Psychedelia.dk

Jeg gad godt kende mig selv. Jeg har tit følelsen af at hvad jeg siger og gør slet ikke passer til den person som jeg ser mig selv som. Har I nogensinde tænkt over hvordan i ville have det med jer selv hvis i så jer udefra? Jeg tror jeg ville hade mig selv, faktisk utrolig meget. Tit fanger jeg mig selv i at gøre noget eller sige noget, som jeg hader når andre gør/siger. Som fx. p.t (jeg hader når folk bruger bruger det! Svinger rundt med det i sætninger som var det ordet "og", føj hvor irriterende!)

Når jeg fanger mig selv i tankerne om hvem jeg i virkeligheden er, og hvordan jeg egentlig bliver opfattet som person af andre mennesker, har jeg lyst til at give slip på min krop, bare kyle den så langt væk som overhovedet muligt. Smide alt mit tøj og alle mine sko ud, klippe mig skaldet, bare være så meget mig selv, bare være så meget sjæl som muligt.

Måske vil jeg slet ikke kende mig selv.
Måske er det bedre hvis vi alle lever i en løgn om hvem vi tror vi er.

kender det godt, ligesom når man ser sig selv på film eller hører sig selv på et bånd eller noget

_________________
http://www.soundcloud.com/confusionintrusion

Det kan have noget med sociale barrierer at gøre. Dine inderste tanker kender du kun selv til, og derfor kender ingen andre dig rigtigt. Ingen forstår så meget af de ting, du siger og udtrykker, som du selv tror. Spørgsmålet er så, hvem de tror, du er... hvordan kender de dig egentlig? Og bliver du automatisk til den person, som andre kender dig som, så længe de inderste tanker holdes privat? Kan det være den person, der virker fremmed, fordi den ikke helt er dig?

Jeg kan, til dels, relatere til de følelser du beskriver, dog følte jeg det hovedsageligt når jeg røg hash (Også derfor jeg ikke ryger mere)

Jeg tror i bund og grund det skyldes mangel på selvtillid.

Der er ikke nogen der kan komme med et endegyldigt rigtigt svar, men forskellige selvudviklings teknikker vil formentlig kunne hjælpe dig på rette vej, herunder drømmetydning, projektions-begrebet, forskellige former for meditativ tankegang, åndredrætsøvelser, social-skills teknikker osv osv.

Kunne du ikke uddybe problematikken lidt yderligere? Evt. med et par konkrete eksempler, hvor du selv synes du er åndssvag?

Jeg ved ikke hvad det er, det kommer bare når jeg kommer til at filosofere for meget over menneskeheden og hele vores eksistens, man bliver helt skør i hovedet af det. Nå men så kommer jeg tit til at undre mig over mig selv, sådan hvem jeg i virkeligheden er. Jeg kunne godt tænke mig at lære mine grænser at kende, og vide hvilken person jeg egentlig er - om jeg er sådan en der vil løbe fra en ven i døden, eller om jeg er helten som risikerer mit eget liv for en anden. Og dette kan man jo ikke vide før man har været i grænseoverskridende situationer som disse.

Jeg har det også tit sådan at jeg ser mig selv udefra, altså hvordan andre ser og hører mig, men hvad jeg ser er en hel anden person end hende jeg føler mig som.

Måske ville man slet ikke være tjent med at kende sig selv som man i virkeligheden er, måske er det bedst at vi lever i en illusion om hvem vi
tror vi er.

"Du er den du tror du er, Verden er hvad du tror den er." - Shamanistisk filosofi.

Du skal ikke tro du er noget- citat Janteloven

Udfra det du skriver i dit sidste indlæg, tror jeg det kunne skyldes du lider et savn i dit liv, enten en forælder (?) (kan både være fysisk og psykisk fravær), eller måske blot at have en kæreste, eller en nær ven.

Det kan også skyldes at du laver for lidt i din hverdag, dermed ikke sagt at det udelukkende er en dårlig ting at reflektere og filofosere, men det er ikke sundt at gøre for meget af sin tid - Dyrk noget sport, tag ud og bowl med nogle venner, tag i biografen, tag ud og spis på restaurant. Gør noget spændende hver dag!

Det har du så ret i, jeg kender ikke min biologoske far og har aldrig haft et særlig tæt forhold til min mor, min stedfar derimod har jeg det ok med og begynder at kunne se nogle træk i mig selv som jeg åbenlyst har fået fra ham bl.a. et ustyrligt temperament og en bestemt måde at reagere på kritiske situationer, men dette føles bare ikke rigtigt og når jeg ser tilbage på en given situation så kan jeg tænke mig til hvordan jeg egentlig godt kunne have reageret og skammer mig over den unatulige opførsel jeg havde...

Men det har vel også noget og gøre med hvilke venner man omgås og om man i tidens løb har skiftet vennekreds og derfor har taget nogle ting til sig fra forskellige kredse der så sammensat ikke virker som noget specielt helstøbt menneske.. Jeg tænker tit at jeg som person er hel gal på den, at hvad jeg gør, siger og mener tit modsiger hinanden på det groveste..

F.eks Fuck alle andre, det er en kold verden <=> Vi skal stå sammen og hjælpe de svage

Men så igen er det vel meget naturligt at skifte mening om ting...
Men burde ens meninger ikke følges ad i harmoni???

Hey #f9s# hvor gammel er du og hvor længe har du haft disse tanker?
Jeg er selv 22. Jeg spør fordi jeg tror at vi alle på et tidspunkt kommer dertil hvor man begynder at tænke over sådanne ting..
Vil bare gerne vide om jeg er bagud....


Håber ikke det blev alt for Off Topic...

ME 2 !

Først til "Johndeere"
Jeg tror måske godt du kunne have ret i noget med savn. Ligesiden mit efterskole ophold har jeg svinget frem og tilbage i mine uddannelser og ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg har skiftet gymnasie, også ændrede jeg mening og kom tilbage til det gamle gymnasie igen. Jeg savner noget i livet, måske mig selv? jeg savner at være tryg i mig selv. Og m.h.t min hverdag, så mangler jeg ikke noget at lave, jeg har mig skam noget at lave hele tiden. Hvis det ikke er lektier eller arbejde, så er det mine venner. Selvom jeg er sammen med nogle meget gamle venner, er jeg begyndt at kunne se mig selv udefra, altså på den måde at jeg kan hører hvad jeg selv siger og jeg kan se hvordan jeg selv reagere, som om det var en anden person. Det er forfærdeligt.

Også til "ZlazkeFrø"
Jeg kender godt til at skamme sig over en unaturlig opførsel. Som fx. da jeg her den anden dag var ved at læse en novelle om en far som reagere meget sarkastisk over for sin datter, fordi hun har fundet en kæreste hun skal giftes med som er 40 år ældre end hende selv. Han er sarkastisk fordi han ved at han nemmest kan ramme hende sådan. Så tænker jeg "Sådan vil jeg også reagere", men da jeg så hører de andre fra min klasse en efter en fortælle om hvor egoistisk det er af faren at reagere sådan, tænker jeg "gud ja", og jeg ved at jeg ville have reageret på præcis samme måde som faren.

Jeg er 18 år. Og jeg har haft disse tanker i et års tid. Det er ved at gå mig på nerverne!

Det kan jeg også sagtens relatere til...
F.eks den måde jeg er på sammen med mine venner, vi sviner altid hinanden for sjov og tænder på grov humor, fester igennem til 7 om morgenen og snakker en masse lort, der har da også været mere dybe samtaler om livet osv. men jeg føler bare ikke at det er særlig tit at jeg har fået sådan nogle "gud hvor har du ret, er du tankelæser eller hva?" øjeblikke..
Det har vel som minimal siger noget at gøre med sociale barrierer at gøre, at man ikke rigtig åbner op for hinanden og siger hvad man inderst inde føler om ting og derfor sjældent får bekræftet at man ikke er den eneste i verden der har de tanker og er det vel naturligt at man ikke kan se en sammenhæng i den man føler man er og den man øøøh er!?

Så ja det har vel noget at gøre med savn, jeg savner selv de gode gamle dage hvor alt var cool og man ingen bekymringer havde og man var bare "in the zone" når man hang med gutterne (måske lidt ala din efterskoletid f9z)
Jeg ka mærke at folk omkring mig på mange punkter er rykket videre, har nye planer/mål i livet og ideer om hvem de er og hvor de vil hen, jeg føler tit at jeg er den eneste der savner de gamle dage og prøver derfor ivrigt at fremprovokere en bestemt stemning selvom den slet ikke hører hjemme i det selskab jeg befinder mig i, altså jeg vil gerne tilbage..
Men en anden side af mig føler at det er de andre der hænger fast og kører i den samme rille og at det er gået op for mig at der er mere men jeg ved bare ikke hvad...
Måske har vi som individer udviklet os vidt forskelligt men hænger stadig fast i den gamle måde at være sammen på som bare ikke virker efter hensigten mere?

Er det Off Topic, eller er her lidt sammenhæng?

Det du siger med at vi ikke er tjent med at kende os selv syns jeg ikke man ka sige, jeg tror at vi med vores spæde ´hvem er jeg´ spørgsmål netop er godt på vej til at finde ud af det... "Jamen hvornår stopper dette tankespind så?" Spørger man så, det kommer vel an på hvor langt væk man er kommet fra sig selv i ens teenage år.
Eller med andre ord de år hvor man ikke tænkte på hvem man var men hvem man gerne ville være som!

Det kunne være nice at få nogle kommentarer fra nogle lidt ældre folk om hvornår dette vanvid stopper?

Det stopper aldrig. Medmindre man bliver senil,- så er man bare glad for at få sukker i kaffen.

Det er først lige begyndt...
Fedt at I, modsat så mange zombie-lignende existenzer i dagens Dk, filosoferer over livet og jeres egen deltagelse deri.
Men som også tidligere nævnt - lad være med at fordybe jer i det filosofiske i en sådan grad at i glemmer at leve

Med alderen og evt forsk meditationsteknikker (spirituelt/terapeutisk arbejde) er det muligt at stille og roligt arbejde hen imod en integration af :
hvem ser jeg mig selv som?
hvem ser andre mig som?
og hvordan er jeg virkelig?
- hvis nu altså virkeligheden existerer? - men det er en helt anden off topic snak...
En følelse af at komme hjem i sig selv.

Men igen... eftersom alt til stadighed forandrer sig (en konkret naturlov!) så vil jeg og min selvopfattelse og udtryk også til stadighed forandre sig.
Heldigvis da - for det er vel det, der gør livet spændende, ikke at kende i morgen.

Og så lige til sidst...: lad være at føle "skam over unaturlig opførsel", som én skriver tidligere i tråden.
Skam er vist noget, vi har hentet fra vores religiøse arv (skam og synd og så´n)- drop det og glæd jer i stedet over at være i stand til at være opmærksomme på en til tider ikke så hensigtsmæssig opførsel, og brug bevidstheden derpå til måske at handle anderledes næste gang.

Og yeah smut lige en tur ud af musehullet og kom ud og leg med os andre i den ydre verden

fra en af de lidt ældre herinde, tror jeg nok, (men ikke nødvendigvis klogere i kraft af min alder...)

Det er rigtigt at selverkendelses processen er i en konstant proces, men jeg er til gengæld overbevist om at du sagtens kan nå et punkt hvor det fylder minimalt i dit liv, simpelthen fordi energierne (chakraerne) harmonerer optimalt eller tæt på.


Jeg har selv haft nogle svær perioder hvor jeg har tænkt ALT for meget over livet, og døden osv. Bl.a. kunne jeg slet ikke klare tanken om at jeg på et tidspunkt skal leve her på jorden uden min far og mor også lever - Den tanke tog faktisk nogle måneder at få inddoperet, og accepteret, i min overflade bevidsthed. Bagefter brugte jeg nogle måneder på at acceptere at jeg selv ældes, og at jeg en dag vil være gammel og rynket.
Mange andre spørgsmål og kendsgerninger osv. kørte rundt i hovedet på mig i meget lang tid, og kunne ind imellem gøre mig meget modløs.

Pointen er dog, at det der hjælp mig til ikke at blive modløs når disse tanker opstod, var at tænke på disse tanker som en sund proces jeg gennemgik, og at jeg ville komme igennem dem, og at jeg ville have det bedre med at have bearbejdet det bagefter - Det ville gøre mig til et mere fuldendt og reflekterende menneske.

Så husk at se disse, til tider, ubehagelige tanker som en proces, og at i nok skal komme hele igennem dem - Desuden er det tanker alle mennesker har, så i skal ikke føle jer mærkelige af den grund.

Nu er det egentlig ikke min tråd men alligevel...

Tak til ayahuascaingrediens og yndlingstraktor for de gode svar, fedt at i lige satte nogle overskuelige ord på disse tanker, det gør det lidt mindre skræmmende at høre fra andre at i også har nogle knudrede hjerner...

OT: Har tit tænkt at jeg burde prøve om meditation var noget for mig, efter alle de indlæg jeg har læst her ang. selvudforskelse/udvikling og lignende virker det som det mest rigtige middel til at få noget harmoni ind i kroppen og sindet... Men så er der altid lige noget andet der virker mere interessant, drukture, psykadelika, online-gaming osv.
Jeg er lidt nysgerrig på meditation men ved ikke hvor jeg skal starte... Jeg gider ikke bruge knaster på kurser og lignende man burde vel kunne komme igang på egen hånd, links til gørdetselvguide eller anbefalinger af bøger ville være nice, hjælp mig, onlinesupport for dovne filosoffer? (PM evt )

Nu skriver du jo ikke i din profil hvor du kommer fra, men jeg ved der er mindst 2 steder i århus de tilbyder gratis introduktion til meditation i små grupper - Jeg ville blive overrasket hvis det samme ikke gjorde sig gældende i andre større byer.

hej zlazke.

jeg faldt over en rigtig dejlig hjemmeside for et stykke tid siden, jeg vil anbefale...

http://www.wannalearn.com - du kan simpelthen finde information om alt, undtagen stoffer : )

jeg kan nikke genkendende til det meste af det i siger : ) jeg synes dog det der plager mig mest er alle de (moralske) valg man har her i livet ...

fx bøvler jeg meget med om det er godt at jeg er ved at tage en uddannelse som gartner - for jeg arbejder med motorsav, traktor og sådan noget skidt, der ikke gavner miljøet... jeg vil så gerne arbejde men jeg føler ikke at samfundet tilbyder mig et job man kan være bekendt, som jeg synes om...

så synes jeg det er svært at blive klog på om man skal leve med eller uden penge (jeg synes de er rødderne til meget ondt) ... eller om man skal blive vegetar/frugtar eller ej...

om man skal smide sin mobiltelefon væk..

skal man købe cocacola? de betaler jo ikke skat... lidt det samme som spørgsmålet med at arbejde/bistandsklient...

skal man kigge sig selv i spejlet, eller er det moralsk forkert? hvis man søger social status ved at ophøje sig selv eller gå op i udseende, er det forkert? er det forkert at søge viden?!?!?! det er vel også vanitet....:S:S

Et par fantastiske bøger :
Jack Kornfield "A Path With Heart - a guide through the perils and promises of spiritual life"

Ram Dass "Journey of Awakening - A Meditators Guidebook"

...og hvis nogen prøver at bilde dig ind, at meditation er svært og kræver en masse fancy teknikker,
som du skal betale dyrt for - så lyt ikke til dem. Meditation er for alle og til alle....
Ikke spor svært - vi må bare ikke kræve af os selv, at vi skal kunne opnå det samme,
som kun få munke og lamaer efter et helt livs spirituel praksis kan opnå gennem meditation...
Som Dalai Lama sagde i Kbh for et par år siden:
gælder det om at dæmpe de forstyrrende tanker i sindet.
Og hvis vi bare oplever ét eneste øjeblik uden de forstyrrende tanker, er vi allerede nået langt!

Luk øjnene og koncentrer dig om din vejrtrækning et øjeblik.
Uden at ændre vejrtrækningen - bare iagttag den og træk vejret igen...
There you go - du har lige mediteret et lille øjeblik.

Prøv at find ovennævnte bøger - især Jack Kornfield.

Sorry hvis dette var lidt off-track, men jeg blev lige carried away her - det kan jo ske for selv den bedste

Jeg kan genkende alt for meget af det i skriver. At se tilbage på situationer, som man godt kunne have været foruden, citater der muligvis kan have nedsat beundringen af mig hos det modspillende menneske. At tænke på at man ikke lever op til sin personlighed og at man er en dum idiot som alle andre, der søger accept hos folk som man alligevel ikke regner for en skid!

At man prøver at opøve en stemning som ikke passer til situationen og derfor aldrig når klimax, fordi man hele tiden har andre tanker i hovedet!

Jeg har dog indset at der ikke findes perfekte mennesker på denne planet og at det ikke nytter noget at se tilbage på dårlige minder. Jeg får ikke længere væmmelsen over at have gjort noget upassende, når jeg tænker tilbage på de skammelige øjeblikke.

Jeg er efterhånden ligeglad med hvordan andre ser mig som person, men de andre er ikke ligeglade med hvordan jeg ser dem! Og derfor kan jeg sidde og grine af de ting, som for deres vedkommende skulle være for at imponere og derved for at opnå accept, men også tilfælle af, at man ved at de på et senere tidspunkt vil kunne se tilbage og føle de samme væmmelser, som man selv har været igennem.

Btw. Jeg er 16 ...

Mvh. Visias

_________________
http://Lucipher.dk/