Psychedelia.dk

Men begrebet, eller idéen om at alle er en, strækker sig langt ud over moralske rammer, og er grundet i religiøse eller mystiske erfaringer. En enhedserfaring. Jeg ser moral som noget sekundært i det religiøse liv, selvom vi i vores tid og i Vesten gerne vil tolke al religiøsitet som blot morallære. En blot moralsk tilgang kan være fejlagtig, fordi et individ ofte vil være for præget af egeninteresse. Uden en mystisk religiøs erfaring, eller et sammenbrud af ego'et er det svært at handle sandt etisk. (Så moral sættes som et lavere trin en etik ifølge de tanker..)

_________________

Jeg er rimelig enige med jer. I stedet for at springe ind i diskussionen vil jeg en dag prøve, at formulere mig sammenlagt i en novelle.. I tråd med jeres kommentarer.. Moral er "religiøsitetens" laveste punkt. Derfor; er den så irrelevant eller altafgørende? Er det det eneste vi har fri vilje til selv, at styre? Hvad tænker I?

Jeg er sådan set meget enig med Odden i, at moralen er sekundær.

Man frygter den direkte religiøse erfaring i den protestantiske og katolske kirke, selvom man nok ville benægte det. Ikke desto mindre, så holder den katolske kirke meget nøje øje med, om de troendes personlige erfaringer og forestillinger, stemmer overens med de hellige skrifter. Der er selvfølgelig større frihed i den protestantiske kirke, men da ville man nok snarere ringe til psykiatrisk afdeling, hvis en af kirkegængerne havde et personligt møde med gud og blev tilstrækkeligt overvældet af det.

Men jeg er ikke helt enig i formuleringen, at moral er religiøsitetens laveste punkt. Jeg synes det er en smukt og netop altruistisk konsekvens af den personlige erfaring, at den ofte indebærer et skift i moral og levevis.

Jeg har ændret min signatur, så den meget forenklet forklarer, hvad jeg mener med, at vi alle er sider af det samme. Der er en grad af fatalisme over det, for på trods af vores drømme, håb og vores angst, så vil vi alle dø. Det kræver, at man kan se ud over den konkrete hverdag, ens eget fysiske liv og se, at der er et højere mål, at vi indgår i en højere plan (nu skal jeg vist til at passe lidt på).

Vi er et bidrag til livet, men vi ender samme sted, uanset hvad.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.

Jeg er helt enig, Arpheus. Idé og begreb
De "højeste" planer er ikke farlige (de kan dog blive), men de udvikler sig altid. Derfor vælger jeg, at acceptere Gud. Har erfaret, at man ikke skal blande buddhisme og islam. Det er begge KÆMPEMÆSSIGE begreber. Derfor kan det give uoverensstemmelser på højere planer, da man nemt hiver begreberne med op på idéernes plan. Det bliver til uenighed og dermed usikkerhed. Skal vi være i hælene på den konstante udvikling eller acceptere udviklingen som gudsværket? Om der så vitterlig ér en Gud eller om Vi er gud, den må de kommende generationer løse.. Vi kan i hvert fald ikke. Enkeltvis? (...)