimeret lille verden hvor man bare kan gøre hvad man vil. Dog ingen klaustrofobi denne gang
Til sidst lægger vi os ned på vejen og gisper efter vejret. Ingen af os kan få luft fordi vi har grint så meget. Og jeg husker det som virkelig ubehageligt. Så går vi videre op igen for at prøve at finde cyklerne igen. Mærkeligt nok møder vi så igen de to tvillinger som sidder på en trappe og de har begge to knækket sig. Og så flækker vi af grin igen, og spørger hvorfor de ikke har taget bussen, det over en time siden? Men den kommer altså før om lang tid siger de så. Og så flækker vi igen og løber.
Vi fandt så først cyklerne efter vi havde været hjemme og sove og gået tilbage igen, hvor vi så fandt ud af at de havde stået inde i gården lige foran snotten på os, men vi havde bare gået forbi den port hver eneste gang, fordi vi hele tiden troede vi havde kigget der.
(men det med den lille verden, er der nogen andre af jer som har oplevet noget lignende, eller kan forklare hvorfor man pludselig tror at man er i en mikro verden) For jeg skulle da mene at københavn er ret stor
?