Psychedelia.dk

Astral postede en tråd om en gut der var så 'klog' at han ku' læse og regne og alt muligt andet fra en meget tidlig alder. Et såkaldt vidunder-barn.
Til gengæld var fyren stærkt socialt forkrøblet.

Det fik mig til at studse over noget; hvad der egentlig er bedst.

At være klog (super-uddannet og elite-student og hvad-ved-jeg)

eller

At ku' score piger (altså at være socialt sund)

Man taler jo meget om hvor vigtigt det er at uddanne sig og den slags. Men er det i virkeligheden vigtigere at ku' 'begå' sig (snakke godt med folk, så de vælger at gi' en jobbet istedet for at gi' det til en anden. Snakke godt med pigerne, så de vælger at føde en's barn istedet for en anden's (sådan lidt råt darwinistisk eksistentielt betragtet))

For hvad hjælper det egentlig at man ka' dividere og gange og plusse og subtrahere (og læse og skrive osv), hvis man bli'r afvist af sine med-mennesker fordi man er en social sinke?

Hvis pigerne kun falder for de 'dumme' drenge, og drengene kun falder for de 'dumme' piger, er der så nogen rationel ide i at forsøge at blive 'klog'?
Er de såkaldte 'vidunder-børn' så ikke i virkeligheden mere 'taber-børn'? Og er de forældre/undervisere der pacer deres børn i retning af mere og mere uddannelse (og test's i skolen og udvidede læse-planer og al den slags) så ikke i virkeligheden galt på den?

Er det et paradoks at vi stræber efter klogskab og uddannelse, når de mest 'kloge' altid bli'r beskrevet som socialt inkompetente?

Jeg synes, du opstiller det meget sort og hvidt.
Jeg kender mange eksempler på meget intelligente folk, som begår sig glimrende socialt. Det er jo kun i ekstreme tilfælde, at intelligens bliver et problem.

Nu ved jeg godt, at du sætter "dumme drenge" og "dumme piger" i anførselstegn, men ikke engang med "overdrivelse fremmer forståelsen" i mente, synes jeg dit udsagn kan retfærdiggøres - det er alt for simpelt.

Det er jo meget forskelligt, hvad social intelligens er i de forskellige samfundslag. Jeg mener selv, jeg har en god social intelligens, men der er visse samfundsgrupper, som jeg kun kan forholde mig så dårligt til, at jeg ikke ville kunne finde ud af at begå mig specielt godt i dem. I de samfundslag ville jeg ikke kunne "score piger (altså "begå mig godt" for lige at slippe ud af metaforen), men det betyder jo ikke, at jeg er ekstremt (bogligt) intelligent.

Men for at besvare dit spørgsmål: Jeg vil langt hellere være en lykkelig tumpe end et ulykkeligt geni.

I uddannelses-systemet er man begyndt at idolisere boglige top-præstationer. Feks med den polemik omkring hvorvidt der ska' være flere test i folke-skolen. Sådanne tests vil jo formentlig medvirke til at øge fokus på præstationerne der testes for, og som jo såvidt jeg har forstået mest er de boglige.

Og det er måske at gøre børnene (og det fremtidige samfund) en bjørne-tjeneste, hvis test'ene får dem til at tro at det sagliggørende er at blive så bogligt klog som muligt.

Også fordi tests jo forstærker konkurrence-elementet, og måske dermed får flere 'albuer' frem hos børnene (altså forstærker den negative konkurrence-mentalitet, hvor børnene får det indtryk at det er vigtigere at vinde i de boglige tests, end det er at begå sig socialt. Hvis børnene lærer at de selv har bedre chancer for at vinde en tiltagende efter-tragtet top-karakter i klassen's eller skolen's test, hvis de _ikke_ hjælper deres med-elever til også at blive klogere (og dermed stærkere konkurrenter), så vil det jo være et incitament til at ned-bryde sund social adfærd)

Du vil hellere være 'dum' og lykkelig, end 'klog' og Ulykkelig, si'r du. Men det ved du fordi du er ældre og har erfaring med livet. Børn ved i højere grad kun hvad de 'voksne' putter i hovedet på dem (da de jo selvfølgelig har mindre erfaring), og hvis skole-systemet og uddannelses-systemet bygger på præmissen at boglige top-præstationer er noget man ska' efter-stræbe, så vil de jo blive opdraget i den tro. Og hvis en masse tests fører til dén sociale adfærd at man får mere negativ-konkurrence (fordi børnene kæmper mere hårdt om at 'vinde' det de tror er værd at vinde), så vil de jo ta' dén adfærd med sig i deres voksne liv. Og hvilke konsekvenser vil det ku' medføre? En for-råelse af samfundet? En forkvakling af begreber som social retfærdighed, ansvarlighed og anstændighed?

Hvis det kommer på mode at fokusere mest på at vinde individuelle tests, vil det jo formentlig være dén slags færdigheder børnene vil stræbe efter. Og hvis man bedst ka' vinde tests ved at køre solo-ræs ("min viden ska' kun gavne _mig_, for hvis den også gavner _dig_ forringes mine chancer automatisk som konsekvens deraf"), risikerer man jo at det vil blive den gældende orden. Altså at man holder mere og mere op med at hjælpe og støtte hinanden (for som sagt at minimere konkurrencen mod en selv), og at denne form for skole-politik på sigt vil føre til et koldt og kynisk alle-mod-alle samfund.

Er det ikke en reel risiko når man i stigende grad idoliserer boglig klogskab, frem for mere 'jævne' og lige-værdige sociale færdigheder?
(ikke for at komme for meget ind på klassisk højre-venstre samfunds-etik og politisk debat)

Vi er meget, meget enige om, hvilket samfund, vi bør tilstræbe, og hvilket vi bør distancere os fra, kan jeg høre - med andre ord sympatiserer jeg helt og aldeles med dine synspunkter. Det ændrer dog ikke på, at jeg mener, du overser eller i mine øjne misforstår nogle vigtige pointer (hvis altså det ikke er mig, der misforstår, hvad du siger )

Det er som om, du sætter lighedstegn mellem 'faglig dygtighed og stræben efter samme' og 'social inkompetence' (eller at være et dumt svin med knive på albuerne). Det synes jeg ikke er helt holdbart. Jeg er enig i, at tests i skolen i en så tidlig alder er tåbeligt, netop fordi det KAN give børnene en forståelse af, at konkurrence er vigtigere end solidaritet, men først og fremmest skal vi huske, at det ikke er op til lærerne at opdrage børn. Det er forældrenes ansvar at fortælle deres børn om vigtigheden af solidaritet, og at solidaritet sagtens kan kombineres med boglig intelligens - og jeg mener i øvrigt, at stræben efter boglig intelligens er vigtig, for jo mere viden, man har, desto flere sammenhænge vil man kunne forstå - og i min verden er oplysning kilden til solidaritet (i hvert fald én af kilderne).

I øvrigt kan lærerne jo også sagtens gøre opmærksom på, at testen ikke handler om at vinde men om at bedømme eleven, så læreren kan tilpasse undervisningen til elevens færdigheder.

Så jo, testene er et lidt dårligt signal, eftersom børn har det med at konkurrere, men med ordentlig kommunikation, behøver det ikke gøre skade.

Der er vel i sagens natur folkeskolens opgave at udvikle den intelligens børnene hver i sær er udstyret med, så de er i stand til både at håndtere en række udfordringer på en konstruktiv facon, herunder både faglige problemstillinger og sociale situationer... Derfor er boglige tests i yderste konsekvens udtryk for en ensporet filosofi hvor eleverne kun bør lære at levere i en dimension af de mange et velfungerende begavet individ skal kunne begå sig i....

Nej det var så ikke ligefrem meningen
Det er ekstremiteten jeg tænkte på; altså når man kalder de mest kloge børn for 'vidunder-børn', som om deres situation var det højest opnåelige og noget ethvert barn burde efter-stræbe. Vidunderbørn er jo super-kloge, og ka' alt-muligt fantastisk, på bekostning af lykken (ikke altid selvfølgelig, men jvf astral's tråd om ham gutten der var social inkompetent)

Det er den skæve glorificering af bogligheden alene, og under-fokusering på menneskelige egenskaber. Der er selvfølgelig ikke noget galt i at efterstræbe viden



Nja, men er det realistisk at børnene ka' undgå at blive påvirkede af det miljø skolen udsætter dem for? Det jo skolen's opgave at stoppe viden i hovederne på dem, og det er jo også en slags opdragelse. Skolen modellerer børnene i høj grad, ville jeg mene (hvilket er 1 meget vigtig grund til at sørge for at skolen er a-politisk, så den ikke skaber en ny generation VK-vælgere (eller det modsatte for den sags skyld), hehe. Men istedet skaber voksne der har lært _selv_ at tænke)

Hvis barnet dag efter dag, år efter år (hvor de jo trods alt bruger en 5 til 8 timer om dagen sammen med skolen's lærere), oplever at det er bedst at vinde diverse tests (hvis dét at vinde altid gi'r mere ros fra lærer og forældre), så vil man jo ha' introduceret et incitament i den retning. Og ethvert barn med bare en smule intellekt, vil jo hurtigt ku' regne ud at det er lettere at vinde hvis de andre ikke hjælpes. Og de fleste børn der starter i skole ka' jo ikke gennemskue de lang-sigtede konsekvenser af den slags opførsel og lærdom, men vil bare forsøge at få læreren's og forældrene's ros i nuet.

Lidt kynisk sagt ka' man jo godt sige at skolen gør det samme ved børn, som en hunde-opdrætter gør ved hunde; nemlig lærer dem at de får en kiks hver gang de gør hvad de får besked på. Derfor er det jo væsentligt at skolen ikke lærer dem (selvom intentionerne måske er nok så vel-mente) 'dårlige' tricks, hvis man ka' sige det sådan



Jo selvfølgelig. Men jeg mener bare man ska' være opmærksom på ikke at ekstremisere fokus på det boglige. For vidunderbørnene, de socialt inkompetente men super-kloge, ka' jo fatte langt flere sammenhænge end os almindelige idioter _uden_ at det gør dem i stand til at opnå lykke i et menneskeligt fællesskab (igen; ingen regel uden undtagelser). Deres enormt høje boglige kompetencer er jo reelt værdi-løse for dem, hvis de ikke synes livet er godt.



Jeg tror det er mere sublimt end som så desværre. Læreren ka' sagtens forklare børnene at de ikke må ditten eller datten, men det gør børn jo tit alligevel. At forklare børn ting rykker vist ikke så meget som hvis de oplever ting, og derfor tror jeg at testen i sig selv, Uanset hvordan man ellers præparerer børnene om at de ikke må tænke alt for konkurrence-minded, vil forme børnene's tanke-gang.

Du ka' stå ved tavlen og lære børnene at social tankegang er godt og positivt. Men hvis daglig-dagen viser at børnene får mere ros når de _ikke_ er sociale, så vil dén anti-sociale side formentlig vinde. Hvis lille jensine kun får klap på skulderen når hun vinder tests, og ikke når hun deler ud af sin pose slik, så vil hun blive test-fanatiker (sådan lidt firkantet sagt). Jeg mener det på engelsk kaldes 'positive re-affirment' (er ikke lige helt sikker), og er koblet til belønnings-adfærd (selvom det er mere ovre i det psykologiske end jeg ska' gøre mig klog på). Men altså noget med at dét børn får ros for at gøre, vil forstærke deres adfærd i dén retning (hvor reelt det er eller hvor stærkt det former individder ved jeg ikke)

Men igen; det er selvfølgelig ekstremiseringen af boglig viden jeg mener måske er mere negativ end positiv. Ikke at være nysgerrig efter viden som sådan



Ja, sådan ser jeg også på det.
Det hjælper ikke noget med et samfund fuld af ensporede boglige genier, hvis de ikke ka' finde ud af at opretholde samfundet.

Systemet og herremands fabrikker har brug for ”viden’under”børn og ikke ”social’under”børn.

– Derfor er vidunderbarnet provogangdag og familie rentabelt.
Den sociale styring tilkommer ikké! befolkningen …. Simpelt.

Jeg ville mene at have et godt socialt netværk gør en klogere omend kun på livet

JEL: Nu da vi har fået talt os ind på hinandens synspunkter, vil jeg ikke rigtigt prøve at argumentere mere, for jeg er helt og aldeles enig

Sjovt nok har jeg for nylig i en anden sammenhæng tænkt over, at børn er meget lettere påvirkelige gennem håndgribelige oplevelser end gennem intellektualisering af oplevelser, og derfor har du nok ret i, at testene vil få større betydning i deres liv end lærernes ord.

Og det er helt bestemt usundt for et samfund (og måske også individet) at vokse op med idealer om konkurrence frem for samarbejde, for det vil jo resultere i kollektivt paranoia, hvor man frygter folk, som vil stjæle éns idéer frem for at lede efter folk, man kan dele dem med.

Et meget godt eksempel på, at konkurrence ikke er vejen frem, er open-source computerprogrammer (jeg ved ikke selv meget om dette, men Avanti, som er noget mere computerkyndig end jeg, har forklaret lidt om det). Her deler programmets skaber sine programkoder med omverdenen, så andre programmører kan skrive videre på programmet, rette eventuelle fejl, lave tilføjelser osv. Det giver efter sigende ofte bedre programmer end dem, som laves af firmaer med økonomiske interesser.

Nu kom det vist lidt væk fra det originale emne, men vi er vist også kommet frem til, at over-glorificeringen af det boglige intellekt er et noget snævert syn på menneskets mange facetter og dets anvendelsesmuligheder.