Psychedelia.dk

Disse tanker udspringer af den debat der har været om tørklædekravets placering i forhold til vores begreb om rettigheder.
Selv om dette emne umiddelbart kan forkomme at være oplagt stof for det politiske forum, er det alligevel min vurdering at det filosofiske gods i den bør veje tungest.

For mig er det filosofisk interessante spørgsmål i tørklædedebatten dette: Hvorvidt kan man påpege et punkt hvor islams krav om hijab er i strid med hvad man kan kalde en universelt menneskelig minimumsværdi.

Med dette udtryk mener jeg en værdi, hvis karakter i højere grad bestemmes af formen end indholdet. Altså en værdi der kan siges at være formelt menneskelig og i mindre grad normativ.

En sådan værdi synes jeg det er rimeligt at hævde findes i kravet om ligestilling mellem kønnene.
Argumentet herfor er simpelt: Hvis vi definerer et menneske udfra dets fysiologiske variation i forhold til andre racer på kloden, er der ingen forskel i kønnenes distance til der ikke er mennesker. Vi deler altså, i denne definition, det der gør os til mennesker uden væsentlig variation.

Denne lighed mellem kønnene er konstant og vil aldrig være relativ. Min pointe er derfor, at ser vi på menneskene som biologiske væsener, er argumentet for ubetinget ligeret mellem kønnene altså snarere konkret ontologisk end kulturelt funderet.

I forhold til islam er spørgsmålet så: kan kravet om at kønnene skal agere forskelligt på baggrund af en abstrakt og kulturelt bestemt teori om verdens beskaffenhed, nogensinde være legitim? En forstilling om at gud har bestemt kvindens seksualitet som så radikalt anderledes end mandens at hun må tildække sig (Sura Al-Ahzab 59) er jo netop sådan en teori.

Nej, det kan den ikke. Efter min mening.

Den totale tildækkelse er ikke kun nedværdigene overfor kvinden, men også for manden, da den får ham til at fremstå som et uhæmmet liderligt dyrisk væsen konstant på grænsen til at voldtage kvinder der viser hår og øjne. Heri ligger islams begrundelse for tildækningen også.

Men hvorfor overhovedet fremføre et argument mod en religion så dogmatisk? Dem der dikterer hijabben tænker kun "legitimitet" ud fra hvad der står skrevet i koranen. Desuden er koranen den eneste konstant i Hijab-land, og derfor er forestillingen om kønnenes seksuelle forskellighed ligeledes konstant.

Hvad tror du at dine overvejelser vil afføde?

jo det kan den.

verden ER kultur.

Det mine overvejelser skal lægge op til, er en diskussion af det synspunkt som jeg synes Seth sætter på spidsen i sit indlæg: nemlig at verden er kultur.
I yderste konsekvens mener jeg at denne sætning munder ud i at der ikke kan fremhæves nogen som helst normer eller foreskrifter for opførsel som mere menneskelige end andre. Altså ren rå kulturel relativisme, hvor godt og ondt, rigtigt og forkert eller ønskværdigt og uønskværdigt alle er rene produkter af de givne kulturelle omstændigheder, og ingen af dem kan hæve sig op over andre.

I tilfældet islam synes jeg tydeligt at argumentationen for en fundamental opfattelse af mand og kvinde som forskellige (og dens form) illustrerer at der i hvertfald er nogle normer som strider mod noget menneskeligt. Men hvis hijabbuddet synes at stride mod noget menneskeligt, så må dette menneskelige vel også kunne påpeges som noget "positivt" som dette påbud afviger fra.

Og der er det jeg vil høre om der nogen der har gode bud på hvordan det kan beskrives?

hijab er for mig at se MEGET menneskeligt.

kvinden ER underlagt det transcendent mandelige, og sidenhen er manden underlagt det transcendent kvindelige. da manden har stoerre fysisk magt end kvinden, resulterer det i kulturer som den muslimske.

saa vi er alle slaver for hindanden, men manden har stoerre kropslig frihed i forhold til kvinden og er derfor mere virkelighskabende som saadan, men igen er manden underlagt kvindens luner i en anden grad, saa det ender som akustisk tilbagekobling paa biologisk niveau.

Jeg er ikke sikker på at jeg forstår dig fuldt ud.

Men ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke se at man logisk kan kalde noget som mand og kvinde ikke er fælles om for menneskeligt (som i bestemmende for om nogen kan kaldes menneske).

Vi har jo ved intelligensen (som er fælles og derfor kan kaldes menneskelig) overskredet den forskellighed der kan ligge i fysisk styrke. Med overskridelse mener jeg, at med naturvidenskaben er resultatet af en korporlig kamp gjort umyndig som begrundelse for et magtforhold mellem kønnene.
Derfor kan jeg ikke se noget argument for at kalde en doktrin der hviler på fysisk magt, for menneskelig.

I buddet om hijab (som jeg opfatter det!) er vi ikke lige, og derfor fælles, om at undertrykke hinanden. Der er vi simpelthen bare ulige.

vi er lige i vores uligehed, faelles i ensomheden. naar jeg siger at kvinden er underlagt det transcendent mandlige og sidenhen vice versa snakker jeg mest om roller og kreativ virkelighedbygning. dvs, det transcendent mandlige er en dominerende, virkelighedsskabende, rolle som alle kan baere, det transcendent kvindelige, underdanige, virkelighedspaalagte, er ligesaa en rolle for alle. men ikke andet end det i vores samfund, roller. i det muslimske samfund er disse roller stadigvaek imprintet i en eller anden form for strikst regelsaet, og vi med vores frihed anser saa deres nonfrihed som negativt. og deri ligger fejlen, deres samfund er deres virkelighed, vores samfund vores virkelighed. og ingen virkelighed er bedre end den anden, de virker allesammen ligegodt, vel og maerke hvis succes kriteriet er at der ER en virkelighed, og hvordan kan succes kriteriet vaere andet?

jeg tror det fundementalt menneskelige du snakker om ikke afviger synderligt meget fra de adfaerdsmoenstre en bavianflok udviser. en domineret eksistens skal domineres, og en dominator dominere.

af det kan man jo udlede at vi lever i en frihedens forradne epoke. civilisationen som den bliver udtrykt i den vestlige verden er af det negative. folk her har glemt deres sande natur i humanismens aand, og undrer sig over den muslimske slavindes salighed.

at vaere underlagt en andens kreative handling er nu engang den ultimative frihed. saa hvorfor skabe sin egen virkelighed naar nu den vi deler med de andre er saa nem ikke at tage stilling til.