Psychedelia.dk

Fra dagens drot
Er jeg vendt bort,
Tavst slikker jeg mit banesår.
Hernede - dybt,
i bælgens mulm
Er du hos mig i anelser.

De ømme strøg,
Som silkeblød sødme,
Beruser mig med honning.
For din mørke ånd
er jeg på knæ
Du dunkle, Sydens dronning!

Dit væsens gåde,
Shulamit,
en sigelse så fyndig.
Oplyst af ord
Fra egen mund:
“Jeg er sort, men yndig!”

Som stenen rødmer
Tier jeg,
Jeg hører hvad du siger:
“Giv agt
På hin mysterie:
Først tre, nu er der fire!”

Af solens stråler
lutres vi
Som ynglinge i ilden
Straks ved din ankomst
Skuer vi:
Vor trængsler bliver kilden!

Plantet dybt
I frodig jord
Den sjæl, der ej fortæres.
For ham
Blir’ flammen søjle nu,
Se vande skille, han bæres!

Et mod du vækker
I vort bryst,
At gå gennem ild og vand.
Med luft
fra duens vingesus
Til jord vi muntert blive kan.

Af asken stiger
Fugl føniks op,
Hans vinger tvættet med sod.
I morgenrødens
Forklarelse
Omfavner han sin brud.

SOK SOM BLEV VÆK

Sok som blev væk,
helt væk —
var det vaskemaskinen,
eller mig?

Du lå der jo,
lige dér.
Et liv i par.
Og nu?

En enkelt fod
går alene
ind i verden,
uden makker,
uden svar.

Og stadig —
hver gang jeg folder,
vender jeg tøjet og håber
som en idiot
på miraklet.

Vi venter stadig.
Et halvt blik i skuffen,
hver gang den åbnes,
som om verden kunne finde på
at sige undskyld og give os den tilbage.

Men nej.
Den sok blev ikke væk.
Den forsvandt.
Og ingen af os ved,
om det er værre eller bedre.

Den blev et symbol —
på alt det,
vi aldrig fandt igen,
men stadig
har plads til i skuffen.

SØVN I ØJET

Søvn i øjet,
gammel trøje,
dagen står og glor —
men jeg glor ikke igen.

Intet startet,
intet føjet,
kun kaffens dumme dryp
og en stol der stadig husker
i hvilken stilling jeg sad i går.

Verden venter,
men jeg venter mere.

ET FRØ ER NOK

Et frø er nok.
Ikke for at gro en skov —
men for at huske,
at noget kan gro.

Det er ikke håbet der skriger,
det er håbet der nikker sagte,
mens det glider ned i jorden
sammen med alle de andre ting,
vi ikke fik sagt højt.

Og i dét
er der fred.
For du ved det,
og jeg ved det.
Og det er nok.

3 FLUER MED ET SMÆK

3 fluer med et smæk,
3 digte, kastet væk —
ud af vinduet
og ned i din hæk.

Hvorfor sidder du sådan der?
Skal du være fræk?
Verden banker på
og du sidder med fluesmækkeren
som om det var dig
der bestemte.

Måske gør du.
Måske er du den eneste
der ikke skriver for at blive læst,
men fordi hækken
og fluerne
og jeg
fortjener det.

JORD UNDER NEGLENE

Og det må man også godt,
få jord under neglene,
så man ikke ligner
alle de andre fine drenge,
som bare går og polerer sig.

Ja, det må man rigtig gerne.
Polerede drenge glimter i lyset —
men bliver væk, når det regner.

Du derimod
står med hænderne i mulden
og skriver med pletter på ærmet.

Det holder.
For skidt forsvinder,
men sandhed bider sig fast
i rillerne af slid.

Der er ingen nål i reverset,
intet certifikat på ryggen,
kun kroppen der har båret
alle de dage,
som ikke blev til noget særligt —
men stadig blev til noget.

Du har gået med sten i skoen
og mudder på tankerne,
men blev stående,
ikke som statue —
men som træ.
Rodnet i bitter jord,
krone i tør himmel,
og ikke én fugl
fløj forgæves forbi.

Det er dig,
ikke som de husker dig,
men som du blev til
hver gang du nægtede
at vaske hænder
for at passe ind.

ET SPARK AF EN HEST

Digte der ikke beder om lov.
Der ikke hvisker i hjørnet
men træder direkte ud på dansegulvet
med en hestesko i panden og siger:
”Så, læs det, eller bliv væk.”

De gør ikke indtryk —
de laver indhug.
En linje af mudder,
et spark i sjælen,
en smag af blod og sand på tungen.

Så vær velkommen,
dig der stadig tror poesi er pænt.
Træd nærmere.
Og mærk hvor hårdt ord kan sparke.

Et spark,
ikke for din fornøjelse —
men for din opvågning.
Ikke pynt, ikke plaster,
ikke noget at hænge på væggen
og nikke til over kaffe.

Men et knæ i solar plexus,
mens du forsøger at undgå
dit eget spejlbillede.

Dette er ikke kunst for kunstens skyld.
Det er kunst for sandhedens.
Og sandheden er ikke smuk.
Den er sjældent engang sober.
Den lugter af sved og opvask
og det blik du undgår i bussen
når du fanger dig selv i andres øjne.

Så læs,
hvis du tør —
ikke for at glemme,
men for at huske
hvor ubehageligt ærligt
livet faktisk er.

DE 3 ORAKLER I HÆTTETRØJE

3 drenge i Rema, 4 bakker med æg,
hvad skal de hjem og lave? Det må for fanden da være skægt!
En nikker til damen, med blikket i hak —
"Vi har en mission", det siger hans takt.

Hun scanner med ro, men hjertet går bam,
for noget i luften føles som glam.
Et glimt i hans øje, en svag latter siden —
i nat sker der noget, hun ikke må vide.

En gammel mand taber sin gulerod.
Drengene stirrer — men bryder ej koden.
For selv kaos i gryden kræver taktslag og ære,
og mesterens blik må man aldrig forværre.

Ude i mørket står gryden og venter,
på æg eller løjer — hvem fanden bestemmer?
En omelet?
Måske.

Men jeg tror:
I nat går tre drenge til ro — og smiler i søvn som få.

Der er ikke noget der gør mig mere slap, end små vatpikke, der kunne have taget teten selv, men opgav den for anderkendelse af dem selv som tabere. Fuck jeg hader dem lige nu. Fucking små idioter. Man kigger bare og kigger på dem og tænker, ja har du ikke mere løgn du skal fyre af, jeg kan nemlig se at intet af det hænger sammen, og det er virkelig klamt og usselt, men lad os høre det alligevel. Din løgn.... den løgn du tror på, ikke fordi du tror den er sand, men fordi den bringer dig den tryghed din dumme hjerne aldrig kunne finde selv. Du tror på individet, men du fornægter dit eget. Du tror på friheden, men den skal gives af andre. Du tror på at vanvid kan være smukt, men sidder der og undviger ved synet af den. Fucking kujoner.

PS Fuckfingre og kys til dem der forstår hvad jeg mener!