Psychedelia.dk

Når man læser indlæg på dette forum, især dem der omhandler brug af psykadeliske stoffer, støder man tit ind i termer som egodød eller egotab. Og i den forbindelse nødvendigheden eller det gode i dette fænomen. I den forbindelse er jeg kommet til at spekulere over følgende:

Hvad kalder vi ego? er det én størrelse? hvilke værdier forbinder vi med det?

Kan man overhovedet tale om ego død eller tab?

Nu kan jeg ikke entydigt give svar på disse spørgsmål men starte en evt. diskussion med mine egne oplevelser med mit ego.

Nogle år tilbage var jeg på svampetrip, og opnåede efterfølgende en form for udvidet bevidsthed. Jeg kom i kontakt med nogle sider af mig selv, som jeg ikke før var bevidst om, og det var ikke altid rart, nærmere sjældent, men ikke desto mindre var og er det lærerigt.

Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, men jeg begyndte på et tidspunkt at kunne se sporene af mit eget ego så at sige. Altså, hvis jeg i nogle sammenhænge handlede egoistisk begyndte der at røre sig en stemme i mig som "sagde" ting som "det var satme selvisk det der" eller "det var ikke venligt gjort, det kan du godt gøre bedre". Hvor jeg tidligere med lethed kunne bade i egen selvtilfredsstillelse.
Mange vil måske forbinde dette med samvittighed men jeg synes ikke nødvendigvis man kan sætte lighedstegn der. Dog rejser det endnu et interessant spøgsmål nemlig hvorledes egoet hænger sammen med samvittigheden?
I starten drev det mig til vanvid, gjorde mig irriteret. Dette siger noget om at mit ego ikke bryder sig spor om at blive udfordret, at det gerne vil være enehersker, og at det igennem lang tid har haft alt for meget magt. For hvad ellers? Eftersom min indre kritiker (der ville have mig til at være samarit) var til gene for mig betyder det så at jeg er "ond" eller et dårligt menneske, kæmpe egoist?
Er egoet en lille satan?
Såmænd ikke i mine øjne. Egoet er bare ikke meget for at afgive magt når først det har haft den.

Således lærte jeg mit ego at kende, jeg ønsker det ikke dødt - så ville jeg være meget ringe stillet! ej heller ønsker jeg at "tabe" noget af det, men jeg vil gerne være dets pædagog og til tider slå det over fingrene når det får fingrene for langt ned i kagedåsen. På denne måde forsøger jeg at præcisere det, og bruge det uden at lade det dominere.
Nogle vil måske bruge de samme ord om egotab, men jeg mener ikke ordet tab er særligt rammende.

Nu har min lille beretning nogle forudindtagelser. Bl.a. adskiller jeg den indre kritiker (samariten) fra egoet, hvilket er sådan jeg ser det. Nogle vil måske hævde at den er en del af mit ego og min egoist og min samarit eksisterer i kraft af hinanden.
Jeg mener dog den er "udenforstående" men om den er en vogter eller et over/underego er jeg ikke sikker på.

Mvh.

MORF

Jeg har desværre kun meget lidt erfaring med psykedelika, men egodøden, som nogle oplever, skal da vist helst ikke være permanent, så jeg tror ikke, at du skal være bange for at miste din indre samarit(aner?), hvis du tripper og oplever denne egodød.

Egodød eller -tab er ikke en permanent tilstand, men er oplevelsen af, for et øjeblik at give slip på sin identitet egoet og de grænser, der adskille sig selv fra resten af verden, som man dagligt vogter over. Dette opleves som en overgivelse, en død og et tab af kontrol. Hvor dramatisk man oplever sit egotab afhænger af, hvor stædigt et ego man har. Hvis det er meget "magtsygt" vil det måske sætte et helt rædselskabinet op, for at skræmme dig til at holde fast på det, men er det et ego som har prøvet det før og som ved at det vender tilbage (som fugl phønix) vil det kunne lære at give slip.
Egoet tager sig af vores overlevelse og sørger for at vi får "vores bid af kagen". Det er der ikke noget galt i. Det skal bare opdrages til at det er ok at give slip.

Hilsen Fanny

Rigtig godt skrevet Fanny....jeg tror det ligger temmelig tæt op af min opfattelse af hvad ego'et er, og betyder.