Personligt bruger jeg kun hash/skunk som rusmiddel, og det er ikke kun for at sumpe ud, men mest fordi jeg føler at det skærper mine sanseindtryk, og giver en hel ny dimension til musik/film/bøger/samtaler/tegning.
Men jeg er dybt fascineret af de lidt tungere stoffer - ikke sagt at jeg er intereseret i at bruge dem selv. Før i tiden fik jeg uro i maven, når jeg så folk bruge hårdere stoffer, jeg mente at man flygtede fra virkeligheden (og det er der sikkert også nogle der gør) og at det var "farligt". Nu er jeg af en helt anden holdning. Og som udefrakommende sammenligner jeg brugen af psykedeliske stoffer, med at springe i faldskærm, og ting af samme skuffe. Jeg forstår det som en oplevelse, dog med en risiko, men ikke større end at kaste sig ud fra en bro med en elastik om benene. Personligt er det ikke noget for mig, jeg elsker at høre om folks oplevelser under virkningen, og en farverig fortælling gør rigeligt for at jeg kan leve mig ind i oplevelsen. Opkvikkende stoffer siger mig tilgengæld ingenting

ikke engang koffein.
Da jeg selv er agnostiker grænsene til atheist kobler jeg personligt ikke stoffers virkning med religiøse oplevelser. Jeg tror at et "troende" sind påvirker virkningen lige så vel som virkningen påvirker sindet, og derved skaber en "mysisk" oplevelse for brugeren, ligesåvel som velkendte teknikker som trance, meditation, chanting etc etc. gør.
Ikke noget banebrydende indlæg herfra

ville bare lufte et par af mine holdningen til tråden.
Der var jeg ogå ... Alt det du siger der ..
Og så prøvede jeg svampe .. Ak