Psychedelia.dk

Hej psychedelia!

Som overskriften antyder, overvejer en kammerat og jeg at prøve ayahuasca. Mere præcist er overvejelsen faldet på at melde os til en healing session ved healingrejser, som udbyder weekendophold og ayahuasca sessioner der superviseret af kompetente og erfarne mennesker samt forberedelse hertil og reflektering over rejsen.

Min erfaring med psykedeliske stoffer:
- Har haft nogle rimelige kraftige oplevelser med svampe af forskellig art, både indendørs, udendørs, alene og med andre. Jeg har dog altid sigtet efter ikke at tage maksimale doser, grundet frygt for mit liv. Så selvom oplevelserne har synes meget kraftige for mig, både på et åndeligt, intellektuelt og sensorisk plan, vil jeg ikke turde vove at påstå at jeg er bekendt med psykedeliske gennembrud på svampe.
- Har prøvet 100-150 uq Lsd doser 3-4 gange både med og uden indblanding af MDMA, DMT og ketamin.
- Har haft omgang med 2-cb en del gange og har haft mine kraftigste oplevelser af sensorisk art på dette substans (ting der morpher, åbenlyse hallucinationer, farver jeg aldrig har set osv.) Dette har også ofte været i forbindelse med stoffet MDMA.
- Jeg har yderligere trippet en del på ketamin, hvor jeg har oplevet nogle trippede bevidshedstilstande som f.eks. at være flyvende rundt i mine blodårer som et blodlegme (det var den dybeste tolkning jeg kunne komme med). Er overbevist om at jeg har k-holet.
- DMT har jeg vapet flere gange, men kun i minimale doser hvor jeg f.eks. kort ser forskellige entiteter eller gulvet forsvinder osv. Men jeg har fuldt og fast været placeret på planeten jorden. dette har som beskrevet også været blandet med andre ting som LSD, Keta og MDMA.

Flere af disse seancer har fundet sted med min kammerat som jeg overvejer denne rejse med, men dog ikke alle.

Det er nu ved at være 2-3 år siden sidste gang jeg undersøgt psykedeliske stoffers virkning på min egen bevisthed.

Løbende har jeg læst en smule, f.eks. Stanislav Grof, Aldous Huxley, Timothy Leary, Terrence Mckenna samt set alt hvad der kan ses, føler jeg. Har selvfølgelig læst meget på nettet (fandt bl.a. healing rejser igennem dette site)

Min person: Jeg er i slutningen af tyverne. Har tendens til angst, ofte forbundet med sociale ting, dog ikke på en måde der forhindre mit livs fremgang. Jeg er i bund og grund en sensitiv person og forsigtig af natur, dog meget nysgerrig og kritisk (især overfor den etablerede måde at anskue verden på). Jeg prøver at anskue mine følelser som happenings på en objektiv måde, men det lykkedes mig langt fra altid. Har perioder hvor jeg kanalisere dem ud i kunstform (digt, tegning, musik).

Ved ikke hvor brugbart det er men der forfindes sindsyge i min familie (bror er skizofren, farmor tog livet i en gasovn og min mor er boarderline)

Min intention bag dette er sikkert som så mange andres, jeg vil have dybere indsigt i hvad bevidstheden kan frembringe (godt på ondt) og forhåbentligt vokse som menneske derpå. Det føles som om der er noget der kalder mig hjem på en eller anden måde.

Grunden til min fortvivlelse er stadig frygten, især efter at have læst for mange gange at DMT simpelthen kan gøre dig syg i knolden. Dette har jeg til dels svært ved at tro men som sagt, jeg er en forsigtig type og så er jeg bange for mit liv (eller mit egos død om man vil) især når psykisk sygdom er så tæt på biologisk. Ikke fordi at jeg nogensinde selv har følt at jeg har været på randen af sindsyge (i min normale bevisthedstilstand i hvert fald) selvom jeg dog har på fornemmelsen af at der er noget sindsyge, der plager os alle på et globalt niveau, hvor jeg unægteligt indgår (Uanset hvor mange sociale arrangementer jeg udebliver fra)

Det havde været fedt med en eller anden form for feedback, fra folk der har prøvet disse udvidede bevidsthedstilstande og måske har stået med samme følelser.

Er der ting jeg skal være opmærksom på?
Er det et for vildt sted at køre videre for mig herfra, udfra min historik?
Hvordan har i selv grebet tingene an med hensyn til fremgangsmåde?
Har det voldet jer psykiske problemer?
Gode råd? alt er velkomment.

stil endelig spørgsmål

På forhånd mange tak

Mvh. Jegløs

Hej Jegløs

Jeg har selv været i Peru for nogle måneder siden - udelukkende for at være på et ayahuasca retreat i 10 dage. Jeg drak 4 gange. Du kan læse min lange beretning på forumet her.
Jeg vil starte med at sige, at jeg syntes det er flot at du overvejer det - det kræver et stort mod.

Min erfaring inden jeg tog afsted, med andre psykedeliske substanser, var lig nul. Intet havde jeg før prøvet.
Tilgengæld led jeg så kraftigt af depression, at jeg ikke følte at DMT ville kunne præsentere mig for noget, der ville føles mere overvældende.
Intet kunne være mere forkert.

Tanken er måske naiv. Jeg havde læst ufatteligt meget på forhånd, og researchet i et lille års tid. Men jeg nåede et punkt hvor jeg måtte gøre NOGET.
Da vestligt medicin aldrig har været noget jeg har fundet specielt tiltalende, virkede ayahuasca som et fornuftigt alternativ.

En ting jeg hæfter mig særligt ved, er din bekymring for dit liv, og ikke mindst; "dit egos død".
Det er en af de ting, der måske i aller højeste grad siger mig, at du måske ikke er helt klar til oplevelsen.
De fleste i min gruppe havde en eller anden form for nærdødsoplevelse undervejs, og jeg havde det også selv.
Ikke som en "fysisk død", men netop som dit egos død. Men det føles fysisk, og det føles meget virkeligt. Mere end virkeligheden selv.

Mange af mine rejser var ikke ret visuelle, men nogle meget store følelsesmæssige oplevelser.
I en af de kraftigste visioner jeg havde dernede, så jeg manden med leen stå og vente på mig.
Jeg kan ikke rigtig gengive på skrift, hvor skræmmende det var, men jeg var på kanten af angst og panik.
Da jeg vidste (/troede) at jeg skulle tage min sidste indånding, tænkte jeg utrolig meget over hvordan jeg havde levet mit liv.
Det var ikke den store trøst, for jeg indså rigtig mange ting jeg havde gjort forkert. Hvordan jeg havde behandlet folk, og ikke givet nok til verden.
Da jeg efter min udånding stadig kunne mærke mine fingre, slog det mig, at jeg så også måtte vi i live.

De fleste mennesker der prøver ayahuasca, oplever at sidde tilsølet i deres egne tårer, kombineret med, som du sikkert ved, at man bliver ufatteligt fysisk dårlig.
Jeg kastede op stort set uafbrudt, hele den første ceremoni, omkring 6 timer. Aldrig har jeg været så dårlig - Og det var kun begyndelsen.
Det var overvældende psykisk dagen efter, at jeg intet havde set eller oplevet den nat, andet end opkast og gråd.
Heldigvis skulle jeg ikke brække mig ret meget de næste 3 gange, men pointen er, at du skal overveje om du er villig til at være så dårlig, at du ikke ved hvad du selv hedder.

Min pointe med ovenstående er egentlig blot, at selvom det er ufattelig overvældende og intenst, så er de bearbejdningsprocesser de medfører, ufattelig givende.
Jeg tænker dagligt tilbage på mine oplevelser dernede.
Selvom jeg oplevede andre meget skræmmende ting, så er det den positive forandring - de nye paradigmer de skabte, det der står klarest.
Selve oplevelsen af de skræmmende ting, er på en og samme tid også bearbejdelsen af det. Det var ihvertfald min oplevelse.
Dvs. du kommer (sikkert) ikke hjem traumatiseret over de uhyggelige oplevelser, men du kommer hjem og kan forholde dig objektivt til det.
Måske uden nogen eller ret meget følelsesmæssig affektion.

Jeg hæfter mig også ved at der findes forskellige psykiske lidelser i din familie. Jeg ved desværre ikke nok om emnet, men det var nok noget jeg ville overveje en ekstra gang.
Ligeledes vil jeg på det kraftigste anbefale dig gøre det i et ordentlig setting. Det fremgår for mig ikke helt klart, om det er et dansk rejseburau der tager dig sydpå, eller det foregår i DK.
Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at du arbejder med folk der er meget erfarene.
Jeg anbefaler på det kraftigste, at du tager ned til et sted, hvor det er en stor del af kulturen, og finder folk med gode, oprigtige intentioner.
Der er også nogle grimme historier om "uægte" shamaner dernede.
Det er en meget intens oplevelse, og det kræver en indsigt som leder/shaman der går lidt ud over noget, man lærer på at højskoleophold.

Oplevelsen tænker jeg tilbage på dagligt, og selvom jeg er kommet ufattelig langt siden da, så vil jeg understrege at det ikke nødvendigvis, er en magisk pille.
Det kræver en MEGET stor indsats - Dels i forberedelserne (sørg for at læs om kosten), dels undervejs, men i aller højeste grad efterfølgende.
Rejsen er eksamensforberedelsen. Prøven falder, når du returnerer til dit almindelige liv.

Jeg vil gerne fortælle dig i en PB hvor jeg var henne i Peru, og du er velkommen til at stille flere spørgsmål, både her og i PB.
Afslutningsvis vil jeg opsummere, at det kan være en fantastisk givende rejse ind i din underbevidsthed, men overvej om du dels er klar (du ved det, hvis du mærker efter), men også om det virkelig er det rigtige for dig.
Idag, 5 måneder efter min rejse, lever jeg uden depression. Men jeg undersøgte mange steder, reviews, anbefalinger osv. Det skal gøre i det rigtige setting.

Lykke til,
Dalight

Hvis man er klar til LSD, er man også klar til Ayahuasca
Jeg har drukket Aya, fra moderate doseringer, og op til top doseringer. Det har mere medlidenhed end LSD, og viser dig tingene i den rigtige rækkefølge. Og der findes rigtig dygtige Shamaner i DK.
Om du er klar, må du selv afgøre, men personligt synes jeg, at alle burde prøve det. Det er ren guddommelighed.
Jeg har kun oplevet egodød engang på Aya, men jeg er også ret erfaren, med at færdes i de psykedeliske høj energis tilstande.
Synes ikke rigtig, at man kan gøre sig klar, men man kan forberede sig så godt som muligt.
Det er meget sjældent, at man hører om, at folk får det værre af Ayahuasca, men det har jeg faktisk personligt prøvet.
5. december crasede jeg for vildt på Aya. Jeg kunne ikke engang gå på mine egne ben, når jeg kom ned. Men det var ikke medicinens skyld, der skete en fejl fra medhjælperens side, der gjorde, at jeg kørte af sporet. 8. december tog jeg så en session mere for at få tingene forløst, og jeg har aldrig haft det bedre.
Siden da har jeg været på LSD, Svampe, MDMA og Ayahuasca, hvor alt er gået forrygende.
Hvis man stoler nok på medicinen, synes jeg ikke, der er noget at være bange for. Men hvis man har sin tvivl, så opstår angsten og derved risikoen.
Ud af de klassiske psykedeliske stoffer som Svampe, LSD, DMT, Aya og Meskalin, er Ayahuasca og Meskalin de mest medlidenheds fulde. Man skal dog ikke undervurdere denne medicin.

Håber det gav dig svar på noget.
God rejse, hvis du vælger at tage springet

Først og fremmest, tak for responsen. Den har jeg ventet spændt på (Det var egentligt derfor jeg oprettede en profil til at starte med)


Jeg kan godt se at vores udgangspunkt, for at drikke bryggen, er en smule fra hinanden. Som du selv siger drev depressionen og mistilliden, til vestens tørsprit, dig til at søge denne superdas og må jeg tilføje, det glæder mig meget at høre at du har fået det bedre.
Jeg kunne godt forstille mig, at hvis man aldrig havde stiftet bekendtskab med psykedelika, så ville oplevelsen komme som en endnu mere gennemgribende overraskelse, uanset hvor meget man skulle have læst om det.

Mit udgangspunkt er en lidt anden. Jeg søger den mystiske oplevelse, da jeg føler at dette er en kæmpe kilde til wisdom og kreativitet. Yderligere ønsker jeg (som du måske) en rensning for alt det jeg er blevet fyldt med, siden jeg er blevet født, i form af indsnævrede modeller af hvad det hele skulle handle om. altså i bundt og grund alt min irrationelle frygt (f.eks. for døden).

Med hensyn til egodøden, kan jeg forstå er det er en oplevelse som mange mennesker får i kontakten med psykotroper i højere doser. Jeg har en stor frygt for denne oplevelse. Nogle dage mere og andre dage mindre. Uanset hvad drages jeg mod det og ser bestemt egodøden som en positiv ting.

Var du ikke bange for døden?
Har oplevelsen ændret dit syn på døden?

Må sige at ubehaget lyder ekstremt utiltalende. Men jeg ved udmærket godt at man ikke skal tage det her, i troen om at nu skal man bare have det sjovt som f.eks. med stoffer som MDMA.

Med hensyn til psykisk sygdom i familien, er dette nok i bund og grund det jeg frygter allermest. At jeg på en eller anden måde, mister forbindelsen fuldstændigt og sidder fast. Den propaganda der har været om psykisk sygdom og psykedelika, samt den generelle konsensus i samfundet, om at man kan blive skør af det, har nok stadig også sit tag i mig på en eller anden måde. Denne frygt er den største og jeg føler at jeg er nød til at skille mig af med selve forstillingen om det inden jeg drikker noget som helst aya.

Det er danske shamans på dansk grund, som efter hvad jeg har læst er dygtige og veluddannede. "Healingrejser.dk"

Kan du på nogen måde beskrive eftereffekterne og de paradigmer du snakker yderligere?

Det hjælper mig meget at få lov at kommunikere med folk, der har været igennem disse ting, så jeg takker dig igen. Det er ikke de mennesker der er flest af i de små udkantsbyer.

Mvh. Jegløs

Mange tak til dig også for responsen.

Det skal dertil siges at jeg ikke har prøvet særligt høje doser af LSD, højst 150-200 ug. Har dog prøvet højere doser svampe 4-4.5 gram mexicaner hatte som det højeste.
Jeg må sige at jeg ikke har syntes om LSD i disse doser, det er for meget "en fod i begge verdener agtigt". Dog blandet med MDMA var det behageligere og næsten udelukkende en sensorisk oplevelse.

Det lyder som en hård tur, men er glad for du kom ud på den anden side hel. Kan du beskrive dårligdommen nærmere, hvad skete der med hjælperen?

Har du nogensinde tvivlet på dit psykiske helbred i eftereffekterne?

"stol på medicinen" den tager jeg til mig, tak for det. For angsten bunder jo nok i at jeg netop ikke stoler på medicinen.

Har endnu ikke prøvet mescalin. Den beskrivelse du giver af det ligner meget den der er enighed om på diverse forums. Kunne det måske være en idé at tage en højdosis mescalin tur før jeg springer ud i Aya. Det lyder dejligere i mine ører end LSD og svampe. Dog også længere

Tak igen.

Mvh. Jegløs

Jeg vil sige, at jeg var ikke bange for døden, som sådan. Jeg var bange for manden med leen. Men jeg havde en eller anden bevidsthed om, at det kun var min krop jeg nu skulle sige farvel til. Da jeg lå der, og tog mig mod til at tage min sidste indånding, var jeg sikker på, at min bevidsthed ville fortsætte. Jeg fik en eller anden snært af en forsmag på reinkarnation, hvilket jeg selvfølgelig har tænkt meget over efterfølgende.

Jeg havde også oplevelsen af.. Det er meget svært at forklare, men at ”regnskabet blev gjort op”. Der var en eller anden form for ting eller væsen, der evaluerede mit liv: Alt det gode jeg havde gjort, alle dem jeg havde såret i mit liv. Det var som om at alt var husket, og jeg fik en idé om, at det ville få stor betydning for hvad der skete med mig, når jeg tog den sidste ind, - og udånding.

Jeg er på ingen måde religiøs, så det var en ret kraftig oplevelse. Jeg har efterfølgende reflekteret meget over, at det siden da har været vigtigt for mig, ikke kun at gøre de rigtige ting, men gøre dem af de rigtige grunde. Det føltes ikke som om jeg sad over for en dommer, men der var en eller anden energi, der på meget meget kort tid, ”talte pointene op”, og jeg følte at det ville få meget store konsekvenser. Ikke som himlen eller helvede, men en eller anden form for konsekvens af de muligheder, jeg efterfølgende ville få tildelt. Det var som om at der var et budskab i, at det ypperste jeg kunne have budt alle mennesker, var kærlighed, og det var det eneste der ville gøre en forskel.

Det har selvfølgelig haft indflydelse på, hvordan jeg efterfølgende forstår døden. Jeg kan oprigtigt sige, at jeg ikke frygter døden, men jeg frygter måske i endnu højere grad end da jeg tog afsted, hvordan jeg i så fald forlader min familie, mine venner, og alle de mennesker, hvis liv jeg har haft indflydelse på.

Efterfølgende er al min vrede forsvundet. Jeg bliver ikke vred. Jeg kan blive irriteret over mange af de samme ting som før, men jeg føler ikke vrede. Min depression er som sagt væk. Jeg har fået nogle ganske andre prioriteter i mit liv, som følge af nogle de ting jeg blev vist, men også de konsekvenser jeg indså, at nogle af mine handlinger havde. Jeg har markant nemmere ved at acceptere mig selv, og hvad jeg før ville kalde ”svagheder”. Nu kalder jeg dem bare ”mig”. Det er blevet så meget nemmere for mig, at acceptere at jeg er som jeg er – Hvis jeg mandag eftermiddag hellere vil drikke et godt glas whisky, så er det sku ok at skrotte den 20km løbetur. Hvis jeg ikke når alle mine lektier.. Så går det nok alt sammen. Jeg er blevet meget mere balanceret som menneske.

Som du måske kan læse, er det meget svært for mig, at sætte ord på oplevelsen og efterarbejdet. Men jeg bliver stadig selv opmærksom på nogle nye ting, hver gang jeg fortæller om det – Så spørg endelig ind til det. Det er jo ofte netop ikke en sparring, man kan få fra nære venner og familie.

Lykke til,
Dalight

Jeg har netop været på ophold med Healingrejser. Har aldrig prøvet et psycedelisk trip før, så det var meget grænseoverskridende. Jeg troede jeg vidste hvad jeg havde i vente, men blev alligevel overrasket. På godt og ondt. Jeg har en frygt for at kaste op, så lidt dårlig kombo, men overvandt det på anden turen og det vendte det hele. Jeg erfarede at setting bare ER ALT! Det hele foregår med en blanding af professionelisme, spiritualitet, omsorg og kærlighed, som gør det totalt tryg ved oplevelsen. Selvom jeg til tider kæmpede en voldsom kamp fysisk og psykisk under rejsen, så var jeg i stand til at forblive i rejsen uden at springe ud pga. jeg hele tiden kunne føle min bevidsthed inde bagved og vidste at hvis jeg blot rakte hånden op kom der en og hjalp mig eller holdte min hånd.

Det siges at i Peru er fysisk kontakt slet ikke tilladt under rejsen hvilket lyder skidt for mig og jeg ville ikke turde sætte min lid til nogen sådan et sted. Hos healingrejser har lederne adskillige uddannelser inden for psykologien m.m. og de fleste af guiderne/hjælperne har også stor menneskelig indsigt. Det er altså altafgørende når du får dårligt trip. Og min erfaring fra mig selv og medkursister siger, at en aya rejse sjædent er udelukkende behagelig.