Psychedelia.dk

Vil lige sige at dette indlæg muligvis er lidt malplaceret men here goes:

Har i nogensinde haft problemer med at huske nogle bestemte folks ansigter?
Jeg har det lige pt sådan, og jeg har været ude for det en 4-5 gange i alt. Altså over længere tid, hvor jeg bare ikke kan forestille mig den pågældende persons ansigt, selvom jeg kender vedkomnet godt, rigtig godt endda. Det sjove ved det er at det altid er piger jeg ikke kan se for mig, piger jeg har eller har haft følelser for. De par gange jeg har været forelsket har det været sådan, og det er underligt for jeg føler mig alligevel fuldstændig paralyseret i tanken om pigen, en nærmest magnetisk tiltrækkelsesfølese.

Nogen der kender til dette?

Det skal lige siges at jeg værken er gammel og senil (18 år gammel), og nej, det skyldes heller ikke at jeg har taget for mange stoffer, har kun taget stoffer et par gange og en enkel gang var det psykedelika.

jeg har haft det sådan hele livet, synes nu det er meget normalt, så længe du kan huske selve personen skal du ikke frygte noget

Det er skudda fordi ikke ikke kigger dem i øjnene

Tag det roligt, det er fuldstændigt normalt..

Man forelsker sig i det, man ikke kan definere. Et ansigt, der er så smukt, at du ikke kan begribe det. Du kan måshe have en opfattelse af pigen som værende smukkere, end hun egentlig er, og derfor har du svært ved at forestille dig hendes ansigt som en helhed. Det er min mærkelige teori. Har nemlig også selv oplevet, at i starten af forhold, har jeg nogle gange ikke kunnet huske, hvordan min kæreste helt så ud, hvis jeg har været helt skudt i hende.

Kender det rigtig godt. Men har egentlig aldrig sådan videre tænkt over fænomenet.

Har hørt at man skal tænke på personen i en sammenhæng, ved ikk om det passer, har ikke været ude for det....endnu

Jeg tror det er meget normalt at vi underbevidst reducerer en person til nogle bestemte karakteristiske træk. Hvis disse ændres, fx. at en blondine farver sit hår knaldsort, en fyr med briller får kontaklinser eller en overvægtig taber sig enormt, så vil underbevidstheden afskrive dem, og så kommer bevidstheden ind i billedet og siger "Hov, er det ikke en jeg kender?".

Jeg synes i hvert fald at det er den erfaring, jeg har gjort mig. Hvis I vil læse nogle virkeligt skøre beretninger om, hvordan folk kan tage fejl i deres genkendelse af andre mennesker, så kan jeg på det stærkeste anbefale bogen The man who mistook his wife for a hat, skrevet af Oliver Sacks.

Hvis du har problemer med at genkende mennesker du har snakket med i ædru tilstand, dagen før, og det sker meger tit, bør du overveje om du lider af ansigtsblindhed (eller HPPD, høhø ).
Men at glemme et ansigt eller to er ganske normalt, specielt hvis man ikke kigger folk i øjnene, som moj0 påpeger.

Den kender jeg alt for godt, især med personer jeg har haft følelser for, men jeg tror Max Tramp har ret i hvad han siger. Det sker fordi man genkender en person på noget andet end udseendet. Og det er vel bare godt.

Personer man har følelser for... ja, man kan jo prøve at se om man kan huske sit eget ansigt!

Det er sandt.

... og smukt!

Jeg har også selv oplevet det nogle gange - men det har nu mest været, når jeg lige pludselig er kommet på den tanke og derefter bevidst har prøvet at genkalde mig den. Der har det nok irriteret mig lidt, men tror nu ikke, at jeg har funderet så meget videre over det. Det lyder da også tilsyneladende til at være et normalt fænomen - og ellers kan man jo altid støtte sig til billeder af den pågældende person / elsker / farmor / lærer eller hvem det end er ;-P