Det her er nok lidt rodet, men det er mit hoved også for tiden.
Kom til at tænke over det fordi, og det ville jo være lamt at gå mega offtopic.
Medaljensbagside_HPPD_Fanny skrev:
Ja, det er også mit indtryk. Det med at se "prikker" i luften behøver altså ikke være noget som er blevet induceret af psykedeliske stoffer. Måske lægger du blot først mærke til dem nu, fordi du har hørt at der findes noget som hedder HPPD?
Jeg kan huske da jeg sådan ca var 8 år gammel (før jeg havde taget psykedeliske stoffer!). Der havde jeg en snak med min søster om at man kunne "se" luften. Vi var begge enige om at luften i virkeligheden bestod af meget små summende prikker, og vi øvede os i at lægge mærke til dem.
Det med hvide vægge kunne jeg også før mit første trip.
Dermed ikke være sagt at man ikke kan få lidt ændret syn når man har trippet meget. Men jeg ser det mere som et udtryk for, at du på trippet har lært din hjerne noget nyt, og al ny lærdom bliver hardwiret i hjernen hvis du "øver" dig tit nok (neuronerne danner hele tiden nye forbindelser, -selvfølgelig også når du tripper). Derfor, hvis du tripper ofte, vil du også begynde at kunne se visuals lidt, når du er på baseline. Dette er kun ubehageligt hvis man har modstand på det, og tror at man har taget skade af trippet. I virkeligheden er det ganske harmløst, og hvis du holder op med at ofre opmærksomhed på det, vil det holde op igen.
Hilsen Fanny
Har ikke direkte prøvet at have OEVs ved at snakke med intenst med en person, men har tit og ofte følt andre tilstedeværende i rummet når det har været.... Hvilket er en meget mystisk fornemmelse... Lige pludselig kan man mærke flere end 2 i lokalet, kan godt gyse en ned af ryggen hvis stemningen pludselig bliver negativtladet og det ikke er fra den man snakker med..... Det er vel en følelsesmæssig "visual" - har jeg haft siden før jeg begyndte at trippe, begyndte efter et mareridt hvor jeg kunne mærke der var ting i skabene, altså da jeg vågnede... Skreg og råbte at de ikke måtte åbne skabene fordi så kom det ud.... Hvad kom ud??? Det eneste jeg kunne definere det som dengang var "verdenskrig"... Men var også kun 7 år gammel
En enkelt gang har jeg oplevet CEV's hvor mig og min eks lå og snakkede i sengen, jeg med lukkede øjne, hun fortalte om en skummel oplevelse og jeg kunne så se den for mit indre syn, for at få dette bekræftet beskrev jeg den stue som historien foregik i... Med alt for stor nøjagtighed til at det kunne have været et tilfælde, dette er så efter jeg var begyndt på stoffer og havde en del trips i mindbaggen. Men det vel nærmere et syn, fremfor en simpel CEV....
Så kommer spørgsmålet så om det bare er hjernens kemikalier der fucker rundt med en, eller om der virkelig er en form for kontakt til noget andet. Jeg vil helst tro det sidste, fordi jeg føler at have oplevet noget andet end den trivielle eksistens, føler at have oplevet gudommelighed - altså på trip - men det jo igen bare en manipulation af hjernens kemikalier...... Spørgsmålet er så bare om kemikalierne er parafysiske eller om vi er??? Er oplevelserne vi har parafysiske og er de visuals som hjernen frembringer enten naturligt, eller ved en ændring(HPPD f.eks)...
Hjernen er jo et stort spørgsmål, kroppen er jo så komplekst bygget op, at vi endnu ikke forstår den 100%. Er vi istand til parafysisk eksistens? Er det kun nogen af os? Eksisterer vi alle parafysisk? Eller er det bare noget andet der eksistere parafysisk? Er der flere parafysiske "steder" eller er der kun det materiske plan?
Sidste lørdag efter en portion syre, tænkte jeg at jeg ville prøve at trække mig så langt ind i mig selv, at jeg måske kunne opnå egodød, peaket ville alligevel snart komme og var stadigvæk lidt påvirket fra morgenmærket... Så var godt koncentreret og kunne mærke hvordan mine sanser langsomt begyndte at lukke ned. Sad bare og havde dybt fokus på et temmelig psykedelisk stykke lærred, blev dog afbrudt nogle gange af kammier, ikke noget der tog det vilde fokus, krævede bare et smil..... Men da jeg så kunne mærke syren begynde på sit peak, ja der var jeg faktisk temmelig langt væk i forvejen og blev skudt fuldstændig afsted, istedet for at blive et med alt, sprang jeg op fra der hvor jeg sad, alt havde forandret sig... Væggene var blevet af gennemsigtigt materiale med en væske fyldt med lysende partikler i roligt skiftende farver, ikke i noget mønster, bare ren random. Vinduerne var normale og man kunne se ud, hvilket jeg kommer til senere.... Gulvtæppet var konstant udefinerbart, som om det ikke var der - men samtidig var der, kunne ikke relatere til hvorfor gulvet var som det var, det føltes så langt væk psykisk, selvom jeg stod på det.... Mine venner var der stadigvæk, men deres udseende var fuldstændigt anderledes, de var rene former af energi, pulserende, med meget lille nuanceforskel, men jeg kunne stadigvæk skelne dem fra hinanden, kunne mærke hvem der var hvem, selv hende pigen som jeg aldrig havde mødt før.... Pyntetingene var der godt nok endnu, altså dem rundt omkring i stuen og mixeren stod stadigvæk midt i det hele, uden anden forandring end det blålige lys den sendte ud gennem alle åbninger, lignede nærmest luft.... Jeg valgte så at gå over til vinduet og kigge ud, fordi det så da normalt ud... Fra der hvor jeg stod i det mindste, da jeg kommer over til terassedøren og får øjenkontakt med solen.... Ja øjenkontakt med den nedgående sol... Kunne mærke den betragtede mig, sendte følelser til mig, lige inden den valgte at gå i en form for statisk supernova/sort hul hvor den konstant eksploderede og imploderede på samme tid..... Hørte TICON albummet hvor 1987 ligger på, det nye så vidt jeg husker, og det var til 1987 jeg peakede, lige da den går igang... Landskabet udenfor (vi er ude på landet) er helt anderledes, markerne (om de så er jord eller græs) ligner store have i oprør, bølgende græs der slår ind mod huset og begyndende afgrøder der vokser sig store på sekunder, for at visne væk til en væskeagtig substans og slynge sig selv som en bølge imod huset, for kun at repetere det igen og igen og igen og igen. Jeg kiggede op mod himlen, dybt i ærefrygt og ærlig talt lidt bange for trippet, men endnu en følelse til at give energi og inspiration. Himlen var der ikke længere, der var bare åbent, ingenting, som om jeg stod på bunden af et glas i mørket, men oppe i mørket var der noget andet end intet, noget intenst stort som jeg ikke kunne håndtere at forstå og det vidste jeg - så fjernede fokus fra mørket og den følelse som det gav mig, ville ikke se den handling som der forgik udenfor, så jeg vendte mig om og vendte tilbage til stuen, med en panisk frygt i kroppen.. Kunne mærke de andre kunne mærke det og tvang mig selv til at smile, ville berolige de andre, ikke gøre dem opmærksomme på den fare der ventede i mørket.
Pointen med hele tripfortællingen er den rene energi som pludselig repræsenterede mine venner. Jeg var påvirket af lsd på omkring 50'ne time på daværende tidspunkt og et peak burde ikke være så kraftigt, slet ikke med visuals som ligger meget op af hallucinationer, de kraftige følelsesmæssige påvirkninger synes jeg er meget normale når man når den længde af et syretrip. Dette får mig til at tænke parafysisk eksistens.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
