(Tjek dine privat beskeder).
Jeg ved godt det er en småting, men vil du ikke forklare mig hvad du mener med at arbejde fra det komplekse til det simple? Jeg forstår det som om du først indsamler en masse viden, og så prøver at forsimple det, men det vil jeg jo mene alle gør. Og ja, selvfølgelig må vi gøre som vi føler, men det kan også være en hindring, ikke at det er et stort problem, men det er noget jeg arbejder lidt med.
Essentielt har du ret: Jeg har samlet meget viden, som jeg nu forsøger at koge ind. Jeg har samlet mange brændenæller, som jeg nu forsøger at koge suppe på.
Nu får du en lidt længere historie. Håber at det er okay. Det kan være at pointen om det komplekse og det simple ikke kommer med det samme - men den skal nok komme. Og så er jeg i humør til at fortælle en historie

Jeg har læst filosofi i snart 10 år. Ikke bare på universitetet.
Selvom jeg har en BA i filosofi, og min universitets-oplevelse har gjort meget for min forståelse, er jeg netop hoppet fra kandidaten, fordi jeg blev så dybt og inderligt træt af den akademiske måde at beskæftige sig med filosofien på. Den er livløs, synes jeg. På universitetet står man uden for filosofien og kigger ind. Filosofien forbliver på en måde noget fremmed - den er en ekstern ting, som man undersøger.
Min egen oplevelse af filosofien er meget anderledes. Den er på alle måder uakademisk. Filosofi er noget jeg
lever. Universitets 'videnskabelige' indfaldsvinkel er måske nok oplysende, men også uendeligt kedelig. Jeg synes at det
vigtigste går fuldstændig tabt, når man på akademisk vis gør filosofien til en lang kæde af 'teorier' og 'begreber', der så kan undersøges. Hermed dræber man nemlig det, som Aristoteles påpeger i
Metafysikken:
Citat:
it was because of wonder that men both now and originally began to philosophize
-Aristoteles
(Platon siger vist det samme et sted).
Det handler om en fundamental og uudgrundelig form for
forundring. Det tekniske, komplekse og abstrakte aspekt af filosofien er også vigtigt, men det er altid
sekundært. Det er rationaliseringer af det i bund og grund irrationelle - det uendelig mysterium at vi er i live lige nu og her.
På uni er der imidlertid et enormt fokus på disse sekundære, rationelle kvaliteter. Man lærer at gå til en filosofisk 'teori' ligesom en ingeniør går til at bygge en bro. Den basale, ja, nærmest
barnlige forundring er derimod noget, som man ikke rigtigt tager alvorligt på universitetet. Måske
kan man overhovedet ikke tage den alvorligt på en 'officiel måde' i dag, givet vores samfunds (og dermed vores universitets) meget 'videnskabeligt'/materialistiske fokus. Hvis man gjorde ville man nemlig blive anklaget for mysticisme, hvilket som bekendt er et fælt skældsord.
Min egen ikke-akademiske forståelse af filosofien fandt jeg derimod rammende beskrevet på et andet, temmelig overraskende sted. Nemlig da jeg (i forbindelse med et sidefag på teologi) læste Biblen rigtigt for første gang, og stødte på understående i Salmernes Bog:
Citat:
Jeg står op ved midnat og takker dig for dine retfærdige lovbud.
Jeg er fælle med alle, der frygter dig og holder dine befalinger.
Jorden er fuld af din miskundhed, Herre, lær mig dine vedtægter
(Hele Salme 119, den længste salme i bogen, beskriver ret præcist mit forhold til filosofien - bare med Gud og Guds lov som symboler: Gud = kærlighed. Guds lov = viden. Filosofi = kærlighed til viden).
Det kan lyde underligt - og det var det også! Men jeg genkendte pludselig mit eget forhold til filosofien i Biblens lovsange til Gud. Jeg havde bare aldrig tænkt på den måde. Ja, mine to første (og stadig to af mine største) filosofiske forbilleder var de eksplicit gudløse filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche. Yderligere var- og er jeg stor fan af blasfemisk black metal - men det er en helt anden historie...
På trods af min irreligiøs grundindstilling var der alligevel noget utroligt rammende ved Salme 119s ord. Og jeg mener helt bogstaveligt: Hvis jeg vågnede om natten tænkte jeg på filosofi spontant. Alle dage var opslugt af overvejelser om de store filosoffers ord. Jeg tænkte på hvad jeg havde læst når jeg stod op og når jeg gik i seng. Hele mit indre liv var opslugt af filosofiske overvejelser. Jeg ville først og fremmest
forstå, og alt min psykiske energi blev kanaliseret ind i denne konstante kamp for forståelses.
Sådan havde det været siden jeg som 18-årige første gang for alvor fordybede mig i et filosofisk værk (Schopenhauers
Verden som vilje og forestilling). Før det husker jeg ikke at have tænkt på noget, sådan for alvor (ud over piger, musik og - da jeg var helt lille - computerspil).
Det forunderlige var ikke så meget Schopenhauers 'teori' i sig selv, men hvordan værket anviste en komplet ny måde at opfatte
hele virkeligheden på. Det var som en manual i, at se virkeligheden fra en helt anden-, hidtil ukendt vinkel. Pludselig var et træ ikke længere
bare et træ: Det var en forunderlig manifestation af den evige vilje til liv. Musik blev til direkte kommunikation af en metafysisk sandhed, som ikke kunne rummes af sproget. Ja, selv mit eget følelsesliv og forståelsen af mig selv ændrede fuldstændig karakter.
Verden blev til noget uudgrundeligt. Og det gjorde jeg også selv.
Min interesse var defintivt vakt, og over de næste mange år fik jeg kæmpet mig igennem nogle af de store tænkere (Platon, Hegel, Spinoza, Descartes, Heidegger, Kant, Bruno, Augustin osv.). Til at starte med gik læsningen meget langsomt, og krævede utroligt meget af min koncentrations-evne. Men efterhånden som jeg fik tag på filosofien begyndte det at gå lettere (selvom jeg stadig den dag i dag skal koncentrere mig intensivt, når jeg begynder at læse en tænker som jeg ikke kender på forhånd). I denne forstand er intellektuel træning ikke anderledes end fysisk træning: Jo mere man gør det, i desto bedre form komme man, desto lettere bliver det, og desto større udfordringer kan man kaste sig selv ud i.
Løbende supplerede jeg med læsning af psyoanalyse som Freud og (specielt!) Jung, de klassiske abrahamitiske tekster (Biblen (som nævnt) og Koranen), men også Bhagavadgita, de kinesiske klassikere som Tao Te Ching (som jeg skylder uendeligt meget!), Chuang-tzu, Annalekterne af Confucius og flittig brug af I Ching + spredt læsning om Buddhisme (D.T. Suzuki), og en generel glubsk appetit på alt hvad der var mystisk (William Blake, f.eks.). Også skønlitteratur har gjort meget for min forståelse: Særligt Hamsun, Kafka, Burroughs, Joyce, Hemmingway osv. osv. Jeg kunne blive ved...
Jeg har altid fulgt en række tommelfingerregler: Traditionen har altid ret (der er en grund til at klassikerne er klassikere), gode bøger kan altid læses flere gange (de rummer så mange lag, at man umuligt fanger det hele i første ombæring) og man skal altid være
ydmyg overfor teksterne. De store tænkere har i 99 ud af 100 tilfælde tænkt dybere og mere sammenhængende end man umiddelbart tror.
Igennem konstant læsning fik jeg øjnene op for stadigt nye måder at anskue verden på. Det ene perspektiv efter det andet åbnede sig for mig.
Til sidst gik det så op for mig, at jeg - uden at vide det - var i fuld gang med at udvikle min egen virkelighedsopfattelse, og at min egen forståelse var at finde i spændingsfeltet imellem alle disse brogede og meget forskellige tænkere og traditioner. Der var
noget i dem alle sammen, og min (under)bevidsthed arbejdede non-stop på at integrere det hele i et stort, sammenhængende billede - som egentlig ikke var et billede, men noget i retning af en intuitiv sans.
Efter mange års flittig læsning (og man kan nå at læse
meget hvis man først beslutter sig for ikke at se fjernsyn...) nåede jeg så frem til virkeligheden og den opfattelse af virkeligheden som jeg lever og ånder 24-7-365 den dag i dag - godt hjulpet på vej af et par øjnåbnende psykedeliske oplevelser, og en hel del cannabisrøg (måske lidt for meget).
På denne forståelsesrejse har jeg stået overfor mange problemer og hårknuder, som i tidens løb har ledt mig ned af den ene blindgyde efter den anden. Hver eneste gang jeg har forsøgt at indtage et kategorisk standpunkt (som f.eks. at blive religiøs, eller at forfalde til et bestemt filosofisk 'system'... for slet ikke at tale om den største fælde af dem alle: At forsøge at overbevise mig selv og andre om, at verdens ulykke skyldtes at verden ikke lyttede til lige præcis
mig, dvs. det
revolutionære standpunkt) så er jeg blevet 'straffet' af mig selv og min egen psyke, i form af overvældende følelser af depression eller magtesløshed.
Hvad jeg i dag har forstået er - som tidligere nævnt - at jeg forstår mindre end nogensinde før.
Alting er et mysterium - mig selv inklusiv. Og jeg elsker det! Min kærlighed til viden er blevet en kærlighed til ikke-viden. Men ikke til uvidenhed...
Uvidenhed er når jeg glemmer at virkeligheden ikke kan reduceres til én eller anden abstrakt teori, som kan kommunikeres én-til-én via sproget. Jeg kender imidlertid uvidenheden utroligt godt efterhånden, fordi jeg selv har været fanget i den gang på gang. Derfor kan jeg også med rimelig sikkerhed gennemskue hvornår andre er uvidende - fordi jeg ved, at andre i bund og grund ved lige så lidt som mig selv.
Uvidenhed er ofte en umådelig kompleks størrelse. Der findes en uendelighed af abstrakte 'teorier' der på spidsfindig og arrogant vis dækker over den grundlæggende ikke-viden. Mange søger at undslippe det faktum, at vi fødes og dør uden nogensinde at nå en endestation af perfekt viden om virkelighedens sammenhæng. For dette kan være et umådeligt angstprovokerende faktum.
Det er på en måde denne uvidenhed jeg snakker om, når jeg snakker om lidelse i denne tråd.
Vejen væk fra lidelse er i min optik at konfrontere den, når man møder den. Hermed bryder man den ned til en forståelse af den ikke-viden, som den altid dækker over. Og denne ikke-viden er den simple forundring over virkelighedens mysterium, som alt sand filosofi begynder- og slutter med.
Når filosofien slutter begynder den igen, og når den begynder så slutter den igen:
Citat:
For at vinde åndrige mennesker for et udsagn behøver man nogle gange kun at forelægge dem det i form af et uhyrligt paradoks
-Nietzsche

Hele denne post er vel et godt eksempel på, at jeg forsøger at sige noget meget simpelt på en meget kompleks måde: Barnesindet og den naturlige forundring er- og bliver det vigtigste. Det er fundamental livskvalitet: At kunne glæde sig i det små. Men for at sige dette trækker jeg på min enorme uvidenhed, der i sidste ende leder tilbage til den simple ikke-viden, der har været der hele tiden. I denne proces forsøger jeg så at inspirere andre til gøre noget lignende, på deres egen måde.
Du kan meget vel føle den samme ikke-viden, og føle den som et incitament til at bevæge dig ind i den mere komplekse filosofiske verden. Jeg føler den som et incitament til at bevæge mig ud af den komplekse begrebsverden (universitetet) og inspirere andre.
Jeg kan umuligt sige om min lange historie inspirerer dig til at udforske filosofien yderligere. Men din sympatiske ydmyghed inspirerer mig til at vise hvad filosofien kan bruges til, hvis man tager den alvorligt. Selvom det tit tager sig ud som om filosofi drejer sig om komplekse systemer og verdensfjern abstrakt spekulation, så er kernen i 'faget' præcis det modsatte. Det drejer sig om umiddelbare glæde ved livets forunderlighed.
Nu har jeg f.eks. brugt et godt stykke tid på at skrive denne lange smøre. Tid som jeg måske 'burde' have brugt på noget andet - men jeg fortryder det ikke et sekund, hvis det har givet dig (eller andre der læser med) et eller andet at forundres over. Jeg er i hvert fald selv forundret over, at jeg fortæller så meget om mig selv til en person, som jeg ikke kender

Citat:
Da jeg læste på fannys hjemmeside, beskrev hun "erkendelses blomster", dette gav mig idéen til at denne slags aha oplevelser opstår når vi når selve blomsten, og vejen er rødderne og stilken, det synes jeg er en dejlig forståelig måde at se det på. Jeg er klart også på jagt efter den slags. Du kan lige få et link, hvis du ikke har læst noget af hende, så synes jeg du bør give det en chance, hun er vis, og beskriver det på en anden måde end jeg har været vandt til, dette kan være en øjenåbner.
http://www.detvildeliv.dk/Jeg tænker tit på om vi mennesker snakker komplet ved siden af hinanden pga. netop disse blomster, fordi ordene er de samme, men forståelsen som ligger bag er komplet forskellig, jeg har selv lagt mærke til dette ved venner, nogle gange kan vi endda grine af den samme ting, men fordi det er sjovt på hver vores måde.
Jep, jeg har læst Fannys hjemmeside igennem. Den er god. Rigtig god, endda! Meget inspirerende og interessant perspektiv. Ordene stråler af ærlighed og ægte erfaring.
Den udfoldede blomst bør inspirere den spirrende til at folde sig ud på sin egen måde, og reflektere sollyset med sin egen form og sine egne farver. Så er det underordnet om jeg er en påskelilje og du er en solsikke. Så længe vi ikke bliver ukrudt, der ønsker at hele verden
skal være ukrudt (selvom ukrudtet også har sin plads. Det er bare ikke selv klar over det).
Virkeligheden rummer mange erkendelser og AHA'er - flere end vi nogensinde som enkeltindivider kan begribe og forstå. Dog kan vi forstå at vi selv er begrænsede, omend vores fundamentale ikke-viden om virkeligheden er ubegrænset og uendelig. Vi har altså potentialet til mangt et AHA og virkeligheden er selv et uendeligt AHA. Vi skal bare finde den bedste måde selv at komme i forbindelse med det uendelige.
Det er en sådan type forbindelse der findes i den dybe filosofiske forundring.
Citat:
Ja, det er også min motivation, det er bare svært at læse og læse, og forstå, og alligevel tænke at man ikke ved ret meget, men det er jo sådan det er, og at fortælle sig selv noget andet er en illusion.
Tålmodighed er en dyd. Filosofi kan være frustrerende at læse. Nogle gange umuligt. Man bør så vidt muligt tilsidesætte sin egen stolthed og acceptere, at der er meget som man ikke umiddelbart forstår. Og meget som man aldrig kommer til at forstå.
Det drejer sig nemlig om rejsen ind i det uudgrundelige. Ikke om at få leveret et fikst og færdigt resultat.