Min påstand er at sandheden er alt og kan fides i alt, hvis man går helt til bunds i dette. Derfor hører man tit folk på trip fortælle om hvordan helt almindelige ting bliver ufatteligt smukke. Jeg tror at går man dybt ned i hver enkelt tings natur vil man opdage at alt har den samme oprindelse og i sidste ende er skabt som en del af den uendelige og utroligt sammensatte guddommelige oplevelses matrix hvorigennem det er os muligt at opleve os selv som individer. Alt har i sidste instans og på højeste plan samme kilde, selv os og vi ved det jo godt inderst inde. Den højeste sandhed på derfor være oprindelsen af denne forunderlige oplevelsesmatrix og hvad vi kalder den er i virkeligheden ligegyldigt. indenfor vores individuelle, personlige oplevelsessfære på det fysiske plan derimod, kan vi hver især vælge nøjagtig hvad vi finder rigtigt. Og så bliver det det. For os. Men hvad der er den yderste sandhed for mig i dette øjeblik behøver nødvendigvis ikke at være det om et minut, imorgen eller et år, idet selve livets natur er udvikling og evolution og derfor til stadighed er i udvikling. Derfor ændres det udgangspunkt min opfattelse af sandheden skabes udfra hele tiden og måske bliver jeg så nødt til at revurdere mit syn på sandheden imorgen p.ga ny viden og nye erfaringer indenfor matrixen kaldet livet.
Teoretisk burde jeg på et tidspunkt nå en form for højeste grænse af hvad den yderste sandhed er f.eks. Gud. Jeg kunne ved at udforske den tilgængelige esoteriske åndsvidenskab så opdage at altets natur er gud/dig/mig er alt der er og derfor er den endegyldige sandhed, men da vi så alle er gud der oplever sig selv som individer adskilt fra guddommen gøres derhele tiden nye erfaringer og selve matrixen opdateres derfor hele tiden og er i konstant vækst. Dette er livets og universets natur. At udvikle sig indefra og udefter indtil en eller anden grænse er nået og tiden er kommet for en ny erfaringsmulighed, nemlig udefra og indad. Big Bang II. Universtes eller guds åndedrag. Og hvad der derefter kommet til at ske skulle være en sammentrækning og tilbagetrækning fra det fysiske plan og bevægelse imod det åndelige og på de indre planer. Så startes der forfra med et nyt udgangspunkt en tand længere oppe i spiralen og gud har lært endnu en lektie om sin egen natur.
Dette er en del af hvad man kan studere gennem den nedfældede esoteriske litteratur og man kan gå så dybt ind i stoffet, der er meget nuanceret, at man tilsidst får hovedpine af at prøve at integrere det. Så ligger man på grænsen af hvad man kan rumme i sin opfattelsessfære i dette øjeblik og det synes jeg er enormt spændende. Imidlertid synes jeg det fede er at det er lige meget om man opdager den yderste sandhed eller ej, livet er stadigvæk fedt og fyldt med fantastiske muligheder og oplevelser og den yderste sandhed har vi alle i vores indre og selvom vi måske ikke som individ kommer til at realisere vores yderste guddommelige natur i denne livscyklus, så vender vi tilbage til vores oprindelige væren når vores fysiske hylster ikke længere kan opretholde sin struktur her i det fysiske mere.Der er ikke noget vi kan gøre forkert! Bare oplevelse. Oplevelse af forskellig karakter og på forskellige planer er alt der er. Vi kommer hjem og sætter os ned og grunder lidt over vores forunderlige rejse og planlægger måske en ny med nye mål og med en ny viden. Med en ny sandhed som udgangspunkt. Man tænker lidt over den dejlige drøm man lige har haft og fortsætter derpå sin gøremål indtil det igen bliver nat og man drømmer en ny drøm. Måske eller... Måske synes man at det der kaldes livet på jorden var så fedt et trip at man samler sig nogle flere svampe for at få adgang til endnu et trip! Bare en tanke
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
