Psychedelia.dk

En tanke slog mig lige, og det er om man egentlig har det godt, når man vælger at tager stoffer. Hvis man ikke føler at man mangler noget og ens tilværelse fylder en med de rette stimuli og positive påvirkninger, hvorfor så tage stoffer? Hvis man søger noget gennem stoffer, er man så fuldkommen? Man kan sige at stoffer kan give nogle oplevelser, men hvorfor denne trang til oplevelser og nysgerrighed efter en anderledes verden, hvis man allerede befinder sig i en tilværelse, hvor de behov og krav er opfyldt? Dermed tanken, at man vel ikke har det helt okay, hvis man vælger at tage stoffer? Tager man stoffer for at kompensere for noget man ellers mangler? Eller handler det bare om at være grådig, at selv om man ellers har en tilværelse hvor alting virker afbalanceret, stadig vil have mere?

Jeg ved godt diskussionen angående, hvorfor folk tager stoffer, har været oppe nogle gange, men det var blot en tanke, der lige slog mig

Hvis den her tråd hører til i filosofisk, så feel free til at flytte den.

Siden jeg var helt lille har jeg været vild med at skille ting ad. Var konstant drevet af min naturlige nysgerrighed. Jeg elskede at gå amok med en skruetrækker og en gammel radio. Da jeg blev ældre fik jeg mit første skalpelsæt og begyndte at skille døde dyr fra hinanden. Nu dissekerer jeg mit sind med tryptaminer. Jeg vil ikke sige at jeg har det dårligt. Jeg er bare blevet voksen.

/karma!

Hvorfor egentligt være nysgerrig efter, og ville kende andre mennesker? Er man ikke mangelfuld, hvis man ikke kan klare sig med sig selv?

Hvorfor stræbe efter penge og ejendele, udover det der skal til? Er man for svag til afholdenhed?

Hvorfor uddannelse, viden, information? Er det ikke mangelfuldt ikke at klare sig uden?

Hvorfor børn? Betyder det ikke, at man har et tomrum at udfylde?

Jeg bruger stofferne til fordybelse, sjov, og hygge - fx. i musisk-ekstasiske sammenhænge, sammen med vennerne.

Til at få nogle uforglemmelige øjeblikke, til at slappe helt af, stresse helt af, chille, undersøge en sofa helt til bunds, vende den rundt, svømme ind i den, tage på ferie i den, lære dens karakteristika, udforske derfra......*

Jeg søger for så vidt at skabe en god balance mellem stofinducerede oplevelser, og så mine øvrige oplevelser. Hvad enten disse andre oplevelser så er natur, samtale, gåture, piger, madlavning, fotografi, musik, film, faglige mål eller noget helt tiende. Der skal bare være andet udover stofferne - sådan har jeg det.


* (erstat eventuelt sofa'en med "psyke+ego", "natur", "musik", "andre mennesker" etc.).

Hmm... tjaeh.. nogle gange 'søger' man vel noget, fordi man mangler noget. Men er det altid sådan

Tager man en tur i rutchebanen, fordi ens liv er tomt? Muligvis, men man kan vel også gøre det, fordi man er en udadvendt person, med alt det overskud der vel skal til for at motivere en til, at udsætte sig for (i og for sig) overflødige sansninger, påvirkninger og stimuli.

Hvad med viden? Nogle søger vel viden, fordi man mangler en indsigt på et bestemt område, som kan føre til en 'teknologi' og som således kan medvirke til at udfylde en mangel. Men jeg vil vove at påstå, at nogle er drevet mod viden for videns egen skyld. At viden er et mål i sig selv. En sådanne drift forudsætter et overskud (for den drift har du ikke 'råd' til, hvis du er på røven på enten den ene eller den anden måde).

Og kunst ?!?

Således tror jeg, at nysgerrighed og videbegær, oplevelsestrang og eventyrlyst ofte kan være udtryk for overskud.

Jeg tror det er det samme med stoffer: Nogle tager stoffer, fordi de har et tomrum der skal fyldes ud. Nogle ligefrem for at flygte (glemme). Disse ting er udtryk for underskud. Men måske nogen - ligesom Jespar - tager stoffer, for at kunne undersøge sin 'sofa' helt til bunds, eller bare tage på ferie i den, udelukkende på grund af videbegær og eventyrlyst.

---...---

PS.: Hvad angår årsager til stofbrug, synes jeg i øvrigt, at man må holde stofgrupperne adskilt. Halifaxxx taler om tryptaminer. De gør jo unægtelig andre ting end opiater eller stimulanser (selvom disse vel også kan være både 'gode' og 'onde', alt efter brugsmønster og motiv).

Jeg tror, at det ligger til menneskets natur, altid at hige efter noget "større". Der er vel aldrig en tilværelse, som man kan karekterisere som værende perfekt - eller det er der muligvis, men kun hvis man "står udenfor og kigger ind".

Hvis man først kender til en (positiv, behagelig) følelse, så vil man per automatik, tror jeg, forsøge at opnå denne følelse igen - blot i en kraftigere form. Har du først følt en stor glæde, vil du helt sikkert søge efter en måde at føle en stor, stor glæde.

Jeg tror, at denne evige "søgen efter noget bedre", tjener mennesket særdeles vel. Den fungerer som en evig drivkraft, og sikrer den menneskelige race mod kollektiv udviklingsmæssig stagnation.

Min interesse for stoffer startede de jeg hørte om de fantastiske ting et psykedelisk trip kunne gøre ved éns sind. Dengang var jeg bare en bette knægt, så troede at alle stoffer ville give indsigt .

Da min far så døde da jeg lige var fyldt 12, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min mor kunne ikke klare presset og drak sig selv bevistløs i en lang periode inden hun kom på benene igen. Men i den periode måtte jeg selv sørge for alt derhjemme; husholdning, madlavning, skole osv.. Da vi så flyttede fra "dødsboet" til en lidt større by, lærte jeg nogle folk at kende som røg hash. Det var egentlig også meget sjovt (i starten), men blev til sidst en hverdagsting. Det var som om at jeg ikke ville se virkeligheden i øjnene til sidst, og dopede mig med alt hvad man kunne dopes med, i en periode på 3-4 år.

Jeg sidder nu her, næsten 20 år, og skal til at lære de ting som man normalt lærer i teenageårene. Finde venner, kæreste, have job, uddannelse (ansvar for egen lærdom, fuck det, har jeg sagt hele tiden engang) osv. Og det er fandeme svært når først man har været nede og røre bunden!

Det er først inden for det sidste år gået op for mig hvad der gik galt, jeg kunne/ville ikke se virkeligheden i øjnene, og når man endelig prøvede at stoppe ramlede det hele ned over ørerne igen..

Kæmper nu en (MEGET) hård kamp for at stoppe med den fede (og andre "dopings"-midler), da jeg mener at den er skyld i at jeg ikke er hvor jeg burde være den dag idag. Det handler selvfølgelig om at tage sig godt og grundigt i nakken, men har alle overskud til det? Nej, det vil jeg ikke mene. Jeg var på ved til at blive det jeg frygtede allermest; narkoman. For man er jo narkoman når man ikke kan sige nej, og konstant søger en rus for at slippe for at se virkeligheden i øjnene.

Mht. Psykedelika har jeg haft mine øjeblikke ( ), og mener stadig ikke at jeg er færdig med at udforske den verden endnu. Jeg har haft skyklapper for øjnene i alt for lang tid, og det er hårdt at vågne op til virkeligheden igen.

Men som Benny Andersen og Johannes Møllehave engang har sagt/skrevet; "Det skal mærkes at vi lever". Dvs. leve livet på livets principper på både godt og ondt. Man kan jo ikke flyve på en lyserød sky hele livet igennem, og det man ikke dør af blir man sgu stærkere af. Det skal bare bearbejdes ordentligt.

Men det var i bund og grund min historie, ved ikke om det er off-topic, men vil selv mene at den passer i sammenhængen.

Kan være jeg tilføjer mere senere, når jeg lige ser hvilke svar der kommer hertil.


Inputs er velkomne!


Vh Cobz


Edit: Ved godt at mange har haft det meget værre end mig, vil bare give mit bidrag til denne debat.

Ok, læs lidt mere på lektien inden du prøver at redegøre for noget du tydeligvis ikke aner noget om.

For det første: Buddistisk solipsisme? er det solipsisme er det i hvert fald ikke buddhisme.
For det andet: Buddhistisk solipsisme? er det buddhistisk er det i hvert fald ikke solipsisme.

Desuden skal du lige have nogle begreber på plads.
Wu-wei er taoistisk udtryk for ikke-handling. Og dette betyder ikke at man ikke skal handle, men at man skal handle i overenstemmelse med processen, eller Tao.
Ikke-væren og Non-attachment er ikke udtryk for det samme, kun til en hvis grad. Begreberne hænger sammen. Ikke-væren skal ikke forstås som en negation af det værende, men mere som en påpegning af alle tings betingede sam-opståen. Som gør at væren som en ting ikke har nogen værdi. Non-attachment påpeger at der ikke skal fixere sig på en bestemt værdi. Disse domme og værdipålægninger er ofte noget der er skabt af ego'et som oplever sig selv som værende en Ding-an-sich (hvis man kan bruge dette kantianske udtryk her, hvilket jeg ikke tror man kan), medmindre man er oplyst selvfølgelig. Det er også derfore ejermentalitet ikke er sådan en god instans i buddhismen.

Og nej, nirvana skal du nok ikke regne med man opnår ved selv-hævdelse. Der når man nok bare yderligere fixering i samsara.

Osv.

-Odden

_________________

Hey Cobz,
Jeg mener godt jeg kan se sammenhængen mellem det du skriver og topic:
Du har nogle erfaringer med stoffer, som bunder i en gevaldig neder (hvis jeg må sige det sådan?). For nogle af stoffernes vedkommende har det vist været selvforstærkende. Til gengæld fornæmmer jeg, at du siger, at psykedelika, måske har været positive for dig - right?.
Udgangspunktet for, at du har brugt psykedelika (kan bruge dem?), kan man vel alligevel sige bunder i din underskudssituation.

En anden pointe i det du skriver er vel også, at der kan gå lang tid med selvbedrag, uden at man erkender hvordan det i virkeligheden står til.

Er det helt galt forstået?

Det sidste er vel også en væsentlig pointe i forhold til denne tråds diskussion, fordi det illustrerer en mulighed for, at selvom nogen siger, at de ikke tager stoffer pga. tomhed, mangel og underskud, så er det ikke sikkert, at det i virkeligheden er sådan !?! (men kan selvfølgelig være det).

---...---

Jeg synes det er en trist historie du fortæller. Men det virker som om du er på rette vej nu. Alene det, at have indset og erkendt sin situation, tror jeg er vigtig for at kunne ændre på sin situation.

Klø på Cobz, jeg tror du nok skal klare det hele. Og måske er du faktisk kommet længere med dit liv, end du selv giver udtryk for. Det du skriver virker da både modent og overvejet (Jeg kender da til nogle være 'barnerøve' på 20 - og det er du da ikke lige frem vel !? ).
Og selvom du måske har noget til gode, så er 20 år nu stadig en ung alder, og måske ikke så tosset et tidspunkt i livet, at begynde at rykke på...

Good luck herfra!

Jeg tager egentligt ikke psykedeliske stoffer for at flygte men mere for at få et blik ind i den spirituelle verden, hygge mig og få en oplevelse ud over det sædvanelige.

At kigge ind i den spirituelle verden er ikke blot spændende og ny, men også hemmelig, anderledes og magisk..

Du ser simpelthen ting som man ikke engang kan forestille sig i sin fantasi.. Her kan du finde svar på nogle af livets store spørgsmål og det i sig selv er unikt..

Men Må indrømme at jeg brugte e og hash,som flugt drug i en periode da jeg var skole træt i 2g. (Det hårdeste år på hf)

Heldigvis er jeg blevet klogere

Ja, sådan kan man også sige det. Psykedeliske stoffer KAN give én et kraftigt rap over nallerne, men mht. mit vedkommende har nogle af de oplevelser jeg har haft med psykedelika virkelig åbnet mine øjne, og gjort at jeg har kunnet se mit liv fra en objektiv synsvinkel, som jeg så bagefter har kunnet tænke over og bearbejde. Selvfølgelig skal man ikke fylde sig med psykedelika og bare læne sig tilbage og vente på at livet bli'r bedre, det kræver sgu hårdt arbejde at tolke de følelser/tanker/visioner man kan få af den slags stoffer. Så langt så godt



Nej på ingen måde Jeg har gået rundt med skyklapper på i meget lang tid, før jeg egentlig selv kunne se hvor jeg stod ift. mit liv. Må dog også erkende at jeg (for) tit er faldet i igen, på grund af småting som egentlig ikke betyder noget. Jeg har haft det meget med at lukke mig inde i mig selv i flere dage uden kontakt til omverdenen (specielt da jeg eksperimenterede med amfetamin, de bivirkninger/nedture er simpelthen for grumme), og jeg vil da også stadig mene at der sidder en lille "rest" af den nedtur tilbage i mig, og som nok aldrig forsvinder (er bl.a. ved at blive pilskallet over de sidste par år ). Det er så der hashen for alvor kom ind i billedet (Det skal lige tilføjes at det er mange (?!) år siden nu), som jeg brugte til at ryge mig ned og falde til ro, men det resulterede også tit i hallucinationer samt paranoia som virkelig har givet mig nogle ar på sjælen.


Men jeg klør på, som du selv siger
Det gælder bare om at holde tungen lige i munden, og fast i tøjlerne.
Hash er en rigtig fed ting, bare ikke når man har været afhængig af skidtet. Og man kan altså godt blive afhængig, det tager bare et godt stykke tid. Kan det mon have noget med at gøre at det blir så længe i kroppen? Vil selvfølgelig ikke hælde alt skylden på hashen, for det er kun mig selv der har rodet mig ud i de situationer. Men stoffer skal bruges med omtanke, og ikke til virkelighedsflugt, set fra mit synspunkt dd.

Min bedste hjælp ud af diverse misbrug har været gode venner, og kontakt med professionel hjælp (psykolog, mht. min fars dødsfald). Men venner og familie, så længe de er der for én, kan sgu redde én ud af det meste.

Tak fordi at i gad lytte (læse). Det er dejligt at kunne skrive frit fra munden(hovedet).

BTW; er det her stadig on-topic? Ellers ved adminsene sikkert hvad de skal gøre hehe..

-Cobs

Menneskets trang/lyst til at beruse sig er blevet betegnet som en fjerde drift. En drift, der allerede eksisterer i barndommen, når fx børn kan finde på at dreje rundt om sig selv, selvom de efterfølgende kan få det dårligt. Det er for dem en spændende oplevelse at "afprøve kroppen", ligesom eksempelvis et psykedelisk trip kan være det for voksne personer.
Så set fra den vinkel er det blot naturligt for mennesket at ville udforske, opleve, lege med (eller hvad vi end kalder) sin egen krop og derved opleve noget, man ellers ikke ville gøre.

@Odden: meget af hvad jeg skrev er uklart, og noget er simpelthen forkert. Sådan kan det gå, når man hurtigt skriver noget lort i semi-fuldskab. Og det ville være lamt at forsvare indlægget, når du har ret i meget af din kritik, og jeg lidt ærger mig over det. Så, jeg sletter det uklart skrevne sludder, og efterlader det relevante - tak for velfortjent rettelse.

Sådan en får du så også.

i) Du bør læse om den ret åbenlyse sammenhæng imellem Solipsisme og Buddhisme. Især i Zen. Inden du gør flere, fejende postulater.

ii) Ding an Sich bliver ofte, endsige primært benyttet til at beskrive verden, når den er udenfor menneskers forsøg på at pålægge den værdier. Ikke som en beskrivelse af "egoets selvopfattelse" (?). Således er den en velegnet, og ofte benyttet analogi til verden set ved non-attachment, især i forbindelse med Buddhisme og Nietzsches nihilisme.

iii) Sidst nævner mit indlæg intet om at opnå nirvana tilstanden ved "selv-hævdelse". Men ved ekstase. Ret indlysende, i kontekst af psykedeliske stoffer.



Det er godt, du retter faktuelle fejl, m8. Hvad jeg mente med Wu-Wei var Wu-Nien. Tak for rettelsen.

At resten af din rettelse er faktuelt forkert, er én ting. Men du forsøger samtidigt at insinuere, at jeg påstår at ikke-væren og non-attachment er "det samme" (?), og andet i stil med iii). Det virker generelt ikke, som om du synderligt har villet forstå hvad jeg ville, men snarere villet give mig en bedre-vidende rettelse.

Take care.

I lige måde med det ego . Men ja, jeg undskylder min medrevenhed..
Jeg ved der er tolkninger af buddhismen som værende solipsisme, især yogacara, som jeg mener er en Mind-Only skole. Hvilket nok egentlig er bedst oversat til Consciousness only. Ikke som en individuel bevidsthed eller noget i den dur. Buddhister benægter kort sagt ego'et, men de benægter ikke bevidsthed.
Men jeg er ikke enig i den tolkning. Solipsisme siger at der ikke eksisterer andet end dig selv og dit eget sind, resten er skabt af dig selv, og derved er det ikke buddhisme, men nærmere en overdreven grad af hvad der kaldes post-modernisme.
Der bliver i samme misforståelser af buddhismen ofte lavet tolkninger af buddhismen som værende nihilistisk, hvilket den aldeles ikke er. F.eks. bliver Nagarjunas to-foldige sandhedsteori tolket som værende nihilistisk hvilket den ikke er. Den vestlige misforståelse udtrykkes ofte igennem en vestlig opfattelse af ingenting, eller intet (for nu at klargøre det ikke-dualistiske ved det), og dennes insisteren på opnåelse og en evig væren i Gud. Shankara og Ramanuja gør lidt det samme i indisk filosofi.
Men det kan der diskuteres meget omkring. hehe.
Om Nietzsche er nihilist er jeg heller ikke helt sikker på. Nietszche var ikke imod værdier som sådan, men kun de værdigrundlag som samfundet bygger på.

Jeg er nu meget sikker på dit indlæg nævnte at det var gennem ego.. men men.. nogle gange går det lidt hurtig herfra også hehe. blah blah

Og til topic: Ja gu har man det godt når man tager knark!

_________________

I agree...

Men jeg gør det egentlig også fordi jeg synes det er sjovt og behageligt... For hygge og underholdning...
Hehe, også får man altså nogle oplevelser på stoffer, som man ikke kan få i det "virkelige" liv

Vi er ALLE på stoffer!

Os dig Treasure!

Men hvis vi snakker om narko som coke, amf og lignende

Jamen så er der da massere af mennesker som ikke tager "stoffer" men som måske ikke er specielt glade, det er noget som går op og ned

Der er også massere af glade mennesker som tager stoffer

Så hele indlæget virker lidt lamt!

Hehe og lad os så få noget narko så de fattige i Brazilien også kan have noget at leve af...

Mvh. Astral

-flyttet-

Nu lå det ikke i spørgsmålet, om grunden til at man tog stoffer, var at man var trist, men generelt hvilke psykiske mekanismer, der ligger bag, at man vælger det, for på en eller anden måde, må man vel mangle noget i sin hverdag, hvis man vælger en anden verden, der kan opfylde de behov - eller det var ihvertfald spørgsmålet, altså om man rent psykisk var afbalanceret, hvis man valgte det.

Treasure jeg tror du har misforstået noget...

Det er stadig den samme verden, ligegyldigt hvilket stof du tager... Du oplever bare nogen andre sider af den...

Dine sanses opbygning skaber den verden du oplever, men det er den samme verden som har skabt dine sanser og det er den samme verden som har skabt stofferne...

Det at have hang til stoffer er for det første et rent overlevelsesspørgsmål, vi kan ikke udvære visse stoffer

Psychedeliske stoffer viser at man har hang til eventyr og til at udforske

Treasure du har også taget stoffer, det har du nok gjort af nysgerighed og fordi det er rart ligesom os andre, fordi man oplever nye ting...

Hvis vi ikke opdagede nye ting og oplevede nye oplevelser tror du så ik vi ville kede os?

Jeg ved godt at stoffer ik er nødvendige, men de kan trods alt få dig ud på en flyvetur og komme hjem den samme dag for meget få penge,,,,

Det er som en flybillet til fremmede egne...

Der er folk som aldrig rejser nogen steder som altid er vane mennesker og altid næsten gør det samme, men der er også mange som har hang til forandring fordi at de kan lide forandring og nye impulser, det er en helt naturlig drift... Jeg ser intet unaturligt i dette, menneskheden har brugt stoffer i tusindvis af år....

Det unaturlige er hvis man bare slet ikke har nogen lyst til forandring eller nye ting, så stagnere man og går i stå i værste fald, vi har simpelthen brug for fornyelse og oplevelser

Prøv at se på dig selv istedet og find ud af hvor du høre til inde for de to sider af spektret så lære du også andre at kende, vi er ikke så forskellige som vi tror

Mvh. Astral