Ingen grund til at proppe hende med statsnarko! Det løser ingen problemer, og det er at sætte et låg på problemerne: De forsvinder ikke, og når hun stopper med narkoen, vender følelserne tilbage... med mindre hun beslutter sig for at fortsætte med medicinen resten af sit liv og blive en zombie af det.
Det er højst sandsynligt barndomstraumer, hvor hun måske blev efterladt alene derhjemme, mens hendes forældre/søskende var væk. Eller hvor hun har oplevet noget meget skræmmende da hun var alene, og hun så har fortrængt oplevelsen. Det kan være det er den der banker på nu fra underbevidstheden. Problemet virker meget uklart, og følelsen i kroppen og angsten gør det klart for en, at problemet er der.
Det ligger til menneskets natur at frygte det ukendte. At flygte gør det bare værre, og at danne sig en mening om det man oplever kan gøre tingene endnu værre. Mit råd er derfor at forholde sig neutral til følelsen (forsøge, i hvertfald) og så opsøge angsten istedet for at flygte fra den. Tit kan det slå klik og så forstår man ikke hvad det er man har været bange for.
Det kræver arbejde, tid og mod... det skal hun væbne sig med. Grib fat i angsten istedet for at løbe væk, for der er ingen steder at løbe. Og hvis hun ikke gør noget ved det nu, kan det måske udvikle sig til noget meget slemt som voksen eller gammel dame, hvis hun kommer til at blive alene. Jeg har set eksempler på disse mennesker, og det er mere end sørgeligt.
Jeg har ikke lige tid til at uddybe, men håber det giver mening og et billede af hvor jeg vil hen
Kig evt. på Fannys topic her:
http://www.psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?t=6850
Jeg skriver mere om hvordan jeg har det.... Og håber på flere svar om hvad jeg kan gøre inden jeg bliver sindsyg..