Psychedelia.dk

-

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

Så vidt jeg kan se er Mirtazapin HEXAL-pillerne et antidepressivum og det samme med Arintapin. Det burde i princippet ikke give hende de symptomer som du beskriver, men der kan naturligvis være mere under overfladen end hvad der umiddelbart findes af information om de to præparater. Det kan også være fordi de piller ikke er SSRI, men TCA som er en lidt ældre "model", hvis man kan kalde dét det. TCA virker både på noradrenalin og serotonin og vist også en håndfuld andre signalstoffer, hvilket bl.a. er en grund til at de efterhånden er blevet afløst af SSRI-præparaterne. Man kan ihvertfald begå selvmord ved overdosis af TCA. Det kan man ikke med SSRI.

Her er ihvertfald hvad jeg endvidere fandt af information om pillerne:

Mirtazapins terapeutiske virkning udøves formentlig via en centralt virkende præsynaptisk α2-blokerende effekt, som øger den serotonerge og noradrenerge transmission. Stoffet har udtalt antihistaminerg virkning. Mirtazapin blokerer visse serotoninreceptorer, en virkning som antages at have betydning for serotonerge bivirkninger, således at forekomsten af disse (f.eks. hovedpine, kvalme) er nedsat.

Her er iøvrigt en beskrivelse af præparatet fra produktientens hjemmeside: http://www.durascan.dk/dk/contents/medi ... tapin.html


Hvor længe har hun taget pillerne? Det tager jo somregel 3-6 uger før virkningen for alvor sætter ind. Men som lægen siger bliver man tankemæssigt lammet og ramt af en nærmest følelsesmæssig ligegyldighed. Det virker lidt som at dope folk til zombier så de ikke går og har selvmordstanker, men på den anden side falder deres livskvalitet også og når de hopper af medicinen og bliver normale i hovedet igen, kommer alle de konflikter tilbage som de er blevet dopet ud af.

Medicinen kan ihvertfald ikke løse de konflikter, der sker i jeres familie, men det kan, i hendes tilfælde, muligvis lægge lidt låg på tingene, til der sker noget, for mit umiddelbare indtryk er at det står ret hektisk til hjemme hos dig for tiden. Det med den alternative behandlingsform lyder som en god idé, men husk på at fordi hun ikke har lyst eller gider er ikke det samme som at hun er modvillig, men fordi hun simpelthen ikke kan, netop pga. depressionen. Her tænker jeg primært på de gåture o. lign. du har arrangeret.

Jeg tror det vigtigste er at I får redet trådene sammen og får lidt styr på familien for det er tydeligvis det der gør din mor så skidt tilpas.

-

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

Jeg har også søgt lidt på de to præparater men kan ikke finde noget om de bivirkninger du beskriver. Jeg har svært ved at tro på at det er meningen at hun skal få det sådan.
Det kunne måske være en ide at få noget andet og måske lidt mildere antidepressiv medicen. Men ellers synes jeg at din alternative behandling lyder rigtig fornuftig..
Håber hun får det bedre!

Hvis hun har taget to er det ihvertfald meget, da pillerne er på hver 30 mg og den anbefalede startdosis er på 15-30 mg. (de har delekærv så kan deles op i 2x 15mg)

Hvor længe siden er det hun er holdt op med at tage de andre lykkepiller? For der kan sagtens ske en forstærkning af effekten hvis det ikke er særlig længe siden hun er holdt op med dem, hvilket kan resultere i det der kaldes serotonin syndrom (ikke sjovt). Så vidt jeg har læst mig til fra diverse hjemmesider og lægemiddelkataloger er der i meget sjældne tilfælde rapporteringer om mareridt og livagtige drømme, men fra diverse brevkasser er der flere der melder om mareridt og drømme som forstyrrer søvnen, men så vidt jeg kan se er det kun i den første periode af behandlingen. Så når nu din mor kun er på 4.dagen synes jeg hun skal fortsætte med pillerne og se om det ikke bliver bedre og ellers må hun jo gå til lægen/psykologen så han/hun kan give ham en forklaring. Jeg tror ihvertfald det er forkert at du på et meget ringe informeret grundlag tager pillerne fra hende, blot fordi hun oplever lidt begyndelsessymptomer, som der jo er med alle typer medicin der påvirker serotoninsystemet. Så vidt jeg har forstået tager det for de TCA-piller hun har fået, 1-2 uger før virkningen begynder, så jeg synes hun skal se tiden lidt an.

Jeg synes det er sørgeligt, som du selv nævner, at det er endt med medicin og piller, men det kan netop være det din mor har brug for i en så hektisk periode i jeres liv, hvor det måske er lidt svært at overskue tingene. Husk på at depressionen i sig selv ikke er noget at spøge med (og det ved du jo sikkert godt selv, da du selv har været igennem det) og alternativet derfor kan være langt mere alvorligt.

Indenfor medicin og stoffer omhandler min viden hovedsageligt plante materialer, så jeg har lidt svært ved at søge og finde noget brugbart ang. bivirkningerne.
Men jeg synes du takler sagen særdeles "voksent" og fornuftigt Ali..!
Tror også din mor vil have godt af din "alternative behandling", helt sikkert! Nu kan jeg fra det du har skrevet se at jeg aldrig har været så meget nede som din mor er nu, men gåture i skoven hjælper på mit humør hver gang. Tror din mor og især resten af din familie er FOR snævertsynede mht. løsninger på jeres problemer. Hvis de bare kunne lægge religionen på hylden i to timer så du kunne forklare dem hvad der forgår tror jeg det ville gøre en KÆMPE forskel!
Men nu har jeg lidt svært vil at kunne gå detaljer omkring jeres problem da jeg ikke har oplevet det på egen hånd.
Men en ting KAN jeg sige. Du skal efter min mening holde fast i dine løsninger, for jeg tror de virker overraskende godt når først der er gået noget tid

/karma

Jeg fatter virkelig ikke hvordan en læge kan fortælle sin patient sådan noget, og bare fylde hende med medicin! Har virkelig mistet tillid til læger på det sidste, især efter Alis historie...

Men jeg synes det lyder rigtig godt det du gør, bliv ved med at tage sagen i egen hånd. Skid på hvad læger/familie/religion siger og prøv at hjælpe hende så godt du kan, det tror jeg hun vi blive glad for senere. Hvis hun endelig skal på medicin, mon så ikke der er et mildere alternativ? Det virker ikke just som om hun har brug for at kunne sidde og "se huset brænde ned omkring sig".

Prøv at være mere omkring hende, så hun ikke er så meget alene, tror det vil være godt. Og husk at lytte til andres råd.

Jeg synes ikke du bare skal være ligeglad med lægens og psykologens mening. Hvis de mener at hun har det så slemt at hun skal indlægges, er det måske lidt farligt kun at tage det i egen hånd. Men jeg er enig i at den læge lyder rimelig gak, hvis han kan sige den slags til sine patienter. Du kunne måske hjælpe din mor med at skifte læge og så kunne i sammen tage hen og snakke lidt med den nye læge og se hvad han/hun siger til det hele. I kunne måske også prøve at få noget andet og mildere antidepressiv medicin.

-

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

Stop al medicinering omgående!

Nu kender jeg hverken dig eller din mor personligt, men jeg har pga. din meget åbne attitude her på boardet et godt forhold til jeres personlige problemer.
Alt for mange danske læger udskriver alt for meget psykofarmaka til alt for mange mennesker, som i bund og grund kun har brug for terapi.

Jeg kunne forestille mig at din mor ikke snakker specielt godt dansk, og en dansk rutinepræget psykolog ville næppe kunne succesfuldt forstå hende verbalt, eller på nogen måde kunne sætte sig ind i den komplekse familie-historie i har, og hvilket pres det ligger på hende.

Hendes problem har du jo netop defineret i din indledning, og direkte psykiske årsager kan ikke medicineres væk - det er hendes liv, ikke en kemisk ubalance!

Jeg har selv haft en kæreste med en baggrund som multi-indlagt på en lukket afdeling, hvor jeg efter ganske kort tid overtalte hende til at blive indlagt på en åben afdeling... Efterfølgende var jeg sammen med hende i 1½ måneds tid hvor jeg besøgte hende der.
(Jeg slog op kort efter 6-8 uger, da det var for meget ansvar... en anden historie)
Pointen er - folk bliver sgu ikke behandlet okay på psykiatriske afdelinger !!!

Jeg var der en del gange på visit. Patienterne er fuldstændigt dopede passivt op, og overladt til at sidde og stirre ud i luften og kede røven af.
De var til én månedlig samtale med en psykolog... Jeg var med til en af dem, og vedkommende sad primært bare og læste journaler op og tænkte højt om hvordan han ville fortsat justere hende medicin, imens han smalltalkede med hende, uden at vise nogen form for personlig interesse i at hjælpe hende.

Ellers var der dagligt kun sygeplejesker, som allerhøjest tvangsfikserede dem hvis de skabte sig, for derefter at tilkalde en psykolog.
At håndtere psykiske kriser er de i hvertfald ikke uddannede i, og ingen terapeut kan på nogen måde nå til bunds i sådan et delikat problem som hun har, ved få timers samtale om måneden.

Det kræver daglig kontakt, interesse (og empati) fra en psykologs side, før vedkommende vil kunne hjælpe, og din mor vil have tillid til at gå så meget i detaljer med problemet.

Mener forøvrigt at ca. 50% af alle patienter på lukkede afdelinger her i landet bliver tvangsfikseret, læste jeg i en statistik for sidste 2003 måske 2002.

Bottom line - Ingen medicin, intet hospital - det vil sgu kun gøre ondt værre!

Hvad der skal til er seriøs terapi fra din side. Kog problemet ned!
Jeg er af den opfattelse af, at stort set alting kan siges med én sætning...
Når du har formuleret det kort for dig selv, er det nemmere at beskue problemet.
(Kan evt. gøres under LSD-påvirkelse, måske solo-tur på 100-150 mkg. til at evaluere situationen)

At få din mor til at få så meget tillid til en terapeut, vil fandme tage al for lang tid, og til den tid er din familie nok endnu mere splittet, så jeg vil mene at det er op til DIG at klare ærterne, da du tydeligvis er den eneste der kan se at der er et problem.
Desuden har hun helt sikkert også tillid og empati til dig.

Din mor kan ikke se problemstilningen.

Hendes to ældste børn er flyttet uden hendes accept, og du benægter hendes religion og dermed hendes rødder - alt hvad hun kender til.
Familien er rasende på hende pga. dig/jer, og tanken om at lytte til hvad du har at sige - dvs. overveje at verden måske er skruet anderledes sammen end hun lige havde gået og regnet med, vil aldrig nogensinde falde hende ind, da det vil være syndigt.
(dvs. udløse en kæmpe angst, ligesom du selv har været igennem og i en kort periode gøre det hele endnu værre)

Dette er et kæmpe problem!

Dette er også noget der vedrører mig personligt, da jeg ikke tvivler på at det er mønstret for samtlige muslimske familier i Danmark.
Ikke underligt at samtlige integrationsforsøg er gået galt...
Islam fucking skræmmer mig!

Jeg mener at du har skrevet at din mor er alenemor, og jeg ved sgu ikke lige helt om din far er død, men du har da vist ikke kontakt til ham.
I hvertfald vil det ikke være særlig typisk for en muslimsk kvinde ikke at have en mand i huset, hvilket kan være krævende nok for hende i forvejen.

Hvad hun ser er en anden problemstilning.

Mine børn har forladt mig - bl.a. den person der skulle have været og hjælpe mig.
Resten af min familie skræmmer/truer mig, og jeg kender ikke konsekvenserne!

Det ligger til den menneskelige natur, at være bange for det vi ikke kender til, og det vi ikke kan kontrollere!
Dette afspejlses bl.a. også i vores samfund, eksempelvis vores narko-lovgivning!

Den muslimske kønsrolle-stilning er da vist nok også ret sørgelig for kvindernes vedkommende, så hun er i forvejen meget ydmyg.
At dig og din søster skrider gør hende endnu mere ydmyg.
At familien hakker på hende gør hende igen endnu mere ydmyg.

Hendes selvtillid må være tæt på ikke-eksisterende, og du må få hende til at føle sig som et selvstændigt, tænkende (og handlekraftigt) individ!

Problemet er at hun ikke tør. Hun har set hvad der er sket med dig - hvem ved hvad der vil ske med hende? (Æresdrab anyone?)

Det er sgu en hård nød at knække...

Islam er som jeg ser den mere eller mindre baseret på kontrol.
Et magtfuld system som stødt og roligt udvikler og breder sig.
(Lissom de siger i Matrix - mennesker er fandme bare en fucking destruktiv virus, og Islam er nærmere en virus i virussen)

Jeg har intet imod religion - Men det er en privat sag som ikke bør vedrøre andres liv, medmindre de selv ønsker det.
Jeg er selv hvad jeg vil definere som spirituel, da jeg ikke lægger forbud for mig selv - Religioner er altid forbundet med regler og forbud (kontrol).

Eksempelvis har jeg været vegetar i et år.
Ikke fordi jeg har forbudt mig det selv, men fordi jeg ikke finder det nødvendigt at jeg skal myrde for at blive mæt.
Folk har sgu med mellemrum sagt til mig "wauv, det er flot at du ikke har spist kød i X måneder" - det svarer for mig til at de har sagt "wauv, det er flot at du ikke har slået dig selv i hovedet med en hammer i X måneder"!

Jeg er af den opfattelse af, at man bør holde ALLE muligheder åbne, men lade være med at benytte dem, blot fordi at man kan... det er dér den hårfine balance ligger!

Umiddelbart vil jeg mene at psykedelisk terapi er løsningen, men da vi ikke har sådanne i landet (og jeg tror i forvejen ikke at succes-raten hos danske offentlige terapeuter er særligt høj), er det en væsentligt hæmsko.

Jeg vil ikke råde dig til at invitere din mor mor over, dope hende op med syre, for derefter at investere 12-24 intense timer med at udføre dyb metaprogrammering på hende - det kender jeg dig for det første ikke personligt nok til at vide om du ville være i stand til, men du vil på ingen måde kunne overskue konsekvenserne af hvad der ville ske hvis det gik galt
Psykedeliske druqz er ikke legetøj, og en pige jeg elskede meget højt døde netop sidste år pga. af en selvbestaltet terapeuts forslag om terapi med Ibogain. Det løb ud af kontrol, og blev hendes første og sidste trip! (Og en god forside-historie på BT - også en anden historie)

Desværre tror jeg faktisk at det er det eneste der kan rive hende ud af den samme parallel-verden du selv har været en del af.
For som jeg har nævnt, er der på ingen måde nogen chance for at hun selv vil begynde at overveje at lægge sine tanker om på en sådan ekstrem grad i ædru tilstand.

Tid alene ude i skoven syntes jeg er en god idé, men hvad ville være endnu bedre, var at du gik med hende - uden at have nogen form for dyb kommunikation med hende.
Ingen snak om Islam, ingen snak om dig, din søster eller din familie - helst ingen snak overhovedet!

Bare nærvær. At gå en tur i skoven med sin mor i nogle timer.
Det vil helt sikkert være mere givende for hende, at du er der i din fysiske (og dermed og åndelige) tilstedeværelse.
Peg på et egern... Snak om at hvor pudseløjerligt et lille dyr det er, snak om at det er ved at blive efterår og sådan noget pis - du ved bare normal smalltalk der kræver ingen hjerneaktivitet... You get the picture!
Men allerhelst, lad hende få så meget stilhed som muligt (sammen med dig).

Hvis du starter med at få det gjort til en fast (daglig) vane, vil hende stress nok dysse en del ned.
Jeg kunne forestille mig at hun sikkert overfalder dig med familieproblemer hver gang du snakker med hende, sig at du gerne vil tale om dem på andre tidspunkter, så hun ikke følger sig ignoreret.

Det er vigtigt at du forklarer hende, at du under ingen omstændigheder vil snakke om dybe ting, når i er ude og gå... Forklar hende at det netop er blot for at give hende ro, så hun ikke fucking dør af stress.

Det er også vigtigt for hende at det ikke lykkedes lægerne at bilde hende ind at hun har et andet problem (et rent biokemisk), som netop kræver medicinsk behandling.
Det vil blot forvirre hende endnu mere.
Hun skal være fuld bevidst om at hun ikke skal medicineres (og hvorfor), men blot skal se tingene i perspektiv og løse det indefra.

Du skal have hende til at tro på sig selv, føle sig elsket, og føle sig accepteret uanset hvad hun gør.

Efter min definition, bør alle typer for forhold (om det er familie, venner eller partner(e)) består af disse 5 grundpiller:

Ærlighed
Kærlighed
Tillid
Respekt
Kommunikation

Hvis disse begreber ikke alle er til stede, vil det sgu gå galt før eller siden.
(Om jeg har ret i denne hypotese vil det vise sig for mig senere i livet, men jeg mener nu at jeg allerede i så relativ en ung alder jeg har, at have fået "The Facts of Life" på plads )

Jeg tror nu at jeg har brugt små 2 timer på at læse og forstå dit post og efterfølgende at svare - så jeg håber at du kan se mønstret i hvad jeg har skrevet.
Men som du nok har bemærket, har jeg ikke præsenteret nogen løsning for dig - jeg er dig svar skyldig, men overbevist om at du er den eneste det har en jordisk chance for at kickstarte en løsning på denne situation!

Én ting er sikkert, finder du en total-løsning får du sgu nok en fucking elefantorden/bliver slået til ridder eller sådan noget lort, for at have løst Danmarks (og måske resten af Vesteuropas) integrationsproblem.

Du skal være velkommen til evt. at PM'e mig hvis du føler det nødvendigt, men jeg ser gerne en offentlig debat...
Egentligt så jeg helst at "Medaljens Bagside" blev omdøbt til "Psykedelisk Krise", så dette psykologi-relaterede indlæg kunne blive rykket derhen.

Luck & Light
/Kasper

Jeg har desværre heller ikke nogen let løsning, men vil bakke op om hvad Dex sagde. Vær sammen med hende, og tag den langsomt derfra.

Og lad være med selvmedicinering, risici er alt for høje...

JEG HAR PRØVE DET HJÆLPE MERE OG STIKKE TUNGE UD AF VINDUE

så brug deres penge på ande vis ikke det er nødvendig

Hvad er det du har prøvet? Det er ikke lige til at læse ud fra det du skriver... Det kan være medicinen, det kan være at være sammen med hende(?), det kan være at droppe medicin, og sikkert flere andre ting.

_________________
Der er ingen planet B.

det jeg skive

Hold kæft der fik jeg da lige noget at tænke over der.

Det er surt med det du fortæller om med din familie, det er squ synd for dig og din familie. Det er der ikke nogen der skal opleve i deres liv.

Min mor har også været på lykkepiller fordi min morfar døde i 2001, og da hun samtidig var souschef i tøjbutikkerne Tippy, og arbejdede rimelig meget, så fik hun til sidst ret store problemer og begyndte at tage lykkepiller. Ved faktisk ikke hvad det er for nogen, men det er ikke nogen af de kendte, rigtig store medicinalfirmaer.

Hun er ved at være kommet over det nu, og løsningen til det var at hun skulle have ro, og så gav jeg hende tid til at snakke, og så sad jeg bare og lyttede til hende og lod hende tale (og græde) ud. Det kunne måske tage fire timer (!) Det er meget, men det er nødvendigt. Det har været hårdt, men det er den eneste måde at det kan ordne sig på, det er ved at tale om tingene, og få opklaret tingene, og være stædig. Stædig overfor ting som ikke er rigtige. F.eks. med at din mor mener at du ikke gider at være sammen med hende, men at det er fordi du skal lave lektier. Jeg ved ik om du har snakket med hende om det mere, men en ting er sikkert: Du skal stå fast og fortælle hende at det altså ikke er fordi at du ikke gider at være sammen med hende, men at du altså har et ansvar og er nødt til at passe din skolegang og dine lektier.

Det må hun forstå, men samtidig skal du ikke begynde at blive sur på hende osv. Når man har en depression, så tror mange at alle er ude efter en, og man har et ret sort livssyn. (har selv haft en lille depression for nogle år siden) Du skal give dig god tid og snakke med hende, og lade hende vide, mere eller mindre direkte at du og din familie holder af hende (Hvis i altså gør det, det lyder sådan for hvis du var ligeglad ville du jo ikke bekymre dig om hende)

Og så går hun hos psykolog, det er også godt at få talt ud, men de problemer hun har med familien og dig, kan psykologen hjælpe 100 % med. Psykologen aner jo ikke hvad i mener og hvordan i har det, så SNAK med hende, tag hende et sted hen, gå nogle ture i skoven, (...og led efter SN i mens. Ej for sjov ) eller andre steder hvor der er fredligt og ikke lige kommer nogen, eller derhjemme (alene, eller sent på aftenen når alle andre er gået i seng.)

Jeg håber at du og din familie finder ud af det, for det er ikke rart sådan noget. *føler med dig*

Edit: Mht. religionen synes jeg at du selv skal bestemme det, men sådan ved jeg godt at det ikke er. Det er ikke nemt. Selv er jeg ikke muslim, og kender ikke helt så meget til Islam som så mange andre, da jeg er kristen, men da jeg har rimelig mange venner der er muslimer, så kender jeg da lidt til det.

Hvordan har du fået din søster til at flytte hjemmefra ? (kan du ikke lære mig det ? ) Ej spøg til side. Hvordan det ? Efter hvad jeg sådan kan "finde ud af" i følge dit indlæg, så bor du ikke hjemme ? Eller hva. Hvis du ikke bor hjemme, hvorfor er din søster så flyttet ? Jeg formoder du laver lektier derhjemme ???



/Xp3rt

-

_________________
"I don't know if God exists, but it would be better for his reputation if He didn't." -Jules Renard
"Then there was LSD, which was supposed to make you think you could fly. I remember it made you think you couldn't stand up, and mostly it was right.“ -P. J. O'Rourk

Det var da en trist historie, Ali...Hvis hun virkelig får det så dårligt af medicinen, vil jeg også anbefale hende at lade være med at tage den. Samtidig synes jeg hun skal se sig om efter en anden læge.
Medicinering kan altså være nødvendigt i nogle tilfælde, men det skal selvfølgelig gøres ordentligt, og man skal ikke acceptere voldsomme bivirkninger som hallucinationer! En anden vigtig ting, er altid at fortælle lægen om de bivirkninger man oplever, særlig når de ikke tilhører de kendte bivirkninger der knytter sig til stoffet.

Men lad endelig være med at afskrive medicin pr. automatik, det kan altså blive nødvendigt.

mvh. Psyko