Psychedelia.dk

Der vil helt sikkert ske noget stort 2012 men jeg tror ikke at det er dommedag

Måske er det en global højnelse af jordens energifelt eller bevidstheden vil stige til uanede højder, men noget vil der helt sikkert ske

Jeg tror selv på re-inkarnation og at vi stadig bliver født med hurtigere mellemrum, normalt var det sådan i gamle dage at man blev født hvert 1000-2000 år som både mand og kvinde

Ens fysiske og psykiske tilstand og helbred er bestemt af ens forrige lives moralske kvalitet, hvor godt man har levet sit liv og hvor meget man har brugt sine evner

Jeg tror ikke på nogen endelig ende eller begyndelse, derimod tror jeg på at vi bevæger os op på et højere bevidsthedsplan imellem hver af hvores fødsler her på jorden, dvs. vi bevæger os op i de planetariske sfære, som jeg mener er beboet af superintelligente entiteter

MCh. AStral

Efter at have set Terence McKennas video "Timewave zero" og læst i "The archaic rivival" er jeg efterhånden også ret sikker på at der sker noget ekstremt i år 2012...

Jeg ved ikke hvad, og ligemeget hvad jeg filosoferer mig til, så tror jeg aldrig jeg vil have ret i min filosofi, for hvis jeg som et lille menneske tror jeg kan regne hele "spillets" strategi ud, så har jeg vist storheds vandvid

Men mht. det du skrev *thebo* om folk på psykriatisk hospitaler, så er jeg ret sikker på at der er nogle af dem der er indlagt som har set det jeg har set. Derfor tror jeg faktisk på at nogle af dem der påstår de har set gud osv.. faktisk har set gud. Dem som er blevet så skræmt, at deres hjerne har fået et overload i science fiction fantasierne. Det kan ske at jeg har bygget min filosofi om "spillet" op med oplevelser fra en psykose, men denne psykose kan ikke forklares og folk der ikke har oplevet bare noget lignende vil tro at man er skingrende sindsyg, mens folk der har haft nogenlunde samme oplevelse sagtens kan sætte sig ind i det.

En ven af mig sagde engang at når man så noget på psykedelika som ikke kan forklares og som folk ikke vil kunne forstå uden de så det, så må det jo være fordi vi har åbnet op for noget i vores hjerne som andre folk ikke har.
Dvs. at vi faktisk er blevet klogere et eller andet sted.. Vi som psykedeliske folk kan side og snakke om div. "hallucinationer" og andre folk kan ikke forstå hvad vi snakker om fordi de aldrig har set det og derfor ikke kan forestille sig det.
Men er det så et slags løst-løst-løst bevis på at de hallucinationer som vi ser har været gemt i hjernen og kun kan komme frem med den rigtige nøgle? Eller er det en fremmed intelligens, af en art, der har fået lov til at vise os noget som egentligt ikke kan lade sig gøre.
21 dimensionelt univers f.eks...?

Jeg kan have taget skade af min oplevelse, ellers er det 100% ægte det jeg så. Og som de fleste så tror jeg på mit eget sind.

Jeg har længe undret mig over, hvordan videnskaben kan sige at alt hvad du ser på psykedelika er illusioner. Hvad nu hvis det ikke altid er tilfældet og at der faktisk er to eller tre slags kemiske bindinger der ser ud som dem der giver hallucinationer, men som faktisk viser mindst en ting som er 200% ægte. Altså en slags joker i spillet?
Hvad nu hvis lægerne og forkerne kun kan se illusioner fordi de (metaforisk set) kun er en del af spillet og ikke kan se virkeligheden, og "beviser" at en DMT oplevelse kun er en illusion, men hvor det i den 200% virkelighed faktisk er lige omvendt. DMT'en er den røde pille (sammenligner med matrix filmene)..

Dette kan selvfølgelig ikke "bevises"

/Cope

Jeg tror der findes mange stadier af bevidsthed og derfor også mange stadier af oplevelse af virkeligheden

Vi kan vel blive enige om at et dyr oplever verden anderledes end mennesker gør

Dette kan vel også siges om mennesket sammenlignet med et endnu højerestående væsen, som vi normalt ikke kan opfatte eftersom hvores bevidsthed er knyttet til de sansemæssige input vi får udfra hvores fysiologiske konfiguration iforhold til de omgivelsesmæssige input

Dvs. hvores forarbejdning af indtryk er prædefineret udfra hvores sansemæssige kontruktion og psykiske bevidsthed og hukommelsesmateriale

Det jeg mener er at vi hele tiden kan opnå en forhøjelse af hvores oplevelse af virkeligheden hvis vi er istand til at gennemskue hvores sinds forhold til de input vi får og hvorledes vi drives til at handle udfra disse stimuli, en helt nøgtern analysering over ens daglige små aktiviteter udfra et transcendentalt objektivt skuende forståelse af ens handlingsmønstre

En totalt frigørelse fra udefra tvingende stimulering og balance imellem de to hjernehalvdele, under dmt oplevelser ses tilsyneladende mange delta/theta bølger ligesom under den dybe søvn dvs. vi komme ind i en meget meditativ tilstand hvor betragtning kan højnes bevidsthedsmæssigt, med EEG feedback kan man måle hvordan meditation kan kontrolere hjernebølgerne og derved stimulere tilstande som kan sammenlignes med søvn stadier, med den forskel at bevidstheden er vågen, ligesom med dmt, jeg har lagt mærke til at man ofte gaber og må lægge sig ned og en udpræget bedøvende virkning

Håber nogen har nogen input

mvh

Jo, det vil jeg da, når nu du spørger så pænt Det er lige netop den første mulighed du beskriver jeg bruger som grundlag for det jeg siger. Dog skal du ikke tage det for mere end et forsøg på at illustrere at der er andre måder at forstå et observeret fænomen på end den der bliver lagt for dagen.

Mht. det med at verden dør når jeg dør, så kan jeg kun sige at jeg ikke har nogen ide om det.

Jeg mener iøvrigt ikke at de 2 ting du siger ovenfor nødvendigvis behøver at udelukke hinanden, men derimod at det er to forskellige måder at beskrive det samme på.

_________________
Der er ingen planet B.

Det virkelig spændende spørgsmål er hvordan "man" kommer til at tænke "noget" (om døden). I virkeligheden er der måske et meta-spørgsmål der lyder: "Hvordan kan man overhovedet tænke sig til at "man" kan tænke sig til "noget"?". Jeg er dog ikke overbevist om at det er et sandt meta-spørgsmål, men at det fortsat befinder sig indenfor rammerne af forståelse. Og før nogen pointerer det, så er det selvfølgelig blot "min" mening.

Er overbesvist om at sjælen går videre og derfor tror jeg også sindet gør til en grad..Tror måske at nogle af os der har levet de liv vi skulle leve og opnået det spirituelle bevidsthed til en en grad som måske er det højeste og været gode mennesker ryger op i universet hvor vores sjæl bliver fri og får fred en dejlig følelse af ubegrænset kærlighed for evig og måske en følelse af intet og alligevel alt.Andre gange tror jeg at vi bliver født på ny med den samme sjæl i en ny krop da vi ik er færdige med at lærer og måske også at der skal ske nogle foreskellige ting i hver liv vi har før at vores sjæl kan blive fri af en eller anden grund jeg ik ved..Andre sjæle kommer til at rande rastløse og ynkelige rundt i blandt os mens de kan se os uden at kunne deltage eller føle liv/kærlighed/energi men de søger den for evigt..

Jeg er sikker på at livet fortsætter efter døden, den fysiske krop forgår, men bevidstheden lever videre. Jeg tror livet er en evig uendelig rejse, altid i evig forandring. Nirvana, ét-med-alt bevidstheden er ikke endestationen (der findes ingen), men snarere en grundtilstand af grænseløs ekstase, hvorfra man igen kan tage på nye eventyr i bevidstheden. Jeg tror vi selv har valgt at være på jorden, og derfor giver det ingen mening at betragte jorden som et fængsel man skal flygte ud af. Der er ikke nogen gud uden for os selv der dømmer os eller tvinger os til at gå igennem en masse lidelse, vi er derimod selv gud. Alt der eksisterer er dybest set ét og samme væsen og dette betyder også, at hvis vi gør skade på andre er det dybest set os selv vi går skade på (karmaloven).

Håber ikke det lyder alt for flippet, men for mig virker denne tankegang til at have en langt stærkere indre logik en det materialistiske verdenssyn, som indeholder nogle ret underlige postulater og betragter alt i fragmenter istedet for at omfavne helheden.

Er en smule påvirket ni så håber ikke denne post bliver for langt ude (igen igen )

Jeg ved lige nu ikke med 100% sikkerhed hvad der skal ske når min fysiske krop dør, men jeg har efter hånden fundet frem til at trods af sansebegragene på psykedelika, så kan psykedelika godt give dig en følelse som folk der ikke har prøvet psykedelika ikke kan komme frem til uden at misforstå pointen i ens forklaring af oplevelsen. Igen.. Man bliver en anelse "klogere" ved at bruge psykedelika end de ikke Psyked brugene folk...
Hvis en homo sapiens for 10.000 år siden spiste en svampe eller drak ayahausca f.eks., og personen dagen efter sagde at han/hun følte sig som en del af altet, så ville de lyttende grine deres røv i lasser...
Men videnskaben i dag siger jo at alt er bygget af bitte bitte små bygge-klodser som har specielle funktioner i hele dette puslespil.. Det er jo bare en mere moderne måde at forklare det som personen for 10.000 år siden påstod at have følt.
Men det vil jo altså også sige at den psykedeliske person faktisk har "følt" det som videnskaben har kæmpet for at finde frem til. Dermed mener jeg ikke alle funktionerne bag et trip er forkerte. Derimod mere rigtige...
Det jeg vil hen til, er at jeg vil forklare hvordan jeg tænkte og "følte" det da jeg oplevede hvordan det hele er skruet sammen. At jeg så så disse koder og andet "stads" kan jo også være min hjernes måde at fortolke mine følelser på, og ikke mine visuelle sanser..
Ved ikke om dette kan drages i parallel mellem de fortællinger fra stofnet om at man med psykedelika kan se lyde og høre det visuelle.. Hvad nu hvis man kunne se følesansen? Det er vel ikke langt fra de lige-før-nævnte-"tanker"...?

/Cope

Sov godt!!!!!!!

har den teori at liv indebærer tid såvel som rum. teorien går ud på at når jeg lukker mine øjne (eller dør), så stiler jeg hen i mod en identifikation med rummet. derfra har jeg oplevelsen af at rumme hele kosmos. Når jeg er en del af tiden har jeg en krop. den er opbygget af lys (godt) og desværre også slukket lys (dårligt). udfra det er jeg en skabning på både godt og ondt, evig og samtidig også dødelig.

Det er jo helt religiøst at bekymre sig om døden og hvad der så måtte følge.
Må jeg ikke have lov at spørge: hvad er det interessante ved at bekymre sig om tiden efter døden? Det forekommer mig at være en flugt fra livet her og nu at fokusere på den.

Nu orker jeg ikke lige læse alle indlæggene igennem, men jeg er selv nået frem til den erkendelse, at man ikke kan afgøre spørgsmålet om døden (med vores nuværende teknologiske kunnen ihvertfald.)

Dvs. at måske er det den kristne, muslimen eller ateisten der har ret - jeg aner det ikke. Jeg synes, det er fjollet at forsøge at tvinge folk til at tro på ens egen opfattelse, og jeg mener da også at religion har en praktisk funktion. Det giver mange folk håb, til hvilket man self kan stille spørgsmålet, om det ikke netop indikerer at religion er fabrikeret af mennesker. En ting er ihvertfald helt sikkert, og det er at alle de dogmatiske religioner bærer tydeligt præg af den samtid hvori de blev skabt. Det udelukker self ikke, at de alligevel indeholder en eller anden form for kerne af sandhed, men de mange regler og skikke, tilskriver jeg helt klart de menneskelige forfattere.

Selvom jeg er agnostiker, så hælder jeg mest til teorien om at der "intet sker." Jeg baserer min opfattelse på det samme som Yeti, nemlig personlig erfaring. Under dyb narkose har jeg oplevet, at tiden forsvandt uden at jeg registrerede det. Jeg fik altså et skud bedøvelse, og straks efter vågnede jeg, med samme følelse som var der ikke gået nogen tid. Jeg tror, det samme sker, når vi dør, med den undtagelse at der ikke er nogen opvågnen. Et eller andet sted ønsker jeg inderligt, at jeg tager fejl, for jeg har virkelig ikke lyst til at have ret. Problemet er bare, at det er hvad jeg tror på, og det kan ikke bare laves om. Nogle gange trøster jeg mig selv med, at det jo ikke er helt sikkert, at jeg har ret, men somregel er det dog alligevel "visheden" om den evige død, der står tilbage i min hjerne.

Håber det gav mening, jeg ret træt nu og tror jeg vil joine hænde med dødens fætter "I never sleep cuz' sleep is the cousin of death"

Mvh. Psyko

ctrl + alt + delete

Hvis der intet er når man dør, hvor kom så livet fra??, så er livet og alting en stor tilfældighed

Ja, det er jo det, hvis man mener at livet er opstået ud af ingenting, og at det forsvinder ud i ingenting igen når man dør, må den logiske følge nødvendigvis være, at livet endnu engang kan opstå fra den intethed der følger efter døden...?

Jeg aner ikke hvad der sker med os, efter vores sidste åndedræt...Måske sker der intet, måske sker der noget vildt og ubeskriveligt. Måske bliver træerne besat af vores sjæle, som shintoisterne og Amazone-folket mener. Jeg tror at vores forfædre og -mødre prøver at komme i kontakt med os på forskellig vis. Gennem overnaturlige fænomener og gennem psykedelika. Det er bare individuelt hvordan vi vil tolke deres signaler..
Det bliver spændende at se hvad der sker med mig efter dette liv..