Psychedelia.dk

Jeg fortolker det sådan, at i og med vi (læs: de tidlige mennesker) blev bevidste om os selv og vores omgivelser, søgte vi en forklaring på hvorfor vi var tilstede på denne jord og hvorfor at den var tilstede under os. I mangel på bedre er troen på guder opstået. Efterhånden har vi fundet alternative mere plausible forklaringer (jorden er opstået ved big bang, levende væsner ved evolution) og behovet for guder er indsnævret. Jeg TROR ikke på det overnaturlige, men den naturvidenskablige indgangsvinkel er at kalde mig selv for agnostiker, da jeg ikke kan opstille et forsøg der påviser eller afviser eksistensen af en gud.




Kvantemekanikken er utrolig populær hos troende mennesker fordi den tillader dem at sige "Der er mere mere mellem himmel og jord end i sådan lige går og tror". Jeg er ikke fysiker, det er du heller ikke så vidt jeg ved, men det burde være synligt for os begge, at langt de fleste ting, vi observerer, kan forklares tilstrækkeligt på et højere niveau end kvantefysisk. Nu interesserer jeg mig mest for fysiologi, og det er mit indtryk at biokemiens forklaringer er tilstrækkelige. Det er nok at forklare ting i kemiske interaktioner, der er ingen grund til at involvere kvantemekanikken, selvom den implicit er tilstede når vi taler om molekylers interaktioner.

Men jeg vil gerne høre hvordan du mener at man skal tage hensyn dertil.



Hvis den havde det, så kunne man ligeså godt nedlægge al forskning. Selvfølgelig har den ikke det. Hvem tror egentligt det? Det smukke er jo netop, at teorierne konstant bliver testet. Har du et bedre alternativ?

Det er altså ikke rigtigt. Naturvidenskaben er på ingen måde i modstrid med den eventuelle eksistens af en gud, og hvis du mener at vide noget andet, er det fordi du ikke har begreb om hvad naturvidenskab er.

Nej, det er den sgu ikke, den er på INGEN måde inkompatibel.



Hvem har snakket om noget supernaturligt? Guddommeligt og supernaturligt er ikke det samme. Det guddommelige er for mig noget ganske naturligt.




Meningen med min post, Skyd-Sven, er at understrege det absurde i at begynde at drage naturvidenskaben ind i spørgsmål som den i kraft af sin natur aldrig kan have det fjerneste at gøre med. Videnskaben kan forklare os noget om det man kan observere med de måleinstrumenter der til enhver tid er udviklet, og deri ligger begrænsningen. I slutningen af 1800-tallet troede man jo også at nu var man tæt på at have fysikken 100% på plads, der manglede kun lige nogle småting, men så kom først relativitetsteorien og derefter kvantemekanikken som væltede det hele, og den slags kan jo sagtens ske igen. Det kaldes paradigmeskift, og jeg er sikker på at du har hørt ordet før.