Psychedelia.dk

Egoet er svagt...


Egoet er bange...

Egoet er begrænset...


Egoet er overfladisk...

Egoet lever ikke i nuet, for at opleve nuet er man nød til at give slip således at skillet imellem iagtager og det iagtagede forsvinder, egoet adskiller sig iforhold til sine omgivelser dvs. det som sker nu og her...

Desvære er alt for mange styret af deres ego, af deres angst og deres begrænsninger og det er alt sammen noget som man selv bygger op, man er sin egen største modstander...

Virkeligt godt og interessant indlæg (og fora iøvrigt).

Jeg har haft identiske oplevelser både i forbindelse med et bad trip på svampe og efterfølgende bivirkninger hvis man kan kalde det sådan.

Nu er det efterhånden 3½ år siden det skete og jeg har haft travlt med at flygte fra min egen angst indtil at jeg så i øjnene at det var skruen uden ende, og besluttede mig for at tage tyren ved hornene, bl.a. med bistand fra en psykolog, som har lært mig en del om akupressur som jeg bruger i forbindelse med hvad man kan kalde indrømmelser og accept af mig selv, verden og sindet som det er.

Mit ego er stort og oplæst - en stædig satan, men jeg er ved at få krammet på ham og det føles fantastisk.

Opmuntrende læsning, tak for det

Tak skal du ha, Morf. Og velkommen på boardet!

Det slår mig, når jeg læser om din oplevelse, at selvom oplevelsen af et bad-trip er rædselsfuld, så tvinger den en (eller ihvertfald de fleste af os) til at gøre noget ved problemet. Og oftest viser det sig jo, at det i virkeligheden ikke var trippet som gjorde os "syge". Det var noget vi var i forvejen; men trippet tydeliggører det syge i os, således at en fortrængning bliver umulig.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

lige præcis

_________________
http://www.soundcloud.com/confusionintrusion

Et meget spændende topic og jeg vil give jer alle sammen mere eller mindre ret i de forskellige betragtninger I kommer med, MEN der er en ting jeg synes I springer meget hurtigt over, og som jeg synes netop er en utrolig vigtig ting at være opmærksom på, når man fortager rejser på stoffer og som derfor også er vigtigt netop på et board som dette.

I taler om at gå ind i angsten og lade fortræninger komme op og lade sig føre med...under en rejse... Jeg får ofte indtryk af, at I taler om at give slip og at rejsen får et formål og at der står en vilje bag. En vilje og et ønske om at gå igennem.

Jeg er meget ening med at give slip og at gå ind i angsten men jeg mangler en helt klar respekt for det at fortrænge. At fortrænge bliver omtalt som noget negativt og som noget man skal undgå.

Mine egne erfaringer og min viden siger mig noget helt andet. Man skal netop respekter det at man fortrænger. Jeg ser det som, at man respekterer en side i sig selv. Og mennesket fortrænger som et led i ens forsvarssystem. Det er ens krops måde at passe på en selv på. At man har fortrængt noget, handler om en oplevelse man ikke kunne håndtere på det tidspunkt den fandt sted. Og der kan være meget gode grunde til at ens system fortrængte oplevelsen. Jeg tror på, at man fortrænger fordi ens system beskytter en, nogen gange kan den oplevelse man fortrænger være af en sådan karakter, at man måske ville have fået en psykose eller lign., hvis ikke ens system havde beskyttet een via fortræng, på det tidspunkt episoden skete. Og det mener jeg, at man skal have respekt for og egentlig være glad for.

Senere kan det være sundt og en vej til at blive hel på, at man opsøger fortrængningerne. Det kan man gøre, når man ved, at man er blevet stærkere end man var da fortræningen skete. Selv har jeg oplevet at få åbnet for en fortræning, og bare det at pludselig få en viden jeg ikke kendte til, var en stor oplevelse jeg lige skulle fordøje. Da fortrængningen blev synlig, mærkede jeg også al den angst der var forbundet med oplevelsen dengang, dvs en gammel angst som jeg ikke kunne kapere da fortræningen skete, og det har givet mig en forståelse af hvorfor jeg/mit system fortrængte episoden. Og for ikke at blive opslugt og nærmest ædt af angsten, skulle jeg huske på, at jeg er en anden i dag, at jeg kan mere og er stærkere m.m. Så det kan kaldes en tre trins proces. 1.Fordøje den nye viden ". 2.Mærke den gamle angst der var forbundet med episoden dengang den rent faktisk skete 3. Holde fast i hvem og hvor jeg er i dag.

Så lad være med at se en fortræning som noget negativt, men respekter den som jeres beskytter. Og når I møder noget I har fortrængt, så lad være med at presse jer selv igennem, fordi I vil igennem med al vold og magt. Der var en grund til at I fortrængte og respekter den grund. En måde at nærme sig det fortrængte er, at betragte det som et rum, hvor I kan gå ind og være i og mærke, lytte, se osv. Og husk at det er okay, hvis I kun kan være derinde et lille stykke tid i starten. Lyt efter hvad jeres system fortæller jer, hvor meget I nu kan kaperer af det fortrængte. Nogen kan gå ind og være i hele den gamle oplevelse, andre skal ind i rummet flere gange, og være der i et lille stykke tid af gangen og ud og "trække luft" og fordøje, før de er klar til et nyt møde med fortrængningen.

Jeg synes det er vigtigt at lytte til sig selv og forstå at en fortræning er en beskytter. Hvis man presser sig selv, især under påvirkning af stoffer, så kan man stå med nogle "åbninger" til noget fortrængt, man måske ikke er klar til at håndtere, og som i værste fald kan skabe en psykose.

Lyt til jer selv og hvor I er, og så kan det godt være at der findes alverdens teorier og religioner, der fortæller om måder at gøre det på, men lyt til hvor I er, i stedet for at presse noget igennem fordi I måske gerne vil være på et vis niveau. Og en anden god ting, hvis I ønsker at nærme jer noget ubevidst, fortrængt m.m., så sørg for at have gode mennesker omkring jer. Nogen der kan støtte jer, hjælpe jer hvis I møder noget under rejsen der er hårdt, angstfremkaldende osv. Og forbered nogle ting, der kan få dig tilbage, når rejsen er ved at være slut. Selv bruger jeg mad, som en stopklods til at lande igen. Andre bruger musik eller noget så simpelt som at rejse sig op og begynde at gå. (dvs fjerne sig fra geografisk fra det sted hvor rejsen begyndte).

Håber mit indlæg kunne give flere nuancer til det at rejse på stoffer, og det at møde en angst.

Cirkel

Hej Cirkel,
Du skriver at du mangler respekt for fortrængningen. Det synes jeg bestemt jeg har givet udtryk for. Jeg skrev tidligere:



Overlevelsesdriften har passet på os siden tidernes morgen, og det respekterer jeg den for. Men jeg opfatter det menneskelige ego som noget der har vokset sig for stort, itakt med at vi har mistet sammenhørigheden med naturen. Problemet er, at egoet bruger overlevelsesdriften til at forsvare sig mod angreb. Et angreb mod egoet kan f.eks. være at intage psykedeliske stoffer. Det opløser de faste grænser mellem sig selv og verden, og det kan udløse angst i et ego, som ikke vil give slip.

Jeg giver dig fuldstændig ret i, at det kan være hensigtsmæssigt at fortrænge oplevelser som er svære at kaperer i nuet, og så "gemme" dem til et senere tidspunkt, hvor man har fået sparet kræfter sammen til at møde smerten. Men hvis man ikke pakker smerten op på et senere tidspunkt, men bare tror, at man kan blive ved med at smide fortrængninger ned i glemmebogen, gør man fejl! Smerten bliver ikke væk, bare fordi man fjerner den fra sin bevidsthed. Såret er der et sted og healer ikke op, før man igen tør være i de følelser der gjorde ondt.

I virkeligheden gør vi nok det samme. Du skriver, at du har respekt for det at fortrænge, fordi det er kroppens måde at passe på sig selv. Det er en god indgangsvinkel, for ved det, løser du jo allerede op for fortrængningen. Ved at sige at du respekterer dig selv og din fortrængning/overlevelsesdrift, erkende du samtidig over for dig selv, at der er en fortrængning -og på den måde bliver det dig bevidst.

At vise sympati for sine egne ur-instinkter og forståelse for hvad der ligger bag, er et adgangskort lige ned i den forstrængte smerte. Jeg tror at det skyldes (i hvertfald for mig) at fortrængning og skam går hånd i hånd. Så længe man er vred på sig selv, og med vold og magt ønsker at åbne op for "det som der er galt", kommer man ingen vejne. Men idet øjeblik man viser forståelse for sig selv, og tilgiver sig selv, kan man komme videre.

Jeg kan godt lide din sammenligning af det fortrængt som et rum man kan gå ind i. Sådan har det også virket for mig. Man fordøjer ikke det hele på en gang. Det tager tid, med mange ture ind i rummet.

Hilsen Fanny

Hej Fanny

Jeg bliver lidt forvirret over den måde du bruger dine ord på. Du nævner overlevelsesdriften, som den der får os til at udvikle os. Og så skriver du en masse om egoét, og i mine ører lyder det som du mener at fortrængningen er det samme som overlevelsesdriften..????

Jeg mener vi har en overlevelsesdrift, der feks indeholder nysgerrighed, vilje m.m. men at fortrænge er noget andet. Fortrængning hører under et system der stabiliserer vores psyke(kan ikke huske hvad fagudtrykket er). Selvfølgelig kan man også sige, at netop fordi det stabilerer vores psyke er det med til at vi overlever. Men personligt mærker jeg at de to ting er forskellige steder i mig, og de har forskellige energier. I mig føles det som overlevelsesdriften er, er den vilje der feks får mig til at rejse mig og handle, at jeg så måske bliver nødt til at fortrænge noget/gemme noget væk for en stund, det handler om, at overlevelsesdriften gør brug af et hjælpe middel, nemlig fortrængningen, til at komme videre.

Læser i øjeblikket en meget spændende bog "ubevidst intelligens", hvor forfatteren taler om, at en viden vi føler os truet af, har vi nemmere ved at fortrænge end neutral viden. Viden som er fortrængt kan føles truende hvis den rammer vores nuværende selvopfattelse, og vi skal til at udvide/ændrer den, m.a.o. rumme at vi også er det vi har fortrængt. Derfor kan det også være svært at åbne noget fortrængt, for vi stritter imod.

Fanny, jeg har en fornemmelse af, at vi taler om det samme og har samme opfattelse og erfaring, men vi bruger forskellige ord.

Da jeg læste topicét, fik jeg følelse af, at I mente fortrængning var en dårlig ting, der bare skulle nedbrydes, for at rense egoet. Og det mener jeg er at springe et trin over, et trin som er vigtigt, og som kan tage tid at gå igennem, derfor mit indlæg om fortrængning.

Jeg har tænkt på, hvad I andre gør, når I har været på en rejse og kommet ind i feks angst eller brudt en fortræning og gennemlever de gamle ting, hvordan skaber I så en forbindelse fra det sted til den I er nu??? Jeg ser det lidt som at skabe en forbindelse med en barne-jeg til ens voksne-jeg. Hvordan gør I det bagefter? Eller lukker I bare ned for oplevelsen efter rejsen? Selv mærker jeg at det er utrolig vigtigt at skabe den forbindelse og ikke bare lukke igen for oplevelsen. Hvis man bare lukker ned for oplevelsen bagefter, mærker jeg, at man ikke favner/rummer den, altså optager den som en del af ens selvopfattelse, og de forbliver to adskilte dele i een, hvilket jo ikke er meningen, hvis man ønsker at blive hel.

Glæder mig til at høre mere....

Cirkel

Hej Cirkel
Spændende at se at der nu er blevet lukket lidt op for denne interessante tråd igen

Jeg er lidt usikker på hvad du mener med rejser, men for mit vedkommende synes jeg det er svært at sige hvad jeg egentlig gør efter mine rejser i bevidstheden hvis man overordnet kan kalde dem det (her primært ment dem, som involverer ubehagelige følelser og ikke har noget med stoffer at gøre). Nogle rejser jeg tager når jeg synes nødvendigt eller jeg føler lyst til at rense ud.
På den anden side foretager jeg mig også andre rejser som oftest er lidt mere sjove og involverer bl.a. kvinder "en masse"

Jeg har aldrig tænkt på det som, at jeg skulle "forbinde noget", men mere, at jeg har skulle "opleve" ubehaget og acceptere det, men på den anden side kan jeg godt se det som to måder at sige den samme ting på.

Min angst tror jeg har været en slags "bevidsthedsfobi", og i den forbindelse mener jeg også dit rum metafor er godt, forstået ved at fobier oftest forsvinder ved at man gør dem og oplever dem igen og igen til man til sidst er så tryg ved dem at de ikke fylder en særlig stor del af eens bevidsthed.

Jeg kræver i denne forbindelse ikke at mine dårlige sider og mine dårlige oplevelser forsvinder, og netop ved at forsøge at acceptere dem fuldt ud, nærmer jeg mig selv. På denne måde bliver accepten nok til det du kalder forbindelsen og dermed har vi endnu et forviklet ordspil

Hvis jeg har nærmet mig nogle ubehagelige følelser, føler jeg tit efterfølgende forløsning, og jeg klapper mig selv på skulderen og belønner mig for mit mod og leder efter den indre sol, som altid findes ved solar plexus

Det med at blive hel hænger for mig meget sammen med at droppe noget af perfektionismen og prøve at leve som den man er og ikke den man burde være.

Mvh.

MORF

Cirkel>> Du skriver :


Det er precis det samme jeg mener Overlevelsesdriften er langt mere end bare det at fortrænge. Fortrængningen er blot et værktøj, som overlevelsesdriften kan gøre brug af.
Som jeg skrev før, er har jeg dyb respekt for vores overlevelsesdrift, fordi den ikke blot har passet på mig i dette liv, men den har rent faktisk har bragt hele menneskeheden frem ad den evolusionelle trappestige, til det vi er idag.
Alligevel mener jeg, at det er sundt at udfordre den på visse områder. Det menneskelige ego har efter min mening vokset sig for stort samtig med, at vi har mistet følelsen af sammenhørighed med naturen. I den proces er vi blevet mere og mere neurotisk fikseret på det materialistiske og på os selv som individer, istedet for at give slip for en stund, for at mærke at verden hænger sammen, -at der er en dybere mening med os alle, og at vi ikke står alene. Men at give slip, er opløsende for egoet, og det er her, at vi kan resikerer at må gå imod overlevelsesdriften, hvis den er blevet sat til at vogte for egoet.
At tage psykedeliske stoffer er i allerhøjeste grad opløsende for egoet, og derfor kan mennesker som normalt aldrig har haft denne angst, få den vækket på et trip. Derfor er det vigtigt at man før trippet forbereder sig på at give slip. At overgive sig til sin død og blive genfødt, er ikke noget vestlige psykoanalytikere har opfundet. Det er blevet brugt verden over i mange spirituelle ritualer med og uden psykedeliske stoffer.

Du skriver om det, at gå ned og være i "rum" med en gammel fortrængning, og spørger om jeg tager oplevelsen med mig (favner den) eller, om jeg bare går fra den. Nej, selvfølgelig ændre det mig at jeg har gået ind i et fortrængt rum i mig selv. At opløse en fortrængning/angst/smerte, kræver at man bærer den med rundt i sig og reflekterer over den. I den proces vil erkendelser om sig selv dukke op, og man vil derfor ændres. Den avation man har haft imod følelserne i den fortrængte oplevelse, har man jo også haft rettet imod verden (projektioner) og derfor ændres man, når man løser op for fortrængningen, fordi man pludelig kan rumme de følelser. Som det er i det indre, afspejles i det ydre.

Mange hilsener
Fanny

Ja, vil starte med at sige at det er et smukt indlæg og føler med dig, og synes det er flot du tør at stå frem og fortælle om dit problem.

For ahr også et par venner der næsten er i samme situation som din, din lyder godt nok mere "kritisk" hvis jeg må bruge det ord.
De har det mere så det kommer i perioder, der kan gå' lang tid hvor de er 100% normale og dejlige at være sammen med.
Men så kommer der os en periode hvor de har svære tider. Hvor hvis jeg bare nærmer mig lidt for hurtigt kan de få et stort shock.

asdf>> velkommen til boardet .
Jeg har det bestemt ikke kritisk mere. Det havde jeg dengang, jeg endnu ikke kunne se, at jeg skulle "gå igennem angsten", men idag nyder jeg mit liv og de udfordringer som kommer

Hilsen Fanny

Fanny du minder mig om drengen fra American Beauty, som ingen frygt har


http://www.youtube.com/watch?v=UDXjnW3nIWg

Det er en rigtig skidt ting ikke at have en frygt, det kan blive farligt Jeg tror Fanny kender sin frygt/sig selv og dermed har det godt med den fordi hun har indset det er en del af hende selv og ikke en sygdom.

Jeg kan skam sagtens føle frygt . Men det jeg taler om i starten af tråden er ikke frygt, men en udefinerbare angst som kommer af eksistentiel krise eller noia fra dårlige trip. Her vurderede jeg selvfølgelig om der var nogen reel grund til angsten, før jeg gik ind i den og "aksepterede at dø" i den.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Hej Fanny.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Måske skulle jeg bare starte med at sige godt indlæg. Der er så mange beskrivelser af det du har oplevet, og det er bare fedt at se endnu én og så oven i købet få noget operationelt ud af . Altså en mulig vejledning i hvordan man løser dette spirituelle problem.

Reich ville have kaldt det, du blev bange for "orgon", og den resulterende blokade i solar plexus (én af dine "chakraer") for det, der skabte den sorte "dor", der forgiftede dig. Andre ville måske have beskrevet det som viljen, Vajre, kundalini, Kristus, den mørke flamme, eller noget helt tredje (et elektrisk mønster der stråler ind gennem dig). Det er bare altid forbløffende, hvor enslydende folks metaforer er.

Der er ingen tvivl i mit sind om, at bl.a. den kristne religions forestillinger om helvede er vokset ud af en spirituel erfaring med netop denne tilstand. Det ER jo en helvedestilstand. Problemet er, at den her "ting" (hvad end man kalder den) bliver eksternaliseret, og bliver man først bange for den og blokerer, så vokser "dæmonen" sig stor - i nogle tilfælde så stor og "split off"/skizo at nogle begynder at se det som løsrevne entiteter, der rider dem som marer eller dæmoner og djævle. Det slog mig f.eks. da jeg læste Tihkal og Pihkal, hvordan vi åbenbart har en evne til at give denne her "ting"/"kraft", eller rettere den patologiske tilstand, et udseende af et dyr (edderkop, slange, salamander). På én gang et "kraftdyr" som hos indianerne, men også et sygt kraftdyr, når det ikke er integreret længere.

Forløsning, eftergivenhed og en opnåelse af "flow" er efter min bedste overbevisning kuren for det, men det er slet ikke så pokkers nemt bare lige at gøre. Så kan det hele ligesom flyde ind fra roden, skyde op, og UD. Den naturlige tilstand er at man ... hmm .. trækker den her ting ind i sig, eller også skyder den ind i os, for at bevæge sig som en strøm (elektricitet? en aggregeret visuel model i hjernen for noget vi ikke har direkte adgang til i bevidstheden?) igennem os, for derefter at vende tilbage til mørket i en lille fødsel-liv-død-fødsel.... cyklus. Det er så nærliggende at tro, at det hele drejer sig om at tilrane sig kontrollen over denne vilje/lys-ting, fastholde den - ja undertvinge den, men jeg kan ikke sige det anderledes end at den kun er til låns, og at blokere den er på eget ansvar.

Min egen vurdering er at alt, alt for mange løber rundt med den slags blokader, men det ligger i vores kultur at være bange for denne her "drift" (instinkt, vilje, vajre, whatever), og bliver man først bange for noget så fundamentalt og rodfæstet i sig selv, og begynder man at fjerne angsten ved at stemme imod den "uregerlige kraft", så ender det sjældent godt. Skidtet er til låns, og biblioteket har et særdeles kynisk inkasso team. Det er lidt en uhyggelig forvekslingskomedie, for mange har over årene troet at dette var "djævle" der var ude efter deres "sjæl", og det har ofte skabt et våbenkapløb af eskalerende kontrol og magtliderlighed hos låneren, og en tilsvarende oprustning hos inkasso teamet.

I en Yin/Yang model ville man måske tale om, at man bliver bange for den ene side af helheden og derfor forsøger at fjerne den, men det bjerg man fuldstændig fjerner enten solsiden eller mørkesiden på, er ikke et bjerg. Det ikke-er eller ikke-eksisterer. Hvor farligt er det at have en spirituel modus, som er ikke-væren så at sige?

Man kan på en måde godt se det som en lille sort kasse, hvor man putter alle sine uønskede ting ned i, og i det fleste tilfælde er det ikke bare én traumatiserende oplevelse. Det er næsten værre. Jeg mener det starter med at man lærer at frygte det at tale frit fra hjertet, én lile ydmygelse af gange bliver den brusende vitalitet slået af dem, der ikke tåler smilet og umiddelbarheden på den andens ansigt (om det er forældre eller omgivelserne). I næste fase, når man er blevet en god ______, så har man selv lært denne censur, denne mentale disciplin at bremse en tanke inden den udfolder sig, man lærer at kvæle sætningen i halsen. Man er blevet sit eget Gestapo, og så er man parat til at gå ud og kvæle andres "ting" og lære dem "kontrollen" over "den". Man kvæler den ikke af et praktisk hensyn (så som "ræk hånden op inden du taler" - hvilket jo er forståeligt). Følelsen er mere at få slukket sin gnist alene med det formål at slukke gnisten.

Jeg er ikke udelt begejstret for de fleste religioner, da jeg mener de netop har institutionaliseret hele denne frygtrespons på helt naturlige processer i kroppen. Derfor er det også med blandede følelser, når jeg ser en flok fanatikere gå amok nede i Gaza-striben over en imaginær fornærmelse af deres profet. Der er så meget "låg på", så meget er censureret bort i deres hverdag, men når de står der, vanvittigt skrigende mod himlen (og Danmark) med fråde om munden ... SÅ LEVER DE. WHOOOOOOOSH! Dælme skidt at så meget livskraft bliver manifesteret gennem den fritslupne, grænseløse, hadske aggression. Men hold op hvor føler de sig i live, når de står i situationen.

Vil lige nævne at der er forskel på angst og frygt.
Frygt reagerer på det "farlige" og undviger, mens angst lammer. Man kan vel sige at frygt reagerer udad mens angst fortrænger, ind i krop/sind. Så frygt har som nævn en stor nytteværdi, hvor angst er "dårlig" og bør derfor opleves så man kender den og ka' kvæle den inden den manifesterer sig i handling.... Sådan har jeg ihvertfald forstået det!

Vi hører tit fra folk som gæster Danmark at vi er indelukkede og utilnærmelige for fremmede. Det er den typisk danske måde at tøjle frygten på, omdanne den til angst, hvor man går og holder på sig selv. Det er forhåbentlig noget som er på tilbagemarch. Vi har stadig angstens mørke fyrster(præster) gående iblandt os. Fyrsterne har et væsentligt antal disciple(ca. 12% af befolkningen). Jeg så Søren Krarup diskutere med Vestager i Deadline her forleden. Udtrykket i Vestagers ansigt, konfronteret med Krarups påstand om at alle muslimer er efter ham med rødglødende sabler, kunne sammenlignes med en mors medlidende afmagt overfor sin vildfarne søn. Jeg fik også ondt af ham, men kun indtil han afskrev korstogene som selvforsvar. Den mand er UHYGGELIG.

Det er da meget muligt at islam var en krigerisk religion på fremmarch, men kristendommen på den tid var ikke meget bedre. Det er alt sammen fuldstændig ligemeget nu. Det kan godt være at fundamentalisterne ikke mener det, men så må vi jo overbevise dem om det. Den udgave af religionen vi praktiserer i dag er bygget på kærlighed i realisationen af at had KUN kan bekæmpes med kærlighed. Med andre ord, for at forblive tro mod os selv, er vi nødt til at tro på det enkelte menneskes fornuft og modstandskraft overfor forblændelsen. Det er den eneste løsning jeg kan se, hvor vi ikke degraderer menneskeligheden ned til et lavere plateau.

Det minder mig om Bille Augusts 'Les Miserables', hvor Inspektor Javert som bekender sig til lov og orden, prøver at gøre det af med Valjean(synder, og siden genfødt kristen) som hver gang ender med at få overhånden, men lader Javert slippe, til trods for Javerts indtrængende bøn "you must kill me". Javerts rigide kynisme spiller til syvende og sidst fallit overfor Valjeans åndsfæstede styrke, med den konklusion at han skyder sig selv.

Problemstillingen er bare omvendt i vores situation med religiøse fundamentalister. Kan vores demokratisk retssikrede samfund også tilgive? Det er noget sjovt noget med tro. Så stort potentiale og dybe, dybe faldgrubber.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Synes jeg kan bruge denne tråd til rigtig meget.

Tusind tak

Fanny, tusind tak for i min mening en af de bedste skrevne tråde på boardet (måske den bedste) - det er lige før du kan skrive en bog om emnet!

Jeg har selv været på Kognitiv Adfærdsterapi pga. angst, og alt det vi lærte i psykologitimerne i 13 uger har du formået at forkorte ned på en så enkel og nemtlæselig måde.

Tak.

Hey Fanny,

Ville bare sige rigtig mange gange tak for det smukke og lærerige indlæg - det skal siges at jeg takker alle dem som har bidraget med noget til dette indlæg, men vender man situationen om, så havde de fleste indlæg i denne tråd nok ikke været skrevet, hvis Fanny ikke havde langt guldkornene ud på bordet fra start af.

Once again, tak! At læse dette topic og kigge ind i mine egne erfaringer og min egen situation, har givet mig en dejlig fornemmelse i maven, som hvis man var forelsket.

Utroligt skrevet, så rigtigt og så tankevækkende på et stadie, som ikke kan beskrives med ord næsten.

For fanden hvor er jeg heldig at læse dette man!

Skæbne for satan .. skæbne!

Bedste hilsner

- Hummuz