Substans/er: HBW-frø Setting: Hjemme eller hos ven Var du sammen med andre: Nej Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne Fem HBW-frø. Havde tidligere på dagen røget tre joints og drukket lidt whisky og lidt rom.
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm. Betragter mig selv som en nogenlunde normal person.
Triprapporten Hej Psychedelia
Nu, hvor eksamensperioden er ovre, har jeg omsider fået taget mig sammen til at skrive om en, synes jeg selv, ret skræmmende og grænseoverskridende oplevelse, jeg havde med HBW-frø d. 2. maj. Jeg havde nogle dage forinden skaffet ti HBW-frø, idet jeg tidligere havde prøvet meskalin (og haft et gennemgående godt trip) og nu syntes, at det kunne være interessant at udvide mit kendskab til entheogener. Jeg havde egentlig tænkt mig at indtage fem af disse frø i Fælledparken 1. maj, men mistede grundet vis maior den flaske, jeg havde opbevaret dem i, og jeg besluttede mig derfor for at tage resten næste dag. Om eftermiddagen den næste dag tog jeg dog først ud til en af mine venner, lad os kalde ham M, hos hvem jeg røg tre joints med noget af vores gode, hjemmedyrkede skunk og drak lidt whisky og rom, og overvejede lidt, om jeg egentlig burde vente med at tage frøene, men da jeg var ret irriteret over at have mistet de andre dagen før, tænkte jeg, at nu skulle det fandeme være. Jeg skrællede, vaskede og pulveriserede derfor frøene, hvorefter jeg drak dem sammen med et glas vand, og satte mig så ned og så Fear and loathing in Las Vegas.
Omkring tyve til tredive minutter senere begyndte jeg så pludseligt at mærke en smerte skyde ned gennem benene, som gjorde det næste umuligt for mig at bevæge mig rundt, og jeg lagde mig bare ned på gulvet for at se, om smerten ville blive mindre, hvilket den til en vis grad gjorde. Efter at have ligget der et stykke tid kravlede jeg så op i min seng, hvor jeg begyndte at høre lidt musik, alt imedens fjernsynet bag mig som den enste lyskilde i værelset kastede forskellige farver op på den hvide væg, hvilket jeg fandt meget interessant at ligge og betragte. I det næste stykke tid, jeg ved ikke præcist hvor længe, måske fyrre minutter, havde jeg det egentligt ganske rart, der var begyndt at ske et eller andet med min følesans, og jeg syntes virkelig, det var fantastisk bare at røre ved dynen, selv smerten i benene var ikke så ubehagelig længere. Pludseligt begyndte trippet dog at ændre karakter, og alle mulige tanker myldrede nu med utrolig hastighed gennem mit hoved. Jeg havde dog stadig til en vis grad kontrol og begyndte at skrive en række beskeder til M, hvoraf mange ikke gav specielt meget mening, men mest bestod af tilfældige ord, der for igennem mit sind. Trippet nåede kort derefter et slags højdepunkt, og jeg blev fuldstændigt ude af stand til at sanse verden omkring mig, noget af det sidste, jeg kan huske, at jeg så, var, at jeg lå og pegede opad med højre pegefinger, derefter var det, som om jeg på det nærmeste blev opslugt af min underbevidsthed. Så vidt jeg kan erindre, dalede jeg nærmest ned gennem en slags gylden sfære med selvlysende skyer, og alle mulige tanker og minder kredsede rundt om mig hinsides kontrol. Noget af tiden var det, som om mit jeg godt var klar over, at det havde mistet kontrollen over tankerne, andre gange, som om jeg slet ikke havde noget bevidst jeg, men bare en slags bevidsthedsstrøm, der observerede de her minder, som mestendels var fra min tidlige barndom. Til sidst, da jeg var ”sunket” dybt nok ned, begyndte det meget at handle om mine relationer til andre mennesker, først og fremmest mine familiemedlemmer, og det var nærmest lidt ligesom at blive belært af en højere magt eller et over-jeg. Derefter kom der en periode, hvor jeg skiftevis kom tilbage til den fysiske verden for så atter at blive opslugt af den gyldne sfære, indtil jeg til sidst kastede op gentagne gange, hvorefter jeg genvandt bevidstheden og atter kunne opfatte og interagere med den fysiske verden, om end jeg så spiraler i luften omkring mig. I det hele taget var jeg meget skræmt over i den grad at have mistet kontrollen over mit eget sind, og jeg blev ved med at gentage ”aldrig igen, aldrig igen” for mig selv. Det var dog først nu, at det virkeligt ubehagelige begyndte, for mit blodtryk gik nu helt amok, og jeg kastede mig selv frem og tilbage på min seng nærmest som besat af en dæmon, indtil jeg følte, at jeg simpelthen ikke kunne holde til mere, og bare lagde mig ned på siden og ventede på at dø, for jeg var helt overbevist om, at jeg ville få et hjertestop eller en hjerneblødning. Til sidst besvimede jeg omsider, og da jeg vågnede næste morgen følte jeg i første omgang en enorm lettelse over at have overlevet, dernæst frygtede jeg imidlertid, at jeg havde fået en eller anden permanent psykose, for jeg var fuldstændigt kvæstet psykisk og virkelig, virkelig træt, men var samtidig overhovedet ikke i stand til at slappe af, for hver eneste gang, jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, fik jeg alle mulige absurde billeder i mit hoved og kunne høre stemmer (eller tanker, der blev sagt højt). Selv filmen The Neverending Story kunne ikke få mig til at slappe af, i stedet fik jeg virkeligt en nedtur, da jeg så Atreyus hest synke ned i sumpens mørke vand. I løbet af de næste dage blev jeg til min lettelse gradvist mere og mere normal igen, men blev ved med at have en forfærdelig hovedpine, der fik mig til at gå til lægen, fordi jeg frygtede en hjerneblødning, men efter fem dage og en helvedes masse aspiriner gik også den dog endeligt over.
Beklager, hvis rapporten blev for lang, men havde svært ved at gøre det kortere. Når jeg tænker tilbage på trippet nu, synes jeg, at det er utroligt, at fem frø kunne få mig så langt ud, men jeg havde selvfølgelig også drukket og røget tidligere på dagen, og det er jo ret individuelt, hvor meget der skal til for at få et voldsomt trip. Hvis man kan lære noget af dette trip, er det nok, at man altid skal respektere de forskellige stoffers styrke og indvirkning på sindet.
|