http://www.sf.dk/eu/index.php?article=6706En lille håndfuld umiddelbart modstridende interesser mellem EU og USA gør jeres tro meget logisk - isoleret set. Troen på EU som bolværk mod USA er dog netop en tro. Som ikke holder vand. Det er i hvert fald ikke det, der pønses på bag kulisserne. Dette må kræve en forklaring.
Mere end nogensinde er vi nødt til at udvikle vores skelneevne. Kernen i ræsonnementet p.t. synes at lyde: ”USA er krigsgalt. EU skal derfor have et fælles forsvar, som helt eller i al fald betydeligt
erstatter USA og - hvor det er relevant - skaber fred og frihed med våben, blot på human vis!” Vi bør stå undersøgende over for disse tanker. George W. Bush's facon og personlighed kan få det til at krympe sig i mangen en SF'ers mavefølelse. Instinktet siger, at ”den mand må stoppes!”, eller at ”der må sættes en dæmpende kile ind!”. Det kan være meget godt, men hvad er den sundeste medicin imod ham eller snarere administrationen og industrien (bl.a. våbenindustrien) bag ham?
Jeg har her på SF's traktatdebat medgivet, der ikke direkte står i EU's forfatningstraktat, at der skal oprustes. ”Og så skulle der ikke være mere at tale om, lad os klø på!” - Men er det nu så enkelt? Hvorfor skulle EU's våbenproducenter være mere renfærdige end USA's? Jeg anbefaler alle at læse Jakob Lindbloms indlæg i Information 01.12.04 om våbenindustriens store indflydelse på forfatningstraktaten(!) (der er problemer med deres arkivside p.t., men artiklen må så søges på bibliotekerne):
http://www.information.dk/Indgang/VisAr ... 166977.txt .
Når EU's institutioner ikke har kunnet hindre, at USA sidder FN overhørigt, på hvilke måder skulle de da kunne det fremover? Og skulle dette kunne gøres med våben? Når ”vi” ikke selv kunne hitte ud af vores oprørte andedam i Jugoslavien, hvad skulle så gøre, at vi kan i fremtiden? Våben eller visdom? I Jugoslavien evnede eller ville EU's udenrigsministre ingen af delene. Vil vi afbalancere én stormagt (USA) ved at opbygge én til? - ”Næøh, ikke en stormagt; det lyder så fælt.” Men åbenbart en fælles kapacitet af enheder, som tilsammen er kraftige nok til at matche USA militært? Eller i det mindste kraftige nok til at kunne overbevise Det hvide Hus om, at ”Næ, gode venner; denne gang er det os, der rykker ud og hjælper!”. Hvorfor ellers overhovedet disse tanker og udsagn om EU som multinationalt modspil over for og ”forebyggelse” af Det hvide Hus?
Det kan hurtigt blive en matchning, der kræver sit af den Europæiske Unions militære kapacitet!! - Hvem afgør hvilke interventioner, der er relevante? Disse valg har det folkevalgte EU-Parlament ikke indflydelse på; det må stille spørgsmål og skal orienteres, men må ikke afgøre noget. Og hvad med ordet i SF's program: ”SF vil arbejde for, at der skæres ned i militærbudgetterne.” ??
(Jeg vil i parentes bemærket erklære min enighed i Anne Grete Holmsgaards ord på TV den 2. dec. om, at det borgerlige udenrigsministerium har tolket det danske forsvarsforbehold for stramt og med henvisning til denne tolkning hindret os i at deltage i minerydning o.lign. - Intet hindrer os i dét!)
I dag bruges militær til misbrug, og reelt udviser EU en terrorpolitik inspireret af USA. Denne EU-politik har ikke medført mindre terror - tværtimod. Det beskrev Pernille Frahm meget godt i Berl. Tid. d. 21.11.04 (søg hendes læserindlæg på
http://www.infomedia.dk/ ) - uden at jeg hermed tager Frahm til indtægt for alle mine synspunkter. Javier Solana's sikkerhedsstrategiske papir, 'A Secure Europe in a Better World' (
http://www.ueitalia2003.it/NR/rdonlyres ... pea_en.pdf ) blev hilst velkomment af så vidt jeg ved alle EU's regeringschefer. Det er spændende læsning - dødspændende. Papiret er ved første øjekast et opgør mod den ”unilaterale verdensorden” med USA som eneste verdensmagt, sådan som denne er promoveret af USA's og Englands regeringer. EU synes altså at skulle være noget á la Den Anden Verdensmagt i et ”multilateralt” verdenssystem. Papiret kopierer kernen fra USA National Security Strategy (”Bush-doktrinen”) og kodificerer (indordner) doktrinen i EF-Unionen.
Recepten lyder i rigt mål: Den, der ønsker fred, fører krig. Og så suppleres der ind imellem med nogle ”civile midler”, som forfatningstraktaten kalder det, for at pynte lidt på billedet. Vi kender recepten fra George Orwells '1984'. I det fremtidssamfund, som Orwell i 1948 forudså for 1984, mistede de gamle begreber deres tilvante betydning i det sprog, der hed Newspeak. Et slogan i dette fremtidens sprog lød: ”Krig er fred”. Det er blevet virkelighedens sprog i det nutidige samfund. Blot hedder det med en lille forandring: Krig skaber fred. Financial Times' tyske udgave fortalte 19.03.03 om, at bombningen af Irak var en test af konceptet om forebyggende krige. Vestlige militær- og regeringsfolk ser p.t. ud til at betragte dette koncept som opskriften på succes.
EU OG FOLKERETTEN
Ifølge folkeretten er det kun FN, der gennem Sikkerhedsrådet kan træffe beslutninger om berettigede fredsskabende aktioner. FN-pagtens artikel 53 udelukker, at en geografisk begrænset sammenslutning af stater kan gribe til våben bortset fra i selvforsvar eller efter bemyndigelse af Sikkerhedsrådet. EU's forfatningstraktat kunne have haft en bestemmelse om, at den kan arbejde med fredsskabende aktioner ”efter bemyndigelse af Sikkerhedsrådet”. Men der står blot i artikel I-41, stk. 1, at Unionen kan anvende civile og militære midler i forb.m. opgaver uden for Unionens område i overensstemmelse med principperne i FN's pagt. Intet sted i forfatningstraktaten står der, at FN's Sikkerhedsråd først skal bemyndige EU. Traktaten forbyder det ikke, men forpligter heller ikke. Dét er en glidebane! Traktaten kan, hvis artiklen effektueres, lynhurtigt komme i strid med FN-pagten. Har jeg overset et sted i traktaten, som viser noget andet, vil jeg gerne høre om det.
Papirets ord om præventive engagementer antyder, at der kvalitativt ingen forskel vil være mellem EU's og USA's langtrækkende militærpolitik. Mange regeringer, også i Europa, kritiserer USA og dets metoder, men disse EU-regeringer er åbenbart selv vældig glade for at kopiere selvsamme krigskoncept!! Hvorfor? Det spørgsmål nødvendiggøres i særlig grad af ordene på side 13 (oversat af mig): ”I en krise er der ingen erstatning for kommandoenhed /-enighed [unity of command]. [...] Den transatlantiske relation lader sig ikke udskifte. Den Europæiske Union og de Forenede Stater kan, hvis de agerer sammen, blive en formidabel kraft/magt [force] for det gode i verden.”.
Hvem bestemmer, hvad det gode er? Bush-administrationen er vel f.eks. (angiveligt) overbevist om, at den og dens handlinger er det gode! Det selvsamme er EU vel. Endvidere slås det fast, at dette partnerskab ”er en grund mere for EU til yderligere at opbygge [build up] dets duelighed [capabilities] og øge dets sammenhæng.” ...”yderligere opbygge”. Aha. Hvordan harmonerer denne målsætning med diverse ja-sigeres reduktionistiske tolkning og ord om, at forfatningstraktatens artikel I-41, stk. 3, andet afsnit øverst, ikke i praksis vil betyde oprustning? - Hvordan harmonerer Solana-planens ord i det hele taget med forestillingen om EU som et modspil over for USA?
Den harmonerer ikke. Den er forestillingens diametrale modsætning, og her nærmer vi os pointen:
EU er ikke en modspillende afbalancering af USA, men et trin på vejen til een verdensmagt - økonomisk og militært (og i øvrigt i forhold til patenter på medicin og GMO-afgrøder og fødevareindustrien generelt, og meget mere). Dette er der i sagens natur utallige mange flere grunde til end blot Javier Solanas papir. Begrundelserne for denne ”udvikling” af EU udgør nogle af verdenshistoriens allerstørste illusioner. Mange er hoppet på dette bedrag - i god tro ud fra egne bedste og hæderligste håb og hensigter. Ikke mindst her i SF, desværre. Men vi kan stadig nå at vende om og sige Nej. Et Nej kan være et Ja til muligheden for noget bedre.
(...Og nej, jeg taler ikke om bedringer ”ved et fingerknips”.) De skridt på trappen, der nu tages, er en trojansk hest til netop at forene USA og dettes magtimpuls med den Europæiske Union (EU) og dennes reaktionære formynderstat. Hvis der er noget, der fører til konflikter i denne verden, så er det den på forhånd fastsatte konklusion, at netop min kulturstrømning, mit samfundssyn el.lign. er alle andres overlegen. Men det er præcis det tankesæt, Javier Solanas papir emmer af. Det har papiret mange eksempler på - man kan jo læse det selv med sin egen tænkning og fornemmelse i brug. Det taler bl.a. om ”failed states” (forfejlede stater). Solanas idékatalog er storformynderi og potentiel fascisme. Det er totalitært - endda relativt åbent formuleret: Det taler om et globalt styre ('global governance'). Som nærmest alle andre, der taler om 'det internationale samfund', ligger det hos Solana i kortene, at dette 'international society' defineres som kulturstrømme, der er (eller svarer tilstrækkeligt til - igen defineret af medierne og nogle få magthavere i Vesten) den vestlige.
- EU's samarbejde med amerikanske FBI om ILETS / ENFOPOL, altså elektronisk overvågning af alle EU-borgere, er en del af det hele bag kulisserne, som udgør det transatlantiske broderskab.
På hvis side er de ord, du lærer? På hvis side er de ord, du bruger? ...Når vi hører, at vi skal sige Ja til denne eller hin EF-/EU-traktat af hensyn til fred og stabilitet, må vi stille modspørgsmålet: ”Kan dansk politik fremme fredens og stabilitetens sag bedre ved fortsat dansk deltagelse i den såkaldte europæiske integrationspolitik end ved afstandtagen fra denne?” - For er der nogen modstander af EU eller politiske områder af EU, som ønsker ufred og kaos? Lad mig citere lektor Oskar Borgman Hansen (f. 1924 - manden har altså selv oplevet krigen) i hans bog 'Danmark i Europa i Verden', Grevas, 1998: ”Da Fællesmarkedet blev grundlagt for snart et halvt århundrede siden, var dette måske velegnet til at fremme forståelsen mellem de to gamle ærkefjender Tyskland og Frankrig. Men Danmark har aldrig haft del i disse landes fjendskab. [...] Hvordan kan vi antage, at Danmark bidrager mere til fred og stabilitet ved at deltage i EU-samarbejde end ved at stå udenfor?”
Der er i EF-/EU-debatten gennem årene gang på gang på gang, år efter år efter år, gentaget et væld af mantraer, som i sig selv (derfor kan de være så overbevisende på så mange) til tider kan være halve eller hele sandheder. Men sammenkoblet med de ydre fakta er de noget vås. Eksempelvis må al snak om EU som sikring af indre forsoning og stabilitet forstumme. Den løgn er forældet. Har den nogen sinde haft en legitimitet (hvad jeg har stærke grunde til at betvivle), så er denne i hvert fald overskredet for længst. EU's og hele verdens borgere er hvert eneste øjeblik forenede i ånden, dertil behøves EU ikke. Om enhedsfølelsen skal være latent eller aktiv beror på individerne; deres fysiske møder med hinanden og/eller evnen til i ånden at se sig som europæer, verdensborger m.v.
Selv har jeg set mig, foruden dansker og verdensborger, som europæer, siden jeg lærte i geografitimen i folkeskolen, at Danmark er en del af Europa. Når Mimi Jacobsen i DR-TVs 'Deadline' kan plædere for at skippe forbeholdene med henvisning til, at vi skal ”erkende, vi er europæere”, så er det udtryk for en tankemæssig dovenskab (jeg vil næsten sige koma), som er groet til formynderi. Nogen har langsomt, trin for trin, opbygget EF/EU ...en forestilling om, at hvis ikke dette skabes, er vi ikke forenede. Jo, vi er! Mange i dag er, når det gælder EU-projektet, røget på mantraet ”har man sagt A, må man også sige B.” - Men dette må da bero på, om B er sundt!
Jeg ønsker endvidere at udfordre den gigantiske misforståelse, der går på, at der skulle være noget, der hedder ”EU kræver, USA vil, Dansk Industri ønsker, FN planlægger...”. Her findes ikke landes, organisationers, partiers og firmaers motiver. Dét er illusioner. Her er, i denne sammenhæng, kun individers motiver. Det er konkrete individer i disse instanser, der tænker tankerne, som så bliver til ydre realiteter, hvis vi andre tillader det ske. Hvis vi overhovedet opdager motiverne (og midlerne) - det må jo være forudsætningen for vores fri vilje! Disse lettere filosofiske anskuelser er YDERST KONKRETE: Vidste du, at individer såsom amerikanske senatorer mødes med finansfolk, EU-kommissærer, industrichefer, repræsentanter for globale organisationer (typisk industriens), meningsdannere fra massemedierne o.a. magtfulde mennesker i globale klubber? - Og at de ikke må udtale sig offentligt om dagsordenerne? Har du hørt om Rockefellers og Rotschilds enorme transatlantiske indflydelse? Måske har du hørt om lidt af det før (måske fra undertegnede her på hjemmesiden), men gik du videre med det? Undersøgte du det, selv om det rigtignok ikke er nemt?
Via artikler på
http://www.infomedia.dk/ kan du, trods alt, få en overfladisk indføring i eksistensen af nogle få af magtklubberne. De infiltrerer, hvor de kan og påvirker opfattelser og behovsfølelser. I flere af dem mødes folk en eller flere gange årligt under store sikkerhedsforanstaltninger. Som miljøaktivist fornemmer og oplever man dele af sammenhængene og resultaterne. Andre klubnavne ud over Bilderberg-gruppen, som jeg har omtalt, er European Roundtable (of Industrialists), Council on Foreign Relations og Skull and Bones Society - o.m.a. Sidstnævnte er tilknyttet Yale University i USA. Navnet lyder som en joke. Det er indholdet ikke. Den nuværende præsident Bush, hans far og bedstefar har været med i klubben lige som talrige andre på den globale arena. En af Bilderberg-skikkelserne er såmænd …EU's udenrigs- og sikkerhedskoordinator Javier Solana!
Jeg så for nogle år siden George W. Bush på tv blive udspurgt om Skull and Bones. Han svarede afværgende: ”Nå, den gamle drengelegeklub, findes den endnu?” Når vi taler om disse klubber, kan vi med rette benævne dem som (centrale dele af) 'Eliten', og man opdager hurtigt, at folk, man troede var fjender, er slyngkammerater inden for klubberne. Jeg har således også set et tv-klip, hvor John Kerry spagfærdigt og med et afværgende grin bekræfter at være gammelt Skull and Bones-medlem. Klippet kan ses på
http://www.prisonplanet.com/010104kerryadmits.html . Disse folk er (i regelen) revnende ligeglade med hvem, de samarbejder med, blot det tjener deres interesser. Kære venner: Sådanne forbindelser har også en række faddere til den Europæiske Union.
Det virker ubegribeligt, vildt og alt for fantastisk, at disse klubber kan få lov at agere uden at blive offentligt undersøgt og stoppet, men det er jo det, der sker. Et af redskaberne hertil er deres (og hele samfundets) pyramidale magtstruktur. Dette og flere andre faktorer vil jeg skildre en af de nærmere dage. Jeg vil nævne EU-kommissærers navne. Vidste I for eksempel, at EU-Kommissionens nye formand, José Barroso, var med på Bilderberg-mødet i 2003? Det er et tankevækkende hyppigt mønster: Deltag på et Bilderberg-møde, og inden for et par år efter vil du få en endnu højere stilling i pyramiden, end du havde i forvejen! Ikke at have indflydelse i forhold til noget specifikt kan være ok, hvis vi har (berettiget) tillid til det. Dette kræver, at interesserne og motiverne er lagt åbent ud. Jeg vil lægge frem, at lige som Bush-administrationen er gode venner med dele af Bin Laden-familien, er der kræfter bag EU-projektet, som er gode venner med totalitære kræfter i USA.
Det transatlantiske broderskab er kompliceret stof, derfor må det som allerede ”annonceret” blive en fyldig skitsering, og det kan ikke gøres med eet indlæg. Men man er jo altid frit stillet til at kaste sig ud i det eller ej... Gennemgangene bliver, også af pladsårsager, kun et krads i overfladen, men de vil skitsere omfanget såvel som strukturerne. Jeg har beskæftiget mig med disse emner i et par år, men ikke alt er muligt for mig (eller de fleste andre) at gennemtrænge p.t. - det er ikke mindst dét, der er problemet i vores såkaldte demokrati!! Skulle politik, love og regler ellers ikke være til for at tjene borgerne, og ikke vice versa?? Elementer, der måtte føles som påstande, er opfordringer til selv at undersøge sagen videre. Det vil jeg kun bifalde, og jeg bidrager gerne videst muligt med materiale.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
