Hej.
Jeg var i tvivl om dette skulle postes her eller under 'Medier'.
Jeg tænker artiklen kunne være relevant for enkelte potentielle crypto-købere herinde.
Lovændringen har fået meget lidt opmærksomhed i medierne, i forhold til hvor stort et stykke retssikkerhed, der bliver fjernet her.
Selve artiklen fra Børsen kræver desværre abonnement, men har fundet frem til et svar på artiklen fra Justitsministeriet, der ligesom ridser essensen af sagen op. JM mener selvfølgelig ikke der er grund til nogen former for 'betænkelighed'............
https://borsen.dk/nyheder/finans/dommer-bankkunders-retssikkerhed-truetCitat:
Dommere advarer mod, at politiet tjekker bankkunder uden retskendelse: “Går man uden om domstolene, er der ingen kontrol mere”
Folketingsflertal har givet Politiet lov til kigge bankkunder over skulderen uden en retskendelse for at spare 8,5 mio. kr.
Med en historisk ny lov i hånden kan Politiet hente bankoplysninger uden at spørge en dommer, hvis de har mistanke om hvidvask
https://www.justitsministeriet.dk/ministerens-indlaeg/retssikkerheden-intakt-i-ny-ordning-om-editionskendelser/Citat:
Retssikkerheden intakt i ny ordning om editionskendelser
8. april 2021
Indlæg bragt i Børsen d. 7. april 2021
På forsiden af Børsen den 23. marts retter Den Danske Dommerforening kritik mod regeringen for at true danske bankkunders retssikkerhed. Baggrunden er den ordning, et stort flertal i Folketinget vedtog inden jul. En ordning, som giver politiet lettere adgang til bankoplysninger i sager om økonomisk kriminalitet.
Lad mig begynde med at sige, at der er tale om et område, som har stor betydning for efterforskningen af økonomisk kriminalitet. Bankernes oplysninger om mistænkte personers økonomi har eksempelvis stor betydning i sager om hvidvask, og hvert år træffes tusindvis af de såkaldte editionskendelser, der giver politiet adgang til disse oplysninger. Det medfører selvsagt et stort arbejde for politi og anklagemyndighed, som vi nu letter med den nye ordning.
Jeg mener ikke, at ordningen er retssikkerhedsmæssigt betænkelig. For det første er betingelserne for at foretage edition de samme som før. Politiet må kun indhente oplysninger fra bankerne, hvis politiet har begrundet mistanke om et kriminelt forhold. Forskellen er, at det nu er politiet, der træffer den afgørelse. Det har jeg fuld tillid til, at politiet vil gøre med den påkrævede ansvarlighed.
For det andet har bankerne som det klare udgangspunkt hidtil afstået fra at udtale sig, når politiet har bedt om en retskendelse for at få disse oplysninger.
Og for det tredje vil pengeinstitutterne fortsat have mulighed for at indbringe spørgsmålet for retten efterfølgende, hvis de er uenige i politiets afgørelse. Så muligheden for en domstolskontrol er der altså stadig.
Vi har altså ikke fjernet retssikkerheden fra danske bankkunder. Vi har på et afgrænset område fjernet nogle sagsskridt, der letter politiets efterforskning af økonomisk kriminalitet. Det mener jeg ene og alene er til gavn for det danske samfund. Både for vores hårdt pressede domstole, som med initiativet vil skulle behandle færre sager. Og for vores banker og virksomheder, som har gavn af, at politiet kan bruge ressourcerne på at fange forbryderne i stedet for at lave editionskendelser.