Først vil jeg sige...: Tusind tak for jeres svar og i giver jer tid til dette!
Jeg vil forsøge at forklare lidt, hvad mine kroniske smerter er og hvordan de har udartet sig, håber det ikke bliver for kedeligt at læse.
For 12 år siden måtte jeg stoppe med at arbejde inden for et fag jeg holdt meget af, fordi jeg fik flere og flere sygedage, på grund af min ryg gjorde ondt, og da mit job krævede jeg var i topform, fysisk som psykisk, så kunne jeg godt indse med tiden at jeg nok måtte se mit drømmejob gå fløjten.
Jeg blev da også afskediget på det man i den branche kalder svaglighed.
Så startede et mareridt af en løben rundt i det sociale og sundheds mæssige system, jeg gennemgik en masse undersøgelser, og kommunen ville så til sidst revalidere mig da læger og speciallæger havde fundet forandringer i min rygsøjle der kunne være årsagen til mine rygsmerter.
Men den diagnose ville jeg ikke lades mig nøje med, jeg vidste der var andet galt, for nu havde smerterne bredt sig til kroppens øvrige led, og ved en kikkertoperation i det ene knæ blev der opdaget at min brusk var ved at smuldre, rent faktisk var brusken i knæet blødt som smør for at bruge speciallægens egne ord.
Og han mente det sagten kunne være tilfældet med andre af kroppens led.
Så fik jeg taget en test på fibromyalgi, den slog jeg kraftigt ud på, rent faktisk på alle 18 triggerpoints som man kalder de speciale steder på kroppen som lægen trykker på. Dèt forklarede så min føelse af altid at være dødtræt (kunne sove konstant), have ondt i hele kroppen som ligefør man får influenza og også min altid lidt forhøjede kropstempratur.
Desværre troede kommunen ikke på disse symptomer, og sendte mig ud i en uddannelse som pædagog, det holdt jeg også til i 1½ år, men så gik min krop helt ned, det samme gjorde min psyke. Og jeg blev i første omgang langtidssygemeldt.
Jeg var længe om at acceptere jeg var kronisk syg, at jeg ikke kunne de ting jeg før kunne (har altid været meget aktiv på mange ormåder), og jeg tror fornægtelsen samt det mindreværd man føler når man skal bede om hjælp til ting man før mestrede uden problemer, udløste den første depression.
Det gjorde det så heller ikke bedre at kommunen ikke ville tro på mig når jeg sagde jeg var syg, de sendte mig ud i div. arbejdsprøvninger, test og fandens og hans pumpestok, jeg følte jeg belv kastet rundt i et system der ikke vidste hvor de skulle placere mig.
I årene der gik fik jeg det være fysisk, jeg kunne ikke skrælle kartofler feks. jeg kunne ikke bære noget tungt eller hvis jeg ryddede op en dag så lå jeg næste dag med stærke smerter.
Lægerne fandt nu ud af jeg havde slidgigt i fremskreden form, flere af min ryghvirvler var kileformede i stedet for de normale runde, og brusken i min krop blev stadig nedbrudt, og min lænd var "faldet sammen", stadig troede kommunen ikke på jeg var sådan rigtig syg, havde endda en sagsbehandler der mente jeg bare skulle i arbejde så fandt jeg ud af jeg slet ikke var syg!
I starten fik jeg kun svagt smertestillende middler...men da mine smerter tog til og jeg til sidst ikke kunne gå, så slog min mand i bordet hos lægen og så fik jeg endelig piller der bare kunne gøre hverdagen en smule bedre smertemæssigt.
Jeg blev såmænd også sendt til en psykiatisk test af kommunen, men det fik de nu ikke så meget ud af, andet en 25.000 kr de måtte betale til psykiateren, for han skrev i sin afsluttende rapport at der sørme ikke var noget psykisk galt i bolden på mig, det eneste psykiske der var tilstede var det pres der naturligt kom hos et menneske i min situation, socialt som sygdomsmæssigt.
Kommunen visiterede mig så til fleksjob med timeantallet 15 timer om ugen, men de fandt intet job jeg kunne klare.
Og så synes de lige jeg skulle en tur til arbejdsprøvning igen, men nu var min energi opbrugt, både fysisk som psykisk og jeg fik nr. 2 depression.
Det var kun på grund af stedets psykolog, at kommunen ikke smed mig ud af fleksjob ordningen, for de blev sure over jeg blev sygemeldt, men stedets psykolog anbefalede en sygemelding.
De tvang mig så til en pskylog med speciale i smertepsykologiske sygdomme, altså en der var udlært i at tackle folk der forstillede sig de var syge, selvklart ville jeg ikke åbne mig en disse, for hende, for jeg havde ikke det der lignede tillid til hende overhovedet, det blev så udlagt fra kommune som var jeg ikke motiveret og de fratog mig mine penge.
Jeg klagede, og gentog mine klager når Det Sociale Nævn afviste mine klager og da Statsamtet gjorde det samme ankede jeg til Ankestyrelsen...samtidig med jeg søgte pension på det forliggende grundlag, det blev også afslået men også her ankede jeg sagen.
Den første sag I Ankestyrelsen, vandt vi i år, et helt år efter den var påbegyndt, de gav Kommunen et slag over snuden, den næste sag havde jeg ikke regnet med at vinde, men for 14 dage siden 1½ år efter den var påbegyndt fik vi afgørelsen, de underkendte kommunens afslag og påpegede at kommunen overhovedet ikke havde taget hensyn til at jeg fejlede, de ting som læger, speciallæger og jeg selv havde påpeget samt at kommuen ikke heller havde kunne finde et fleksjob til mig, selvom det var 4 år siden de havde visiteret mig til et sådan......så ja, som jeg ser det nu, så kommer kommunen til at bide sig selv i læben og godtage min kroniske sygdom, men det har været en lang sej kamp og til tider var vi ved at give op, fordi vi ingen penge havde og var bange for alt det vi havde bygget op i de år vi havde boet sammen ville smuldre, og ja det har heller ikke gjort mine kroniske smerter bedre *S*...jeg kan godt mærke det 1½ år har slidt meget på mig, og at smerter og fysisk ikke har kunne magte det så godt.
Men nu, får jeg såmænd også alt det smertestillende jeg kan få
, af lægen, fordi han godt ved, det er et valg imellem 2 onder, 1. at jeg ligger ned resten af mit liv og ikke orker noget som helst, på grund af smerter, og belaster familien. 2. At jeg måske bliver afhængig af de smertestillende, men på den anden side, får en smule livskvalitet og kan fungere nogenlunde i hverdagen. Jeg har fortaget mit valg og det har lægen accepteret, jeg tager de stærke smertestillende hver dag...og har det nogenlunde...
Når jeg siger stærke smertestillende, er det: Ketogan, Morfin, Dolol, Temgesic og Kodein, nej ikke alle sammen på en gang *Griner*....men veksler lidt i mellem dem alt efter intensiteten af mine smerter.
Så klart jeg ville være int. i noget mere alternativt, såsom cannabis i pilleform...så jeg kan aflaste mit system lidt, for al den anden kemi...helt uden kemiske smertemidler ved jeg godt jeg nok ikke bliver....men måske kunne jeg gå ned i doser via cannabisen.
MVH
DaEvilWitch :twisted:
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
), nå men frem til sagens kerne, jeg er kronisk smerte patient og derved bliver jeg medicineret syntetisk (Temgesic til de moderater smerter og Ketogan til de mere slemme smerter) Men har nu flere steder læst og hørt at, man har forsket i cannabisens effekt på netop kroniske smertepatiener med stor success, at cannabis rent faktisk er bedre som smertedræber end så mange andre smertmiddler.
Ej, velkommen til!
.
så har jeg i alle fald sovet i timen hvis den er 
