Det er jeg faktisk sikker på det er, Moonage. Det kan afklare meget, men starter selvfølgelig også nye spørgsmål.
Dog vil jeg mene, at du har ret i dit spørgsmål, hvis man kun læser filosofi som er analytisk, og som ikke indeholder meget fra den egentlige virkelighed. Hvor det bare er begreberne i sig selv man wanker rundt i.

...Men er man filosofisk uden at være religiøs, ender man blot med at forelske sig i begreber og forvirre sig væk fra det virkelige liv

Jeg mener i øvrigt heller ikke, at filosofiens rolle er at forvirre og gøre det hele uklart, bare for uklarhedens skyld. Når filosofien gør det, så er det ofte i en religiøs sammenhæng, hvor fornuften må gennembrydes, og så trædes der ind i den religiøse sfære. (Især med den sekulære fornuftsforståelse vi har i det moderne samfund.)

Odden: Hvad er din definition på at være religiøs? Det lyder som om, at det ikke helt er i den traditionelle forstand, du mener.

Zara: Du har en rimelig arrogant tone dér, Zara. Er der nogen grund til det? Eller sidder du og forelsker dig i dig selv? Hvis du er ironisk, så har jeg ikke set det.

Lige en biting. Sjovt at Zara mener begrebsAFKLARING er noget der er så vigtigt, hvis filosofien ikke må være afklarende.

Hvis filosofi virker afklarende, så forstår du den ikke - du er blevet religiøs.

Er man religiøs uden filosofien ender man i dogmer, og rodløshed. Men er man filosofisk uden at være religiøs, ender man blot med at forelske sig i begreber og forvirre sig væk fra det virkelige liv

Ok Zara, så lad os blive lidt pænere i formuleringen til hinanden.
Jeg har lidt travlt nu her, så kommer med et mere uddybende svar efter, hvor jeg lige skriver mere om hvordan jeg anskuer en konstruktiv dynamik imellem religion og filosofi.
Jeg vil dog først bare lige påpege, at du selv skriver sådan her:


Og så vil jeg lige sige, at det ikke er særlig fair, at du kun quoter en halv pointe. For jeg skriver også, at religion i sig selv kan ende i tosserier, falske idealer etc. etc.
Hele quoten er sådan her:


Men selvfølgelig er jeg ikke uenig i, at man sagtens kan, igennem begrebsafklaringer uden et religiøst tvist overhovedet, få klargjort og renset ud i mange misforståelser. Det er især noget man lægger mærke til når man arbejder med sprog.
Men uddyber lige min forståelse af religion og filosofi som komplimenterende hinanden senere. Lige nu skal jeg se til en hulens masse, og det er et emne jeg er meget interesseret i, så vil gerne give en god redegørelse.

P.S. Jeg er pænt forelsket i mig selv ja

Så man bevarer jordforbindelsen ved at blive religiøs? Nigga, please!



Jeg vil så mene at "rigtig filosofi" ikke vælger onanist-udvejen og kryber til Gud, eller "det uforklarlige", men accepterer at man ikke kan finde sandhed eller vished i absolut forstand, men bare mere forfinede synspunkter eller indsigt i hvorfor de forskellige teorier og argumenter IKKE holder. Du lyder som Descartes da han efter den metodiske tvivl lige hiver Gud op af hatten og redder dagen og nattesøvnen. Det er noget af det usleste der findes. Kujon-udvejen.

En af mine venner sammenlignede den filosofiske søgen med en spiral der nærmer sig en ret linje. Den rette linje er sandheden, og man vil aldrig nå den, men bare følge den og se den fra flere og flere sider og vinkler.