@Randomname
Jeg tror du misforstår mig. Jeg har i hvert fald misforstået dig. Godt at du er en gentleman, og gør opmærksom på den åbenlyse mulighed: At vi taler forbi hinanden. Det kunne jeg lære noget af

Jeg stiller mig ikke uforstående overfor, at mennesker får behandlet deres lidelser. Heller ikke overfor, at man forsøger at kurere de sygdomme der nu engang er. Det er jo lægevidenskab.
Jeg stiller mig derimod uforstående overfor, at man i et tankeeksperiment (tænk hvis der slap en virus ud, der dræbte op imod halvdelen af jordens befolkning) begynder at snakke om, hvorvidt videnskaben evner at gendrive sådan en trussel. En trussel, der vel at mærke tænkes at stamme fra videnskaben selv.
Hvis halvdelen af éns naboer, venner, familiemedlemmer, arbejdskollegaer mv. begyndte at drysse af, hvordan tror du så den levende halvdel ville reagere? Jeg tror at nogle ville holde hovedet koldt, mens andre ville gå i panik ('måske bliver JEG det næste offer'), blive katatoniske, begynde at hærge m.v. Og jeg tror at de kølige hoveder ville tilhøre minoriteten.
Majoriteten af de levende ville i en sådan situation ikke være til at snakke med, eller samarbejde med. De ville være hinsides rækkevidde. Det lægevidenskabelige 'system' (produktion- og udbredelse af medicin, ret vejledning, organisation) ville være sat ud af kraft. For meget kaos og for få mennesker til at tænke og handle effektivt.
Nu taler vi godt nok om et tankeeksperiment: Men at man instinktivt vender sig mod videnskaben som 'løsningen' på et sådant dommedagsscenarium fortæller mig, at man (bevidst eller ubevidst) tilskriver videnskaben nogle fantastiske egenskaber, der for mig at se minder mest om overtro.
Det er den overtro jeg prøver at sige noget om: Jeg tror den er der for at fylde et behov. Man vil i almindelighed gerne af med døden - så når døden bliver blæst op i fantastisk skala, som med en dræbervirus, så griber man instinktivt til det, man tættest forbinder med at overvinde døden: Nemlig naturvidenskaben.
Det gør man automatisk, i stedet for at acceptere døden, og tale ud fra den som noget uundgåeligt. Jeg ved at mange døende kræftpatienter også holder krampagtigt fast i troen på at en mirakuløs helbredelse pludselig vil indtræde, selv når det ser allerværst ud. I stedet for at acceptere døden inden man dør. Det er menneskeligt, men ikke særlig realistisk.
Giver det mening? Du slipper ikke for langhårethed, som du nok kan læse

Jeg har en fornemmelse af, at
du nok tænker analytisk, hvor jeg tænker holistisk: Vi læser begge de samme ord, men forstår dem fra forskellige sider.
Jeg forsøger så som modsvar at tænke hvad der kunne være godt ved en dræbervirus. I stedet for at se den som noget ondt, der skal bekæmpes. For hvis en så alvorlig pandemi faktisk brød ud, tror jeg ikke det ville være klogt at kæmpe imod den. Så er det bedre at acceptere at dræbervirussen bare er der, og at der ikke er noget at gøre ved
den. Men at der måske er noget at gøre ved alt muligt andet.
F.eks. at slippe væk fra den panikslagne menneskehed, og starte et nyt samfund. Et samfund hvor man ikke vinder hæder og prestige ved at udvikle en dræbervirus bare fordi man kan.
_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig:
http://paria-konservatisme.blogspot.dk/