Psychedelia.dk

Jeg har et stykke tid gået og tænkt på noget, hvilket liv er det bedste? Eller sagt på en anden måde, hvem har det bedst.


Er det narkomanen der lever livet under usle vilkår, i en konstant rus? Han har ingen andre bekymringer end at skaffe penge til det næste fix, og når han er påvirket kan han bare slappe af og nyde det. Et ustabilt liv, men intet ansvar.

Eller er det middelklasseborgeren med hus, kone, bil og børn. han er hver dag forpligtet til at gå på arbejde, passe på sine børn, pleje sit ægteskab, osv. Han har ikke ret meget fritid, en masse ansvar, men til gengæld et stabilt liv.

Eller er det singlefyren som aldrig rigtig blev voksen, og render i byen stortset hver weekend (Muligvis tager stoffer, det er ikke pointen) men har et fast arbejde, bil og hus/lejlighed. Han har heller ikke noget ansvar, udover et job han skal passe.

Eller er det pusheren som lever i "the fast lane", laver store handler og tjener mange penge, kender rigtig mange mennesker, har masser af penge, men det hele kan være slut på sekunder.

Hvem har det bedst? Hvem har det sjovest?

Jeg har engang hørt, jeg har ingen dokumentation på det eller noget, at ethvert menneske vil være glad og sur ligemeget i løbet af et liv. For eksempel en sultende afrikaner have lige meget glæde i livet, og ligemange nedture i livet, som en almindelig dansker. Det er bare nogle helt andre op og nedture.

Jeg vil tro det vil være manden med konnen og et godt ægteskab , men hvor manden stadig hooker op med de gamle lamfighters til tider og tar en lille tripper tur..

Det kommer jo an på din definition af "det gode liv".

Jeg synes Kierkegaards beskrivelse af "æstetikeren" og "etikeren" er ret gode.

Man kan vælge at leve smukt (og nydelsesfuldt), eller at leve moralskt.
Man kunne måske tilføje en tredje mulighed, hvor man forsøgte at søge sandheden, opnå så meget viden som muligt, og nå til den dybeste forståelse af virkeligheden - "videnskabsmanden/tænkeren/mystikeren"?

Det virker som om de fleste der lever æstetisk i deres ungdom ender i depressioner og midtvejskriser, når de kommer i 40/50/60erne (jf. f.ex. Jørgen Leth og det meste af den mandlige befolkning).
Skønhed, eufori og ekstase er alle forbigående ting, mens meningsfulde forhold, humor og visdom varer hele livet.
Jeg mener ikke at det rent æstetiske liv er godt, da det mangler noget (forpligtelser, ansvar, omtanke, empati, viden, erkendelse osv.).

Jeg synes også Nietzsches tanker om "det gode liv" som en konstant overvindelse af sig selv er gode.
Det gode liv er ikke at ligge med et morfindrop i armen og savle, men konstant at udfordre sig selv, og blive bedre, klogere, hurtigere, stærkere osv..
"Det er kun køer, kvinder og englændere der søger lykken!" (modsat de store ånder, der søger udfordring, kamp, indsigt, indhold osv.).

Har det positiv indstilling og nogenlunde stabil tilværelse er det for mig dem som har det bedst, for familien gør dem lykkelige, menneskelige værdier

Det afhænger igen af personens følelser, personlighed, historie, drømme osv osv osv..

Men umildbart vil jeg mene at det lykkelige liv, er det liv hvor man hver morgen kan stå op til noget man virkelig brænder for. Hvor man har valgt fornuften fra og absolut kun gået efter ens egne drømme. Hvor man arbejder til lav løn, men tilgengæld er det ens drømmejob, har en grim kone som man virkelig elsker, har et lille hus, som kan rumme alle ens ting og en gammel spand, som kan transportere dig fra A til B. Men det er der da heller ikke noget galt i så længe man selv er glad for det.

Personligt er min drøm meget realistisk. Køb et hus, få en kone, et par børn og en hund. Så er fundamentet for min lykke støbt. Og så kan man jo altid bygge lidt ud, for man er jo i bund og grund sin egen lykkes smed.

Men tænker man for meget på det "lykkelige liv", indser man samtidig også alt hvad man mangler og det kan godt være rigtig hårdt for psyken.

stå op om morgenen og gå i sent om aftenen og vide: Jeg har ikke brug for mere i mit liv

Jeg kan slet ikke vurdere hvad jeg ville syntes er det bedste liv.

Så der er ikke nogen af jer, som går ind for princippet om at leve hver dag som var det den sidste? Det er jo godt nok næsten fysisk umuligt, men så vidt som muligt.[/list]

Nej, jeg tror man får stress.
Og jeg vil hellere beskæftige mig med ting der udvikler sig langsomt (uddannelse osv.) end prøve at nå det hele på nogle enkelte dage.
Jeg vil hellere være tilfreds med det samlede hele som mit liv udgør, end prøve at opnå enkelte store glimt af lykke.

Hvis du læser mit første indlæg, vil du se, at jeg mener at man hurtigt "brænder ud", hvis man forsøger at suge al hedonistisk glæde ud af hver enkelt dag.

Jeg havde en overgang en ambition om at gå på en ny gade, lære et nyt ord og høre et nyt stykke musik hver dag, men det opgav jeg hurtigt.