Jeg tror nok det var Sløk, der en gang skrev, at Gud er begrebet om det ubegribelige. Jeg synes det er et fint udgangspunkt til min egen opfattelse af Gud. Gud er i sin natur hinsides sprog! Men det gør ham ikke uinteressant at tale om, faktisk tværtimod. Men sådan er det egentligt med alle de fænomener vi ikke kan tale om. F.eks. kærlighed, der af en digter (noget reduceret) kan begrebsliggøres som “sommerfugle i maven” --- eller af en kemiker som nogle molekylære reaktioner i kroppen. Begge har ret, men alligevel er det jo ikke det kærlighed egentligt
er; de repræsenterer i virkeligheden blot to forskellige sprog, der behandler kærlighed på hver sin måde.
Kærlighed er noget meget vildere, noget episodisk, noget der erfares i nuet. Hvis man tænker på kærlighed (til f.eks. andre eller w/e), er det ikke længere kærligheden, men ens refleksion (godt ord, det er o lige præcis éns spejling i tankerne af det) over fænomenet/begrebet man behandler. Naturligvis! Vi tænker jo i sprog. Men kærligheden kan aldrig retfærdiggøres sprogligt (det vil alle vist erklære sig enige i), det rækker langt udover ethvert begrebsapparat. Altså kan den genuine kærlighed kun erfares. Det giver jo heller ingen mening at spørge “hvorfor”, hvis ens partner lige har erklæret sin kærlighed. Det kan ikke reduceres til at lave mad og gå ud med skraldet eller what ever. Kærlighed er! Punktum! (og udråbstegn, åbenbart).
På mange måder er Gud og kærlighed altså det samme. Vi kan ikke tale om nogen af dem, men vi prøver alligevel! -- og det er btw også det bibelen gør. Den forsøger at tale om en masse (~åndelige) ting, man egentlig ikke kan tale om (f.eks. Abrahams ofring af Isak). Andre gange er der bare tale om geniale formidlinger af den menneskelige eksistens, dvs. det (~fysisk) levede liv (f.eks. Jobs bog).
På samme måde at kærlighed er et episodisk fænomen er Gud det også (man kan i og for sig sagtens sætte lighedstegn imellem de to størrelser...). Når man erfarer kærlighed med en anden, er det nærmest som om, man hver især som subjekter opløses, og pludselig indgår i den samme enhed, der hverken er den ene eller anden. Dog rives man tilbage i virkeligheden, hvis man giver sig til at tænke over det, der overgår én i netop det øjeblik!
Når man erfarer Gud, er det i og for sig det samme der sker. Man kan dybest set sige, at man i kærlighedserfaringen faktisk erfarer Gud!
Kant skriver i sin æstetikteori, hvorledes vi er mere disponeret for erfaringer af det guddommelige (guddommelighedserfaringer), når vi er i naturen! Og enhver der har prøvet at gå en tavs tur i skoven (tavshed er vigtigt
), har helt sikkert haft en oplevelse af, at man smeltede sammen med naturen, at man som subjekt og naturen som objekt smeltede sammen i en form for mellem-verden! I denne mellem-verden er man som subjekt netop opløst, ligesom objekterne (skoven) omkring én heller ikke længere er objekter, men snarere en del af én selv! (men selvet er pt. opløst -- husk dette er hinsides sprog, så jeg kan egentlig ikke snakke om det). Hvad der er karakteristisk for disse oplevelser af
noget-mere er, at de stopper i det øjeblik “man er klar over man har dem”, dvs. i selvsamme øjeblik man tænker over det, slutter det (altså, guddommelighedserfaringen)! (husk tænkingen er netop i sprog) - Det er fordi det er momentant, episodisk eller noget, der foregår i nuet! Nuet er selve skæringspunktet mellem timelighed og evighed, trancendens og immanens, væren og ikke-væren osv. osv.
Virker det en kende bekendt? Jeg erfarer i hvert tilfælde nøjagtigt det samme, når jeg indtager psykedelika! Mit ego opløses fuldstændigt, jeg træder som subjekt ind i en mellemverden, ikke blot med mine umiddelbare omgivelser, men med hele kosmos, hvor tid og evighed ikke er -- der er blot hele nuets tyngde! Og det er altså ikke så lidt. Slet ikke i 8+ timer >_> --- mit indlæg er vist blevet en del rodet, men det var blot min umiddelbare tanker, efter jeg læste de sidste par indlæg i diskussionen her. Der er en hel del impliceret, men jeg har forsøgt at behandle det så let tilgængeligt som muligt.
--- i øvrigt, når Gud erklæres død (trådsstarter nævner noget om det), er det jo ikke fordi Gud er død. Han er
(allerede dér har vi et enormt sprogligt problem -- Gud er netop ikke, i og med han er hinsides, dvs. ikke-væren. Væren foregår i tid og rum. Når vi dør er der evighed og intet, dvs. det komplet modsatte. Det kan vi ikke begribe! Naturligvis, vi har jo aldrig erfaret andet en at være! Dvs. vi er og Gud er-ikke! -- vi er timelighed, Gud er evighed) død i en institutionel sammenhæng. Dvs. vi i moderne tid (modsat traditionelle opfattelser) godt ved, der ikke er noget guddommeligt over kirken og de forskellige ceremonier (/institutioner), at der selvfølgelig ikke er liv efter døden (forudsætningen for liv er netop væren, og det foregår altså i timelighed, ikke evighed. Alt handlen er forudsat af tid og rum!) osv. osv. Men det gør ikke Gud overflødig! Erstatter man Gud med spiritualitet er det for mange nemmere at sluge, og de to begreber overlapper på mange måder helt fint. Bortset fra spiritualitet er meget mere snævert og diffust, imo. Gud er sgu god nok. Og i øvrigt er bibelen en mega fed bog, I skulle prøve at tage den lidt mere seriøst, når I læser i den
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
) de taler i denne samtale: 
