Denne artikel finder jeg meget interessant og den får mig til at tænke på om psykedeliske stoffer måske påvirker den samme region..
http://www.weekendavisen.dk/samfund/art ... 984:dpol=1Neuroteologi. Når det spirituelle G-punkt i hjernen stimuleres, oplever kristne Gud, muslimer Allah og ateister en tilstedeværelse af en overmenneskelig »kraft«.
Gud bor i temporallappen
LONE FRANK
NR. 19, 3. - 9. Maj 2004
Af LONE FRANK
»GUD er ligesom på en måde inden i dig selv,« kan man undertiden høre forældre svare deres poder på spørgsmålet om, hvor i verden Gud egentlig befinder sig. Og dér har de formentlig også fuldstændig ret. I hvert fald er der efterhånden en hel del forskning, som kan tolkes i retning af, at oplevelsen af det guddommelige er en elektrisk aktivitet i et hjørne af hjernebarken. Nærmere bestemt, den temporallap, som gemmer sig under højre tinding. Evidensen hober sig op fra forskellige kanter. Der er en omfattende viden om sammenhængen mellem epilepsi i temporallappen og religiøse oplevelser, og der er interessante laboratorieforsøg, hvor raske mennesker ved hjælp af en velanbragt elektrisk stimulans bringes til at møde det guddommelige. Man fristes til at kalde højre temporallap et spirituelt G-punkt.
Det snævre forskningsfelt, som beskæftiger sig med at indkredse og forstå dette punkt er blevet døbt neuroteologi, og neuroteologerne arbejder hverken med røgelse eller vievand, men med hjerneskannere og magnetfelter. Den absolutte nestor i feltet er amerikaneren, Michael Persinger, som er uddannet psykolog og professor ved Laurentian University i Ontario. I femten år har han arbejdet med at forstå grundlaget for, hvorfor mennesker erfarer det, han kalder gudsfænomener, og hans fremmeste værktøj er den såkaldte Persingers God Machine. En badehættelignende hjelm, der har leveret det mest håndgribelige »gudsbevis« verden endnu har set.
I Ontario har Persinger indrettet et lille lydtæt og mørkt rum til mødet med det guddommelige. Her placeres forsøgspersonen i en behagelig stol, lukker øjnene og får den omtalte hjelm på hovedet. Indersiden af hjelmen er spækket med elektroder. Det er via dem, forskerne, som er gemt af vejen i et tilstødende lokale, skaber et magnetfelt over forsøgspersonens højre hjernehalvdel. Forskellige frekvenser giver forskellige følelser. En fremkalder angst, en anden eufori og en tredje seksuel lystfølelse. Den puls som har vist sig at påkalde det guddommelige blev identificeret af Persingers medarbejder Alex Thomas, og kaldes i daglig tale blot the Thomas pulse.
»Den virker på mere end firs procent af befolkningen,« forklarer Michael Persinger over telefonen. »Vi stimulerer først i femten minutter med et konstant felt på én mikrotesla - hvilket svarer til det der kommer fra din computer lige nu - og derefter hvert fjerde sekund i endnu femten minutter. Forsøgspersonerne rapporterer, at de oplever 'nogen' i rummet, det vi kalder en 'fornemmet tilstedeværelse'. Vores hypotese er, at det vi fremkalder hos folk er højre hjernehalvdels ekvivalent til den fornemmelse af 'jeg' eller 'selv', som man oplever ved stimulation af venstre temporallap.«
Det virkelig interessante med gudsmaskinen er, at den er kulturelt neutral. Eksperimenter med flere end tusind mennesker har vist, at Thomas pulsen ikke fremkalder en bestemt guddom, men leverer en religiøs oplevelse, som passer til den pågældendes medbragte overbevisning. Gode kristne mener således, at den udefra kommende »tilstedeværelse« er jomfru Maria, Jesus eller en af profeterne, mens rettroende muslimer eksempelvis fornemmer Allahs nærhed. Almindelige dødelige ateister beskriver tilstedeværelsen af en ulegemelig, men overmenneskelig og universel »kraft«, mens forhærdede freudianere typisk føler sig momentant hjemsøgt af en far eller bedstefar.
Det er ikke kun den certificerede gudsmaskine, der kan fremkalde en hellig tilstedeværelse. Som det fremgår af en artikel fra 2001 i fagtidsskriftet Perception and Motor Skills, kan en strategisk placeret clock radio også gøre det. Det erfarede Persinger og hans medarbejdere, da de blev involveret i en sag om en ung kvinde, der klagede over uforklarlige natlige besøg. Kvinden begyndte på et tidspunkt at få besøg af en usynlig tilstedeværelse, hun selv identificerede som helligånden. Denne kom hverken for at missionere eller for at tale med hende, men tilsyneladende for at gentage sin tidligere succes med at afstedkomme graviditeter og jomfrufødsler.
Kvinden kunne meget nøje beskrive Helligåndens idelige forsøg. De startede typisk med, at hun mærkede sin seng vibrere kraftigt. Derefter sansede kvinden, hvordan et væsen langsomt bevægede sig ned ad hendes venstre side og via vagina ind i kroppen, hvor det sædvanligvis endte med at tage ophold i livmoderen.
Efter nogen rumsteren dér, følte kvinden tilstedeværelsen af et usynligt barn, der ligesom svævede over hendes venstre skulder. Hun var til sidst både udmattet og godt træt af det gentagne natteroderi og søgte lægelig hjælp. Hendes læge tilkaldte på sin side Michael Persinger, som målte og analyserede magnetfelterne i kvindens soveværelse og fandt frem til, at hendes clock radio, som stod ganske tæt på sengens hovedgærde, udsendte en magnetisk puls. Denne puls, svarede meget nøje til den såkaldte 4 mikroT puls, som kan bruges til at fremkalde epileptiske anfald hos både rotter og særlig modtagelige mennesker.
Sublime oplevelser
»Det er et klinisk yderst veldokumenteret faktum, at patienter med epileptisk aktivitet i temporallaperne har tendens til intens religiøsitet,« siger Tom Bolwig, der er professor i psykiatri ved Københavns Universitet. Bolwig har i mange år interesseret sig for sammenhængen mellem epilepsi og religiøsitet og behandlet en lang række patienter. Disse patienter lider ikke altid af den slags generaliserede kramper vi normalt genkender som epilepsi, men derimod om anfald, der ytrer sig som en intens fokuseret elektrisk aktivitet. Denne aktivitet kan optages i real time med forskellige skanningsteknikker, og man kan observere, at den falder sammen med forskellige religiøse oplevelser og ytringer.
»Det kan være ekstatiske oplevelser af salighed og af at være forenet med det guddommelige, eller det kan have karakter af egentlige åbenbaringer med både syns- og hørelseshallucinationer. Mens det står på, forsvinder tid og rum, og patienterne beskriver stort set alle deres oplevelser som sublime.«
Hvor sublimt kan man få indtryk af ved at læse Fjodor Dostovjevskijs erindringer. I en beskrivelse af et anfald, skriver han således til en ven: »Jeg ved ikke, om det varede et minut, en time eller en måned. Men jeg ved, at jeg ville give resten af mit liv for at opleve det igen.«
Også i sin fiktion trækker Dostojevskij, som ramtes af både de klassiske grand mal krampeanfald og af det man senere har kunnet diagnosticere som temporallapsanfald, flittigt på sine erfaringer. I hans romaner optræder der gerne indtil flere epileptiske personer med religiøse syner. Fyrst Mysjkin i Idioten er et pragteksempel og den mellemste Karamazov, broderen Ivan Fjodorovitj, er også godt med.
»Den intense religiøsitet begrænser sig ikke til anfaldene. Temporallapsepileptikere udvikler gerne en karakteristisk personlighed, som også mellem anfaldene er meget religiøst præget,« forklarer Bolwig.
»Man taler ligefrem om 'hyperreligiøsitet' som et karaktertræk hos disse mennesker, og alt efter hvor de lever, ytrer det sig forskelligt. I USA, hvor udbuddet af religioner er stort, ser man ofte, at disse patienter konverterer fra den ene trosretning til den anden i hurtigt tempo. Og mange har et ønske om at leve som lægprædikanter.«
Det er de færreste forundt at få visioner og åbenbaringer. Men som religionshistoriker Mikael Rothstein bemærker, betyder de en hel del i den religiøse historie.
»Vi kan se, at Muhammed får en vision og grundlægger islam, Paulus får en vision og grundlægger kristendommen og Buddha får en vision og grundlægger buddhismen. Men langt de fleste religiøse mennesker dyrker jo deres religion uden denne type oplevelser. Beretningen om et andet menneskes oplevelse er meget vigtigere end den postulerede oplevelse i sig selv.«
Nogle hævder, at mennesket har et religiøst instinkt. Hertil siger Rothstein:
»Som mennesker har vi grundlæggende den samme krop og hjernefysiologi, og jeg mener, at vi alle har en biologisk kapacitet for religiøsitet. Om denne kapacitet kommer til udfoldelse, afhænger af den personlighed vi har og de påvirkninger, vi kommer ud for.«
Religiøs virus
Michael Persinger hælder til samme overbevisning og kalder ligefrem religiøsitet for et »kognitivt virus«, som typisk inficerer gennem opdragelse og miljømæssig prægning. Som genetikeren Richard Dawkins siger i et foredrag om religion og videnskab er det påfaldende, som den religiøse arvegang ligner den genetiske. Den overvældende majoritet overtager med andre ord den religion deres forældre praktiserer. De skeler ikke til, hvilken af de tusindvis af retninger og sekter der kan prale af de flotteste kirker eller de bedste mirakler, men de gør det, deres rollemodeller gør.
»Religion har jo en social funktion. Det er noget, vi på den ene eller anden måde socialiseres til at antage,« siger Mikael Rothstein. »For langt de fleste religioners vedkommende er der heller ikke tale om at have en 'tro' i kristen forstand - de religiøse dogmer er ikke noget man kan vælge at tro eller ikke tro på, men betragtes simpelthen som fakta.«
Det religiøse virus skal ifølge mange forskere forstås i et evolutionært perspektiv. De argumenterer på forskellige vis for, at religiøsitet er en mental kapacitet, som er opstået, fordi den har været en evolutionær fordel. »I skyttegravene er der ingen ateisme,« sagde Winston Churchill. Og for Michael Persinger er der ingen tvivl om, at fordelen ved at have en religion og kapaciteten for religiøse oplevelser har at gøre med angst.
»Mennesker er bange for at dø, og de er dårlige til at leve med fornemmelsen af meningsløshed. Jeg mener, det er sandsynligt, at der på et tidspunkt i den menneskelige udvikling er opstået nogle kognitive processer, som kan dæmpe angst ved at få individer til at føle, at deres selv er uendeligt og på en eller anden måde vil leve evigt. Den type spiritualitet kan meget vel have øget overlevelsen af mennesket som art.«
Den nu afdøde evolutionsbiolog E.O. Wilson har hypotetiseret, at religion kan skabe en sammenhængskraft i gruppen og dermed medvirke til en naturlig udvælgelse af en population med religion. Ikke alle køber imidlertid ideen om, at udvælgelse foregår på gruppeniveau. Folk som antropologen Pascal Boyer fra Washington University, tager udgangspunkt i det enkelte individ og i at hjernen har en række kognitive moduler, som hver for sig er udviklet til at tage sig af bestemte opgaver. Han mener ikke, der findes et særligt kognitivt domæne for religion, men at religiøse ideer så at sige snylter på det mentale system. I bogen Religion explained - The human instincts that fashion gods, spirits and ancestors, argumenterer han for, at religion og religiøse fænomener er afledt af den menneskelige kognition. Af den måde vores hjerne i øvrigt fungerer på. Det er i hans tolkning solidariteten inden for gruppen, som skaber de fælles guder. Det er forestillingen om guderne, som vokser ud af ritualerne, ikke omvendt. Og moral er noget, der opstår ud af en menneskelig intuition og først derefter tilskrives en guddommelig autoritet.
Religionshistoriker Jesper Sørensen, som er lektor ved Syddansk Universitet, insisterer på, at der oven i det rent genetiske skal lægges en teori om kulturel evolution.
»Jeg mener ikke, der er nogen monokausal forklaring på religion. Der er snarere tale om en række ting, der rotter sig sammen og i fællesskab danner fænomenet religion. Genetiske dispositioner og kognitive mekanismer spiller en rolle, men det spiller måske også en rolle, at vi er indlejret i nogle relativt stabile kulturelle mønstre. Men netop her mener jeg, at religion som et kulturelt fænomen har en evolutionær rolle. Den er med til at stabilisere symbolske systemer ved at give dem en fast og fælles repræsentation, og det kan igen stabilisere gruppen eller samfundet.«
Gud skabte hjernen
»Å hva så,« som Egolands Divus Madsen ville have sagt. For alle de flotte skanningsbilleder, gudsmaskinen og de plausible evolutionære forklaringer gør ikke nødvendigvis indtryk på dem, som bekender sig til en religion. Modargumenterne fra religiøse kredse går gerne på, at nok så mange iagttagelser af hyperaktive temporallapper ikke viser andet end, at Gud netop har indrettet dele af vores hjerne som et særligt modtageapparat for sine budskaber. Som når neurologen Andrew Newberg fra University of Pennsylvania siger til The Sydney Morning Herald:
»Hvis der er en Gud, giver det bestemt mening, at hjernen er sat op på denne måde, fordi det ville være fjollet for os at have blokeret forbindelsen til den Gud, der skabte hjernen.«
Michael Persinger har flere gange været i debat med Newberg og andre. Han plejer i den slags situationer at understrege, at hans forskning skam ikke truer religionen som fænomen. Man kan jo aldrig modbevise Guds eksistens, som han siger.
»Jeg er videnskabsmand og arbejder videnskabeligt. Og det er jo absurd at sætte mig til at diskutere med religionen, som netop ikke anerkender videnskabelighed anvendt på sig selv. Den type argumentation, de benytter for, at Gud findes, svarer til, at jeg siger følgende: Når det regner, skyldes det, at vi bliver tisset på af lyserøde elefanter, som befinder sig i det ydre rum. Tro mig, sådan er det virkelig - jeg har bare ingen måde at bevise det på.«
Gennem tiden har Persinger mærket det religiøse Amerikas modstand mod, at nogen overhovedet vover at undersøge religionens biologiske grundlag. Der er forargelse og bliver sagt skældsord. Og mon ikke det nok så meget er et spørgsmål om, at man ikke vil kureres for den kognitive virus, som man lever udmærket med. Ulysten til at få forklaret Gud er vældig godt udtrykt af journalisten Jack Hitt, som har beskrevet sine oplevelser med Persingers badehætte i Wired. Før han går ind til elektroderne i det mørklagte rum, spørger han:
»Ønsker jeg virkelig at få Gud gjort lige så forklarlig og forudsigelig som den endorfin-rus, der følger med en fem kilometers løbetur?«
(Illustration: Gitte Skov)LONE FRANK
NR. 19, 3. - 9. Maj 2004
Af LONE FRANK
Ups.. Fejlen er rettet..