Psychedelia.dk

Substans/er: 2CB
Setting: I byen
MODs installed: Ja
Erfaring: Ved en hel del efterhånden

Dosering og anden informaton om substanserne:
22mg 2cb + 40mg metamfetamin

Mere information om settings,mental tilstand og evt. sygdomme mm:
Tre drenge der ville nyde ro i kaos

Triprapporten
Hej allesammen,
Jeg føler at det er nogenlunde relevant at første gang jeg kastede mig ud i psykedeliske stoffer spiste jeg en kasse svampe da jeg var fuld i Amsterdam - den lignede noget der kunne være kommet fra Irma, så jeg troede det var noget der ikke virkede... Det endte med at jeg blev kastet rundt i en hvirvel af farver der fløj ud af kontrol hvorefter jeg nosedivede ned i en kanal.

Dette bliver relevant senere.

Mig, A og B sidder på en bar og aftenen er godt og vel ved at dø men vi holder den kørende - fordi vi jo alligevel har det godt. Det vi lige har taget har ingen effekt på os lige med det samme - som forventet - og vi er faktisk ved at tage hjemad da hele min verden lige pludselig kicker.

Der var ingen langsom glidning, ingen punkt A til B det var bare lige på og hårdt.
Lige pludselig begynder jeg at se alle disse fantastiske diamanter i forskellige størrelser, placeret med lige afstand fra hinanden i alt jeg ser. Størrelsen afhænger af linjer der dannes fra nærliggende stolper, vægge, lodrette/vandrette jordfaste objekter. Jeg har slet ikke lyst til at røre mig ud af stedet, og jeg nyder bare de mange visuals jeg får.

Graffitien på væggene af stedet rundt om mine venners hoveder begynder at snurre helt vildt, og de skifter farver i takt med hinanden. På det her tidspunkt begynder det at betyde virkelig meget for mig om mine venner oplever noget lignende, men jo mere jeg prøver at få kontakt til dem går det op for mig at jeg slet ikke kan bedømme om deres respons er virkelig, eller om det er det som jeg gerne vil have at de skal sige.

Jeg nyder det så meget som jeg kan, men kan ikke helt slappe af da jeg ikke føler mig helt tryg i mine omgivelser. Jeg sidder med ryggen til indgangen af lokalet, og jeg kan høre lyde fra folk omkring mig. Jeg foreslår at vi kan sætte os ned til indgangen så jeg kan få lidt mere styr på det hele.

Igennem alt det her bliver jeg bombarderet med visuals, og den her sitren igennem hele kroppen der bare fortæller mig at jeg har det fantastisk. Jeg kan dog ikke slippe tanken om at mine venner keder sig, så jeg prøver gentagne gange at få kontakt. Vi er så langt fra hinanden som overhovedet muligt, samtidig med at vi sidder ved samme bord.

Jeg skal hele tiden fokusere på ikke at virke fuldstændig færdig, men jeg kan slet ikke ignorere alle de ting der sker for mig. Jeg begynder at tvivle på virkeligheden, både lyde, hvordan jeg opfatter mine venners ansigtsudtryk og hvordan jeg kan fuldstændig kontrollere tiden i mit trip. Jeg stirrer feks på et stopur, og tiden går usandsynligt langsomt, selvom jeg opfatter alt i normalhastighed.

Jeg bliver ved med at prøve at trænge igennem til det "virkelige" lag, da jeg tvivler på alt der sker - det virker for urealistisk. Mine venner har det for godt, situationen er for rolig og der er en følelse af at noget er galt.

Jeg bliver ved med at tage fat i mine venner for at være helt sikker på at de er der - men tvivler samtidig på min følesans - er de der? er jeg et helt andet sted?
Jeg får glimt af de farver der egentlig er der - de er grå, kedelige og kun oplyst af matte lamper.

Jeg får mine venner til at ringe til mig da jeg føler det er en måde at involvere noget fysisk der ikke kan ændres.
Jeg går udenfor da jeg er nødt til at tjekke om det hele er virkeligt, og hver gang jeg går ud ad døren føler jeg mig lidt mere klar i hovedet. Her begynder det dog helt at gå galt...

Her begynder det hele at loope - jeg føler jeg når de samme steder hen hele tiden, og at alle mennesker jeg ser går igen fra gade til gade - jeg begynder at lege med tanken om at jeg ligger i vand, og er bevidstløs - og det kun er min underbevidsthed der kan gøre noget ved det. Jeg tænker på om det her er hvad døden er, om man har en chance for at kæmpe sig tilbage til livs - jeg begynder at få kuldegysninger, der føles som vand - og jeg stiller mig på tæer og indånder opad - som lå jeg i vand.
Jeg ser politibiler, chancen for at ringe 112 og det at sige til mine venner at jeg er usikker på situationen som "at komme tilbage til livs", fra den her druknedød jeg forestiller mig.
Men samtidig har jeg bare mest af alt lyst til at slappe af og bare nyde mit trip.

Jeg er i gang med en konstant kamp mellem hvad jeg tror er liv og død, og det hele bliver egentlig ved og ved i ring.
Det der er meget svært at forklare er - at jeg har det godt igennem det hele. Og følelsen af at jeg *ikke* var ved at dø, og at jeg var kommet igennem det hele gjorde det virkelig navnet "trip" værdigt.

Jeg føler jeg har forklaret det hele så godt som muligt, men triprapports bliver sgu sjældent så livlige som man gerne ville have det.

Jeg vil igen understrege pointen med denne triprapport - at man skal passe på sin underbevidsthed, og man skal helt klart have nogle trygge omgivelser.
Det er absolut ikke sidste gang jeg tager 2CB, men jeg vil aldrig nogensinde køre død i byen på det

Hav et fantastisk nytår!