Historien handler om hvordan den arketypiske vise mand lever af at sælge sand i Sahara til godtroende søgende, der tror, at de kan opnå det, der aldrig kan opnås. I historien får kongen ringen gratis, men det er helt klart, at den vise mand på den ene eller anden måde nok skal få sin belønning. Den vise mand får prinsessen og det halve kongerige for at have dræbt en drage, der ikke eksisterer, og for at have klædt kongen på med nye, smukke, men usynlige klæder.
Anbefalingen om at tænke sig om, minde sig selv om altings forgængelighed, og se tingene i et lidt længere perspektiv, inden man beslutter sig for om noget er godt eller ondt, kan være et meget godt råd. Som Zarathustra er inde på rummer det dog også kimen til en flugt fra verden ind i en imaginær verden. Hvis kongen er så dum, som han fremstilles, og rent faktisk endte med at øve sig i fuldstændig abstraktion fra "godt" og "ondt", og altings forgængelighed/tomhed, sådan som det lader til, at den vise mand anbefaler ham til sidst, så ville han snart være et lille lam i den vise mands klør.. Han ville blive en forvirret grøntsag.
Hvis kongen havde været intelligent (hvilket der dog ikke er noget, der tyder på), så ville ringen og instruktionen have været en sand velsignelse, da kongen så ville være blevet istand til at herske over godt og ondt, og inden længe sikkert selv ville kunne manipulere og narre andre, præcis ligesom en vis mand. Men det ville den vise mand næppe have tilladt.
De fleste store sandheder har et næsten overvældende potentiale som gemen manipulation. Spørg bare en spindoktor!
