Psychedelia.dk

Vidunderlig tråd.

Jeg nyder også mit udseende i høj grad når jeg er påvirket af stimulanser, hvor jeg ellers er selvkritisk. Jeg tror at det er fordi stimulanserne forstærker evnen til at accepterer sit udseende og derfor kan man ligge det selvkritiske syn væk og fokusere på de flottere træk. Fx er jeg meget betagede af mine øjenbryn og øje-struktur når jeg er påvirket af MDMA. Jeg sys simpelthen at jeg ser så kær ud.

Skægt at det er så udbredt, jeg troed enlig kun at det var mig der tænkte sådan.

Som tidligere nævnt så har jeg også prøvet at kigge mig i "det spejlede spejlbillede". Og ganske rigtig så syntes jeg at min ansigtsstruktur er fuldkommen ændret. jeg kan genkende mig selv, men mit ansigt er som regel mere firkantet og har andre former end jeg før havde troet.

Hvad der er endnu mere spøjst, er at se mit ansigt fra siden, da jeg her ligner en helt anden person syntes jeg. Der kan jeg se mit ansigts lodrette formninger. Hvor jeg i et normalt spejl ser en flad pande og et fladt ansigt ser jeg her mine øjenhulers forhøjninger og min mund/smil ser så meget anderledes ud..

Om jeg så syntes om hvad jeg ser kan til tider diskuteres. Jeg har aldrig været særlig vild med mit udseende, men i stedet for "dårlig selvtillid" vil jeg nu mere kalde det at være selvkritisk, da min holdning til mit udseende aldrig har begrænset mig socialt.

Men hvor man måske selv ser sig selv som en af de mindre kønne personer, kan andre jo se en som en ganske normal-udseende person. For man får jo faktisk aldrig folks virkelige mening af vide. Enter får man at vide at "du er så grim", som regel en hurtig udslynget kommentar man ikke reagere på, eller også er det kvindelige bekendtskaber der fortæller en at "du er smuk", men denne kommentar er også som regel en bekræftigelse på at personen holder af en..

Men ligeså længe mennesket har eksisteret har det været umuligt at ændre på sit udseende (udover vha kirugi), så det klogeste at gøre er at acceptere at sådan ser man ud, og i stedet arbejde med sine sociale egenskaber.. For det er dem der tæller, og det er dem der senere i livet vil blive gået efter, da "de attraktive" for det meste kun er de foretrukne i teenage årene..

Folk er grimme på MDMA:

Bare lige for at buste jeres fikse ideer.

Jeg ligner naturligvis en græsk gud uanset indflydelse og tidspunkt.

Når jeg er på svampe er det første jeg lægger mærke til smilet. Bredt, fra øre til øre. Der synes at eksistere en mere perfekt symmetri i mit ansigt. Og så er der noget med hår. Hvert enkelt lille hår betyder så uendeligt meget. Især er skægget meget fascinerende. Det stikker bare ud af huden. Frækt.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Jeg kender godt fænomenet, men jeg mener nu ikke kun det opstår under påvirkning af diverse substanser.
Jeg ser anderledes positivt på mig selv hvis jeg f.eks er forelsket og det er gengældt.
Hvis jeg er i dårligt humør, har jeg også en tendens til at se negativt på mit udseende, og finde ALLE fejl i både hud, hår, mund o.s.v..
Umiddelbart kan det også være forholdsvis let at ændre den holdning jeg har til mit udseende hvis jeg bliver stående ved spejlet lidt længere. Især hvis jeg koncentrer mig om at vurdere mig selv.

.. og så er der de dage hvor jeg står foran spejlet og slet ikke ser mig selv, fordi jeg har så meget andet i tankerne.

I forhold til når man er under påvirking af narko, kan jeg godt relaterer til at ansigtstrækningerne ser anderledes ud, og man ser sig selv med "fremmede øjne". Det er en underlig fornemmelse.