Jeg sidder her i mit daglige tankespind og bliver mere og mere forundret, når jeg overvejer den retning, det generelle menneskes opfattelse udvikler sig i. Norge løber tør for smør. Karma. Før værdsatte de ikke smørrets tilstedeværelse i deres hverdag, men nu har smørret forladt dem, og nu hungrer de efter det. Hvorfor er det "almindelige" ikke længere værdsat, men opfattet som en selvfølge. Hvorfor er der ingen der smiler når man kører i metroen. Hvorfor drikker den hjemløse sine penge op? Hvorfor giver man den hjemløse penge, i stedet for mad og drikke? Fordi vi selvom velvidende forstår noget ikke er rigtigt, gør vi det der er nemt. I stedet tage imod livet på godt og ondt uanset dets prøvelser, for livet er trods alt bedre end at være en del er jorden og ormene, for senere at blive til en del af planeten og fuglene. I alt dette bliver jeg så glad for steder som dette forum, hvor der er mange folk der opfatter sig selv som "livsnydere" for at give dem selv en god undskyldning, for noget som de godt ved ikke er helt rigtigt, jeg mener ikke jer alle, men jeg er selv en af dem. Dette gør desværre at man har mere tendens til at belære, frem for at lære. Mennesker er fanget i en løgn overfor dem selv, fordi de er fanget i deres sind, bange for at leve livet, fordi de ikke tør miste det. Med det mener jeg ikke man skal tage en masse stoffer og være frygtløs overfor døden, men blot at man skal følge det man ved med sig selv er rigtigt, uanset hvilken vej de andre går.
Det er ikke for at fornærme nogen herinde for i bidrager alle til fælles bedste, men det er blot tanker jeg har brug for at dele et sted, hvor der måske findes ligesindede.
