|
Det var en mørk aften i september. Jeg havde skrevet afskedsbrevene til min familie. Jeg havde sagt farvel til min bedste ven. Jeg kunne se i hans ansigtsudtryk, at han vidste det var det sidste farvel. Jeg havde sagt farvel til min kæreste, vi tudede da vi gav hinanden det sidste kram. Jeg havde ikke sagt et ord, men jeg véd at hun vidste, at hun aldrig ville se mig igen.
Det var næsten nat nu. Jeg havde alt for lidt tøj på. Jeg befandt mig i en park langt, langt væk. Et sted jeg var sikker på at ingen tilfældig forbipasserende ville komme og redde mig. I min inderlomme havde jeg 2 piller Diaphin 200 mg IR. Det var de sidste piller jeg havde. I alt 400 mg lægeordineret heroin. Et kanylesæt havde jeg selvfølgelig også med samt ekstra nåle hvis den nu skulle blive stoppet til undervejs.
For næsten et år tilbage havde jeg prøvet som eksperiment at injicere kun en halv pille opløst i vand, altså 100 mg heroin. Her var det gået gruelig galt. Intet kunne jeg huske efter ca. et halvt minut. Og det næste jeg så var 2 ambulancefolk i gule jakker. Heldigvis havde min kæreste været hjemme og hurtigt ringet til alarmcentralen. Jeg havde fået 2 gange modgift og var vågnet op. Siden da havde jeg ikke turde røre stoffet.
Denne gang skulle det være anderledes. Fire gange så høj dosis ville nok kunne slå en hest ihjel. Jeg puttede de to piller ned i mit lille plastikbæger, opløste dem i lidt saltvand, filtrerede opløsningen gennem lidt vat i kanylen og trykkede det ud i bægeret. Jeg sugede den klare opløsning op i kanylen igen og satte nålen på. Nu var jeg klar. Det var koldt og jeg rystede af kulde. Der var kun en enkelt gadelampe i parken, men den gav kun svagt lys og det var svært at se mine vener.
Jeg stak nålen i en vene i venstre hånd. Men jeg kunne ikke ramme ordentligt. Prøvede 2-3 gange, men nej. Kanylen var begyndt at fyldes med blod. Prøvede i stedet min højre hånd, men heller ikke det virkede. Det var begyndt at blive kritisk, snart ville kanylen være fyldt med blod og det ville være umuligt at injicere væsken. Var Gud begyndt at drille mig? Nu prøvede jeg længere nede på min højre arm. Endelig! Jeg ramte en vene. Med fuld kraft trykkede jeg stemplet. 3 sekunder tog det og stemplet var i bund. Væsken var nu i min krop. Jeg havde givet mig selv dødssprøjten.
Jeg vidste fra min erfaring, at jeg havde ca. 10 sekunder før jeg ville kunne mærke noget. Det var tid nok til at jeg kunne nå at grave kanylen ned i jorden. Legende børn skulle nødig finde den og stikke sig. Jeg satte mig på jorden op ad et skur og ventede.
Pludselig ramte en storm mit hoved. Det var ikke ligesom sidste gang for et år siden hvor jeg bare gik ud som et lys og intet mærkede. Måske var det fordi jeg denne gang var forberedt på noget voldsomt. Voldsomt var det! Stormen blev til orkan. En orkan fra en anden verden. Langsomt mistede jeg følelsen i ben, arme, og resten af kroppen. Jeg kunne heller intet se mere.
Men jeg kunne høre lyde. Af en eller anden grund begyndte jeg at råbe. Jeg kan ikke huske hvad jeg råbte. Det var tilfældige ord. Men jeg råbte højt og jeg kunne høre min stemme. Det må have set skræmmende ud. En sindssyg der råber i vildelse. Lyden af min stemme holdt mig i live. Indtil videre i hvert fald. Jeg huskede at have lært på førstehjælpskursus: Bliv ved med at snakke til offeret. Her var ingen til at snakke til mig så jeg måtte selv råbe. Jeg måtte råbe højere og højere for lyden blev svagere indtil jeg til sidst ikke kunne høre mere. Hvor længe det varede ved jeg ikke. 2 minutter måske? Jeg havde ingen tidsfornemmelse mere.
Hvad ville der nu ske? Pludselig så jeg et kraftigt lyseblåt lys, den fyldte næsten hele mit synsfelt. Var det dødstunnelen som jeg havde læst om? Det lignede ikke rigtig en tunnel. Bare kraftigt lys. Jeg synes at kunne huske at have læst at lyset skulle være orange, så jeg undrede mig over at det var lyseblåt. Men også dette lys forsvandt. Nu måtte det snart være slut.
Pludselig begyndte det hele at rotere. Det var som om jorden begyndte at rotere med en afsindig høj hastighed. Kålormen i Tivoli var gået amok. Det havde jeg ikke læst ville ske i bøgerne. Hvorfor skal jeg pines sådan tænkte jeg. Rotationen stoppede. Intet kunne jeg se, intet kunne jeg mærke.
Nu kunne jeg høre en kraftig lyd. Men det var ikke lyd der kom gennem mit øre. Det var mit hjerte der bankede. Som en efterårsdag i skoven hvor man synes at kunne skelne de hvislende blade fra hinanden, så hørte jeg mit hjerte banke så kraftigt og med så høj detaljerigdom, jeg ikke troede var muligt. Som om jeg havde fået lægens stetoskop i mit øre og lyttede til mit eget hjerte. Men også denne lyd blev dog svagere og svagere indtil den til sidst forsvandt.
Nu var der kun tanken tilbage. Selv tanken begyndte nu at skrumpe. Hvordan jeg uden sanser kunne fornemme at noget skrumper ved jeg ikke. Det var som om jeg havde et indre sanseapparat der kunne fornemme hvor meget af hjernen der var funktionel. Fra størrelsen af en tennisbold skrumpede den langsomt til en bordtennisbold. Og den blev stadig mindre. Indtil den var på størrelse med en oliven. Spørg mig ikke hvorfor jeg tænkte på en oliven. Nu måtte det da snart være slut?
Ikke helt. Jeg husker tydeligt hvad der så skete. Det var som om jeg skulle vælge nu. Jeg havde to valgmuligheder. Liv eller død. Af en eller anden grund valgte jeg livet. Jeg måtte havde fortrudt mit ønske om at dø. Hvis jeg havde valgt døden kunne jeg ikke have fortalt denne historie. Denne lille oliven må sandelig indeholde nøglerne til livets største mysterier: vilje, bevidsthed, sjæl. Jeg formoder ud fra min tilegnede viden at det er et område i hjernen, men jeg ved det ikke.
Langsomt begyndte den lille oliven at blive større. Langsomt begyndte jeg at få tilbage mine sanser én efter én. Indtil jeg til sidst fandt mig selv siddende op ad skuret i samme position som sidst, da jeg havde mine fulde sanser. Jeg rejste mig op. Jeg var noget omtumlet og sådan varede det ved et stykke tid. Men i en tilstand af eufori gik jeg ud af parken. Jeg havde vundet over døden.
Hvad der herefter skete i mit liv er en historie for sig, en serie af mirakler har gjort at jeg har fået livet tilbage. Lad mig blot sige, at efter min nærdødsoplevelse føler jeg, at jeg er blevet et mere komplet menneske. I stand til at se tingene i det store perspektiv. Jeg har fået større respekt for livet, og døden for den sags skyld. Jeg vil undgå floskler som at “der er mere mellem himmel og jord”. Kun en zombie siger den slags. Miraklet er lige her og nu.
På trods af at jeg er kommet styrket ud af mit selvmordsforsøg for lidt over 1 måned siden vil jeg absolut ikke opfordre nogen til at gentage mit forsøg med 400 mg heroin IV. Nogle få hardcore heroin junkier med kæmpe tolerance ville nok kunne tåle det. Men for mennesker uden tolerance vil 50 mg heroin IV sikkert være rigeligt som dødelig dosis. Pas på jer selv derude.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
