Her er en stil om lykke, som jeg skrev i dansk (5 sider). Jeg kunne egentlig godt tænke mig en diskussion om hvad lykke er, og det her er så mit bud på hvad den er.
Kommentarer, rettelser, ris og ros er velkomne
Tak til Oddensvin for korrekturlæsning.
Lykke – hvad er det for noget? "En følelse som skyldes stor glæde og tilfredshed" er Politikens Nudansk Ordbogs definition af ordet lykke. Men hvad er glæde og tilfredshed? Hvordan opnås disse to ting? Der er ingen tvivl om, at alle mennesker stræber efter glæde og tilfredshed – det er en egenskab, et instinkt, som ligger meget dybt i menneskets natur… men alligevel er antallet af depressive mennesker stærkt stigende, og statistikkerne har de sidste mange år ikke haft intentioner om at gå den modsatte vej. Hvad der skyldes denne bombe, har man diskuteret i årtier. Nogle skyder skylden på den tomme materialisme og på manglende spiritualitet, andre på samfundets opbygning, normer og love, som skaber stress, destruktion og tabu – og dermed også fortrængning.
I videnskaben skelner man mellem to forskellige former for lykke: Den, som skabes af sensoriske input, og den, som skabes spontant af hjernens biokemiske sammensætning. Biokemien er arvelig, og for mange mennesker bestemmende for om de generelt er nedtrykte eller euforisk lykkelige. Denne biokemiske balance kan påvirkes af rus- og lægemidler, og det er ofte biokemien der er målet for videnskaben.
I den vestlige verden, hvor den industrielle, teknologiske og videnskabelige revolution har slået igennem, har man en forestilling om at lykken opnås igennem materialistiske interesser, som fører kapitalisme med sig. Er du nedtrykt, så køb et 80 tommer TV. Influerer det ikke dit humør, så behold TV’et og køb endnu flere ting. Hvis dine indkøb ikke hjælper, bør du straks søge læge og starte et nyt liv på lykkepiller – magiske piller, som kurerer de mennesker, der er unormale nok til at blive nedtrykte, fordi de ikke kan finde lykken på materialismens præmisser.
De seneste år har man diskuteret effektiviteten af lykkepiller, og om der burde indføres en skærpet kontrol mht. hvem der indtager disse piller. Pillerne er effektive mod depressioner og nedtrykthed forårsaget af en biokemisk ubalance, men pillerne er komplet ineffektive mod nedtrykthed skabt af sociale, sensoriske og psykologiske årsager: Kritikken lyder, at psykologi kræver kommunikation og åbenhed, ikke kemi.
Lægevidenskaben har i dag alligevel formået at pådutte utrolig mange mennesker den arrogante holdning, at alt kan ordnes af lægen med de rigtige piller. Har man ondt i hovedet, skal man straks have en Panodil. Skal man en tur til undersøgelse hos tandlægen, skal man have lattergas eller lokalbedøves. Er kroppens døgnrytme en smule i ubalance i nogle dage pga. anstrengelse og stress, skal man have sovepiller.
Pga. lægevidenskabens evne til at pillebombe mennesker ud af deres utilfredsheder, har den fået en magt og et monopol, der nærmest tvinger folk til at tro på at utilfredsheder og sygdomme ikke burde eksistere i vores verden. Disse bør omgående blive behandlet med piller. Mange tilhængere af lægevidenskaben oplever det kæmpe, tabubelagte hul i det ellers perfekte lægevidenskab – et hul der bevirker, at visse sygdomme og generelle utilfredsheder ikke kan kureres. Få får sig et kæmpe chok og indser at vejen til lykke bør opsøges på andenvis og under andre spilleregler. Resten bliver misbrugere af narkotiske stoffer som alkohol og heroin, blot for at flygte fra den barske, materialistiske virkelighed.
I vesten er det som om, at det ikke er tilladt at opleve noget negativt – ikke så underligt, at færre og færre mennesker er lykkelige: Lykken er så meget i fokus, at ulykken opsluger os i sin egen mulighed, blot for at skabe balance og harmoni. Denne balance er så problematisk for mange menneskekulturer, især vesten, at alle forsøger at flygte fra den. Men hvis man ikke skal flygte, hvad skal man så…?
Tager vi derimod udgangspunkt i det psykologiske aspekt, som er baseret på sansning og reaktionen heraf, opdager vi at mennesker er vidt forskellige. Vores diversitet bunder i vores individuelle, følelsesmæssige reaktioner på barndommens omgangskreds og miljø, mente Freud. Vores fortid er skyld i den personlighed vi har fået ”tildelt”, og vores holdninger er formet af vores personlighed og livserfaringer. Derfor er vi som mennesker unikke, og kan yderligere variere pga. kulturelle forskelle.
Jung mente det samme som Freud, men adskilte sig fra ham på nogle punkter: Jung havde en mere transcenderende tilgang til tilværelsen, og mente at mennesker har en kollektiv ubevidsthed, hvor vi kan ”arve” uforløste samfundsproblematikker til videre bearbejdelse. Desuden adskilte han sig radikalt fra Freud ved at mene, at alt ikke kun handlede om seksualitet og barndom, men at fokus faktisk også kan rettes på nuet og fremtiden. Man kan sige, at han delte noget med eksistentialister som Sartre og Kierkegaard ved at mene, at man som et tænkende individ er i stand til at tage vare om sit liv, og dermed ændre reaktionen på ens personlige problemer og adfærd, således at man kan påvirke ens fremtidige jeg i en mere positiv facon.
Helt specifikt mente Jung også, at verden var i balance – yin og yang vil være en glimrende illustration: Godt, lykke og fred kan ikke eksistere uden ondt, ulykke og krig. Glæde og lykke vil altid tilsmile en i en nedtrykt tilstand, og negativitet vil berøre en i ens lykkeligste stunder. Modsætninger levede i en evig symbiose med hinanden, mente Jung, udelukkende for at forstå værdien af hver enkelt modsætning, således at vi kan lære at værdsætte dem og ikke forsøge at eliminere dem og flygte fra dem.
Dette retter en klar kritik af nutidig videnskab, politik og religion (hovedsageligt kristendommen), som forkaster alt negativt i håb om at finde det gode i tilværelsen, i stedet for at approbere det negative, sammensmelte med det for derefter at nyde det. Er man i stand til at behandle negativiteten på denne ærværdige måde, kan man opnå indsigt om modsætningernes vigtighed, og derigennem nyde lykkens ekstatiske velsignelse i et balanceret sind, hvor negativitet og nedtrykthed ikke er frygtet, men integreret i ens hverdag som en essentiel del af livet og den menneskelige eksistens.
Der er ingen tvivl om, at mennesker nyder den lykkelige tilstand en smule ekstra efter en nedtur, men der er heller ingen tvivl om at vi alt for hurtigt vænner os til den glade og lykkelige tilstand – så meget, at det mindste kan bringe humøret i voldsom ubalance. En øget frygt for at blive nedtrykt igen vil opstå.
Eksistentialisten Jean-Paul Sartre sagde, at vores frihed til at vælge og tage beslutninger, i håb om at opnå noget positivt, ikke kun er en fantastisk mulighed, men også en forbandelse. Vi er tvunget til at tænke og derefter tage beslutninger, og selvom det giver os en væsentlig fordel i tilværelsen, er vi ofte skræmte for konsekvenserne, da vi ikke på forhånd kender resultatet af vores handlinger. Desuden vælger vi noget fra ved at vælge, og vi skal derudover stå til ansvar for vores valg og beslutninger, som ikke var så gode alligevel. Ansvaret og utrygheden er faktorer, som mange mennesker flygter fra – Sartre mente, at hvis man ikke kiggede det ukendte og uforudsigelige i øjnene, ville man til sidst ramme tilværelsens meningsløshed, hvor lykke og mening virker distanceret og umulige at opnå.
Det har altid ligget til den menneskelige natur at frygte det ukendte og negative, og dermed flygte fra det. En del mennesker gør det med fortrængning eller rusmidler, mens nogle identificerer sig med en samfundsmæssig rolle, hvor vi kan handle efter et forudbestemt mønster, uden at tænke over det (f.eks. ved at være en soldat). Andre gør det ved at flygte ind i mængden (Kierkegaard), hvor vi tankeløst kan handle efter mængden af mennesker eller normer, og glemme os selv. Resultatet kan blive identitetsløshed, skyldfølelse og manglende personlighed, som vil trække os endnu tættere på meningsløshed og ulykke, som vi fra starten af har forsøgt at undgå.
En anden eksistentialist, Frankl, mente, at lykke og et meningsfuldt tilværelse kan opnås ved at løse de opgaver og udfordringer, som tilværelsen stiller os. Kun ved selvrealisering og overskridning af vores egne grænser, kan vi opnå lykken og det positive ved tilværelsen.
Retter vi fokus på østen, hvor filosofien er en anden, hvor menneskerne er mere spirituelt anlagte og hvor materialismen er minimal, eksisterer en anden opfattelsen af lykke. Buddhismen og Islam er dominerende religioner, og tilhængere af disse to religioner er ofte meget lykkelige mennesker.
I Buddhismen opnås lykke igennem bevidsthedsudvidelse og åndelig frigivelse. Det handler om at gennemskue den fysiske verdens illusion, og dermed også sine handlinger og reaktioner på den ydre verden. Kun ved at udvide dit sinds opfattelse af verdens afgrænsninger, ved at eliminere begær og lyst, og ved at opleve enheden med mystik, kosmos og hele eksistensen, kan en ægte, langvarig og dyb lykke opnås.
I Islam handler det om underkastelse. Hele ens liv ligger i hænderne på Allah, og når det går dårligt for en, kan man blot bede en bøn og håbe på det bedste. Det giver en god følelse for mange mennesker, når de ved at der er en højere magt der passer på en og vil dømme en. I denne forbindelse snakker Sartre også om, at mennesker kan lade en autoritet eller et andet menneske bestemme for os, således at vi bliver frie for selv at tage et valg. På det punkt har Islam og Sartres teorier noget tilfælles.
I østen er mennesker generelt spirituelt søgende. Lykke opnås ikke igennem at eje ting, men igennem åndelig søgen efter mening, der fører lykke med sig. Det kan være en fordel at opsøge den form for lykke, da man aldrig kan blive træt af den. Den er evigt forandrende, og indtræder altid i en varierende form, der gør den alt andet end triviel og kedelig. Sammenligner vi med materialismen, hvis vedligeholdelse af lykken er baseret på gråd og tilranelse, er den ikke evig, men begrænset og triviel. Man kan hurtigt blive træt af en ting, og derfor vil der være en trang til at anskaffe sig endnu flere ting, for at tilfredsstille sit behov og derigennem opnå lykke. Bagdelen er, at denne form for lykke er begrænset af penge, og desuden kan lykken stjæles af andre mennesker – dette er ikke tilfældet med åndelig lykke, som er evig, ubegrænset og noget, som man ikke kan berøves… den følger en person til graven.
Jeg er en tidligere muslim, som var en del af Islams filosofi og ideologi. Jeg valgte at forlade religionen til fordel for åndelig frihed, da Islam brød med mine principper om, at hvert enkelt menneske bør finde sin helt egen individuelle og unikke vej til en dybere, mystiskspirituel forståelse af tilværelsen og eksistensen. I mange måneder efter mit valg, kunne jeg med min uendelige nihilistiske tomhed i livet forstå hvorfor religioner havde så mange tilhængere. Når folk havde et fundament at støtte sig til, som de samtidig kunne dele med mange andre i verden, samt at lade et højere spirituelt væsen bestemme for en, kunne man opnå en slags tryghed, som Sartre og Kierkegaard beskæftiger sig meget med. Denne tryghed er opium for folket, som Karl Marx ville have udtrykt det. Det er meget nemmere at tilslutte sig tryghed og en mening, i stedet for selv at skabe dem, som størstedelen af filosofiens og psykologiens eksistentialister forsøger.
Men selvom jeg går ind for den individuelle vej til spirituel søgen og derigennem opnåelse af lykken, kan jeg ikke lade være med at holde meget af allerede eksisterende teorier og ideologier. Her kan nævnes filosofi, psykologi og videnskab.
Den verdenskendte kemiker, Dr. Albert Hofmann, sagde engang, at enhver videnskabsmand der ikke var en mystiker, var ikke en rigtig videnskabsmand. Videnskab bør drives af en dyb mystik og en stærk kærlighed til viden, ikke af penge og egoistiske interesser – og det tror jeg bestemt han har ret i. Videnskaben for mig er en del af en større sandhed, men er ikke fuldkommen. For at forstå de biologiske, kemiske og fysiske processer i verden, er man nødt til at have en åndelig og spirituel tilgang til videnskaben – dét, videnskaben kalder for pseudovidenskab. Det er uhyre vigtigt med sådan en åndelig dimension, da det kan forstærke interessen, lysten og viljen til at vide og undersøge mere. Denne åndelige opfattelse af videnskaben kan gradvist afløses af videnskabelige fakta.
Det er blandt andet derfor jeg aldrig har givet mig 100% til Freud, selvom jeg er en stor tilhænger af mange af hans tanker. Jung, derimod, havde forstået at alt, og dermed også lykke, ikke kan forklares ud fra en videnskabelig vinkel, og at Freud var for videnskabeligt anlagt – især fordi han beskæftigede sig med et emne som menneskets psyke. Hvis forståelsen og lykken skal findes igennem videnskaben, må de, som med materialismen, også være begrænsede.
En anden ting ved Freud er, at han udelukkende så på fortiden og seksualiteten som grunden til alle eksisterende problemer. Jung havde en mere eksistentialistisk tilgangsvinkel, som Kierkegaard og Sartre. Hans opfattelse var, at ens eksisterende problemer i høj grad også bunder i ens nuværende holdning og syn på fremtiden, udover fortidens hændelser.
Jeg oplever tit, at mit syn på lykke er anderledes end mange andres. Meditation hjælper mig med at forstå mig selv og mit sind – det er en metode, som kan åbne for underbevidstheden og gøre fortrængt psykisk materiale klar. Dette ender for mit vedkommende tit i nedtrykthed, men jeg vælger at leve fuldstændig med nedtryktheden og forstå den – på en måde, der er meget buddhistisk og shamanistisk karakteriseret.
Derudover har jeg draget stor nytte af Søren Kierkegaard, Jean-Paul Sartre og Carl Jungs idéer. Ved at kombinere idéerne med hinanden, opnår jeg den opfattelse, at selvom ens fortid styrer humøret, så kan humøret altid kontrolleres delvist eller helt i nuet, således at den ændrer sig i fremtiden.
Afslutningsvist opnår jeg øget velvære og lykke ved at udmatte mig selv fysisk (motion), og ved at løse opgaver jeg bliver stillet – såvel spirituelle som intellektuelle.
Dét er for mig ægte lykke. Find din egen.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
.... Dette er lidt off topic, men jeg synes alligevel at jeg skulle have det ud fordi det i en vis grad godt kan perspektiveres med din tekst..