JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote
Citat:
Også indtagelse af narko, synes jeg viser at hjernen er skaberen, for jeg ka' ændre 'virkeligheden' totalt ved at ændre hjernens kemiske balance. Hvis jeg var noget guddommeligt, så ville jeg da ikke være _så_ afhængig af noget så skrøbeligt som en hjerne?
Narko sætter kroppen i nogen unormale tilstande således at den biologiske organisme reagerer imod det fremmede stof som samtidig overfører sine egenskaber til kroppen, det føles ofte som nydelse og sommetider kan man have oplevelser af utrolig karakter, sommetider enda spirituelle oplevelser, men det er netop fordi jeg fortalte at hjernen er en modtager, hvis modtageren eller aparetet bliver ændret så bliver signalerne anderledes, jeg siger ikke at det biologiske og tankerne er to forskelige ting som man kan sætte en skarp afstand imellem, derimod skal man se på at den forbindelse som man vil påvise imellem sanseiagtagelse og det som hjernen fortolker det til, selv det er en tanke og man skal tage sin egen konstitution med i sine overvejelser, vi kan ikke kun tro at virkeligheden er en envejs process imellem en selv og verden udenfor, for tænk nu hvis vi er i verden, men at vi er skabt af verden og at verden har skabt os i sit eget billede, vi er derfor afbilleder, du må ikke misforstå mig, jeg laver ikke afbilleder af det gudommelige, derimod siger jeg at han er almægtig og at vi ikke kunne have tænkt en eneste tanke hvis vi ikke levede i hans tanke [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]
Men det som hvores konstitution frembringer iform af hvores udvikling det bidrager aligevel til en essens, nemlig den tankemæssige essens som er et resultat af ens oplevelser og ens fremskridt iforhold til det som er de ædle og moralske kvaliteter som selv kendetegner det gudommelige, gud tænker, gud tænker på os i kærlighed...
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Jeg synes der er mange punkter du er inde på, hvor jeg ikke ka' forstå de konklusioner du vælger at drage. En ud-af-kroppen-oplevelse (UAKO) feks; hvad åndeligt behøver der at være i det? En person der oplever dette, oplever jo stadig at de er 'personen selv'. Personen føler sig jo stadig som John Doe, så kroppen og selv-billedet af sig selv som værende et menneske med arme, ben osv, forsvinder jo ikke under en UAKO.
Folk bli'r jo sjovt nok også i deres nærmiljø under en UAKO. Hvorfor, hvis det hele er en universel tanke, ender de ikke i alle mulige andre hjørner af universet? Hvorfor flyver de ikke en tur til Mars feks? Og hvorfor mærker de ikke forbindelse til andre? En UAKO beskriver sig selv som den samme person de er fysisk, hvilket da tyder på at tankerne under en uako stadig er forbundet med den fysik personen er 'fængslet' af. Altså hedder test-subjektet Alice, så hedder hun stadig Alice under sin uako.<HR></BLOCKQUOTE>
Jeg kan godt fortælle dig hvorfor, de fleste ud af kroppen oplevelser som folk oplever skyldes at menneskets sjæl, eller det som kendetegner de tilbøjeligheder og sympatier og antipatier som han har, den forlader kroppen, det går den hver nat under søvnen, men mange har svært ved at styrer oplevelsen, det har de fordi de som regel heller ikke har udviklet de åndelige sanseorganer som ligger latent i mennesket, de kan fremprovokeres til at reagerer når man f.eks. tager DMT, men de fleste mennesker oplever netop enten noget rent fysisk rundt i deres hus eller i byen de bor i.. nogen måske andre lande, men hvis de havde udviklet sine højere åndelige organer så ville de kunne opleve sin bevidsthed som udvidet og kunne se på sig selv og sige dig istedet for mig... eller som værende ikke et bestemt sted men nærmere være stedet, hvilket jeg har prøvet flere gange med Salvia Divinorum
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote
Citat:
Du er lidt inde på at tanken er virkelighed, og abstrakt set ka' jeg godt være enig i det. Da man troede jorden var flad, var det jo en sandhed, men viste sig senere alligevel ikke at være sandt. Så lidt skepsis skal man altid ha'. At tro man har 'set lyset' og kender sandheden, synes jeg er en tand _for_ selvhøjtideligt. Selv du, broder, burde ikke være så skrå-sikker, for selvom du hårdnakket er overbevist om at noget er på en bestemt måde, så behøver det jo alligevel ikke være sandheden. Der findes mennesker der tror de er gud, men det bli'r de vel ikke gud af at tro? En skizo der tror skyer er onde skabninger udsendt af djævelen, ta'r jo formentlig fejl, selvom personen måske er lige så overbevist om det, som du er om det du tror på. At du har fundet 'beviser' for dig selv, gør dem ikke nødvendigvis til beviser, men måske bare fejlagtige indbildninger.
Nej jeg vil give dig ret i at tanken ikke er noget statisk og at sandheden derfor må være fleksibel, men en tanke som er abstrakt iforhold til forbindelsen til sit objekt eller at selve objektet er egenskaber af en abstrakt idé, sandheden må nødvendigvis findes i noget som kan opleves, verden oplever sig selv, verden er skabt af gud og bliver født, noget nyt opstår og verden bliver mangfoldigjort, men der må være en idé og idéen er kærlighed, men hvordan kan man lærer kærlighed at kende hvis man ikke også kendte lidelse?
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Har du aldrig nogensinde prøvet at ta' fejl? Hvorfor ta'r man fejl, hvis man er overmenneskelig? Hvordan ka' det gå til at man hører en lyd og tror det måske er en kat der miaver, for at finde ud af at det måske bare var en dør der skal smøres. Det billede du har af din verden omkring dig, afhænger jo i meget høj grad af, hvem du er.
Du indrømmer dog at du stadig har et filter foran din opfattelses-evne, men er det ikke lidt hovmodigt at tro at netop _dit_ filter sku' være mere rigtigt end en andens?<HR></BLOCKQUOTE>
Jeg har prøvet at tage fejl, det er menneskeligt at fejle, men jeg er istand til at udvikle mig ikraft af min evne på at opfatte en stører del end mange, det gør at jeg nemmere også kan opfatte mine egne fejl og forbedre mig,
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Her er en basal forskel på den måde vi ser tingene på. Jeg ser ikke tanken som noget der i bund og grund adskiller sig fra alt andet fysik. Jeg mener hjernen skaber tanken, og ikke at tanken tilføres udefra (men det er selvfølgelig kun en teori). Jeg mener at der er al grund til at tro at hjernen er 'the creator', siden at et individs personlighed står og falder med hvordan hjernen fungerer. Hvis 'tanken' er så universel og Uafhængig af fysik, så ka' jeg slet ikke se hvad 'tanken' overhovedet sku' med en krop og hjerne til at begynde med. En tanke fri af det fysiske, ville da aldrig vælge at binde sig til det fængsel den fysiske krop og hjerne er? Hvad sku' formålet være med det?
Jeg synes det stærkeste indicie på at hjernen er stedet hvor det sker, er at en re-konstruktion af hjernen, eller en ændring af dens kemiske balance på et givent tidspunkt, _ændrer_ individets personlighed. Ronald Reagan, den gæve præsident-cowboy, forandrede sig jo til en totalt Uigenkendelig person da hans alzheimer brød ud. Han glemte sin elskede Nancy... Det læser jeg som at det fysiske spiller en rolle. Hvis gud virkelig var manifesteret i Ronald, så ville den vel ikke være _underlagt_ de fysiske regler? Hvis gud ku' 'dræbes' ved at ødelægge en persons hjerne, så ku' det da Umuligt være gud?
<HR></BLOCKQUOTE>
Ja, hjernen skaber tanken, men tanken skabte hjernen, for hjernen er en så genial konstruktion at det rent sandsynligt aldrig ville kunne lade sig gøre hvis man kun forstår udviklingsteorien udfra et rent fysisk standpunkt, tanken bliver ændret af materie, men det er tanken som har skabt materien, eftersom alting må have en aktualiseret form for at vi skal være istand til at kunne opfatte et univers som et subjekt, derfor indordnes det fysiske efter tanker, de er tænkt og så udtalt og så har de fået fysisk form og der bliver skabt mulighed for modsætninger iforhold til hinanden, dette skaber netop mulighed for frihed under eget ansvar, at man får mulighed for at udvikle sit frit, men hvis vi var helt igennem biologiske så ville vi umuligt kunne have en fri vilje, så ville vi kun adlyde hvores behov og fysiske impulser, men jeg vil ikke sammenlignes med et dyr, jeg elsker dyr det er simpelt hen ikke det, men dyr er netop imodsætning til mennesker ikke frie, de er underlagt deres begær og kan ikke udvikle sig selv ligesom mennesker kan udvikle sig til mere ædle og moralske mennesker, dyr gennemgår ikke nogen historisk udvikling rent individuelt på grund af at de ikke tænker, de føler og handler, de ved ikke hvorfor det gør det og de undrer sig heller ikke over det, mennesket har selvbevidsthed og kan sige Jeg til sig selv, dvs. det kan indbefatte sig selv i et begreb selv om det er subjekt iforhold til en iagtagelsesverden, mennesket kan se sig selv iforhold til resten af verden som var det selv et objekt blandt andre objekter, men hvis man har tilstrækkelig bevidsthed omkring dette Jeg, dvs. har man også kontrol over sig selv og sit forhold til verden så kan man se sig selv som en spejling af et globalt jeg som er ens for alle mennesker, jeg fortalte dig tidligere at menneskets kendetegn ikraft af dets evne til at se sig selv som et selvstændigt jeg er at kunne se sig selv som både subjekt og objekt og derfra drage tankemæssige overvejelser, det er det Globale jeg som lever i tanken og lever videre i os, men hvores biologiske konstitution giver os en individuel bevidsthed, netop derfor bliver denne bevidsthed naturligvis svækket hvis hvores biologiske organisme bliver svækket, men det globale jeg og verdenstanken bliver ikke påvirket, derfor kan man også sige at alle mennesker er ligemeget værd, åndsvage mennesker skulle slet ikke kaldes det, ihvertfald ikke dem det ofte bliver brugt på, nemlig udviklingshæmmede, men ånden kan aldrig være svag, for ånden er tanken og tanken er jeget og kroppen er værktøj for jeget, men hvis værktøjet ikke fungerer optimalt så kan det ikke manifesterer sig ordentligt... Derfor kan man ikke sige at hjernen skaber tankerne, det ville være mere rimeligt at sige at den formidler og individualisere dem...
kvaliteter som selv kendetegner det gudommelige, gud tænker, gud tænker på os i kærlighed...
Du er lidt inde på at tanken er virkelighed, og abstrakt set ka' jeg godt være enig i det. Da man troede jorden var flad, var det jo en sandhed, men viste sig senere alligevel ikke at være sandt. Så lidt skepsis skal man altid ha'. At tro man har 'set lyset' og kender sandheden, synes jeg er en tand _for_ selvhøjtideligt. Selv du, broder, burde ikke være så skrå-sikker, for selvom du hårdnakket er overbevist om at noget er på en bestemt måde, så behøver det jo alligevel ikke være sandheden. Der findes mennesker der tror de er gud, men det bli'r de vel ikke gud af at tro? En skizo der tror skyer er onde skabninger udsendt af djævelen, ta'r jo formentlig fejl, selvom personen måske er lige så overbevist om det, som du er om det du tror på. At du har fundet 'beviser' for dig selv, gør dem ikke nødvendigvis til beviser, men måske bare fejlagtige indbildninger.
Nej jeg vil give dig ret i at tanken ikke er noget statisk og at sandheden derfor må være fleksibel, men en tanke som er abstrakt iforhold til forbindelsen til sit objekt eller at selve objektet er egenskaber af en abstrakt idé, sandheden må nødvendigvis findes i noget som kan opleves, verden oplever sig selv, verden er skabt af gud og bliver født, noget nyt opstår og verden bliver mangfoldigjort, men der må være en idé og idéen er kærlighed, men hvordan kan man lærer kærlighed at kende hvis man ikke også kendte lidelse?
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Nazister mente at jøder var undermennesker og arier var de 'rigtige'. Det var _deres_ virkelighed. Protestanter i Irland, mener at de er mere rigtige end katolikker. Kristne mener de er mere rigtige end muslimer. Politikere mener de er klogere end folket. Mange mennesker tror tilsyneladende, som du også selv nævner, at det _de_ tror på, _er_ sandheden.
Men måske er sandheden bare relativ?
Har du overvejet det? Måske er din sandhed, bare 1 version af mange sandheder. Den ydmyghed savner jeg altså hos dig. Du må undskylde hvis jeg bli'r for personlig ligenu, men du tror så meget på dig selv, at det minder mig om historien med konen med æggene. Du er så overbevist om at du har ret, at du helt seriøst og uden at blinke, si'r at dem der ikke tror det du tror, bare ikke har haft den rigtige spirituelle oplevelse. Hvorfor ku' det ikke ligeså godt være dig, der er gået i en fælde? Måske driller den kosmiske bevidsthed dig, for netop at teste dit storsind? Måske udviser du netop en _mangel_ på overblik, siden du ka' tro du har det største overblik? <HR></BLOCKQUOTE>
Jeg har aldrig sagt at jeg var fuldkommen, eller perfekt, men blot at jeg ved nogen ting, som andre ikke ved, at de så heller ikke har belæg for at vide det gør at jeg ikke på nogen måde anser mig som mere værd, men blot med andre evner, jeg kan nogen ting og andre kan nogen andre ting, jeg kan være behjælpelig med det jeg kan og jeg lader andre være behjælpelige med det de kan, jeg ved bare at min tro er mit grundlag og jeg skriver udfra mit grundlag for som du selv siger så bliver sandheden oplever igennem mennesker og bliver til sandheder, men det som er min tro er ikke blot min egen personlige tro, men er grundlaget for alle mennesker, jeg kommer ikke for at søge min egen ære, men guds ære... Jeg er bare en, som lever i Guds tanke.
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote
Citat:
Jeg synes det må være en fast udgangs-regel, at man stiller sig spørgende overfor alt. Også overfor sig selv. At noget virker som om det er en sandhed, betyder ikke at det altid vil være en sandhed. Ny indsigt og ny forståelse af ting, vil altid revidere 'sandheden'. Sandheden er derfor nødt til at blive betragtet som noget dynamisk, in-motion (set over et bredere perskektiv). Kun på kort og snævert sigt, ka' man tale om en sandhed. Feks sandheden at sten falder ind mod jorden, hvis de slippes fra 1 meters højde over overfladen. Det gør de iøjeblikket, men ingen ved om det altid vil være sådan. Måske ændrer universet en dag pludselig karakter og bli'r 'omvendt', så sten falder ud og ikke ind. Det ka' jeg ikke afvise kategorisk, hvis jeg tænker bredere. Men i jord- og menneske-kontekst, er sandheden at sten altid falder ind. Så sandheden er på mange måder relativ, som jeg ser det. Den skepsis synes jeg du har smidt helt væk overfor din egen teori om sandheden. Du vælger istedet at tro blindt på det du ser, og si'r dermed inddirekte at du ikke ka' ta' fejl (hvilket vel distancerer dig ret voldsomt fra hvad det vil sige at være menneske?)
Nej, det er ikke rigtigt det som du siger, jeg er ikke naiv realist, jeg anser netop ikke det som mine sanser ser som værende hele sandheden, den er derimod en sandhed udfra min biologiske komposition, at den så er ens for de fleste mennesker betyder kun at vi har et helt specifikt forhold til verden som nødvendigvis må være noget som kan knytte sig til noget begrebsmæssigt og derfor hører til en tanke, hvores eget forhold til universet er tænkt.
Det som så er afgørende i den her sag den er, at visse mennesker udvider et kendeskab til sig selv og sit eget forhold til universet og opnår derfor en udvidet forståelse og indsigt i universet, men som alt andet er det noget som skal bygges op ved mental selvdiciplin, hvis dine forestillinger om verden er ringe, så er det som du rent faktisk knytter af begreber til dit betraktningsobjekt være meget ringe, hverken objekt eller begreb er sandheden i sig selv, sandheden er først forståelig når man ser sit subjekt som et objekt iforhold til andre objekter som bliver kædet sammen i en begrebsmæssig helhed, vi er en del af virkeligheden og vi er medskabende på virkeligheden, men vi kommer alle udfra et bestemt grundlag, det grundlag har jeg en bredere forståelse overfor, jeg ved at der er mange som er langt mere vise end jeg, men jeg siger det som jeg føler der skal siges og så må folk selv tage stilling, jeg tvinger ikke nogen til at tro noget...
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote
Citat:
En sindssyg person der tror fuldt og fast den er napoleon, vil jo være ligeså skråsikker i sit billede af sandheden, som du er i dit. Det er ikke, efter min mening, et sundt udgangspunkt for videre tillæring af viden. For at ku' blive klogere og mere indsigtsfuld, _må_ man nødvendigvis indrømme overfor sig selv, at man ikke kender den ultimative sandhed (hvis den altså overhovedet findes), for hvis man mener bægeret er 'fyldt', så bli'r man lukket. Man skal vide at bægeret aldrig vil blive fyldt, sådan at man hele tiden ka' hælde mere ned i det.
Det har du ret i, men det at der vil komme ny indsigt hen af vejen, det ændrer ikke udgangspunktet og grundlaget for ens egen søgen, det drejer sig om at forstå nogen fundamentale principper for virkelig at kunne optage den viden som verden giver os, man skal lærer at optage livets brød
forstå den som kan.
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote
Citat:
Jeg tror jorden er rund. Nej...jeg _ved_ jorden er rund. Hvilket af de 2 udsagn er det mest sande? Det ka' kun være det første, for jeg ved jo ikke om alt jeg oplever i virkeligheden blot er en drøm. Måske er jeg gud og sover og har en meget livlig drøm. Måske drømmer guder livligt. Måske er jeg bare en tilfældig drøm i et væsen fra en helt anden dimension. Det ka' jeg aldrig helt afvise, uden at lukke visse døre og dermed indskrænke mit overblik. Selvom jeg måske ikke har set den dør, der ka' antyde at jeg er gud, så ka' jeg aldrig helt afvise den findes. Du ka' også risikere at være gud, det ka' jeg heller ikke afvise. Men du afviser alligevel at _du_ ka' ta' fejl? Er det ægte åbenhed og fordomsfrihed?
Det er ikke rigtigt det du siger, jeg sorterer blot information, jeg beholder det som jeg ved at der er mulighed for, jeg bruger min intuition i forbindelse med det som sker her og nu.
Og forøvrigt så ved jeg at jorden ikke er rund.
jorden er lidt aflang...
Jeg er meget åben, men du skal forstå at jeg ikke afviser at jorden måske ingengang har den form som vi tror, men iforhold til det forhold som vi har til jorden, det betragtnings udgangspunkt som hvores organisme opstiller imellem os og objektet det gør at man sagtens kan sige at jorden ikke er rund men aflang...
Hvis du ikke havde en krop og levede inde i jordens midte så ville du sikkert mene noget andet... [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Opfindelser opstår ikke altid kun udfra planlagte ideer. Faktisk vil jeg påstå det mere er undtagelsen end reglen. Typisk er det 'Uheld' der skaber indsigt. Feks LSD blev vist opfundet ved et Uheld. Tyngekraften opdagede Newton da æblet nær havde slået ham bevidstløs, det har næppe været planlagt af ham inden han lagde sig til at sove under træet.
Basale ting, som dyr der bruger værktøj feks, er nok det nærmeste man kommer en planlagt ide der bli'r til virkelighed. Men den er stadig syret ind i tilfældigheder, for havde stenen ikke lige ligget ved siden af nøden, så havde dyret måske ikke lige koblet at stenen og nødens indbyrdes relation, gør at stenen ka' bruges til at slå hul på nøden.<HR></BLOCKQUOTE>
Det passer ikke, Newton opdagede ikke tygdekraften... den var der også får Newton opdagede den...
LSD er bare en videreudvikling af LSA og sådan er der jo utallige ting i naturen, som Gud har udtænkt og ladet os få mulighed for at bygge videre på...
Der er intet som er tilfældigt, altig følger lovmæsigheder også selv om de ikke er opdaget endnu, folk fik stadig æbler i hovedet inden Newtons tid [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Det eneste vi rationelt ka' gøre, er derfor at mødes i kompromisset. Netop dét er det videnskaben, efter min mening, generelt gør. Grunden til at det er videnskabeligt 'bevist' at sten falder indad, er ikke fordi det egentlig er bevist. Men blot fordi det er det et flertal af os ser.
Og det nævner du er et problem (du nævner videnskaben ikke ka' udfylde alle huller), hvor jeg netop ser det som en styrke. Videnskaben påstår nemlig ikke at ha' svar på alt, men si'r bare at "sandsynligheden er sådan og sådan". Videnskab er i bund og grund bare en slags sandsynlighedsregning, baseret på det menneskelige erkendelses-apparat. Jo finere et menneskes sanser er, jo mere vil det formentlig ku' erkende. Derfor er det vigtigt at vi spiller sammen i fællesskab, når vi vurderer hvad sandheden er, da den ellers næsten kun ka' blive fejlagtig når den er baseret på 1 menneske alene. Ved at blande resultaterne forskellige mennesker får, ender vi med et gennemsnit, en trend, en tendens, en slags "spørg publikum", en koncensus, for hvad der nok er sandt. Alle de mennesker jeg har spurgt, si'r alle at sten falder indad. Ergo er det en trend blandt mennesker at tro sten falder indad. Ergo må det så opfattes som en sandhed for mennesker at sten falder indad. Er man ikke et menneske, ka' det da godt være man ser en anden sandhed, men mennesker ser generelt sten falde indad og må derfor tro på at det forholder sig sådan.
Det er det eneste udgangspunkt et menneske reelt ka' ta', siden vi, som du også selv si'r, kun' ka' opfatte ting, med 'os selv' i sidste ende.<HR></BLOCKQUOTE>
For overhoved at kunne have en forståelse for hvad som reelt foregår når vi oplever og bygger forestillinger op, der man da nød til at kende sit eget forhold til verden, man må kende sin egen grundfundament, man må kende selve idéen, hvis man ikke gør det, kan man kun som videnskaben gør nu, nemlig famle i mørke.
Men jeg tror ikke på flertallets tyranni, at det er blevet almindeligt i dag at tænke primært rationelt frem for kreativt og inspirationens ånd efterhånden har forladt det moderne menneske, sidder der altid nogen tilbage og må som vise være verdens naturlige bindeled imellem mennesket og verdens rigtige autoriteter, nemlig Gud og hans søn Jesus Kristus og alle Guds engle.
Så længe videnskaben ikke har gjort sit arbejdsbord til et alter, så længe vil den være i modstrid med det som er det religiøse element, nemlig spørgsmålet – hvor kommer vi egentligt fra og hvorfor er vi her. Svaret findes faktisk, men ikke fra videnskabens side, den findes derimod i verden selv, visse mennesker har været lærere for menneskeheden og har fortalt om hvad verden fortalte dem, Goethe er et oplagt på en naturvidenskabsmand som samtidigt havde opdaget ånden i naturen det samme gælder Swedenborg, alle glimrende naturvidenskabsfolk, Einstein kunne også lige ane at der eksisterede noget åndeligt.
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Når vi så opfinder maskiner til at forske med, så er det bare forlængede sanser af vores egen slags. Det er ihvertfald formålet. En kikkert feks, er blot en forlængelse af vores syn. En følsom mikrofon er blot en forlængelse af vores hørelse. Resultatet, eller outputtet, af denne forlængede sans, er så genstand for vores individuelle fortolkning (den bli'r altså filtreret og på en måde censureret), og så starter koncensus-processen forfra; 'publikum' vurderer hvad de ser og udfra det opstår så en ny sandhed (i forhold til den sandhed vi så, før vi havde kikkerten)
Sandheden er derfor flydende og dynamisk. Og ka' derfor kun være relativ (for at noget ka' være dynamisk, skal der jo være et modspil, og et modspil er jo pr definition en relation)<HR></BLOCKQUOTE>
Det er rigtigt at sandheden er dynamisk, i forhold til det at være menneske, men sandheden har sin urgrund og urgrunden har ikke nogen relationer og er anderledes end alt andet, men forbliver stadig én, det er enhed, alting stammer fra en enhed, man kan derfor ikke skille ting ad og slutte at man f.eks. har en uafhængig organisme, intet er uafhængig, ting bliver netop defineret af alt det omgivende, men et træ ville ikke være et træ hvis ikke universet var indrettet på en helt specifik måde, mennesket bruger sanser ikke til at finde sandheden, sandheden finder mennesket ikke i kikkerten, sandheden finder mennesket i tanken, det er først når man forbinder sanseindtrykket med en forestilling, men hvis man ikke medregner sit eget subjekt som et objekt som er en del af iagtagelsen så vil man aldrig komme ind til de rigtige sammenhænge.
Sanseorganer er blot porte for omverdenen, men den måde de er indrettet er jo at vi er en slags printplade hvor det som omgiver det påvirker og indprenter det igennem de forskelige sanser, men det vil jo altid være en spejling, selve det som sansematerialet bygger op får jo i virkeligheden sit materiale fra sjælen og fra sindet, det som man forbinder sig med rent sansemæssigt kan både være smerte eller nydelse alt efter hvordan ens biologiske og psykologiske natur er indrettet, det som vi oplever er jo kun til stede udfra det forhold vi har til den omgivende verden, paradokset er at vi er verden og at vi betragter os selv, men hvis man er underkastet organismens måde at reagerer iforhold til en sanseiagtagelse så er den kun begrænset, derfor er man for at få en objektiv forståelse så er man nød til at kunne iagtage uafhængig impulser som enten er indlært eller betinget af hvores organiske organisation, altså der hvor det oprindeligt har sin plads, nemlig som noget sjæleligt og mentalt, derfor er det ikke iagtagelsen som bringer bro til sandheden, når man iagtager er organismen beskæftiget, når man tænker stopper organismen op og modtager, det kommer alt sammen an på hvor fri og uafhængig ens modtager er for støj, det er noget man kan træne op, først da begynder man at gøre fremskridt i forståelse af hvordan tingene er skruet sammen.
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Den nye sandhed vi har fået af at kigge i kikkert (egentlig lidt underligt at det staves med k og g, når det handler om det samme!? kiGGe i kiKKert.) gi'r så mulighed for at vi ka' sammenligne det vi så før kikkerten, med det nye vi ser, og så vurdere hvad forskellen egentlig er. Når nå så får en kraftigere kikkert, ka' vi igen ta' 1 led. Når vi så har nogle led, ka' vi lede efter en trend i disse led, og så måske bruge denne trend til at forudsige hvad vi vil se når vi når næste led. Passer det så at vi ser, i det næste led (altså feks en endnu større kikkert), det vi tror vi vil se, så bestyrkes trenden vi har regnet os frem til, og vi ka' derfor stikke den endnu længere ud.
Det er en konstant process, som næppe vil ende foreløbig, hvis nogensinde.
Videnskaber erkender altså at den ikke ved alt, hvilket jo netop er at holde alle døre åbne, mens din er lukket ikraft af du mener du allerede kender sandheden. _Du_ ved hvad der er rigtigt, og behøver derfor ikke længere lede, eller kigge omkring dig, for at lave reality-checks. Dermed vil du også overse ting, der måske ka' vise dig at du ta'r fejl. Dermed er du fastlåst og lukket i dit verdensbillede, kære broder.<HR></BLOCKQUOTE>
Nej jeg er ikke fastlåst, jeg ved bare noget, jeg ved at der er meget jeg ikke ved endnu, men det som jeg har erkendt det VED jeg, det er nok det som du ikke kan accepterer kære Broder, jeg er stærk i troen, jeg VED hvad jeg lever for, jeg VED hvad jeg er villig til at dø for, jeg VED om mit forhold til min skaber, det gør videnskaben ikke, den kan ikke finde på noget nyt, som Gud ikke allerede har tænkt på… At den så hele tiden finder på måder at bygge nye mekaniske apparater ændrer jo ikke ved det grundlæggende at den er begrænset iforhold til sin egen begrænsede erkendelsesmetode.
Jeg forstår ikke hvorfor du siger som du gør, jeg har ikke benægtet at videnskaben har opdaget hvordan man kan se længerer med en kikkert, det ville være tyåbeligt…
Derimod er der en masse ting videnskaben ikke kan erkende medmindrer den tager nogen andre begrebsmæssige betragtninger.
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Du snakker lidt om at det åndelige svinger på højere frekvenser end det fysiske. Det er vel muligt nok. Men si'r du så ikke også at det fysiske og det åndelige er lavet af den samme bestanddel? Blot tunet med forskellige frekvens?
Men det betyder vel ikke at vi aldrig vil ku' måle den frekvens? Den første walkie-talkie ku' jo heller ikke operere i gigahertz området feks, men startede i et lavere område. Vores forlængede sanseapparat bli'r jo hele tiden mere og mere forlænget. Måske vil det en dag være alt-omsluttende?<HR></BLOCKQUOTE>
Både og, det vlil helt klart blive muligt i fremtiden at måle frekvenser på et højere område end i dag, men det bliver med noget som kan modtage de frekvenser og det kræves at modtageren har en frekvens højde som er på bølgelængde.
Derfor må modtageren være noget som ligger på en højere bølgelængde end den som kendetegner det fysiske, den modtager som er bedst er mennesket selv, eftersom vi er en fast inventar af den samlede objektverden.
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Du spør' om jeg er mig eller min hjerne. Jeg ved ikke om jeg har misforstået det, men min hånd er da ligeså meget mig, som mine tanker er mig. Jeg ka' ikke se nogen forskel her. Det er blot 2 forskellige ting af mig, men det er stadig mig, og der ville mangle noget af mig, hvis jeg feks manglede arme og ben. Så var det ikke længere den samme mig, men en anderledes mig. Så jeg er ikke min hjerne og jeg er ikke mine tanker. Jeg er alt det der samlet set skaber mig og min virkelighed. Min krop er ikke en genstand jeg har fået. Min krop _er_ mig. Hvis jeg sad i rullestol, var jeg ikke længere den jeg er idag, så ville jeg være en anden, farvet af den nye virkelighed (at jeg måske var blevet lam af polio eller hvad ved jeg)
Min hjerne er stedet hvor alle input mixes sammen og dermed gi'r det mest fuldendte billede af 'virkeligheden', som den nu kan, men den er ikke mere mig end resten af min krop. Bevidstheden om at jeg er mig, opstår nok i hjernen. Men det ville stadig være et andet billede der opstod, hvis min krop fungerede anderledes end den gør.
At miste en arm har måske nok mindre indflydelse på 'mig', end hvis jeg mister en hjernehalvdel. Men princippet er stadig det samme. Jeg er en anden hvis jeg mister en arm, i forhold til den jeg er nu. Så krop og sjæl hører sammen. Krop og tanke er Uadskillelig. Ergo ka' tanken ikke være helt objektiv, og dermed vil den aldrig ku' nå en eventuel gud<HR></BLOCKQUOTE>
Det er ikke rigtigt at det er din biologiske konfiguration som skaber dig, det er derimod noget andet, noget som er født af ånden, din krop er født af kødet og er lånt af verden, den er ikke din egen, det er noget du låner fra jorden, det som er dig, eller bevidstheden om hvem du er er en integration af den mentale bevidsthedsgnist som bliver inkorporeret i din biologiske organisme, det er derfor kun et samspil imellem noget ubegrænset og noget isoleret og aktualiseret.
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote
Citat:
Så si'r du at vi er skabt i hans billede...men betyder det så ikke bare at han er et menneske? Hvis vi er magen til gud, så er gud vel også magen til os? Og så er vi jo allerede på det højeste plan allesammen?
Nej det betyder at mennesket er små efterligninger, afbilleder af Guds visdom. Guds billede er hans skabelse af universet, vi er små malerier i et stort maleri.
JEL skrev:
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Du føler måske du har fået den endelige åbenbaring, men synes man ikke altid det lige indtil man får en ny?
"Open your mind" betyder, for mig, ikke at man _ved_ sandheden, men at man åbent betragter det der sker omkring en, _uden_ at tro det nødvendigvis er sandheden.<HR></BLOCKQUOTE>
Sandheden er i sandhed stor, men man kender kun forskel på rigtigt og forkert, når man har erkendt sandhedens fulde kraft.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
