Hmm, jeg slipper vist ikke udenom at poste i dette topic, nu har det irriteret mig længe.
Zarathustra skrev:
Man opfører sig som en solipsist ved at opføre sig som om der ikke eksisterer andre mennesker overhovedet.
Da andre mennesker jo alligevel bare er en del af ens egen bevidsthed, så er der ingen grund til at snakke med dem, da man allerede ved alt hvad de har at sige.
Det er altså noget vrøvl. Selvom man er overbevist om at andre mennesker kun findes i ens eget sind, så er de jo stadig en meget virkelig del af ens liv. Om de har egen selvstændig eksistens eller kun findes i kraft af at de er en oplevelse i ens eget sind gør jo i praktisk forstand ikke den store forskel, man kan ikke bare ignorere at man oplever tilstedeværelsen af andre mennesker.
Og hvor kommer det med at man ved hvad andre har at sige fra? Mig bekendt indeholder solipsisme ikke nogle påstande om at man ved alt om sig selv, så man ved da ikke nødvendigvis hvad andre har at sige, bare fordi man er solipsist.
Zarathustra skrev:
Hvis man prøver at forsvare solipsismen ved at sige, at andre mennesker, omverdenen osv. er frembringelser af din egen underbevidsthed, så synes jeg at David Deutch's argument (fra wikipedia-siden om solipsisme) er meget godt: Den "omverden" som din underbevidsthed producerer svarer til den "omverden" som realismen påstulerer. Og da det er lettere bare at antage, at "omverdenen" eksisterer, i stedet for at bruge det ekstra skridt, at "omverdenen" bliver konstrueret af din egen underbevidsthed, så påbyder Ochams Ragekniv dig at droppe solipsismen.
Den køber jeg ikke. Man kan lige så godt argumentere for at det da er meget lettere at antage at verden kun er oplevelser i ens sind. Hvordan skulle det ene være mere simpelt end det andet?
Zarathustra skrev:
Der er også en masse træk ved vores sprog, der viser, at man stiltiende forudsætter eksistensen af andre mennesker/bevidstheder
Det er heller ikke noget argument, da sproget jo ene og alene bruges til at fungere i det der opleves som en ydre verden. Som solipsist er man jo stadig nødt til at handle ud fra den måde verden opleves på, og det fungerer altså nok bedst hvis man lader som om alt er virkeligt.
Dr. Levose-Mis skrev:
Kan du se dillemaet? Jeg sider og er utrolig bevidst, og du siger, at jeg er et produkt af dit sind.
Der er ikke noget dilemma. Ud fra et solipsistisk synspunkt er din tilsyneladende bevidsthed jo noget man selv har skabt.
Nå, jeg fik ikke sagt alt det jeg syntes jeg ville, men det står åbenbart ikke klart nok for mig til at jeg kan finde ud af at formulere det, så I må nøjes med dette.