|
Ved ikke om den her skal ligge et andet sted, føler bare ikke den hører hjemme i medaljens bagside - men måske kan det være den gør det...... Det er aldrig til at vide, før man engang har læst den.
Kan man have en "tanke" blokade? eller hvad skal man kalde det?
Det er som om der er en masse indeni - der helt vildt gerne vil ud, men bare ikke kommer ud.
Tænker ikke på lige nu, nu er det jo på vej ud - men på før - hvor det ikke ville... Måske i ikke forstår mig - men til tider tænker jeg tit - forstår jeg mon mig selv...?
Har altid ment jeg kender mig selv næsten 100%, dog er der situationer jeg ikke har oplevet så derfor kun næsten 100% eller også kender jeg slet ikke mig selv - det er ret skræmmende.
Har tænkt meget på det sidste - været meget indeni mig selv, samtidig med at jeg har været tilstede udenfor mig selv, uden egentligt at være der rigtigt..... At leve kræver aktioner og reaktioner - stimulus og respons....
Føler jeg har fået en masse forkert stimulus og har givet totalt fejlagtig respons på det - har ikke reageret når jeg har set jeg burde - har på en måde været fanget indeni mig selv... ved ikke af hvad... ved ikke hvorfor... eller også har jeg slet ikke været fanget...... måske er jeg egentligt bare helt fri og har ikke evnen til at håndtere denne egenskab/gave eller tilstand - forstår mig noget ikke helt på det - fordi hvad er frihed egentligt?
Nej jeg er ikke påvirket af nogle hårde psykedeliske stoffer pt - har røget hash, mindre end jeg plejer - meget mindre, eller har måske røget mere, men er mindre skæv - eller skæv på en anden måde - måske fordi jeg er stoppet med bong.
Altså sandheden er at for at finde rundt i mig selv, må jeg først finde ud af hvor jeg vil hen, altså hvad er mit mål???
Mål i livet: Jamen det er et satans godt spørgsmål - nu er jeg blevet spurgt siden engang i 8.klasse mht. noget praktikpis - hvor jeg helt seriøst udbrød at jeg ikke havde tænkt mig at arbejde, men bare ville bumse den og lave kunst og musik - dog har jeg arbejdet helt vildt og allerede der brudt et af mine frihedsprincipper... Hvorfor skal jeg arbejde?? Altså jeg mener ikke hvorfor kan jeg ikke bare dovne den... Men hvorfor skal jeg bruge min krop til at arbejde med? Altså jeg styrketræner, efterhånden reglmæssigt igen, min hjerne er superkreativ - men det er der sgu aldrig nogen der har lyttet på eller er der? Har jeg bare været døv - eller ikke kendt mine muligheder??? Hvorfor er der ikke nogen der oplyser en om ens muligheder?
Jeg kan designe tøj - lave stringart - musik - male - tegne - danse og sprede hygge og kærlighed - det er de egenskaber jeg har som jeg sætter højest i mit liv ja og så min retfærdighed når den ikke er sløret af min stædighed... Så kan jeg bygge i træ jern og praktisk talt de fleste materialer - ovenikøbet så kan jeg smadre det ned igen - ret smart.... Igen er jeg uddannet til at dræbe og udkæmpe krige... noget jeg ikke forstår jeg nogensinde gik med til... hvad skal jeg med de egenskaber??? Er det en fordel at vide hvordan man dræber? Hvordan man gør sig mest mulig kold, hvad man skal tænke, hvordan man skal handle??? Kan det ikke ende med at drabet bliver en reaktion? Altså man bliver forrået - forrået af noget omkring en - ganske ufrivilligt... eller kan man egentligt lide det? Kan jeg godt lide at være den onde person jeg til tider er, eller føler jeg er... Er det bare mig der ikke kan acceptere min sorte side og alligevel tillader jeg mig at bære yin&yan som et tegn på indre og ydre balance.... den balance jeg mener jeg har... tror jeg har.. har jeg mon den???
De sidste 14 dage har været ret mystisk og er endt i at pigen der førsøgte selvmord viser sig at være ne løgnagtig so - gider ikke til at forklare her - det er dog ikke det der rammer mig - men måske - men nej - føler ikke det har nogen indflydelse og hører måske slet ikke hjemme lige her....
Tror ikke engang jeg kender min egen pointe med dette topic - tænker vel bare på tekst - i en hjerne hvor der kommer andre svar end ens egne - eller strøtanker der får en til at tænke - tænke på om verdenen ikke bare er et stort trip og vejen ud aldrig viser sig - hvorfor tænker jeg vejen ud? Hvorfor vil jeg ud? Og ud til hvor?
Sidder og lytter til noget magnetrixx og musikken får mig til at tænke på fest - men så alligevel ikke, tænker mere på drømme - eller mål.
Underligt med mål - har egentligt ikke nogen... vil bare gerne være lykkelig.... men for at blive lykkelig er man da nød til at opnå noget.... er man ikke?
Beder ikke om så meget.. eller gør jeg? Beder om lidt hygge - lidt kærlighed and a little peace of mind.
Mål som dette kan være ret svære at opnå, når ens ydre er forrået - eller også er det det indre, ved det ikke - har en evne til at ditche folk - især hunkøn - længe før de kan nå at kende mig nok til de kan såre mig.... er jeg bange for at blive såret? Rejser mig hver gang det sker og klarer mig fint bagefter.... Godt nok bliver jeg ked af det, men bange, nej føler jeg ikke jeg er...... Når det så endelig lykkes at finde en tøs som bliver hængende længe nok til at se at jeg ikke ditcher med vilje, men på en måde for at beskytte mig selv, det lyder sygt!! eller gør det?? er jeg syg??? alt for mange tanker... alt for mange spørgsmål...Så ender det altid ud i at det viser sig at tøsen er totalt fucked up og egentligt bare pisser på mig..... Chokerende nok bliver jeg der hver eneste gang - som om jeg ikke tror nogen kan elsker mig... tror jeg det? Tror jeg måske jeg gør - ved det ikke helt, men kan mærke en klump i halsen bare ved tanken, så måske er der noget om det... eller måske er jeg ved at gå i fucking tomgang i hovedet...
Nogle andre der kan mærke et andet tankemønster i deres hoved?
Et der nogle gange er langt væk og andre gang er lige oppe i fjæset på en?
Jeg mener, man kan stå og tænke/koncentrere sig om noget og pludselig overtages det af en helt anden ide, følelse og måde at handle på.. som om hjernen pludselig bestemmer sig for at skifte skema uden at have skiftet arena... forstår det ikke, så skal man til at kæmpe imod sig selv, for at fastholde sig i det man nu var igang med og hele tiden være på vagt for ikke at blive forstyrret af andre, måske kraftigere ladede tankemønstre..... Det lyder i mine ører meget normalt.... sådan har jeg nemlig altid haft det..... men nu er der bare konstant en ekstra tankestrøm....... som ikke er særlig rar - særlig kærlig - ret bitter og egentligt bare en del af mig selv jeg måske hader... men hader ikke mig selv.... men det tankemønster der... hvorfor gør det det? altså hvor ligger det hele tiden enten under overfladen eller lige over den? Nogle gange er der to mønstre og jeg reagere langsommere i en situation end jeg måske ellers ville have gjort, fordi jeg bliver i tvivl om hvad der måske er mest korrekt at gøre... istedet for bare at handle og gøre noget ud fra situationen ganske som jeg plejer og tænke over det undervejs.... hvorfor denne frosne kamp imellem mine tanker eller mine og de andre tanker... men det er da mit hoved ikke? Så der er jo kun mine tanker herinde.
Nogen der forstår hvad jeg mener?
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
