soma skrev:
Jeg tænker i mit stille sind:
Hvordan opstår en psykisk lidelse udløst af et psykedelika? Og hvilken karakter har en sådan lidelse typisk?
Jeg undrer mig hovedsageligt over effekter i retning af f.eks. de tilfælde af skizofreni, man fra tid til anden hører om. Jeg har svært ved at forholde mig til netop denne slags udfald, da jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan få den slags lidelse af en enkelt oplevelse, eller for den sags skyld en række af oplevelser. Da jeg har meget begrænset psykedelisk erfaring med i bagagen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan det kan ske.
Psykotiske tilstande er en "forvrænget virkelighedsopfattelse". Akutte indlæggelser kan f.eks. v.re panik-angst, paranoia og skizofrene tilstande.
Man mener at psykedelia kan udløse lurende og latente psykoser.
I nogle tilfælde kan folk måske opleve så meget angst på et trip, at det bliver ved dem i flere dage efter. For de fleste normale mennesker giver den slags bad trips ikke varige mén.
For normale mennesker kan hash godt give paranoia og angst, hvis dosen er alt for høj og setting er forkert. Ens "set" - altså mentale indstilling - kan også midlertidig være påvirket af ekstra meget stress, hæslige sammenfald af uheld som tærer på tålmodigheden og optimismen.
soma skrev:
Personligt er jeg, ud fra hvad jeg har hørt, overbevist om, at når det gælder psykiske tilstande, har man dybest set ubegrænset magt. Så længe, man tror på noget, kan man styre eller bruge stort set alt, hvis man griber det rigtigt an - med respekt for sig selv og stoffet og en oplevelse for øje, frem for bare at lamme sig. Mit indtryk er, at de fleste, der får psykiske problemer efter brug af psykedelika, får dem fordi de ikke vidst, hvad de har lavet, eller overordnet ikke har haft nok respekt for stoffet (og sig selv for den sags skyld). Men hvordan er det sammenholdt med praksis? Tager jeg fejl?
Din første antagelse vil jeg i udgangspunktet sige er forkert. Hvis det virkelig var så nemt, og hvis man virkelig havde så fucking meget "ubegrænset magt" så længe det bare er en "psykisk tilstand", hvorfor er der så mange mennesker, der kæmper i ÅREVIS med depressiover, dårligt selvværd, panik-angst og guderne ved hvad?
Måske har du aldrig RIGTIG oplevet nogen, der var depressive, men jeg kan garantere dig, at det ikke "bare" er noget man lige ændrer. Alle mulig normale mennesker har et indgroet instinkt, der skriger "SÅ TAG DIG DOG SAMMEN" til den depressive. Men det ER bare ikke så nemt "bare lige at tage sig sammen". HVIS det var nemt: burde flere så ikke bare gøre det?
Til det andet du skriver, tror jeg du har ret. Stoffer skal omgås med respekt og forsigtighed, og der er mange, der ikke gør dette. Nogle mennesker har høj risikovillighed, og nogle er endog drevet af en art dødsdrift, hvor de er komplet ligeglade med, hvad der sker dem. De er i virkeligheden i farezonen, men er måske ikke 100% klar over det. Én af mine egne lommeteorier er, at mange lammer sig på hash i eskapistisk forstand - og har held med det i lang tid - men at de ofte bliver overrasket af den psykedeliske effekt, når de mindst venter det.
Som andre også har sagt, så kan der ligge fæle ting i psyken hos selv ret intelligente og på overfladen afbalancerede mennesker. Undertrykkelse og fornægtelse er jo nærmest en indgroet del af vores vestlige kultur. Det er ikke nødvendigvis dårligt at få påpeget skeletterne i skabet af psykedelia, men jeg har selv prøvet en art åndelig indsigt i mig selv, som jeg kun kan beskrive som "world shattering". Det var UDEN psykedelia, og det tog mig flere år at få på plads. Jeg skal nok forklare, at det ikke var en psykose eller noget med depression, selvmordstanker eller lignende. Oplevelsen var bare meget markant og smertefuld, som en operation uden bedøvelse, og det tog tid at komme mig over.
Igen - man skal tage en chance for at få gevinst. Så værre er det ikke. Men jeg vil mene at det er en farlig, arrogant holdning at gå ind til den psykedeliske oplevelse med en illusion om at man har "ubegrænset magt". Altså med en holdning om at "det ALDRIG kan gå galt for mig, for jeg er jo så pokkers afbalanceret, og at bad shit kun sker for de andre, de andre der allerede er SYYYYYGE". OK, sat på spidsen

- men jeg håber du forstår. Jeg tror ikke at man skal være bange, men man bør være åben overfor, at det uventede, ja utænkelige, kan ske. Og når/hvis det sker skal man bare ikke kæmpe imod det.