|
Substans/er: Salvia Divinorum
Setting: I naturen
Var du sammen med andre: Ja
Erfaring: Ved en hel del efterhånden
Dosering og anden informaton om substanserne
Eyeballed ~0.1 gram Salvia x50
Level 5: IMMATERIAL existence
Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm.
Triprapporten
Dagen var kommet, hvor jeg og mine to kammerater skulle afprøve det Salvia, som jeg havde fået hjem ugen forinden. Vi ventede til solnedgang og drog da ud til en skov, som er omkranset af marker, og lagde os til rette i skovkanten i en bunke halm, pakket godt væk fra omverdenen. Jeg havde frivilligt valgt at starte ud, og jeg må indrømme, at jeg var hamrende nervøs og naturligvis spændt. De sidste 2-3 uger har været brugt på grundig Salvia-research, så jeg vidste godt, at jeg kunne forvente det uforventede. Nå, men jeg havde afmålt 0.01 gram hjemmefra, som burde svare til et normaldosis trip. Bongen blev sat til munden, jeg sugede let igennem, fyldte kammeret med røg, slugte så kammeret og holdte røgen nede så længe som muligt - Salvia-tyngekraften væltede ind over mig og udløste et gevaldigt grineflip, men jeg kunne tydeligt mærke, at vi måtte uppe dosen, for at nå det fulde udbytte. Førstetrippet fjernede dog min nervøsitet, så det var fint.
Mine to kammerater prøver, vi øger dosen hver gang, og trippene bliver vildere og vildere, men når stadig ikke det niveau, jeg havde håbet på. Gode grineflips og lette hallucinationer, men shamanistiske rejser og sammensmeltninger lå alligevel et godt stykke borte!
Jeg følte mig lettere skuffet, bevares, det havde været vildt, men jeg havde forventet en noget dybere oplevelse, så denne gang fyldte jeg hovedet ud med resten af Salviaen. Der har været 0.1 gram, måske mere - enten virker det nu, eller så virker Salvia ikke på mig, fortalte jeg mig selv.
Atter igen lagde jeg mig til rette i høstakken. Solen var på dette tidspunkt gået ned, så omgivelserne var kun oplyst af genskinnet fra månen. Jeg holder bongen og får min kammerat til at tænde hovedet - jeg suger og suger, Salviaen bliver hvidglødende, og til sidst lader jeg luften gennemtrænge sliphullet, så mine lunger fyldes med røg. Jeg læner mig tilbage og så starter the real deal ellers.
Uden at vide hvordan befinder jeg mig pludselig i et tomrum af mørke - eller det vil sige, at jeg gør ikke, for jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg ved ikke, at jeg tripper, jeg har ingen jeg-opfattelse og den virkelige verden i høstakken med mine to kammerater eksisterer ikke. Synet af en bog, hvor siderne en efter en flyver afsted kommer til syne. Siderne danner en film, præcis som når man tegner tændstikkemænd i hjørnet af en bog og laver sin egen primitive udgave af en tegnefilm. Min lillesøster i en 15 år yngre udgave går på terrassen ved vores barndomshus. Jeg er ophævet af tyngdekraften og betragter hende ikke igennem et par øjne. Jeg findes jo ikke. Siderne i bogen bladrer videre, og jeg er nu sammensmeltet med benet på et ukendt individ i haven til selvsamme barndomshus. Jeg kan ved hjælp af tankens kraft tage et skridt med benet, men bliver igen suget ud. Denne gang falder jeg ud af bogen, som vender op hovedet, og synet af min egen identitet kommer til stede i form af en bog. Billederne på siderne udgør mine erindringer, min viden og min personlighed. På dette tidspunkt får jeg et nanosekunds klarsyn, og synet af min vens trøje får sat min hukommelse i gang. Jeg bliver bevidst om, at jeg tripper, jeg bliver bevidst om, at der findes den rigtige verden, men den er ved at glide ud af hænderne på mig. Jeg svæver længere og længere væk fra bogen, mit jeg, og rækker ud efter den i desperation. På dette tidspunkt havde jeg hevet fat i min vens krop, klamret mig til den og talt i vildelse, fortalte han senere. I tripverdenen eksisterede emotionellse følelser dog ikke, så jeg skal ikke sige, hvordan jeg har haft det.
Billeder for mine øjne flyver afsted og langsomt går det op for mig, hvem jeg er. Jeg husker, at jeg er i gang med trip, men det er også det. Omgivelserne er uigenkendelige og udgør blot et gigantisk virvar af forvrængede dimensioner og tidslommer. Verden folder sig sammen og folder sig ud igen på hovedet, snurrer sammen i spiraler og trækkes i alle retninger. Jeg har ingen idé om, hvad der er op og ned, men min identitet er nu tilbage. Jeg er lykkelig over at gense virkeligheden, men den er umulig at fastholde - jeg bliver lettere panikslagen, men genkender så begrebet følelser og minder mig selv om, at jeg er ved at komme tilbage. På dette tidspunkt ved jeg godt, at mine venner er lige ved siden af mig, men jeg kan ikke styre det, som min identitet er plantet i. Det beroliger mig. Jeg forsøger at rejse mig op, og tror, at det er slut, men jeg bliver atter igen kastet tilbage til Salvia-universet. Jeg lukker øjnene, og en enorm port kommer til syne. Helt naturligt lukker jeg den, udgyder et "Farvel" med en forvrænget stemme - farvel til den mest intense oplevelse, jeg nogensinde har fået.
Jeg kommer til mig selv igen, og spørger mine venner, hvor lang tid, jeg har været væk. 10 minutter svarer de. Jeg kunne have svoret på, at jeg havde ligget der i dage-, uge- eller sågar årevis.
De næste 15 minutter bliver brugt på at samle min identitet. Bekræfte mig selv i, at jeg er mig, og jeg er tilbage. Resten af aftenen føler jeg mig lettere apatisk og det er en stor udfordring at erkende, hvad der lige er sket. Jeg har aldrig troet, at jeg skulle opleve begrebet identitet på den måde, være 100 % frigjort af alt, hvad jeg kender til. Det var en meget, meget intens oplevelse, som helt sikkert aldrig vil forlade min 'bog af erindringer'.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
Kan du huske hvordan du havde det, da du lå i den mørke intethed?
