Psychedelia.dk

Hey - jeg vil lige dele nedenstående tekst med jer. Det er så rart når man falder over de her guldklumper... =)



Håber I nyder det gode vejr!

Er det Rumi? eller hvem er det har skrevet den der?

_________________

ved ikke om det er mig... men fatter den ikke

Kort fortalt skal det vel bare forstås som, at alle oplevelser/øjeblikke, gode, som dårlige, kun er midlertidige/øjeblikke og derfor ikke værd at "spilde følelser på". Når det går op for en, at intet er varigt, så vil man kunne opnå fred med sig selv. Det skal dog ikke forstås som, at alt derfor kan være pisse ligegyldigt og ikke værd at beskæftige sig med.

Er dette korrekt sådan i grove træk?

_________________
Overdosis, badtrip eller lignende katastrofer? ->Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Sådan har jeg hvertfald forstået den. Måske med det lille twist, at man ikke kan købe sig til lykke.

Entheo: Jo det kan det vel godt....


Nu siger jeg garanteret det samme på en anden måde:D

Men jeg forstår det som: Hvad end der lige er sket, så passere det forbi og bliver til noget der er sket. Med den tanke i baghovedet er man egentligt istand til at overkomme hvad som helst......


Fedt på en solskinsdag.

Men alle øjeblikke er jo påvirket af tidligere. De danner derfor en sammenhæng, der gør at man ikke kan se bort fra dem da hele ens virkelighed er baseret på dem.

Jeg synes at historien mangler et fokus på historicitet (altså at vi bærer vores fortid med os ind i fremtiden) og frem for alt engagement.
Altså vores engagement i de situationer vi befinder os i. At sige at "hvert øjeblik forsvinder som alle andre" er at skære noget af det mest essentielle ved at være menneske væk: Nemlig det at nogle øjeblikke betyder så uendeligt meget for os. Folk drømmer, forelsker sig, laver kunst, får religiøse oplevelser, går i krig for et princip, laver matematiske opfindelser osv.. Nogle oplevelser og begivenheder påvirker hele resten af vores liv, og måske hele resten af menneskehedens historie.

Jeg synes teksten lugter lidt af teenage-relativsme eller en kujon-udvej.

Historien handler om hvordan den arketypiske vise mand lever af at sælge sand i Sahara til godtroende søgende, der tror, at de kan opnå det, der aldrig kan opnås. I historien får kongen ringen gratis, men det er helt klart, at den vise mand på den ene eller anden måde nok skal få sin belønning. Den vise mand får prinsessen og det halve kongerige for at have dræbt en drage, der ikke eksisterer, og for at have klædt kongen på med nye, smukke, men usynlige klæder.

Anbefalingen om at tænke sig om, minde sig selv om altings forgængelighed, og se tingene i et lidt længere perspektiv, inden man beslutter sig for om noget er godt eller ondt, kan være et meget godt råd. Som Zarathustra er inde på rummer det dog også kimen til en flugt fra verden ind i en imaginær verden. Hvis kongen er så dum, som han fremstilles, og rent faktisk endte med at øve sig i fuldstændig abstraktion fra "godt" og "ondt", og altings forgængelighed/tomhed, sådan som det lader til, at den vise mand anbefaler ham til sidst, så ville han snart være et lille lam i den vise mands klør.. Han ville blive en forvirret grøntsag.

Hvis kongen havde været intelligent (hvilket der dog ikke er noget, der tyder på), så ville ringen og instruktionen have været en sand velsignelse, da kongen så ville være blevet istand til at herske over godt og ondt, og inden længe sikkert selv ville kunne manipulere og narre andre, præcis ligesom en vis mand. Men det ville den vise mand næppe have tilladt.

De fleste store sandheder har et næsten overvældende potentiale som gemen manipulation. Spørg bare en spindoktor!

synes ikke den historie kræver et emne for sig

selvom man måske har et sageligt øjeblik i sjælen, sekundet efter man har læst historien efter at ha stumblet den

Easy on... teksten er ikke noget der nødvendigvis kræver at man lever efter hver dag, men jeg synes den passer godt i nogle sammenhæng - både gode og dårlige. Jeg læser den ikke som en omgang "who-gives-a-shit-about-what-I-do-teenage-vræl", men sådan er vi jo forskellige. =)

Idéen var at ligge op til diskussion og dele det med andre folk, hvilket vel har lykkedes meget godt.

Helt sikkert.

Et (lomme/pseudo)filosofisk indspark er altid velkomment i dette forum!

Og jeg synes bestemt at det er en interessant historie. Og venter spændt på hvad folk har af argumenter mod min "kritik"

Jeg ser historien som en parralel til hvor tids coaching/healing problematik, hvor kongen representerer den forblændede der i desperation spilder sin tid på en eller anden latterlig guru/coach - representeret af den vise mand

Jeg kan godt se pointen i historien - at selv en situation, der føles uudholdelig på pågældende tidspunkt, vil passere forbi. Så derfor skal man ikke bruge al for mange kræfter på at kæmpe i mod, da den jo alligevel bare er forbigående. Det kan også virke meget betryggende, hvis man er inde i en svær periode. At man ved, at selv den stærke smerte, man oplever, vil gå over på et tidspunkt. På en eller anden måde kunne man også tolke det som om, at man skal anlægge en mere neutral holdning til det, man oplever, og ikke klynge sig fast til de positive øjeblikke eller prøve at undgå de dårlige. Men at man der i mod mere skal lade det være, som det nu er, uden at bruge overdrevent meget energi på det. Fordi man anlægger sådan en holdning til livet, behøver man da ikke være hverken ligegyldig eller uengageret. Det får måske tværtimod en til at se mere nyt og friskt på øjeblikket, da man ikke er så tynget af forventninger til det, men bare lader det se ud, som det nu gør. Hvorfor skulle man ikke kunne engagere sig og være indlevende blot fordi man har erhvervet sig den viden? I mine øjne kan det i hvert fald godt lade sig gøre. Det gør det måske også lettere endda, da man jo ikke så ihærdigt prøver at undgå de dårlige øjeblikke som før. Samt at hvis man hager sig for meget fast ved et godt øjeblik, vil de andre måske ikke virke ligeså ønskværdige.

Tja, det er i hvert fald bare mit synspunkt på sagen..

Mvh. Illusinoa

Jeg tolker den som at man skal altid huske ikke at lade ens tidligere tabte hænder påvirke ens fremtidige bets.........mange har en tendens til at skrue lidt ned for satsningen efter de har tabt meget, selvom det fra et oddsmæssigt synspunkt ingen mening giver!

Glad for at have pokerface tilbage på psychedelia