Psychedelia.dk

Hvem er Jeg? Først og fremmest kunne Jeg siges at være en idé, men dette er kun en halv sandhed. Jeg er også et andet menneske, som du ikke kender og højest sandsynligt aldrig vil komme til at kende ordentligt. Er vi ikke alle individuelle mennesker? Både og eller hverken eller. Jeg er Mig Selv, ligesom Du er Dig Selv og så meget ved Jeg. Men ved Du eller Jeg mere end det?

Derfor siger Jeg, at Jeg både kan forstås som en ide og som et andet menneske, selvom Jeg i bund og grund intet ved om, hvorvidt det ene eller andet er tilfældet. Filosoffer har diskuteret i 2500 år om, hvorvidt Mennesket er sjæl eller legeme, begge dele eller ingen af dem. Er De nået til enighed? Ville det da ikke være påståeligt, hvis Jeg blot antydede, at Jeg kunne besvare dette spørgsmål med sikkerhed, når alle tiders største genier fortsat diskuterer dette? Ja, denne debat lever endog videre efter samtaleparternes død. Men kan man derfor sige, at Platon lever i dag? Dette kan der snakkes længe om. Lad os undlade det.

Men hvad ved Jeg så? Det, som Jeg er mest sikker på, er at Jeg ikke kan fortælle Dig noget, som Du ikke ved i forvejen. Du vil altid forstå Mig på Din Egen måde, ligesom Jeg også forstår Dig. Men skulle dette antyde at jeg kender Dig, ligesom Du kender Dig selv? Derfor siger Jeg, at min sikreste viden er, at Jeg kender Mig Selv bedre end noget andet. Men Min største viden, er samtidig min mægtigste tvivl -hvis Jeg end ikke er sikker på Mig Selv, hvordan skulle Jeg da kunne kende noget andet ordentligt -for da ikke at tale om nogle andre? Derfor går Jeg højest op i, at korrigere Min Egen opførsel og Mit Eget sprog, så jeg lever bedst i overensstemmelse med De ting, som Jeg dog synes at kende, selvom Jeg ikke er sikker. Fordi Jeg tror, at Jeg kender Mig Selv, tror Jeg ligeså, at Mine værdier er dem, der passer bedst til netop Mig. Og fordi Jeg elsker disse, promoverer Jeg dem naturligvis til alle andre. Ville andet da ikke være Selvisk? Jeg tror ikke på egoisme. På den anden side er der andre der gør. Bør folk ikke have værdier, der afspejler hvad De holder af? Naturligvis. Men hvad skal Jeg så sige til dem, som de ikke allerede ved?

Derfor holder Jeg Mig mest for Mig Selv. Men da Jeg i bund og grund elsker De mennesker, der også elsker Mig, fortæller Jeg dem ind imellem om mit navn. Dette gør Jeg, fordi Jeg nyder andres selskab og kan lide at fortælle historier. Derfor gør Jeg Mig umage for, at fortæller de anekdoter, som jeg selv holder mest af. Dermed håber Jeg, at andre vil more sig og måske tænke en smule over, hvad Jeg mener. Jeg kender imidlertid ingen anden fortælling, end historien om mit navn, så Jeg må beklageligvis meddele, at Vi tager den endnu en gang for prins Knud.

Jeg tror måske, at Mit navn er Obama bin Baarder.



-Rigtig god efterårsaften til alle på psychedelia. Husk at nyde årstiden mens den er her, og husk at komme udenfor! Efteråret er usigeligt smukt.

Med venlig hilsen
03-04

Du kender vel kun dig selv bedst som en "indre" oplevelse, hvortil din omverden kender dig bedre som en "ydre" oplevelse?
Har du ikke tit fejldømt en handling, en opførsel eller noget tredje i din omgang med mennesker, fordi du ikke var i stand til at opleve den eksternt?

Vi lever alle i et fællesskab, en menneskelig, intersubjektiv dynamik, der også er med til at åbenbare sider af os selv, som vi ikke alene er i stand til...

_________________

Personligt kan jeg kun beklage, hvis det første indlæg kan tolkes som udtryk for Solipsisme -dette er ikke en forståelse, som jeg selv ville skrive under på. Lad os tage dine indvendinger/kommentarer én for én:

1.


Svar


Kommentar:
Hvis ordet 'Jeg' i ovennævnte tekst udlægges som en idé der ikke er subjektiv, men snarere almenmenneskelig, kan vi vel egentlig ikke postulere, at 'Jeg' ved noget i sig selv -også selv om det er en ide, som alle har på en subjektiv måde. 'Jeg' kan kun kende 'Mig Selv', så længe Jeg kender det andet menneske ('Dig') som noget ydre, og sådan tror jeg, at det ovenfor citerede svar må forstås. Såfremt du også betegner dig selv med ordet 'Jeg', kan vi begge kun sige, at ordet giver mening, så længe det forstås som distinkt fra noget andet, der ellers ligner det på alle andre måder: 'Dig', som kommer til udtryk på præcis samme måde som Jeg i denne sammenhæng -tekst på et internetdebatforum. Men er det ikke bare en konstatering af, at der skal to til at kommunikere?

2.


Svar


Kommentar:
Hvis ordet 'Jeg' i første indlæg forstås som et konkret, kødeligt menneske, der har forfattet teksten selv, må 03-04 svare ja ligesom alle andre. Men jeg var slet ikke klar over, at det første post kunne forstås i den retning, som dit indlæg antyder. 'Beviser' det mit andet svar? Er det overhovedet et passende svar til din indvending/kommentar? Det kan hverken Jeg eller 03-04 besvare!

3.


Svar


Kommentar:
Men er de andre da ikke dermed et middel til, at det enkelte 'Jeg' kender sig selv? Dette gør vel ikke det menneskelige fællesskab mere oprindeligt end den enkeltes begreb om sig selv? Blot fordi fællesskabet ikke lader sig forstå som et aggregat af enkeltindivider, lader 'Jeg' sig vel ikke forstå som et fragmenteret fællesskab af den grund? 'Jeg' åbenbare nye sider af Fællesskabet, ligesom Fællesskabet åbenbarer nye sider af Mig.

Jeg har lidt travlt nu, men vil bare til det sidste sige, at jeg altså ikke sagde, at noget skulle være mere oprindeligt end noget andet. Bare at ydre Jeg'er, det vi oplever som Du'er, også åbenbarer sider af Jeg som Jeg selv ikke kan åbenbare.
Jeg vender tilbage med mere senere, hvis jeg får tid til at at gøre noget ordentligt.

_________________

Jeg ser frem til yderligere kommentarer, hvis du kan få tid.



Så mener Vi det samme. Forsøger man at forstå, løber man altid chancen for at misforstå.

---

Af hensyn til debattens fremdrift vil følgende post forsøge at opsummere de ideer, der ind til videre så småt er blevet antydet og derved tematiserer et par retninger, som tråden evt. kunne udvikle sig i.

Oddens to første indvendinger og undertegnedes kommentarer til disse, synes at nødvendiggøre et skel imellem a. 'Jeg' som et abstrakt, generelt koncept, der gives alle mennesker på samme måde og b. 'Jeg' som en konkret, specifik reference til den enkelte brugers egen subjektivitet: Oddens brug af 'Jeg' betyder Odden og 03-04s brug af 'Jeg' betyder 03-04. Personligt foreslår jeg, at det objektivt-almene 'Jeg' (eller 'Mig') skrives med stort forbogstav -uden citationstegn omkring ordet -imens det subjektivt-specifikke 'jeg' (eller 'mig') skrives med lille forbogstav: Altså a. Jeg/Mig og b. jeg/mig. Hvis vi fastholder dette skel bliver den enkelte brugers argumentation lettere at følge.

Som konsekvens af dette skel, må vi ligeså forsøge at karakterisere hvad der distingverer de to størrelser Jeg og jeg i forhold til hinanden -hvis der på nogen måde kan siges at være en afgørende forskel på de to. Giver sådan et skel overhovedet mening, eller vil de to ord altid repræsentere det samme?

Oddens tredje kommentar og undertegnedes svar til denne, synes at indikerer en enighed om, at forholdet mellem Jeg og Fællesskabet er af afgørende karakter, for at begribe meningen med begge ting. 'Fællesskabet' betyder, som jeg ser det, den almene ide om menneskeligt samvær, som denne kan komme til udtryk på vidt forskellige måder: Jeg kan have venner, fjender, et samfund, en familie, en religion og tusindvis af andre ting -Jeg kan endog deltage på et internetforum! Yderligere kan 'Fællesskab' også siges at manifestere sig i forholdet mellem Mig og Dig, i og med at disse to størrelser kommunikerer og derved søger en fælles betydning af denne kommunikation. Overalt vil Jeg kommunikerer med Dig, med intentionen om, at Du kommer til sidst vil forstå hvad Jeg mener. Mht. til 'Dig' foreslår jeg en analog skelnen imellem Dig og dig.

På baggrund af dette, kan Vi føre en samtale om subjektiv og objektiv individualitet, som denne manifesterer sig i mit forhold til mig selv og fællesskabet og i Mit forhold til Mig Selv og Fællesskabet.

-jeg vil selv forsøge en sådan afklaring i en senere post.

Til slut må Vi dog heller ikke overse muligheden for, at diskussionen udvikler sig i den totalt modsatte retning. Denne ville kunne manifestere sig via tilkendegivelse af kritiske holdninger til emnets tvivlsomme eksistensberettigelse, fra én eller flere af psychedelias brugere. Disse indlæg kunne eksempelvis kalde denne tråd for: Latterlig, pseudo-filosofisk, prætentiøs, idiotisk eller andet i den dur. Overordnet, ville man kunne klassificerer sådanne indlæg som anklager om meningsløshed. Dette er bestemt en lødig indvending, så alt fjendtlighed vil blive modtaget med åbne arme!

Min umiddelbare konklusion er, at en af dine mest dominerende egenskaber er selvoptagethed

... det passer også meget godt med den menneskelige og filosofiske historie.

Jeg er... og vil altid være...

Jeg synes nu at du overkomplicerer det lidt med skelnen mellem A og B. Jeg synes ikke der er brug for det skel. Det er begge den samme ting, forskellen er jo bare at et selv altid vil opleve sig selv og ikke andre, så al oplevelse er én fælles jeghed. Derfor, når alle ved hvordan tingene fungerer, behøver man ikke at skelne mellem ideen om et selv og et faktisk selv.
Det virker som om du gerne vil have A og B skal være 2 seperate ting, men det vil jeg nu ikke sige, det er kun 2 seperate ord der refererer til 2 sider af samme sag.
Hvis jeg nu skriver: Banan, så får du måske et billede i dit hoved af en banan. Er det ensbetydene med at du har en banan? Nej, du har kun en idé om en banan der ikke er virkelig. På samme måde med A og B. B er virkeligt og findes, A er bare måden hvorpå et menneske kan kende et andet menneske, siden det ikke vil kunne kende det igennem B.
Eller mener du at B er den underliggende eksistens der intet har at gøre med identitet, og derfor ikke er et jeg, men bare væren? I så fald kan jeg godt forstå meningen med at skelne, men så synes jeg ikke at "jeg" er det rette ord at bruge om B.
Du må meget gerne uddybe =)

Jeg vil våge mig på banen med et par definitioner som kan løsne lidt op.

Du, dig derinde bag ved din tanker, dig lige på nippet før dine følelser, du ved hvem jeg taler til allerede nu... For at komme det nærmere så stil spørgsmålet "Hvem er jeg?" højt for dig selv, og lyt til svaret i hovedet. Et øjebliks total tanke stilhed? Du ærede læser er, den 'væren' som sjældent siger noget, men som blot er tilstede.
De fleste mennesker i vores samfund i dag er ikke er i kontakt med sig selv, men tror fejlagtigt at de er Ego'et, deres tanker og den indre monolog. Vores tanker er bygget på Ego'et lyst, og den historie vi fortæller om vores falske-selv.
Det falske-selv, værende den historie du fortæller om dig selv, om en fortid der ikke længere eksisterer, og den historie som andre kan fortælle om dig udfra deres minder og perspektiv - det de andre ser i dig, og som du reflekterer dig selv i, igennem andre.
Dette falske-jeg eksisterer aldrig som en statisk enhed, men findes kun i det evigt begrænsede 'Nu' da det er substans for evig forandring igennem enhver oplevelse, det-falske-jeg fra igår eksisterer derfor ikke længere i dag, fordi at hver dag ændrer os - tydeligt bliver det for os når vi kigger på billeder af os selv fra 'for lang tid siden' .. Vi ved det er os, vores krop osv. men alligevel føler vi en hvis afstand til personen på billedet ...

Vi vokser op og ind i en forståelse af os selv, som værende et produkt af en kombination mellem vores tanker, som er tilsyneladende evigt tilstedeværende og vores falske-selv. Denne fastholdelse i vores opfattelse af os selv forsætter ud igennem livet, det falske-selv og vores Ego er oprindelsen til "al elendighed"... Vi vil aldrig rigtig kunne være lykkelige, fordi vores Ego og falske-selv altid vil frygte.

Medmindre vi tillader os selv at komme videre ... Hvis vi tillader os selv at basere vores liv på kærlighed i stedet for frygt, hvis vi "forkaster" vores falske-selv og opnår en forståelse af at vi ikke vores Ego, men pt. defacto slave for vores Ego, og vores reptilhjernes narkomani i forhold til den fysiske afhængighed til bestemte oplevelser, bestemte følelser ...