Psychedelia.dk

Hi

I min psykologiundervisning lærte vi om socialpsykologi og der er en fase i livet (12-18) hvor man kan udvikle "negativ iddentitet"

Det lyder sådan her:

"Negativ identitet"

Hvis den unge på grund af dårlig eller traumatisk opvækst har nogle indre sår, der kun svært kan heles, kan han eller hun udvikle en såkaldt "negativ identitet", som er en identitet, der definerer sig i modsætning til forældrenes og/eller samfundets ønsker - og som Erikson mener den unge bevidst eller måske især ubevidst vælger for at gøre oprør mod forældrene eller samundets normer og værdier. Her kan den negative identitet være en slags skjold mod nogle problemer, vedkommende måtte have.

Negativ identitet skyldes ofte sociale problemer, som måske kan vise sig i form af dragning imod "anderledes" (samfunds-nedbrydende?) subkulturer, begyndende alkoholisme og hash-rygning, bander, hærværk, dropout fra ungdoms-uddannelse, begyndende sindssygdom og/eller ungdoms-kriminalitet. Man taler om, at disse unge søger "negativ opmærksomhed".

Riveting tale, chap.

Hm ..
det er utroligt som jeg smider rundt med det link for tiden .. men prøv at tjek det her Egoet det falske center

QuaZ : Har du læst andet med Osho ?

Haha jjaer ... jeg har bare lige for tiden en forkærlighed for den :p .. sorry! .. jeg synes bare at det bliver præsenteret så såre simpelt ..

men ellers så ta' et kig på psykosyntese, acceptance and commitment therapy, zen-buddhisme .. jesus ord, mohammeds ord .. altså jeg mener - sandhed er all around .. men indgangvinklen er elementær ..
og lige netop dét mener jeg osho gør fantastisk ..

Ellers så Louise L. Hay .. med Helbred dit liv eller Frederik Lenz med Himalaya Himmelsurfing eller ja .. Adyashanti med Emptiness Dancing .. Buddha ? .. Kennedy ? .. Martin Luther King ? .. Terence McKenna .. Hegel .. Nietzsche .. Kierkegaard ..
Det handler om at læse og forstå sandheden i historien der bliver fortalt ...

http://www.newcosmicparadigm.org/A_Inte ... sthed.aspx

The only true wisdom is knowing you know nothing ...

Det er et meget interessant begreb synes jeg, men for mig at se er det et fænomen der rækker LANGT ud over den definition du refererer.
Hele samfund og nationalstaters identitet er bygget op omkring "negativ identitet". Et oplagt eksempel er for mig at se, diskussionen om eksempelvis islam ift. ytringsfrihed og kvindeundertrykkelse. Dansk Folkeparti er et eksempel på en gruppering der definerer deres egen identitet udfra et opfattet modsætningsforhold til "den kvindeundertrykkende og ytringsfrihedsbegrænsende islam" - underforstået at de står for det modsatte.
Vestlig selvforståelse er eksempelvis historisk set udviklet i et opfattet modsætningsforhold til "østen".

I det hele taget er den definition du referer for snæver. Alle mennesker definerer sig udfra hvad de ikke er, for når vi tager afstand fra noget, definerer vi samtidig implicit os selv.

_________________
O Laziness, have pity on our long misery! O Laziness, mother of the arts and noble virtues, be thou the balm of human anguish!

Ahva? Det er jeg bestemt ikke enig i... Jeg definerer primært mig selv ud fra positive oplevelser/personer som jeg associerer mig selv med. Ikke ud fra "yuk, ham der vil jeg bestemt ikke ligne, så jeg gør det modsatte af ham".

Nej jeg har selvfølgelig ikke noget grundlag for at skrive alle, men jeg tror det er en almindelig proces også hos mennesker udenfor den snævre gruppe trådstarters citat? stiller op.
Men jeg mener heller ikke at det er den eksklusive måde "man" gøre det på, det er selvfølgelig en ud af flere.

_________________
O Laziness, have pity on our long misery! O Laziness, mother of the arts and noble virtues, be thou the balm of human anguish!

Homo Superior, jeg synes du tager det lidt ud af sammenhæng. Det er rigtigt at mennesker forstår sig selv i kraft af deres modsætninger (også dig, noname - eksempelvis, hvis du ser en person der er voldelig og ubehagelig identificerer du dig ikke bevidst som hans modsætning. Men først når du ved at en sådan personlighed eksisterer kan du tage afstand fra den.)
Det er klart at man ellers noget mere bevidst identificerer sig som værende, i en grad, ens med sine peers. Men hvis nu en person og hans venner var de eneste mennesker på jorden ville de ikke have noget sammenligningsgrundlag, og derfor ikke vide hvem de var i forhold til noget andet - de ville slet ikke have en opfattelse af at noget andet eksisterede, og derfor slet ikke opfatte deres ene.

Det trådstarteren fyrede op under havde jo ikke det store at gøre med denne universelle sandhed, at alt er relativt.

For at svare på indlægget vil jeg sige at fænomenet selvfølgelig er sandt, og jeg er enig med det. Dog kan jeg ikke lide måden det bliver beskrevet på og i grunden hele den mentalitet der ligger bag forståelsen af det - det såkaldt positive samfunds identitet. Det bygger jo på at "vi ophøjer vores sandhed som værende den universelle, altoverskyggende sandhed og alt der er fravigende er forkert per definition". Selvfølgelig er det lidt en forsimpling af det, men det er sådan set hvad der bliver sagt.
Men den måde det bliver lagt ud på virker for mig en smule koldt beregnende i stil med "lad os se hvilken mekanisme der går ind i sindet hos en 'anderledes' for så derefter at børste det af skulderen som værende en psykisk malfunktion. Resultat: Vores værdier fortsætter som de positive/rigtige."

Det er helt sikkert rigtigt at det i mange tilfælde er et 'skjold' der lukker af for problemerne. But.. Det er mere et udtryk for folk i almindelighed. F.eks. kan den positive personligheds følelse af at 'passe ind' og at 'gøre det rigtige' nok være et ligeså stort skjold.

For mig virker det som om at hvis man oplever noget negativt, er den instinktive handling at "der er noget galt her - jeg går sgu derover i stedet" hvorimod hvis alt er fryd og gammen så vokser du op og tror at alt er i den skønneste (nye verdens)orden ( ) og uden at sætte spørgsmålstegn ved det - hvorfor skulle du? Alt er jo så godt, så godt.
På den måde er den negative personlighed at foretrække, i min mening. Og det faktum at den negative personlighed kan opstå er jo netop et udtryk for at der er noget galt i samfundet! (og derved forældrene).

Des værre samfundet er indrettet i forhold til hvad der burde være dets vigtigste funktion, at opretholde et sundt sind hos individet, des flere negative identiteter bliver skabt. Med mindre man måske er i stand til at holde det så kontrolleret at der slet ikke er rum for de negative at kunne bevæge sig i, så samfundet bliver et komplet 'positivt' et, men med langt større depression og usunde sind ad libitum.