Den her tekst er nok mere et essay end et digt. Jeg syntes ikke den fortjener sit eget topic. Ikke velskreven nok til en triprapport. så jeg poster det her

Den Grønne Lady
Træder ind, sød duft I hele rummet. Du syntes fraværende.
Jeg nulrer, du rister og ruller. De første sug, samtalen ændrer drejning. Lever op. Tager form.
Snakker om livet, følelser, mening. Det der betyder noget.
De tanker der typisk kan virke akavede at dele mellem to mænd.
Tanker dukker op som svar, tænkes færdig, men forsvinder I tankegrød.
Retten fokus mod væggen, den syntes at have alle de svar, jeg ikke selv kan formulere i ord.
Mange ting, har jeg lyst til at sige til dig. Men hvilke associationer og billeder vil det skabe, I dit sind?
Jeg frygter, at du ikke er klar til at se de billeder. At de vil vælte din skrøbelige verden.
Eller også er det mig der er bange, for at se billederne reflekteret, i dine blanke, fugtige øjne.
Jeg kan ikke huske hvad vi lige har snakket om, bare at det føltes godt.
Stjerner kigger ned på mig. Koldt, glat og vidt.
Mine sko presser sprød sne sammen ved hvert skridt.
Hører stemmer. Jeg er helt alene nu, ingen vil kunne hjælpe mig. Gaden er tom.
Hører fodtrin, eller er det bare min jakke der knitrer? Konstaterer igen at gaden er tom.
Mærker en skygge snige sig op på mig, hurtigere end jeg kan sanse.
Mærker et hårdt slag i mit baghoved.
Ingen smerte. Slaget aftager, diffunderer ud i resten af mit hoved. Varme, stilhed, ro.
Mærker og ser den.
Den plejer at være en sagte stemme der hvisker mig i øret når jeg er ubevidst.
Nu ser jeg bæstet, I dets reneste, brutale form; Angst!
Den grønne lady tog et spadestik i mit ubevidste, gravede bæstet frem til mig.
For den oplevelse, er jeg hende evig taknemmelig.
Griner, og tænker at sindet er en forunderlig størrelse.