Psychedelia.dk

Sad lige og genläste Wittgensteins "Filosofiske undersögelser", og faldt over noget pudsigt på de förste sider.

Wittgenstein er ofte blevet kaldt en skabsfenomenolog. Han mener at vi skal undersöge det intersubjektive - f.eks. er sproget en social aktivitet, uden et subjektivt aspekt. Ords betydelse er således at finde i deres anvending, som igen adskilder sig i de forskellige "sprogspil" (forskellige sproganvendelser som passer til forskellige aspekter af den mennesklige tilvärelse). Men i og med denne afstandstagen fra diskussionen vedr. den subjektive oplevelse, hvordan redegör han så for intentionen som jo nödvendigtvis må ligge til grund for sproget? Han mener jo at der ikke kan findes noget privat i sproget, men hvad med intention? Det som viser sig i ens omgivelsers reaktion på det man ytrer er jo ikke selve intentionen?

I starten af bogen kommer han med et eksempel: ( Der er andre lignelser hvor han anvender maskiner, som måske er bedre)

Sådan som jeg ser det forsöger han at sige at ordene skal forstås i relation til de sprogsystem hvor de ingår, som igen skal ses som en aktivitet mellem mennesker - ordenes anvendelse kan ses som tandhjulene i en maskine. Men i og med at de anvendes, så må der jo väre et mål med dem. Så forståelsen af ordene kan altså ikke bare bestå i at se dem i deres "sprogmekaniske" sammenhäng, for da skulle vi ikke rigtigt kunne se forskel på den sproglige anvendelse af ord, og f.eks. en sten som falder til marken med et bump og skaber et hul. Vi er nödt til at forudsätte at der er en egentlig intention for at noget kan väre et sprog, ligesom der må väre en intention bag en udregning, for at den ikke blot skal väre en visuel samling bläk, og der må väre en intention bag en maskine för at det kan siges at väre en. Den rent mekaniske proces er ganske rigtigt det som får maskinen til at fungere, men funktionen består ikke blot i at maskinen "körer", men i at maskinenåstadkommer noget, i forlängelse af vores intentionalitet. Men denne kan aldrig fremgå ved at man blot observerer hvad som sker. Men hvordan skal man, rent filosofiskt, redegöre for denne intentionalitet?
Uden denne intentionalitet skulle computerens udregning väre et udtryk for forståelse, som de fleste nok ikke er enige i. Eller er denne trang efter intention blot et levn fra vores kristne fortid? At mennekset ikke kan väre en maskine (nej, for en maksine forudsätter vel vores intention - ellers ville skyernes mekaniske rörelse, som följe af luftens strömninger jo väre et exempel på en maskine!). Og hvis intentionen er et filosofiskt sidespring, hvordan definerer man så sprog og hvilken forskel er der på sprog og den rullende sten? Rent intuitivt kan jeg simpelthen ikke overgive den, og det frustrerer mig at man ikke kan påvise den på nogen måde.

Har i nogle bud for eller imod intentionen som grund for sproget?

Mvh