Psychedelia.dk
https://psychedelia.dk/forum/

Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.
https://psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?f=11&t=44632
Side 1 af 1

Forfatter:  Am-Ratt And [ 29 apr 2013 16:45 ]
Titel:  Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

En dag var Am-Ratts menneske-krop præget af ubehag, og hans hoved af utilstrækkelighed. Derfor gik Am-Ratt sig en tur, og tænkte over sin situation. Han var hjemsøgt af fremtiden, og kunne ikke finde ro. 'Hvordan skal jeg nogensinde falde til?', tænkte Am-Ratt. 'Hvordan skal jeg nogensinde blive til noget?'

Plaget af mange dystre tanker gik Am-Ratt uden mål og med. Så kom Am-Ratt til en sø, hvor han slog sig ned under et træ, der svalende skyggede for en kraftig sol. Sådan sad han i græsset under træet og betragtede søens blanke spejl, der reflekterede en blå himmel med kun få og små svævende vathvide skyer. En mild brise blæste, og Am-Ratt betragtede hvordan vinden passerede over vandet. Vinden gav søen et overflademønster af tusind subtile rynker.

Og på søen fik Am-Ratt øje på en and, der roligt drev hid og did, uberørt af Am-Ratts blik. Hvor fredfyldt den så ikke ud. Anden lyste blåligt-grønligt-gråt, opfyldt af stoisk ro. Men Am-Ratt vidste at den padlede livligt under vandets overflade, og skabte fremdrift med sine cyklende små svømmefødder.

Anden så absurd ud, som kun ænder ser absurde ud. Men anden var ligeglad. I fuld ro med sin egen absurditet padlede den frem og tilbage uden en bekymring i verden. Først sejlede den ét sted hen. Så lå den stille et øjeblik. Så skiftede den retning. Nogle gange vraltede den ind på land. Så gik den lidt rundt. Så lagde den sig lidt. Så skulle den tilbage i vandet. Sådan blev den ved længe, i fredfyldt meningsløs aktivitet.

For der var intet formål. Men anden manglede ikke et formål. Den var ikke blot i fred med sin egen absurditet, men også i fred med verdens

Og en tanke ramte Am-Ratt:

'Jeg er ligesom anden. Jeg driver frem og tilbage uden mål og med. Udadtil er jeg rolig - men under overfladen arbejder jeg hårdt for at holde mig ovenvande'.

'Men hvor vil jeg hen med mit liv? Jeg ved det ikke, og derfor bliver jeg fortvivlet. Men anden har heller intet mål - og den lever i fred. Den driver rundt på søen og nyder solen. Og ind imellem siger den...'

RAP

'Jeg siger så meget. Jeg tænker så meget. Men hvad hjælper det? Stadig søger jeg efter et mål, men det er ikke til at finde.'

RAP-RAP.

Brisen kærtegnede Am-Ratts kind. Den var rar og mild. Træets blade hviskede sagte. Søens overflade krusede. Og anden sejlede stadig rundt.

Og pludselig så Am-Ratt sig selv. Han så hvordan han sad under træet ved søen på denne milde dag. Han så hvordan han sad og så bekymret ud. Han så sig selv fra vandet. Et menneske der så tænksomt og ensomt ud.

'Hvem er det?' tænkte Am-Ratt. 'Hvorfor ser han så bekymret ud? Solen skinner og søen er blank. Træet og jorden er sammen med ham, men hvor ensom ser han ikke ud? Hvad er der at bekymre sig om her? Alligevel er hans pande fyldt med små bekymrede rynker. Det er underligt'.

Og så, som ved et fingerknips var Am-Ratt, tilbage i sig selv. Han sad og så på anden, og andens sorte øjne. Pludselig ramte en erkendelse Am-Ratt, og hans krop føltes let som en fjer. Uden at tænke sprang han op og udbrød:

'Jeg er en and! Og anden er mig! Jeg driver rundt på må og få. Jeg nyder solen og vinden og vandet. Det er absurd og meningsløst - men det er lige her og nu! Hvad betyder mine ord og mine tunge plagsomme tanker om fremtiden så?'

RAP-RAP-RAP.

I en pludselig elegant bevægelse lettede anden fra vandoverfladen og indtog den blå himmel. Am-Ratt fulgte den med blikket og så hvordan den sluttede sig til en gruppe af andre ænder, der hurtigt og elegant fandt ind i en perfekt formation.

Der havde været flere ænder omkring ham hele tiden. Men Am-Ratt havde kun set den ene. De måtte have lettet nærmest samtidig. 'Hvordan kan de det?', tænkte Am-Ratt undrende. 'De tænker jo ikke over det. Alligevel reagere de samtidig, og falder i formation. Det var lyden af mine ord der var signalet...'.

Ænderne var nu et stykke borte. Lyden af RAP fortog sig langsomt. Og ænderne rappede alle i kor:

RAP-RAP-RAP-RAP-RAP
RAP-RAP-RAP-RAP-RAP-RAP-RAP
RAP-RAP-RAP-RAP-RAP

På vej mod nye søer, og nye stunder under solen. Andre steder at drive rundt på må og få. På vej mod mere af det samme.

Am-Ratts hjerte var forvandlet.

Forfatter:  crazym [ 29 apr 2013 17:20 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

RAP-RAP-RAP :)

Forfatter:  Den Rolige [ 29 apr 2013 17:50 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

Smuk historie med en god morale som giver god mening og kan se mig selv i. Det fik mig lige til at tænke over nogle ting som jeg ikke havde forventet ville komme frem, i hvert fald ikke i dag.

Tak - eller burde jeg sige RAP? :)

Mvh

Forfatter:  PiratPåRom [ 29 apr 2013 18:58 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

Rap for fanden i helvede Am-Ratt! Kan alt for godt relatere til det der!

Historien var morsom og samtidig underligt rammende :D

Forfatter:  .....? [ 30 apr 2013 09:15 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

Jeg må rappe med de andre - fed film som kørte i mit indre.

Nyd nuet uden alle de spekulationer om fortid/fremtid som hidtil har formet mig i den omskiftelige verden - det er projektet jeg har levet med skiftende held i de sidste år.
Det går den rigtige vej men vejen er stadig lang og gå. Jo længere væk jeg kommer fra den kriminelle side af mig selv jo lettere det er at være mig.
Overvejelser og planlægning har gjort mit hår gråt nu gør solen det lysere som da jeg var barn.
Rynkerne forsvinder ikke men deres visdom jeg lader mig favne af.

Rappelappe :P

Forfatter:  frækfyr [ 30 apr 2013 10:41 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

Dejlig historie med en lige så dejlig morale.

Forfatter:  Am-Ratt And [ 30 apr 2013 13:22 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

Jeg fornemmer en interesse for ændernes sprog. Som and, der har lært sig at tale menneskesprog, og menneske der har lært at sige RAP, er det kun rimeligt at jeg siger et par ord om ænders kommunikation. Til gavn for den større fred og forståelse imellem arterne :)

Det er egentlig forkert at sige, at ænder har et 'sprog'. 'Sprog' betyder jo mange forskellige ord, grammatik, semantik og alt muligt andet. Alt den slags har ænder ikke. Vi har kun RAP.

Mennesker har tusinder af forskellige ord, der alle betyder noget forskelligt og som har mange nuancer.

Vi ænder har RAP:

-RAP betyder det hele.
-RAP kommunikerer alting.
-RAP er det passende at sige i alle sammenhænge.
-Er der ingen grund til at sige RAP, så er der ingen grund til at sige noget overhovedet.

Når én and er alene og siger RAP til sig selv, så er det ikke fordi den nødvendigvis gerne vil høres. Den siger bare RAP fordi den siger RAP. Men hvis en anden and hører den, og også siger RAP, så vil den første and aldrig være uenig. Hvordan skulle man kunne mene noget andet? RAP.

Én and alene kan sige RAP for sig selv. En flok af ænder kan sige RAP sammen. Én and i flokken som siger RAP, siger ikke RAP for at overdøve de andre, eller for at de andre skal lægge mærke til den ene and. Den ene and siger derimod RAP for at styrke det fælles RAP. For der er kun ét sandt RAP, som alle ænder biddrager til i fællesskab.

Der er ingen grund til at sige noget andet. RAP siger det hele.

Når de mange ænder siger RAP, så vokser det ene sande RAP. Når én and siger RAP, så er det der bare diskret i baggrunden.

Jeg er en and. Var der ikke en grund til at sige RAP ville jeg ikke sige det. Og RAP er den bedste grund til at sige RAP.

Jeg siger det først for mig selv. Måske siger andre ænder RAP tilbage. Så er vi sammen om at sige det ene sande RAP. Det er det eneste der er at sige for os ænder.

At sige RAP for sig selv er godt. Det er det, som vi mennesker kalder 'mod' og 'overbevisning'.
At sige RAP sammen med andre er bedre. Det er det, som vi mennesker kalder 'samhørighed' og 'venskab'.
At sige RAP sammen med alle er bedst. Det er det, som vi mennesker kalder 'visdom' og 'erkendelse'.

Men en and kalder bare RAP for RAP.
Der er intet andet at sige.
Mennesker siger at de forstår det.
Det er uforståeligt for os ænder.

RAP.

Forfatter:  Philip Fry [ 30 apr 2013 14:44 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

Utroligt rammende, Am-Ratt :) Jeg har kun en anden ting at sige:

RAP.

Forfatter:  Dødfødt Tanketorsk [ 05 feb 2014 14:29 ]
Titel:  Re: Historien om hvordan Am-Ratt forstod at han var en and.

Så smukt og så sandt

Side 1 af 1 Alle tider er UTC + 1 time [DST ]
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
https://www.phpbb.com/