Psychedelia.dk

Kære psychedelia. Jeg bringer her et stemningsbillede fra min hjerne, der lige i øjeblikket lader op til en massiv implosion. Jeg håber på at kunne viderebringe billedet i en nogenlunde naturtro form, men det er aldrig lykkedes mig endnu. Alt er meget konfust og enhver tanke lever kun i et øjeblik, så hvis den er fanget her, er det på bekostning af en anden.



Jeg har igennem de sidste par år med stor success brugt psykedelika og meditation som redskaber til at udvide min bevidsthed. Med den formulering mener jeg, at jeg åbner og udvider rammen for, hvad jeg kan fatte – tager fat i mine tanker og dykker dybt ned i dem og møder nye koncepter, der før i tiden havde ligget uden for min fatningskompetence. Jeg erkender sandheder om mig, mit liv og min verden. Disse sandheder følger ikke altid logiske eller fysiske rammer, men de giver på en eller anden måde mening. Jeg bliver altid bekræftet i, at det giver mening, med et subtilt nik fra min underbevidsthed. I denne sammenhæng vil jeg nævne, at jeg altid har følt en splittelse i mit indre. Jeg taler meget med mig selv. MEGET. Som to mennesker, hvor den ene konstant betrager den anden, der en gang imellem skider et guldkorn ud af numsen, til stor fascination for den første – min bevidsthed. Jo mere jeg dykker i mit sind og jo flere vinkler jeg angriber det fra (her mener jeg både stoffer, meditation og nye tankemønstre generelt), desto større bliver min bevidsthed.

I samme periode er en ny side af min underbevidsthed dukket frem. Jeg har altid været god til at manipulere mig selv, fortælle, at det hele nok skal gå; ”Du bliver ikke afhængig af smøgerne, du er jo ikke som de andre. Din jernvilje vil gøre, at du aldrig mærker abstinenserne”. Sådanne ting kunne jeg sige til mig selv. Det viste sig senere, at jeg ikke kunne kvitte tobakken uden kvaler. Jeg faldt alt for nemt tilbage, for jeg blev ved med at fortælle mig selv, at det nok skulle ordne sig, ligegyldigt om jeg røg eller lod være.
Det var her, og efter mange andre eksempler på min fejlbarlighed, at jeg begyndte at tvivle på min egen stålsatte vilje og overvejede, om jeg blot gik og narrede mig selv. Jeg så tilbage på mit liv, som jeg har levet skødesløst og ataraksisk og alligevel med en ekstrem og undertrykt frygt for ansvar og konsekvenser. Jeg ville så langt hellere leve i mig selv og kun stå til ansvar for min underbevidsthed, men jo mere jeg gjorde det, desto sværere blev det at forholde sig til den virkelige verden og den slags ansvar, den indebar.

Min tvivl ledte mig til den største, farligste og mest smertefulde erkendelse – jeg, eller nærmere betegnet min underbevidsthed, er sårbar. Hvad hvis jeg tager fejl? Hvad hvis alle de fantastiske sandheder, jeg er kommet frem til, og som giver mit liv mening, og som for øvrigt fylder det meste af min hverdag, rent faktisk ikke er sande? Har jeg brugt årevis af mit liv på at fortolke alt, hvad jeg ser i min søgen efter mening, uden egentlig at komme med et brugbart svar? Hvad hvis alle de svar, jeg er kommet frem til, ikke giver mening for andre end mig, og de netop kun giver mening fordi jeg overbeviser mig selv om, at de er rigtige? Hvad så? Ja, så er jeg en gemen løgner og på samme tid et godtroende bløddyr. Av.

Jeg har altid haft svært ved at tale om min indre tumult, men efter mit verdensbrud blev det helt umuligt at sætte ord på. Jeg er langt fra kommet over det - selvom jeg har erkendt, at mine tanker medfører problemer, bliver jeg ved som jeg altid har gjort. Sådan en vane som at søge råd i sin underbevidsthed er næsten umulig at vænne sig af med. Det når at foregå, før jeg fatter det. Det kan hænde op til flere gange i minuttet, at jeg stopper op, bliver blank, fortolker, og går tilbage til hverdagen, en smule mere tilfreds, for der var pludselig noget, der gav mening. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det selvdestruktive i det, for jeg er bange for endnu et verdensbrud, og ser altså tit på disse daglige indfald som negative. Det hænder at jeg bliver meget ked af det, når jeg indser hvad jeg har gang i.

Her for nylig faldt jeg tilfældigt over diagnosen ADD. Der tegnede sig lynhurtigt et billede af mig som lidende af ADD – ud over, at den passer på mit barndomsliv (muligvis med tilføjet H), giver den også ny mening til de ufokuserede og ustrukturerede tanker, jeg altid har haft, min manglende struktur og ordenssans (og manglende evne til at indlære disse), min lynhurtige tendens til at nøle og udskyde, etc. etc. Jeg ved godt, at hverken ADD eller nogen anden diagnose kan presses ned over nogen og bruges som begrundelse for den givne persons tankemønster og adfærd, men ADD kunne give mig svaret på nogle af de store problemer, jeg har tumlet med. Og det føltes da godt nok også som en sten fra brystet, da jeg snakkede med forældre og nære venner om det, og blev bekræftiget i min teori. Jeg var ved godt mod, da jeg fik lavet en aftale med min læge, der satte en halv time af til en samtale – jeg kunne nu se en ende på problemet. Desværre gik der ikke mere end fem minutter før min kæbe bankede huller i klinikkens gulv. Min læge var stik imod min diagnose, men medgik modvilligt at henvise mig til en psykiater. Hans manglende opbakning slog mig helt ud, og dagen i går endte i en lang og udmattende kamp mellem mit ego på den ene side og konfrontationen med det virkelige liv på den anden side. Ligeledes har i dag været fyldt med forvirring, og denne tekst er indtil videre det mest konstruktive, jeg har produceret siden søndag aften.

Nu sidder jeg og er fuld af spørgsmål. Jeg har aldrig kunnet få svar på disse, da det nok er mig selv, der skal svare, men alligevel;

Er det mig, der har fundet på, at jeg pludselig har ADD? Og med hvilket formål?
Jeg føler mig klogere end de fleste af mine medmennesker – ikke i færdigheder eller viden, men i visdom og indsigt. Er dette noget indbildsk bavl, eller er der stadig håb forude?
Er der andre, der har erfaringer med sådanne destruktive tankemønstre og/eller metoder til at bryde dem?



Edit: Jeg har redigeret lidt i dette indlæg, mest for min egen skyld. Det skræmmer mig når jeg ser, hvor negativ en tilgang jeg har haft til min "tilstand". Jeg har sidenhen rykket væk fra disse tankemønstre, med hjælp fra blandt andet de efterfølgende indlæg, og jeg sætter stor pris på kommentarerne!

_________________
Smoke to forget, but never forget to smoke.

Jeg er ikke sikker på, at jeg har forstået det hele ret, men jeg tror at jeg ofte har det lidt på samme måde...

Det kan sagtens være, at det er dig selv, der bilder dig ind, at du har ADD, for at have et svar på nogle af dine spørgsmål om dig selv! Jeg tror på, at din egen overbevisning har en enormt stor magt over dig selv, og det gælder også dit fysiske jeg!

Desuden har jeg det også på samme måde - Jeg føler mig også altid langt mere oplyst og klogere end alle (de fleste af) mine medmennesker, men er der ikke mange der gør det?
Forestil dig f.eks. Jehovas Vidner - tror du ikke også de mener, at de er de eneste oplyste og er langt bedrevidende? Hvis det da er sådan du mener det

Jeg ved ikke, om det er en hjælp, men jeg kan ikke bidrage med andet

Jeg (eller andre end din psykiater og læge) kan ikke konkludere, om du har ADD udfra din post herinde. Det tror jeg aldrig, man ville kunne udfra noget, du skriver på et internetforum.

Jeg tror ikke, du skal i behandling for skizofreni, for du lyder slet ikke skizofren. Hvor gammel er du? Det er nok det mest centrale spørgsmål i forbindelse med din desperation. Det er meget almindeligt at opleve, man før har taget fejl. Eller ihvertfald at tvivle på ting, man før har anset som sandheder. Det oplever alle mennesker i større eller mindre grad. Og det kan være noget af en omvæltning. Men det er bare en del af den læringsprocess, som livet er. Sådan ser jeg det ihvertfald.

Det lyder lidt for mig som nogle narcisistiske personlighedstræk, du beskriver. At du føler dig "klogere" og mere vis end andre, men samtidig har en tvivlen på dig selv og en usikkerhed, som du først nu begynder at opdage. Det er bare et skud i tågen, kender dig jo ikke. Men sådan er det jo, når man spørger på et internetforum

_________________
Penalties against possession of a drug should not be more damaging to an individual than the use of the drug itself.

-Jimmy Carter

Jeg er ked af at høre hvordan du føler at det ramler sammen og mangler retning, jeg kender det meget vel og jeg tror langtfra du er ene om det. Det går formodentligt, forhåbentligt, væk om ikke alt for længe. Af personlig erfaring er det en tilstand som fremprovokeres af en stærk følelsesmæssig indsigt, sådan som du også beskriver det, og at det langsomt fortager sig når man accepterer at det eneste potentiale i indsigten er dybtfølt at tage det på sig og bearbejde det til en udviklende indsigt.

Indsigten i sandhedernes porøsitet har jeg også måtte anerkende, jeg føler for så hvidt at al indsigt og tankespinderi er frugtesløst og opgiveligt. Man kan konstant anskue sig selv, sine omgivelser og sine indsigter i et væld af aspekter og nuancer og en reel sand forståelse ser erkendelsesmæssigt umuligt dybt gemt bag anskuelser, der i sidste ende nok opløser den. Men dermed ikke sagt at man ikke skal forsøge at forstå! Det er jo ikke nogen relativistisk ligegyldigheds dyrkelse, sandhed kan eksistere i mange former, og om det så kun er en sand fremtrædelse, som den sociale sandhed, ens følelsesmæssige sandhed, kan den stadig have sin legitimitet. Jeg søger ikke at erkende noget større end det der umiddelbart giver mig en følelsesmæssig genklang, for det bliver for stort og uhåndgribeligt. At klarheden omkring sådanne umilddelbare ting kan være svær at holde fast og at føle man har overblikket kan være umådeligt svært, er blot et vilkår, og kampen ligger i ikke at lade sig knække af uklarheden. Indsigter er åbne og foranderlige netop fordi de blot er fremtrædelser og ikke universelle eller evigt retfærdiggjorte hvis det er det man søger efter. At du indser at du har løjet for dig selv omkring dit cigaret forbrug ser jeg blot som et symptom på dette.

Håber at jeg kan bidrage med noget brugbart til dit tankespind, og at du ser muligheder i det, istedet for nederlag eller tegn på svaghed.

Hilsner

Det tror jeg, du har ret i. Det bunder nok i narcissisme, som Imp også skriver. Jeg har ingen reel indsigt i, om andre gør sig disse tanker om jeget og livet, som jeg gør. Og hvis man lever en stor del af sit liv inde i sig selv, med sådan nogle tanker, er man måske lidt mere tilbøjelig til at udvikle narcissistiske og storhedsvanvittige tendenser...



Jeg er 21 år gammel, har levet selvstændigt de sidste tre af dem. Jeg tror nu heller ikke, jeg skal i behandling for skizofreni og set i bakspejlet, var det nok lidt underligt at spørge om. Det skal nok egentlig ses som en af de ting, jeg har gået og spurgt mig selv om og som har bidraget til min "desperation".

Jeg kan godt se det som en del af en læringsproces, men har svært ved at acceptere det. Dette er mit liv, er det normalt, at man kaster det hele væk og starter forfra?




Jeg havde aldrig kunnet forestille mig, at nogen anden havde det på samme måde som mig. Det hjælper at blive overbevist, og dit indlæg har faktisk fået mig til at tænke over de valg, jeg står over for. På en ret positiv måde.

_________________
Smoke to forget, but never forget to smoke.

Jeg har også haft et ret stort forbrug af psykedeliske substanser, og jeg føler at jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver. Jeg har dog aldrig følt det som et psykisk problem, men jeg har bestemt også søgt efter ultimative sandheder ved hjælp af psykedelika og langvarige overvejelser ("kontemplation" om du vil).

Det jeg er kommet frem til, er at det er frugtesløst at forsøge at finde ultimative sandheder som man kan leve efter, eller forstå sin verden igennem. Det vil ofte lede til en lidt forskruet verdensopfattelse præget af "fikse idéer", som man ikke engang er i stand til at kommunikere til andre på nogen fornuftig måde. I øvrigt leder det også bare til frustration, når man opdager at det man anså for sandt bare var tankespind og fastlåste opfattelser.

Det jeg gør, og som jeg synes har ledt til en meget mere afslappet tankegang og livsførelse, er simpelthen at acceptere uvisheden som et grundlæggende præmis. Der er kun få ting du kan gøre sikre udsigelser om her i verden - der er kun få ting, du kan vide med sikkerhed. Så snart jeg indså, at det er i orden for mig at sige "jeg ved det ikke, og det er okay", blev alting meget lettere.

At søge viden og forståelse er selvfølgelig både nobelt og beundringsværdigt, og jeg vil da opfordre dig til at fortsætte. Men jeg synes man bør holde sig for øje, at viden er et privilegium, og at man ikke skal føle fortvivlelse fordi ens opfattelser brister. Det sker, og det sker jævnligt. Det er et præmis her i livet - specielt hvis du godt kan lide at undersøge og overveje.

Jeg ved ikke om du kan følge mig - det blev vist lidt kluntet formuleret. Jeg vil gerne forsøge at uddybe senere hvis det er.

Held og lykke med det hele - og husk på, at vi allesammen er pænt mærkelige, hvadend vi vil indrømme det eller ej .

Jeg tror stadig ikke jeg har forstået hele din situation, som du vil det, men uanset hvad, spiller det så en stor rolle hvad, der er normalt? Jeg tror ikke du får så meget ud af livet, hvis du ser det sådan...

Jeg kan nikke genkendende til mange af dine tanker, og det gør mig faktisk glad. Jeg lever også selv ret meget inde i mit eget hovede, og tumler rundt med en masse spørgsmål og tanker. Og jeg føler også tit at jeg har en større viden i indsigt og visdom end andre, men jeg vil på ingen måde tolke dette som narcissistisk... Jeg er selv en meget åben person, og jeg elsker at gøre andre glade, og er utrolig social. Jeg tror at du skal være glad for at du tør, og gider bruge så meget tid på at udforske dig selv og udvide din bevidsthed. Det er der mange mennesker der er bange for! Og det med at manipulere sig selv til at tro alt muligt, det kender jeg også selv alt for godt. Jeg har tit malet fanden på væggen, bare over de mindste ting. Men jeg tror det ligger i at man har svært ved at finde en oprigtig forståelse for ens tanker, og når man så går rundt med det hele alene, så kan det simpelthen blive for meget for hovedet, og man føler sig straks udenfor normaliteten, og her opstå så tanken om, hvorvidt man er ved at blive vanvittig. Og jeg tror tanken opstå netop fordi man ikke kan finde forståelse for ens tankegang. Vi kan ikke give et svar på hvad "virkelighed" er. Virkeligheden vil altid være subjektiv, og jeg synes det ville være super trist, hvis du smed dine indsigter væk! Som der er blevet sagt i debatten, så rammer vi nogle gange nogle veje, hvor de indsigter vi har fået, de viser sig at være forkerte. Men netop i sådan en situation er det vigtigt ikke at tabe modet, men netop acceptere at det er okay. Dette er jo netop blot med til at give en endnu større indsigt, og måske bringe en tættere på sandheden.. Jeg håber du kan bruge mit indlæg til noget, og jeg undskylder mange gange, hvis det virker kluntet og uforståeligt. Peace!

Jeg kan også nikke genkendende til meget af det du skriver.
Jeg tror nøgleordet er åbenhed, du bliver nødt til at snakke med folk, om deres syn på verden; det er og bliver den bedste måde at få udfordret, og sat ord på, de tanker du går og tumler med. Jeg tror at mange mennesker har et narcissistisk element i deres personlighed, det er nok ikke noget man rigtig kan lave om på. Man kan dog vælge at fokusere, og handle på, de ting som giver ens liv mest værdi. Det er et svært og dybt emne du har taget op her, jeg ved ikke engang om jeg har svaret på noget af det du spurgte om. Jeg mindes at der engang har været en tråd om noget lignende, den hed oplysthedens arrogance, men kan sgu ikke finde den. Hvis cubensis ser tråden her kan han måske være behjælpelig, mindes det var ham som skrev den i sin tid..

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Jeg kan også nikke genkendende til meget af det du skriver.
Jeg skimmede blot lige resten af indlæggene, så kommer bare lige med mine egne reflektioner som de umiddelbart står, ud fra min egen situation, og måske gentager jeg en del af de andre.

Men: Jeg er også plaget af ofte at falde hen i drømmerier. Jeg havde især problemet med at drikke for meget alkohol. Jeg sad ofte og sank hen i, at når jeg endelig stoppede med at drikke alkohol, så ville jeg få så meget mere overskud til at gøre alt det jeg vil. Jeg var ofte i en indre dialog. En dialog der ofte endte med "Jeg skal bare liiiiige have et glas vin mere...liiiige se et afsnit mere af Star Trek" etc. etc... Jeg var i en voldsom uenighed med mig selv.
Ud over det, er jeg plaget af et sind der ofte slår sig selv i hovedet. Jeg fordømmer ofte, at jeg er så doven. Hvorfor kan jeg ikke 10 sprog nu, hvorfor har jeg ikke skrevet 3-4 artikler? Hvad fanden laver jeg egentlig om dagen? Hvor bliver tiden af????

Nu har jeg endelig fået et job, hvor jeg er nødt til at være på og gøre meget fra scratch. Det er en kæmpe udfordring for et hovede som er bedre til at drømme sig frem til resultaterne end egentlig at gøre det. En udfordring som gør mig voksen, og som jeg er glad for. Selv om det er pisse hårdt til tider.
Jeg kan ikke længere gemme mig væk i mit eget hovede, for mine elever og min chef skal bruge mig til dit og dat, og jeg bliver således trukket ud. Det er rigtig godt, for nu får jeg omsider opbygget en eksistens, hvor mit drømmende, romantiske sind skal bruges aktivt i virkeligheden. Og jeg sætter mig faktisk ned hver dag og arbejder på det jeg vil opnå, samtidig med, at jeg passer mine livsvilkår, og mine lyst-drifter, såsom at rable ud om dit og dat til en eller anden jeg aldrig har mødt, her på psy.dk.

Disse dialoger og uenighede endte også ofte i følelser af, at jeg var ringe, at mit hovede var ved at eksplodere. Og jeg må indrømme, at meditation kan faktisk forværre den situation, hvis den ikke bliver gjort korrekt. Den forværrede min, så jeg stoppede. Nu har jeg fundet lidt hjælp og lidt guidance, og det planter mine fødder igen.
Jeg er blevet kaldt ADD og Asperger, og kan godt se, hvad dem der har sagt det, har ment med det. Men jeg tror de er for hurtige. Og det tror jeg også du er.
Det er normalt, at du føler dig bedrevidende. Sådan har jeg også haft det i de perioder, hvor det gik værst for sig med mine indre dialoger. Jeg var af den opfattelse, at folk der havde tid til at arbejde og forholde sig til proasiske gøremål var dummere end mig, fordi deres hoveder ikke rummede nok tanger og indsigt om tingenes rigtige sammenhæng. Det vil du komme over, uden at føle du bliver dummere, hvis du får den rette hjælp.
Jeg mener IKKE en psykiater som sådan er svaret.

Et godt råd til at trække dig ind i virkeligheden på, uden at miste den du er, tror jeg vil være ved, at du "samler tændstikker". Det er en øvelse som jeg tror Rudolf Steiner taler godt om. Jeg ved godt Steiner er udskældt i mange kredse, men han har nu også en del godt at byde på.
Men øvelsen går ud på, at du hver dag tager en æske tændstikker, og smider dem ud på gulvet, for derefter at samle dem op igen. Det skal du gøre hver dag.. Hver eneste dag, ligemeget hvor fucking træt af det du er. Ligemeget hvor meget du tænker "Jeg gider kraaaftedme ikke lige nu. Nu skal jeg lige drikke en kop kaffe og se en serie" eller hvilke retninger dit sind nu tager dig i, skal du gøre det.
Tændstikkerne kan være det du bruger, men ellers så find det der er dine "tændstikker". Og gør det, ligemeget hvor meningsløst det virker for dig.
Det manifesterer både din vilje, og trækker dig ind i virkeligheden sammen med dit hovede, og du vil opdage evner og sider af virkeligheden du ikke troede du havde eller fandtes derude.
Jeg er stadig i gang med praksissen, og fejler en gang imellem. Men jeg har lært ikke at skælde mig selv ud for det, men tage det som det er, og så starte fra der, hvor jeg fejlede, og nå det jeg så kan i løbet af den dag. Det bliver nemmere og nemmere.

Jeg tror din lyst til at blive diagnosticeret kan have noget at gøre med, at det ville give dig noget at holde fast i, frakaste dig ansvaret for at du har det sådan som du har det og derved ikke behøve at gøre noget ved det. Det minder om en dæmonisk angst som Kierkegaard beskriver. Pas på de tendenser. De vil stoppe din udvikling. Din post viser du er godt på vej, idet du er velvidende om hvad der foregår i dig. Men tro ikke, at ændringen sker på én dag. Det tager tid, og tålmodighed er en dyd der skal opøves. (Det var det i hvert fald for mig, og måske er det også det for dig...)

_________________

Og ja: Det kan være nødvendigt, måske ikke normalt, at kaste alt væk og starte forfra. Jeg har lige kastet, næsten, alt væk og begyndt på et nyt kapitel.

_________________

Lige præcis. Det er nogenlunde, hvad jeg er kommet frem til. Det virker bare så langt mere overbevisende, når det ikke er mig selv, der fortæller mig det.



Jeg har aldrig kunnet fortælle andre om dette. Som du selv påpeger, er det et stort og komplekst emne, der er svært for andre at sætte sig ind (eller rettere sagt, svært at sætte andre ind i). Men indtil videre har det kastet meget godt af sig at få det ud, også selvom det foregår på et internetforum. Bare det, at mange andre har det på samme måde eller kan sætte sig ind i situationen, giver mig lyst til at slappe af og arbejde med det.



Dette er en helt ny tankegang for mig, men jeg kunne ikke få det ud af hovedet, efter at have læst det. Det ligger så fjernt fra hvordan jeg altid har fungeret, men det lyder alligevel så befriende. Og med det in mente, oplevede jeg noget lignende i morges. Jeg fangede mig selv i at fundere, men stoppede så op og spurgte; "Er det her relevant? Vil svaret gøre dig mere vis og lykkelig?". Da jeg endte med et nej, slog jeg tanken væk, og det føltes sgu godt!

Odden: Jeg tror, jeg vil følge dit eksempel. Ligesom du har haft alkohol, har feden været min krykke og hverdagsflugt, der nok også har spillet en del ind på min fornuft. Hvis man er blæst eller på andre måder påvirket en stor del af tiden, er det jo klart at man føler sig anderledes og ophøjet, også når man ikke er påvirket. Det med dovenskaben kan jeg også nikke genkendende til, for det er noget, der har plaget mig meget.
Som du siger, er enden på det hele nok at få plantet fødderne igen. Jeg synes tændstikkerne er et godt eksempel og jeg kan udemærket se meningen bag det. Måske skulle jeg prøve med oprydning i stedet - det er i hvert fald noget jeg hader, og noget af det mest jordnære og åndsforladte, jeg kan komme i tanker om


Tak til jer alle for svarene, det er virkelig rart at blive bekræftet i, at det nok ikke er så grelt som jeg går og tror. Og at andre har oplevet det og arbejdet sig ud af det. Jeg trænger sgu nok til at blive pillet lidt ned...
Jeg vil for god ordens skyld stadig gå til en psykiater og se om det kaster noget af sig, men med lidt mere distance. Mit liv afhænger trods alt ikke af det.

_________________
Smoke to forget, but never forget to smoke.

Insanity: doing the same thing over and over again and expecting different results.
- Einstein