Psychedelia.dk

Hej!

Jeg har tidligere drøftet mine tanker med shinsou herfra, og har derigennem fået kastet mere lys på fænomenet end tidligere, men jeg synes alligevel, det kunne være dejligt at høre mere fra flere, der er mere erfarne med den slags, end jeg selv. Eventuelt nogen, der har været/er i kontakt med folk, der har fået en art psykisk lidelse ud af en psykedelisk oplevelse. Både fordi fænomenet fascinerer mig, men også for at få mere klarhed i tankerne og ro i sindet inden mit første svampetrip, der gerne skulle finde sted inden længe. Jeg kunne ikke finde nogen tråde herinde om netop dette, så jeg håber, der kommer noget ud af denne. Også for eventuelt at få slået nogen skrøner ihjel.

Jeg tænker i mit stille sind:
Hvordan opstår en psykisk lidelse udløst af et psykedelika? Og hvilken karakter har en sådan lidelse typisk?
Jeg undrer mig hovedsageligt over effekter i retning af f.eks. de tilfælde af skizofreni, man fra tid til anden hører om. Jeg har svært ved at forholde mig til netop denne slags udfald, da jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan få den slags lidelse af en enkelt oplevelse, eller for den sags skyld en række af oplevelser. Da jeg har meget begrænset psykedelisk erfaring med i bagagen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan det kan ske.

Så her er mit spørgsmål kogt lidt ned:
Er man bevidst om de oplevelser, der eventuelt giver én problemer fremover? Er det muligt at have et positivt, nogenlunde kontrolleret og givende trip, men stadig udvikle en psykisk lidelse? Altså uden at man er bevidst om det under (og måske i noget tid efter) trippet?

Dette lader til at være folk uden for miljøer, hvor folk er negativt indstillet over for psykedelikas hovedincitament for at holde sig og andre fra det. ”én gang, og så ryger du direkte på Risskov!”. Men har dette i virkeligheden noget på sig? Hvor megen kontrol har man selv? Både i tilfælde, hvor folk har nogenlunde ro i sindet og klarhed med sig selv og situationen, og i situationer, hvor de ikke har?

Personligt er jeg, ud fra hvad jeg har hørt, overbevist om, at når det gælder psykiske tilstande, har man dybest set ubegrænset magt. Så længe, man tror på noget, kan man styre eller bruge stort set alt, hvis man griber det rigtigt an - med respekt for sig selv og stoffet og en oplevelse for øje, frem for bare at lamme sig. Mit indtryk er, at de fleste, der får psykiske problemer efter brug af psykedelika, får dem fordi de ikke vidst, hvad de har lavet, eller overordnet ikke har haft nok respekt for stoffet (og sig selv for den sags skyld). Men hvordan er det sammenholdt med praksis? Tager jeg fejl?


Venligst, Mikkel
-desuden har jeg været i tvivl om, hvor dette skulle placeres. Beklager. I virkeligheden er det vel mere psykologi end filosofi.

Brugere af psykedelika lader ikke til at have en statistisk signifikant højere incidens af psykoser end ikke-brugere.

Dog kan dopaminmodulerende stoffer fremkalde en psykose - det er jo det hele dopaminteorien går ud på, og samtlige antipsykotika er baseret på.

Her vil jeg så lige påpege at ny forskning peger på at serotonin-receptoren 5-HT-2a som de fleste hallucinogener påvirker, spiller en væsentligt rolle i skizofrenes tilstand, hvorfor man er begyndt at forske i 5-HT-2a antagonister som antipsykotisk medicin.

Hej Soma.

Jeg kan rigtigt godt lide din tilgang til din førstegangsoplevelse!

Jeg kan ikke linke dig til nogle kilder, men jeg har flere gange læst, at der (som Levitas også nævner) ikke er flere psykiske lidelser blandt psykedelikabrugere end blandt "normale" mennesker. Til gengæld kunne jeg nemt forestille mig, at et heftigt og uansvarligt forbrug af psykedelika godt kunne fremprovokere nogle meget ubehagelige sindstilstande, idet psykedelika kan få én til at stille store spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og om denne overhovedet findes.

Men du lyder meget fornuftig, og jeg tror roligt, du kan tage et trip uden at være bange. Du bør dog være opmærksom på (og det er jeg sikker på, du allerede er), at du ikke bør eksperimentere med den slags, hvis der er tilfælde af sindslidelser som skizofreni og psykoser i din næmeste familie. Det kan være arveligt, og psykedelika kan være katalysator for sygdommenes udbrud.

Du kan være roligt forvisset om, at myterne og folks fordomme er stærkt overdrevne. Under de rette forhold er der ikke noget at være bange for - det er trods alt ikke stoffet, som får underlige ting til at ske, det giver bare et indblik i nogle underafdelinger af din bevidsthed, og hvorfor skulle man være bange for at lære mere om sig selv?

Så spørger du, om man kan kontrollere trippet. Det kan være meget forskelligt, men hvis der ikke er tale om meget store doser, kan man som regel bevidst tage det i mange forskellige retninger - også væk fra det ubehagelige, hvis det skulle opstå. Men det kræver selvfølgelig en selvindsigt i, hvad det egentlig er, der gør situationen ubehagelig.

Men angående dit ønske om at høre lidt "egne erfaringer..."
Jeg anser mig selv for at være meget psykisk ligevægtig, og regner derfor ikke med pludselig at få en psykose eller lignende smidt i hovedet Men jeg har en enkelt gang prøvet, at et mildt trip påvirkede mig negativt i en uges tid efter. Jeg havde (til en fest - d'oh!) indtaget en meget lille dosis svampe (så lidt at virkningen kun lige var mærkbar). På gåturen hjem fik jeg så pludseligt nogle meget, meget ukonstruktive jalousitanker (om et tidligere forhold), som hjemsøgte mig i en uge efter. Selvfølgelig havde de bund i noget, men som sagt var de ukonstruktive og hjalp på ingen måde til bearbejdelse af det problem, som ellers ikke havde været der før.

Det, jeg vil frem til, er, at du som sagt godt kan opleve ændret sindstilstand i noget tid efter (heldigvis for det meste i meget positiv retning), men den risiko, som folk nævner i forbindelse med den slags stoffer, er voldsomt overdrevet.

Det besvarer nok ikke alle dine spørgsmål men forhåbentligt nogle af dem - dog kun ud fra mine erfaringer, og de er jo ikke ligefrem endegyldige

Hav et godt trip og velkommen til!

Ved ik helt hvordan jeg skal skrive det, men here it goes:

Man kan vel sagtens have et psykisk "issue" liggende gemt i sig som ikke nødvendigvis nogensinde ville komme frem, men som kan blive fremprovokeret af en psychedelisk oplevelse.

Derfor er det netop også altid virkelig vigtigt, at du er fuldstændig forberedt på det som kan ske under et trip, og at man har nået et eller andet form for psykisk plateau inden man tripper. Altså at man er afklaret med ens egen psykiske situation.

TheBo said it..

Glimrende! Tak, det var netop de svar, jeg havde håbet på at modtage.

såkaldte psykisk syge er ofte genier eller folk med en ekstra sensibel og aktiv hjerne, men mange har ikke lært at bruge den ordentligt, dvs. det er som at køre med fuldt fart i en jaguar eller anden sportsvogn

Genier? Næppe. Det er ret tyndt at tro at folk der har problemer med uønsket adfærd (bryder mig ikke om at kalde dem "syge") er specielt geniale. Hvor har du det fra?

Der er ikke langt fra genialitet til galskab og mange skizofrene er ofte temli højt begavede personer

Jeg er desuden ret træt af de elendinge neurologiske forklaringer på skizofreni eller psykoser og det kan ikke forklares udfra den tese

Hjernen spejler hvad der foregår i sindet og er ofte heller ikke den direkte faktor til skizofreni eller psykoser, hvilket egentlig er en vag betegnelse da den dækker over et ret bredt spekter

Men er der en støre tankeaktivitet, kreativitet og skabende fantasi så kan den godt komme til at tage over og sammen med andre negative tendenser eller uforløste angsttilstande og manglende rationalitet kan det udarter sig til psykiske forstyrelser iforhold til den gængse koncensus

Psykotiske tilstande er en "forvrænget virkelighedsopfattelse". Akutte indlæggelser kan f.eks. v.re panik-angst, paranoia og skizofrene tilstande.

Man mener at psykedelia kan udløse lurende og latente psykoser.

I nogle tilfælde kan folk måske opleve så meget angst på et trip, at det bliver ved dem i flere dage efter. For de fleste normale mennesker giver den slags bad trips ikke varige mén.

For normale mennesker kan hash godt give paranoia og angst, hvis dosen er alt for høj og setting er forkert. Ens "set" - altså mentale indstilling - kan også midlertidig være påvirket af ekstra meget stress, hæslige sammenfald af uheld som tærer på tålmodigheden og optimismen.



Din første antagelse vil jeg i udgangspunktet sige er forkert. Hvis det virkelig var så nemt, og hvis man virkelig havde så fucking meget "ubegrænset magt" så længe det bare er en "psykisk tilstand", hvorfor er der så mange mennesker, der kæmper i ÅREVIS med depressiover, dårligt selvværd, panik-angst og guderne ved hvad?

Måske har du aldrig RIGTIG oplevet nogen, der var depressive, men jeg kan garantere dig, at det ikke "bare" er noget man lige ændrer. Alle mulig normale mennesker har et indgroet instinkt, der skriger "SÅ TAG DIG DOG SAMMEN" til den depressive. Men det ER bare ikke så nemt "bare lige at tage sig sammen". HVIS det var nemt: burde flere så ikke bare gøre det?

Til det andet du skriver, tror jeg du har ret. Stoffer skal omgås med respekt og forsigtighed, og der er mange, der ikke gør dette. Nogle mennesker har høj risikovillighed, og nogle er endog drevet af en art dødsdrift, hvor de er komplet ligeglade med, hvad der sker dem. De er i virkeligheden i farezonen, men er måske ikke 100% klar over det. Én af mine egne lommeteorier er, at mange lammer sig på hash i eskapistisk forstand - og har held med det i lang tid - men at de ofte bliver overrasket af den psykedeliske effekt, når de mindst venter det.

Som andre også har sagt, så kan der ligge fæle ting i psyken hos selv ret intelligente og på overfladen afbalancerede mennesker. Undertrykkelse og fornægtelse er jo nærmest en indgroet del af vores vestlige kultur. Det er ikke nødvendigvis dårligt at få påpeget skeletterne i skabet af psykedelia, men jeg har selv prøvet en art åndelig indsigt i mig selv, som jeg kun kan beskrive som "world shattering". Det var UDEN psykedelia, og det tog mig flere år at få på plads. Jeg skal nok forklare, at det ikke var en psykose eller noget med depression, selvmordstanker eller lignende. Oplevelsen var bare meget markant og smertefuld, som en operation uden bedøvelse, og det tog tid at komme mig over.

Igen - man skal tage en chance for at få gevinst. Så værre er det ikke. Men jeg vil mene at det er en farlig, arrogant holdning at gå ind til den psykedeliske oplevelse med en illusion om at man har "ubegrænset magt". Altså med en holdning om at "det ALDRIG kan gå galt for mig, for jeg er jo så pokkers afbalanceret, og at bad shit kun sker for de andre, de andre der allerede er SYYYYYGE". OK, sat på spidsen - men jeg håber du forstår. Jeg tror ikke at man skal være bange, men man bør være åben overfor, at det uventede, ja utænkelige, kan ske. Og når/hvis det sker skal man bare ikke kæmpe imod det.

Jeg synes sjældent man hører om sunde og raske mennesker, der går hen og bliver psykotiske eller skizofrene efter et enkelt trip. Jeg mener i høj grad, at der er stor forskel på decideret sindslidelse og så sindets reaktion på en udefrakommende faktor som et hallucinogen.

Skizofreni er en rimelig kompleks sindslidelse, og at koge det hele ned til, at dopaminreceptorerne er årsagen hertil, vil jeg mene er en farlig simplificering. Jeg tror en sådan sygdom er langt mere kompleks end man umiddelbart tror. Ikke mindst fordi vi ikke kan kurere folk, men kun delvist behandle symptomerne.

For mig at se er der en rod til alle psykiske lidelser, og det vi kan se er symptomet. En bestemt adfærd kan også være symptomet på en psykisk lidelse, men den er ikke det egentlige problem. Men psykiatrien vælger at behandle symptomerne, så folk kan "få en normal hverdag", eller med andre ord, blive så stabile, at de ikke skal forsørges af samfundet i form af indlæggelse og/eller terapi mm.

I mange behandlingsformer af depression har man direkte opgivet, at finde årsagen til depressionen, det være sig, at man ikke går ind og psykoanalyserer eller på anden måde forsøger at nå ind til de "skjulte faktorer", men blot fokuserer på og forsøger at forbedre, den adfærd man mener er problemet. Problemet er just, at deprimerede er deprimerede af en årsag, et egentligt problem, hvadenten det er medicinsk eller psykisk. Adfærden og tankemønstrene er symptomet - det dukker jo ikke bare op af sig selv - men man vælger stadig kun at behandle symptomet, og mener så, at det er tilstrækkeligt. Det er det man inde for psykiatrien kalder kognitiv terapi.

Ligesom mani/bi-polar depression menes at være en lidelse, der skal behandles, men hvad der er gået forbi øjnene på lægerne er, at mani'en er resultatet af depressionen, og ikke en lidelse, der er opstået ud af den blå luft. Det er psykens forsvar, en slags overlevelsesmekanisme der sætter ind, når man bliver tilstrækkelig medtaget af depressionen. Man kan kalde det psykens egen flugt fra mørket - men denne flugt mener jeg også er betinget af ens personlige karakteristika, f.eks. at man inderligt føler lede og frygt ved at være så deprimeret, at man ser sit liv smuldre mellem hænderne på en.

Så nej, jeg mener ikke, at hallucinogener er en årsag til psykiske lidelser - for så ville vi nok have en del flere sindslidende end vi har i dag. Men jeg tror, at et hallucinogen kan belaste psyken tilstrækkeligt meget, og give voldsomme oplevelser, både gode og dårlige. Ender man i et bad trip med en slags angst for tabet af selvet er det selvfølgelig en voldsom negativ oplevelse, men det er stadig kun psykisk. For mig at se er "psykens udvikling" et træ med tusindevis af forgreninger. De forskellige forgreninger er de personlige valg man tager samt ydre påvirkninger, så man hele tiden "forgrener sig", så at sige. På dette træ er der et midterspor, og afviger man for meget fra dette midterspor begynder adfærden, tankemønstrene mm. at blive uhensigtmæssig og være skadelig for en selv. Man ender, populært sagt, i en ond cirkel, som ikke sjældent udmunder i en psykisk lidelse af den ene eller anden art. Hallucinogener, som jeg mener primært påvirker en psykisk (til trods for en også indirekte fysisk påvirkning) kan skubbe en rundt i træ'et af forgreninger. At man f.eks. forsøger at modarbejde eller fortrænge en hændelse som dukker op under et trip, er uhensigtsmæssigt, og der har man allerede truffet et valg, som lader sig forgrene.

Jeg tror hver enkelt er født med nogle forudsætninger - en slags arv kan man sige, fra vores forældre, bedsteforældre osv. Det er egenskaber der på forhånd ligger i rygsækken, men vi vælger selv hvilke af egenskaberne vi vil bruge. Det kan godt være det ligger til min familie at have et iltert temperament, men jeg vælger selv ikke at lade det blive til et problem for mig (et eksempel ) og således kan man gennem valgene afvige mere eller mindre fra midtersporet, dvs. hvad der i bund og grund er hensigtsmæssigt. Under et trip bliver man meget hurtigt og uden noget egentligt valg, konfronteret med en lang række ting, som man skal tage stilling til, f.eks. om man vil lade sig blive skræmt eller om man vil fortrænge. I hver enkelt situation, og der mener jeg at man bliver konfronteret med lige så mange afgørende og vigtige ting i et trip, som man måske normalt ville gøre på et helt år, eller endda flere, tager man et valg.

Nu ved jeg godt jeg generaliserer og måske spekulere lige lovlig meget. Der er naturligvis en lang række andre ting, der også spiller ind, men i bund og grund er min opfattelse, som jeg har beskrevet.