Aminosyrer
Indholdsfortegnelse |
Kort om aminosyrer
Aminosyrer er en gruppe organiske stoffer, som alle deler bestemte karakteristika. Aminosyrer består af korte kulstofkæder med tre definerende strukturer; en aminogruppe (-NH2), en Carboxylsyregruppe (-COOH) og et radikal, som varierer alt efter hvilken aminosyre der er tale om.
Aminosyrerne fungerer som byggestene for proteiner og er en fundamental del af en god ernæring. Desuden er visse aminosyrer relevante mht. euforiserende stoffer, da de har effekter i kroppen, som er relevante ved indtagelse af visse stoffer (se f.eks. MAO-inhibitorer).
Aminosyrernes kemi
Rent kemisk omfatter aminosyrerne alle forbindelser, der indeholder en aminogruppe og en carboxylsyregruppe. Der findes et utal af aminosyrer i kroppen, som ikke bruges til opbygning af proteiner, men i stedet har andre funktioner, f.eks. neurotransmitterne GABA (gamma-amino-smørsyre) og glutamat (glutaminsyre). Hvad der kendetegner de aminosyrer der bruges til proteinopbygning er at de alle er såkaldte alfa-L-aminosyrer, dvs. aminogruppen sidder i alfa position i forhold til carboxylsyregruppen samt at samtlige er af L-isomeren. I kroppen ved fysiologisk pH (7,2) findes aminosyrene som en såkaldt zwitter-ion, dvs. på ioniseret form, grundet henholdsvis aminogruppen og carboxylsyrens pKa-værdi. Dette er relevant, i det frie aminosyrer dermed ikke frit kan transporteres over lipidmembraner mm., men skal omdannes til en upolær forbindelse først. Endvidere kan aminosyrene opdeles i sure, neutrale og basiske, der afhænger af hvilke funktionelle grupper, der sidder på radikalet. Den basiske aminogruppe og den sure carboxylsyregruppe "udkonkurerer" hinanden, og hvilken gruppe den enkelte aminosyrer derfor hører til, afhænger af om der sidder en basisk, neutral eller sur gruppe på radikalet. I selve opbygningen af peptider og proteiner er aminosyrersekvensen ikke tilfældig, da hver aminosyrer har en specifik egenskab hvad angår proteinets sekundære og tertiære struktur. F.eks. indeholder aminosyrerne cystein og methionin svovlgrupper, der danner såkaldte disulfidbroer på tværs af aminosyrerkæden og får det til at folde.
Aminosyrer og ernæring
Aminosyrer fås fra protein og er nødvendige for at kroppen selv kan opbygge nye proteiner. I ernæringssammenhæng er der 20 relevante aminosyrer. Nogle kan kroppen selv syntetisere ud fra andre stoffer, men 10 kan kroppen ikke selv lave. Disse kaldes essentielle aminosyrer og skal indtages i føden. Ud over at indgå i opbygningen af proteiner, enzymer osv. kan aminosyrerne også nedbrydes og indgå i energistofskiftet gennem metaboliske processer i mitochondrierne, samt omdannes til andre forbindelser, der har en specifik funktion et bestemt sted i kroppen. Af eksempler kan nævnes aminosyren tryptophan, der kan omdannes til neurotransmiteren serotonin og tyrosin, der kan omdannes til dopamin (og videromdannes til adrenalin og noradrenalin).
Aminosyrer og stoffer
Visse aminosyrer kan interagere med stoffer på diverse måder og det er derfor vigtigt at vide om det er tilfældet inden man indtager et stof. Nogle af virkningerne er skadelige, andre kan bruges til at forhindre skader.
Tyramin og MAOI
Aminosyren Tyramin bliver normalt nedbrudt af Monoamin Oxidase systemet. Hvis man har intaget en MAO-inhibitor vil denne nedbrydning blive forsinket eller helt stoppet. Da tyramin i sin unedbrudte form påvirker blodtrykket, kan dette give ubehag, hovedpine, opkastning eller i ekstreme tilfælde livstruende kredsløbsforstyrrelser. Det er derfor meget vigtigt at regulere sit fødevareindtag inden man tager en MAO-inhibitor, for at undgå store mængder af tyramin i kroppen (se MAO-inhibitorer).
5-HTP
5-HTP findes normalt ikke i føden, selvom dets forstadie tryptophan gør. Både tryptophan og 5-HTP er forstadier til neurotransmitteren serotonin, som bl.a regulerer sindstemningen. Desuden påvirker flere stoffer frigivelsen af serotonin, bla. MDMA. Ved indtagelse af f.eks. MDMA kan man risikere at midlertidigt udtømme nervecellernes lagre af serotonin, hvilket kan give en nedtrykt sindstilstand i tiden efter rusen. Ved indtagelse af 5-HTP hjælper man kroppen til at genopbygge serotonin lagrene, så disse "tømmermænd" reduceres mest muligt.