Psychedelia.dk

Jeg har ikke læst alle indlæg i tråden, men jeg har ganske hurtigt skimmet dem igennem og mener ikke at være stødt på en anke mod det, som umiddelbart trigger mig i dit indlæg:



Jeg synes, det er et problem, at du definerer ondskab i dette tilfælde ved at sætte dine (i øvrigt ubegrundede) definitioner af yderligheder op ift. hinanden.
Desuden var 9/11, mig bekendt, ikke et angreb mod eller en respons til en kristen fundamentalisme.


Ondskab er et meget abstrakt begreb, og det er ikke noget, jeg har gjort mig voldsomme tanker om, må jeg sige. Men i første omgang må man vel definere en referenceramme, for overhovedet at kunne gøre sig nogen tanker om begrebet.

Eksemplet med 9/11 er jo heller ikke min egen referenceramme. Det er eksempel på hvad nogen definerer som ondskab. Hele dette topic udspringer egentligt fra, at jeg ikke mener at det er muligt at definere ondskab udenfor et dogmatisk perspektiv og at ondskab aldrig er rendyrket, men kun kan defineres ud fra ens eget standpunkt.

Jeg må altså sige at der bliver kørt rimeligt meget rundt i emnet her.

Rent naturvidenskabeligt eller logisk kommer man ikke til nogen entydig slutning.

Men udfra et moralsk standpunkt gør man, det kaldes moralsk fantasi, ikke moralsk rationalisme.

Man fornemmer det rigtige hvis man kan, ellers kan man ikke gøre sig nogen objektiv idé om det

Det er nød til at komme indefra, ser man udelukkende naturen udfra et fysiologisk betragtende standpunkt, så må man sige at man er udsat for mange fejltagelser, f.eks. at fejlfortolke naturens mening udfra rene virkninger men uden at kende den anden side af tingene.

Den anden side af tingene, sammenhængen kommer når man betragter sig selv som et bindeled og formår at hæve sig til ånden i naturen ud fra den indre erkendelse af udviklingen som noget metaforisk paralelt med ild, der stiger varme op og røg som falder ned, altså en destillations process, hvores slætninge dyrene repræsentere noget fortidigt og som noget menneskene skal hæve sig op over for at komme videre.

Vi er nået videre end dyr, ligesom man heller ikke kan sige at planter er dyr, så man kan heller ikke sige at mennesker er dyr.

Det er der den store fejltagelse ligger:

Vi dyrker svin som grøntsager
Og behandler planterne som mineraler
Problemet ligger bare i at det er fejltagtig erkendelse som ligger til grund for den manglende erkendelse af det moralske som en objektiv realitet
Lige som lys og mørke

Op-lys-ning (godt) og mørkets uvidenhed (ond)

Mineraler danner grundlag for planter dyr og mennesker, men de har to sider, ligesom de to færnævnte riger, det vil altså sige at sten og mineraler også er levende udfra den anden side

Mvh. Astral

Ondskabens anatomi
Hvad er det, der gør nogle mennesker i stand til at begå massedrab under krig? Og hvordan lever de videre med sådanne gerninger på samvittigheden? Det er kernen i instruktør Ove Nyholms længe ventede film 'Ondskabens Anatomi'. Bag filmen ligger et omfattende videnskabeligt recearsharbejde, resulterende i en lang række imponerende åbenhjertede interviews med bødler fra anden verdenskrig og krigen på Balkan, som løfter tæppet for nogle af de refleksioner, der ligget bag deres grusomme handlinger. Hver især har de interviewede deres personlige historie at berette. Lydsiden spiller en væsentlig rolle for filmen og forstærker den tomhed og melankoli som de interviewede personer udtrykker. 'Ondskabens Anatomi' er et filmisk essay om den mørkeste side af den menneskelige natur.

Cinemateket:
6.11. kl. 19:15

Grand:
13.11. kl. 16:30

Ganske kort så tror JEG slet ikke på ondskab.

Jeg tror på misforståelser og begrundede handlinger, som opfattes anderledes af modtager end afsender.
Ex. Hitler var ond? Han sad da ikke i Tyskland og tænke: HA! Jeg skal godt nok en tur i historiebøgerne, for at være en led hund. I hans verden var det det rigtige han foretog sig. Ikke forstået som at jeg på NOGEN måde er enig i det der foregik. Synes tit og ofte at det ses i dagligdagen, blot andre emner og mindre målestok. *s*

At nogle handler som de gør, kommer vel af deres input. Enhver aktion giver en reaktion, u know. Tror på at alle hander med det bedste for øje- i deres verden... Ikke alle ser lige langt heller. Ved da at jeg gør mange dumme ting, men det er godt nok aldrig nogensinde med ondt for øje.

Tiffy

Piger der kan Newton-citater. Dét er noget der river i pikken

Og mig som altid troede, at det var dumme piger, som aldrig har hørt om Newton, der rev Rocco Sifredi i pikken i hans pornofilm... Der kan man bare se, intellektualitet og klam porno går altså hånd i hånd!

I øvrigt synes jeg, at Tiffany har helt ret. Der er jo ingen, der er født med ondskab i sig, folk har bare forskellige grunde til forskellige handlinger.
Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, om der fødes volds-psykopater (jeg tror, der skal blandes en dårlig opdragelse ind i det, før man klikker), men hvis der gør, kan man så kalde en kemisk ubalance i hjernen for ondskab?

Det synes jeg er meget naivt.

Hvad med folk der bevidst skader planter, dyr eller andre mennesker for deres egen sadistiske fornøjelse?
Hvad med små børn, der brænder insekter? Hvad med folk der hævner sig, selvom de udmærket ved, at deres hævn ikke gør verden til et bedre sted?

For mig er "ondskab" at tilføje bevidst skade på planter, dyr eller mennesker, uden at der er andet mål med handlingen end selve det at skade.
Og jeg synes, der findes masser af eksempler på sådanne handlinger.

@TheBo: Hvis man kan reducere "onde handlinger" til kemiske ubalancer i hjernen gør dette dem ikke mindre onde. Bare fordi der er en neurokemisk forklaring på handlinger, ændrer det vel ikke ændre på vores beskrivelse af den?
Så skulle alle følelser (der vel ifølge dig også kan reduceres til kemiske "hjerne-tilstande") bare kaldes for "kemiske tilstande". Og hvad opnår man ved det? Så kan du operere med et syn på mennesket, hvor alt kan reduceres til hjerne-kemi, men det ændrer vel ikke på dine dagligdags-intuitioner om, at man føler glæde, sorg, smerte, had osv..
Kort sagt: Bare fordi vores følelser kan forklares eller reduceres, betyder det vel ikke, at de ikke eksisterer eller ikke er "gyldige".
Desuden er det højst tvivlsomt, at du kan reducere tanker, følelser osv. til hjerne-tilstande

@Zarathustra: Jeg kan nok ikke forklare mig bedre, end jeg har gjort, desværre, men selvfølgelig er jeg ikke ude på at reducere mennesket til ren biokemi. Det er jo lidt det samme som at sige, at der findes en skæbne, og i min verden er det en temmeligt ubehagelig eksistentiel dystopi.
Men ondskab er bare et alt, alt for sort/hvidt begreb, for hvem er det lige, der sætter definitionen af ondskab? Ja, det er jo dem, der opfatter sig selv som gode. Men hvad hvis man opfatter det at tortere dyr som værende noget godt - hvem skal vi så give lov at være smagsdommer? Skal det være majoriteten? Jamen majoriteten siger jo også, at du ikke må tage stoffer, men vil du lade dem bestemme det, bare fordi de er flere end dig?

Den røg vist lidt ud af en tangent, men min pointe er bare, at ondskab ikke kan defineres definitivt

Ærgeligt at du ikke kan forklare dig bedre, det så lige ud til, at der var ved at opstå en diskussion.

Jeg synes, at det er helt ok at forsøge at definere og diskutere begreber som "ondskab", "retfærdighed", "lighed", "lykke" osv.. Man bør faktisk forsøge at gøre det. Men aldrig stille sig tilfreds med en fast definition.
Man skal ikke gemme sig bag argumenter som "alle har ret til deres egen mening" osv. bare fordi man ikke tør forsøge at præcisere hvad man selv mener. Tit kan man jo nå til større forståelse af sine grundlæggende intutioner ved at diskutere dem.
Vi (jeg) prøver jo ikke at nå til en endegyldig definition, som vi vil påtvinge andre mennesker ved lov. Vi prøver bare at skærpe vores egne begreber/tanker/intuitioner.

Filosofi går ud på at prøve at argumentere rationelt/sagligt for sin sag! (og dette er nu engang et filosofisk forum...?)
Man bør ikke (som du lægger op til?) lade majoriteten afgøre, hvad der er rigtigt. Man bør lade det bedste argument afgøre det (ideelt set - jeg siger ikke, at man kan opnå koncensus gennem en herredømmefri samtale, eller at forskellige argumenter ikke kan appelere til forskellige mennesker).

Og apropos grundlæggende intuitioner, så tror jeg, at der er nogle nogenlunde ens grundlæggende intuitioner omkring hvad "ondskab" er.
Jeg synes, at min egen definition meget godt rammer min intuition, og kunne godt tænke mig at høre, hvad andre syntes om den.
Jeg tror f.ex. at det er de færreste, der, som du skriver, mener, at "det er godt at tortere dyr" (uden andet formål end selve det at tilføje dem smerte - jeg benægter ikke, at mange sikkert mener, det er ok at bruge dyr til at teste medicin osv.).

Jeg tror ikke jeg kunne være mere uenig med dig. Jeg ville definere det lige præcis modsat og sige at dyr netop IKKE er onde fordi de handler ud fra overlevelsesinstinkt og den slags. Vi mennesker har intelligens nok til at udføre onde gerninger.

Hvis jeg f.eks. har myrer på terrassen så hælder jeg benzin på dem og brænder dem. For det synes jeg er sjovt. Det vil sikkert blive betragtet af mange som en ond gerning. Men når en løve slår en gnu ihjel gør den det udelukkende for at den selv og eventuelt dens unger kan overleve. Det ser jeg intet ondt i.

Zarathustra: Forstår jeg dig ret i at mene, at den eneste (eller grund-ondskaben bagved ondskab?) ondskab i verden er resultat af en nihilistisk handling der ikke engang for udøveren kan begrundes i at være positiv/negativ, men lige-gyldig? (en tautologi for at jeg kan være sikker på din forståelse)

Kan et individ anse sig selv for at være ond, i en verden som det kun eksisterer i?

Jeg tror (stærkt inspireret af "Ondskabens Anatomi") at det er lettere at gøre onde handlinger, og tilmed nyde dem, hvis man tror at man udfører dem af nødvendighed. F.eks kan de amerikanske soldater, der tæver på fangerne i Abu Ghraib eller på Guantanmo tænke "jeg gør det her, fordi du har prøvet at slå mine elskede ihjel." Således kan man gøre noget ondt, ved at definere dem man gør det imod som onde.

Hvad der reelt bliver tilbage, er at det ondskab er når man påfører folk unødig smerte eller lidelse. Det kan altid diskuteres hvorvidt en given krig er begrundet eller ej, men efter den definition vil tortur næsten altid (med undtagelse af utopiske tilfælde, hvor man er sikker på at kunne vitale informationer) være en unødvendig handling.

Håber det gav bare lidt mening.

Mvh. Psyko

Ps. Det beskriver selvf. ikke hvorfor børn er onde ved dyr osv, men kan det forestilles at der er tale om en mere naiv ondskab? Er det ikke også mest dumme, forsømte unger, der fortsætter med at slå dyr ihjel for sjov?

@Fellini: Mit svar til dit første spørgsmål er, at det er en nihilistisk handling, men som har det formål for personen der udfører den, at den giver ham nydelse/glæde ved at tilføre andre lidelse (dvs. ondskab = sadisme).

Måske kan man også kalde ting som Holocaust og Gulag for "udfoldelser af ondskab", men der er for mig problemer med det.
Jeg er selv for nihilistisk/skepticistisk til at gøre mig til dommer over hvilke ideologier man legitimt kan benytte til at dræbe mennesker og hvilke man ikke må bruge, eller om man overhovedet kan retfærdiggøre mord, vold etc. ved at henvise til "the greater good". (var det ok at de allierede udførte terror-bombning af civile tyske byer under 2WW for at svække tyskernes moral?)

Mine egne intuitioner (og der tror jeg de fleste er enige) er, at deontologi er ok til en vis grænse, men at målet godt må hellige midlet, når der er tale om tilstrækkeligt små ofre for at redde tilstrækkeligt store ting.
Dvs. jeg mener, at de fleste menneskers common sense-intuitioner indenfor normativ etik er small scale deontologi og large scale konsekventialisme.
F.ex. synes de fleste mennesker, at det er forkert at dræbe et uskyldigt sundt menneske for at bruge hans organer til at redde 5 mennesker der alle ville dø pga. organ-svigt, mens de synes det er ok at ofre et enkelt uskyldigt menneske, hvis det vil kunne redde en "uskyldig" nation eller hele menneskeheden.

Eftersom det er for svært at trække denne grænse for hvornår målet kan hellige midlet, synes jeg kun at man kan have en svagere definition på ondskab/forkerte handlinger: nemlig, at det altid er forkert at udføre en handling der ødelægger eller tilføjer andre smerte/skade, hvis den eneste intention man har bag handlingen er selve det at ødelægge eller tilføje smerte/skade.

Forresten er det for mig et MEGET interessant spørgsmål, om man er nødt til at have empati, for at kunne være ond.
Vil man f.ex. kunne kalde et barn der dræber små dyr for ondt, hvis barnet slet ikke forstår den lidelse han tilføjer dyrene?

... det var vist også lidt et indlæg/oplæg til Psyko (?)

Egentlig kan man vel ikke betragte barnet som værende ondt, hvis det ikke forstår konsekvenserne af sin handling, jvf. den definition du selv stillede op. Problemet er bare at voksne mennesker heller ikke altid tænker sig om, du kender nok bogen af Hannah Arendt "Eichman in Jerusalemn" om en af lederne for en udryddelseslejr.
Han tænkte jo netop ikke nærmere over konsekvenserne af sine handlinger, men ved at passe sit skrivebordsarbejde så godt, som han gjorde, var han medvirkende til at et par millioner jøder forsvandt.
Han nærede ikke engang noget udpræget had for jøderne som folk.
Måske var Eichman ikke decideret ond, men det han gjorde var alligevel forkert. Jeg ved ikke rigtig hvad man skal udlade af det, udover at man altid bør overveje sine handlinger.

-Psyko

Det ER nemlig en meget interessant diskussion om empati overfor ondskab, og jeg har haft den en del gange før.
For hvis man nu ved, at det man gør, er ondt, er man så ond, eller er man en god person, der gør en ond gerning? Og gør det ikke én til en ondere person, end én, som udfører sine onde gerninger i den tro, at de er gode nok? På den anden side ville den person vel så være ultimativt ond, fordi det lå så dybt i vedkommende. Og hvem er så ondest? Den "gode" eller den "ultimativt onde?"

(som tidligere nævnt tror jeg ikke på godhed og ondskab, men man er vel nødt til at have et udgangspunkt sammen for at kunne debatere)

Et særdeles interessant spørgsmål. Men jeg ser det spændende et andet sted, hvilket jeg også lod sive ud gennem mine spørgsmål. Lad mig uddybe.

Den måde du benytter begrebet "ondskab" på, får det til at lyde som om vi er enige om hvad vi har med at gøre. Nærmest som var det en idé fra Platon. Jeg er ikke af den opfattelse, at det vil være muligt at blive fuldkomment enige om hvad "ondskab" er. Hvorfor har dette relevans? Forestil dig at du mødte en nazist som Eichmann der påstod (om det er med rette er ligegyldigt - lad os forudsætte det i denne diskussion), at han ikke havde følt at hans handlinger var onde. I forlængelse af hvad Psyko skrev, vil jeg blot tilføje et muligt motiv for personligt at have et medansvar (ansvarlig da han smurte "maskinen") millioner af menneskers død. Bauman har skrevet en bog hvori han argumenterer for, at det var det rationelle udryddelses system, hvori menneskenes humanitet blev udskiftet med tal, logiske og omkostninger. Det var altså ved at behandle emnet via et rationelt tankesæt, at folk som Eichmann ikke "opdagede" at de var onde.

Men det forklarer ikke nogle andre nazister. Lad os tage os en proto-nazist som vi alle kender ham/hende, med jødehadet begrundet i tanker og idéer, fast forankret og uantastelige. Et holdningsfundament om man vil. For dem vil mordet af en jøde være en god handling snarere end ond. At slå nassere (jøder = fattige jøder arbejder ikke), ødelæggere af arbejdspladser (jøder = pengeverdenens usynlige ledere), rotterne (jøder = genetiske undermennesker - folk der aldrig vasker sig) osv. osv. gjorde det legitimt at slå jøderne ihjel. Med andre ord: jøderne blev defineret som "det onde". At bekæmpe det onde er naturligvis godt. Bemærk at kristendommen i Nazityskland var sat helt ud af kraft. Ingen næstekærlighed eller Gud som endelig værdiudspring. Føreren havde denne rolle - i ham kærligheden til Folket.

Hvad er værst: Eichmanns forglemmelse af "vores ondskabs begreb" i en rationalisme, eller de hardcore nazisters "omprogramering" (fra vores normale)? Glemskab eller overbevisning? Ingen af dem ved at de gør noget galt. Det er først når de møder vores værdier at de overhovedet vil komme til at skænke det en tanke at de har visse værdier frem for andre!

Dette er blot et eksempel i historien blandt mange. Alt hvad man gør ønsker man jo implicit at gøre til det rette. Det onde kan aldrig være ens egne handlinger. Hvis vel og mærke at man lever i en osteklokke. Som Sartre skriver meget rammende; at det først er i den andens blik at vi bliver mødt med kravet om at indrømme vor ondskab. Ondskab findes ikke i en verden uden andre, er mit eget svar på mit tidligere stillede spørgsmål.
Vores værdier er klippefaste indtil de støder ind i hinanden. Hvordan dén proces foregår, er straks det interessente spørgsmål at stille!
Hvorfor vinder nogle værdier over andre?
Kommer de igen? I en anden form eller samme?
Kan vi nogensinde indleve os i andre værdier?


Dette er ikke en kritik af din "de fleste mener dette moralsk set og det samme gør jeg i denne og hin situation".

Hej Fellini...Du ved sikkert godt det her, men jeg synes bare lige jeg ville tilføje det af hensyn til andre, mindre vidende psy-brugere.
Kristendommen fandtes også i det tredje rige (og man kan så diskutere hvorvidt den var "i kraft"), men den var ligesom alle andre instituioner blevet nazificeret. Der kom et mindre opgør med nogle genstridige præster efter overtagelsen i 1933. En anden ting er at de nazistiske ledere ofte fremstilles som rendyrkede ateister eller tilhængere af ase-tro. Imidlertidig var flere nazister kristne...propagandaministeren Joseph Goebbels så f.eks Hitler som en slags jesus, der var kommet for at befrie Tyskland for jødeplagen. Han var iøvrigt kendt for at sige ting som "Jesus kan ikke have været jøde, det er et ubestrideligt faktum" (uden at anvende nogen argumenter! )

Derudover så synes jeg at hele ondskabsdebatten leder os frem til én ting: Det vigtige er ikke den bagvedliggende intention ved de handlinger man udfører men deres resultat. Hvis de handlinger man udfører er forkerte, så kan det være ligegyldigt med hvilken intention de udføres. Problemet opstår i forhold til hvordan man definerer rigtigt og forkert.
Det må som Zarathustra var inde på tidligere blive en afvejning af fordele og ulemper, og ikke nogen objektiv, monolitisk størrelse.

Mvh. Psyko

Det kommer an på hvad du mener med "det vigtige". Hvis du mener den overordnede velfærd, så giver det sig selv, at det er handlingernes konsekvenser og ikke deres intentioner, der er "det vigtige". Men hvis du f.ex. snakker Ondskab, synes jeg, intentionerne er meget vigtige.

Tænk på følgende tankeeksperiment: En person rejser tilbage i tiden og myrder Hitler, for at undgå Holocaust. En anden person (fra Hitlers samtid) støder tilfældigvis ind i Hitler og dræber ham for sin egen sadistiske fornøjelse. Han ved intet om, at han har bidraget til at undgå et af de største fuck-ups i menneskehedens historie, han er bare en psykopat, der har dræbt et andet menneske for sjov. Mener du, at disse to personers handlinger er (etisk) ens? Det mener jeg IKKE. Konsekvenserne er måske (næsten) helt ens, men det er personernes intentioner ikke.

Eller tænk på et andet tankeeksperiment: En person kommer tilfældigvis til at løbe ind i en anden og skubbe ham i havnen, så han drukner. Han når ikke at opdage, at manden er ved at drukne, før det er for sent. En anden person skubber med vilje en person i havnen og står og griner, mens manden drukner.
Vil du bedømme disse to handlinger og personer som "lige onde"?

Problemet (for mig) er, at der er mere i etik end f.ex. "velfærd". Etik har også noget med principper og intentioner at gøre.



@Fellini: Jeg synes du overdriver. Selvfølgelig ville det være meningsløst at have en etik, hvis der ikke var andre mennesker (eller dyr og planter for den sags skyld - jeg mener ihvertfald man har et vist etisk ansvar overfor både dyr og planter).
Men at man føler, at "ens egne værdier og handlinger altid er de rigtige, indtil man støder ind i andres værdier" tror jeg simpelthen ikke på.
Mennesker ER i stand til at erkende deres fejl, og se, at de har handlet svagt, naivt, hadefuldt, vanvittigt osv.. Dette er muligt selv uden kommunikation. I kraft af empati er mennesker i stand til at forstå, hvad de har gjort ved andre, og derved indse, at de har handlet ondt.
Man behøver ikke blive konfronteret med andres værdier, for at indse sin fejl. Man sætter sig bare i den andens sted, og føler, hvad man har gjort mod ham

Og desuden er "Den gyldne regel" ("gør kun mod andre, hvad du vil, at de skal gøre mod dig") jo en etisk norm/regel/værdi, der er stort set ens for alle kulturer og religioner.
At nogle så har ekstremt indsnævrede opfattelser af, hvem deres medmennesker er, er selvfølgelig et problem.

Forresten tror jeg, at stort set alle etiske problemstillinger bunder i forskellige metafysiske opfattelser og ikke i forskellige værdier. F.ex. af hvad et "medmennske" er.

Jeg er meget tilfreds med Zarathustras fremlægning af betydningen af intentionen for den etiske handlen, og vil derfor ikke kommentere det yderligere.

Det er også fint at Psyko lige får forklaret detaljen om Kristendommens betydning. Jeg tænkte blot meget firkantet ud fra et samfundsperspektiv der lyder at "enten er du med os eller også er du imod os", hvilket alle institutioner blev stillet over for af nazisterne. Alt lige fra spejdere over kapitalejere til gejstlige.

@Zarathustra: Din opfattelse er nærmest 100% lig Adam Smiths. Det kunne være du skulle tage et kig i hans Theory of Moral Sentiments. Men den er ikke uden sine problemer.
Hvordan kan man vælge mellem flere forskellige handlinger, hvis man skal sætte sig i den andens sted? Hvordan kan man vide om "den anden" foretrækker valg 1, 2, 3, eller n? Det er et ældgammelt problem at der ikke kan foretages intra-personelle vurderinger og en sympati teori er magtesløs overfor dette.
Det samme er det kategoriske imperativ ("den gyldne regel"). Du kan fint vælge mellem gode/slette gerninger, men ikke mellem forskellige gode handlinger indbyrdes, eller flere mindre-slette indbyrdes. Det er i øvrigt også Hegels kritik af det Kantianske universal begreb. Når man prøver på at være alt, bliver man intet (meget groft sagt!).

Nej, værdier - og dermed etik - er relative og kulturelt bestemt. Om det så betyder fuldkommen tilfældighed, altså at en terningemand kunne have valgt for os, eller om kulturer bevæger sig i store linier mod ét punkt, er et rigtig godt spørgsmål som man ikke alt for hurtigt må være dommer i. Husk som eksempel, at de gamle grækere fandt det etisk korrekt at have slaver. Eller at det var ganske fornuftigt for ældre mænd at "introducere" unge drenge til det seksuelle. Når man skal bedømme værdiers værdi (!), skal man have tungen lige i munden, for vi står dybt plantet i vores egne værdier, og de har lyst til at forblive skjulte for os.


For at benytte sig af Zarathustras teknik for at gøre det helt tydeligt.
Man behøver at blive konfronteret med andre værdier, for at kunne bedømme om man gør noget rigtigt eller forkert i forhold til en [implicit] aftalt konvention. Man kan IKKE sætte sig i den andens sted, før end man ved hvor den anden står.

Det bringer mig videre til et spørgsmål. Vil det ikke ganske automatisk af sig selv, være hyklerisk at påstå, at de værdier vi har nu er de bedste?

Lad mig give et eksempel. Selv om jeg mener at menneskerettigheder er en fantastisk landvinding i etikkens historie. Kan jeg så påstå at jeg så ikke blot mener dette, som resultat af min placering i en tid hvor dette er accepteret?